Danmarks historie (1660-1814): Forskelle mellem versioner

'''Danmarks historie ([[1660]]-[[1814]])''' indrammes af to begivenheder, der fik stor betydning for det senere forløb af [[Danmarks historie]]. I [[1660]] mistede [[Danmark]] definitivt [[Skåneland]]ene i kølvandet på [[Svenskekrigene]]. DetteBornholm har dog befriet sig i 1658 og er igen under dansk styre. Det store tab medvirkede samtidig til indførelsen af [[enevælde]]n åreti efter1661.

Danmark var under [[Karl Gustav-krigene]] på nippet til at blive erobret af Sverige, men slap nådigt underved [[freden i København]] i 1660. Det var imidlertid et forarmet land, der således blev reddet. Både de fjendtlige og de allierede tropper havde hærget landet, og [[Byldepest|pest]]epidemier, årtiers forøgede skattetryk og dårlige landbrugskonjukturer havde lagt landsdele mere eller mindre øde. Staten var på fallittens rand efter at have lånt kæmpe beløb hos pengeudlånere for at finansiere krigene. Disse pengeudlånere havde til gengæld fået krongods i pant, men da det netop var krongodset, der gav staten indtægter, var det svært at skaffe midler til kreditorerne. <ref>Scocozza 99 s.147</ref>

I juni 1658 havde [[København]]s borgmestre og råd henvendt sig til kongen, [[Frederik 3.]], med ønsket om selvstyre og fritagelse for den svære troppeindkvartering. Samtidig ønskede man, at [[adel]]ens [[godsprivilegium]] blev ophævet, og at København blev gjort til stabelstad for [[Sjælland]] og [[Møn]] ([[monopol]] på al handel til et område). Da [[sverige|svenskerne]] den [[10. august]] [[1658]] stod udenfor byen, opfyldte kongen alle disse ønsker og gjorde samtidig København til fri rigsstad og -stand, hvilket bl.a. indebar, at [[told]] og andre [[afgift]]er, som byen blev pålagt, skulle godkendes af samme. Ligeledes fik byens borgere adgang til [[embede]]r på lige fod med adelen. Grunden til afgivelsen af disse privilegier var den vanskelige situation, at: København var landets sidste bastion, og samtidig skyldte staten en million [[Daler|rigsdaler]] til københavnske storleverandører og pengeudlånere, hvorfor det københavnske borgerskab kunne øve pression mod staten.<ref>Cramer-Petersen 97 s. 46-47</ref>

Denne diskussion var dog allerede blevet overflødig, da borgerskabet den 15. september havde vedtaget et forslag med mere vidtgående reformer. For fremtiden skulle alle [[len|lensindtægter]] gå til kongen, og [[lensmand]]en skulle i stedet aflønnes med en årlig løn. Adelen og bønderne skulle betale en plovskat, og en arveafgift på 2% skulle indføres. Statskreditorene skulle nedskrive deres fordringer, så man kunne få styr på rigets finanser. Samtidig skulle en række kongelige embedsmænd afskediges. [[Vorneskabet]] og [[ægten]], den gratis [[hovkørsel]], skulle afløses af en pengeafgift, hvilket allerede [[Christian 4.]] havde prøvet at gennemføre. Hæren skulle bestå af frivillige soldater, der skulle aflønnes af de bønder, der ville betale sig fra at springe soldat. Flåden skulle primært bestå af armerede handelsskibe, og riget skulle først og fremmest beskyttes udefra med [[diplomati|diplomatiske]] [[alliance]]r. Desuden havde man til glæde for [[købstad|købstæderne]] med i forslaget: tolden mellem landsdelene skulle ophæves, lensmandens indflydelse på valget af borgmestre og rådsmænd afskaffedes og købstæderne skulle have eneret på al handel i deres område. Hver provins skulle have en repræsentant med fri adgang til kongen og rigsrådet, og der skulle holdes årlige provinsborgermøder, og intet vigtigt kunne bestemmes uden stændernes samtykke.

Forslaget blev aldrig indleveret, sikkert fordi bl.a. den københavnske delegation aldrig ville have godkendt det, da der iblandt dem var mange kreditorer, der ikke ville nedskrive deres fordringer. Desuden ville kongen nok ikke have brudt sig om den slet skjulte hentydning aftil, at hoffet havde for mange ansatte. Forlaget dukkede dog op igen den [[20. september]] i en barberet udgave, hvor hof- og militærbesparelserne, opfordringen til kreditorene samt arveafgift og stænderstyre var udeladt. Men da nogle af provinskøbstæderne opretholdt det oprindelige forslag, blev dettedet nye forslag heller ikke indleveret.

Dagen efter fremsatte den københavnske borgmester, [[Hans Nansen]], i et lukket møde for borgerskabets repræsentanter et forslag om at tilbyde Frederik 3. riget som [[arverige]]. Efter en henvendelse til gejstlighedens repræsentantskab støttede disse også op om forslaget, og sammen fremlagde de forslaget for rigshofmesteren. Forslaget skulle behandles af rigsrådet, men da det udmærket godt vidste, at det ville betyde enden på rigsrådets magt, hvis dette ikke frit kunne vælge kongens efterfølger, tøvede man med svaret. Da der stadig ikke var kommet svar den [[10. oktober]], gik de to andre stænder i fællesskab i demonstration til rådstuen for at kræve et svar, men rådets førstemand sagde nej med den begrundelse, at rigsrådet ikke var fuldtalligt. Derpå gik mande til kongen, der erklærede, at han ville svare dagen efter. Samme aften blev Københavns [[byport]]e lukket. Ville man ud af byen, skulle man henvende sig til Hans Nansen. Der blev indført skærpet bevæbning for at forhindre, at nogen forlod byen uden tilladelse, og uden for havnen blev skibe placeret for at forhindre flugt ad søvejen.

Krigen fortsatte, og i juni 1677 stormede danske tropper Malmø, men led et nederlag. Svenskerne pønsede nu på, med flåden, dels at afskære de danske tropper i Skåne fra Sjælland, dels at komme en nederlandsk hjælpeflåde i forkøbet, inden den kunne forene sig med den danske og til slut at landsætte tropper på Sjælland. Det lykkedes imidlertid 1. juli ved [[søslaget i Køge Bugt]] en dansk flåde under kommando af Niels Juel at splitte den svenske flåde og sænke 20 af dens skibe. Denne sejr betød, at svenskerne ikke længere kunne dominere [[Østersøen]] og var formentlig afgørende for, at Danmark ikke tabte krigen. Efter en række sammenstød, bl.a. et angreb fra Norge ind i Sverige og en besættelse af Rügen, satsede man fra dansk side på at komme Kristianstad til undsætning, men dettedet mislykkedes, og byen og fæstningen måtte overgive sig til svenskerne [[4. august]] [[1678]]. Danskerne erkendte nu, at man formentlig ikke kunne fastholde [[Skåneland]]ene, og man valgte at bruge den brændte jords taktik. Landsbyer og afgrøder gik således op i lys lue, da den danske hær rykkede tilbage. DetteDet gavnede næppe danskernes popularitet hos skåningerne. Derimod havde danske og brandenburgske tropper held til at erobre Rügen, Stralsund og Greifswald, så da man i juni 1679 indledte fredsforhandlinger, havde svenskerne udover de førnævnte byer også mistet [[Gotland]], [[Bremen]], [[Verden (Aller)|Verden]], [[Helsingborg]], [[Landskrona]] og dele af [[Bohuslän|Bohus len]]. Svenskerne og danskerne, der forhandlede i Lund, kunne dog ikke enes, og [[Ludvig 14. af Frankrig|Ludvig 14.]] dikterede derefter fredsbetingelserne. Formelt opfordrede Christian 5. ham til det, men den reelle årsag var, at den franske konge havde sendt tropper til Tyskland og der tvunget Brandenburg til fred. Den 23. august 1679 kunne man således slutteblev [[freden i Fontainebleau]] sluttet mellem Danmark og Frankrig, der påtog sig at repræsentere Sverige. Danmark kunne ikke beholde noget som helst af det erobrede, og alt skulle være som før krigen. Sverige skulle godkende fredsaftalen senest 3 måneder efter indgåelsen. Selvom Sverige ikke tabte noget med den indgåede fredsaftale, fandt svenskerne det ydmygende, at den franske konge handlede på deres vegne. Den svenske regering udnyttede dette, da mande [[25. september|25.]]–[[26. september]] sluttede fred med Danmark i Lund og samtidig sluttede et forsvarsforbund med Danmark. De to lande lovede ikke at blande sig i hinandens indre anliggender og ikke at slutte forbund med andre uden den andens vidende og samtykke. <ref>Scocozza 99 s. 152-154</ref>

Danmark vendte nu øjnene mod [[Slesvig-Holsten-Gottorp|Gottorp]], for den franske konge havde lovet ikke at blande sig i forholdet mellem Gottorp og Danmark. I 1682 kom det endda til en alliancetraktat mellem de to lande, Griffenfelds gamle kongstanke, hvor: Danmark anerkendte Frankrigs ekspansion i Tyskland, mens Frankrig gav Danmark frie hænder i forholdet til Gottorp. Trods svenske krigstrusler, der dog blev dæmpet af en fransk flådes tilstedeværelse i Østersøen, blev den gottorpske del af Slesvig i [[1684]] indlemmet i kongelige dele, og danske tropper besatte hele hertugdømmet. Året efter blev Christian 5. hyldet af de slesvigske stænder, der anerkendte indlemmelsen.

Som holstensk hertug angreb Christian 5. i [[1686]] [[Hamborg]], som han mente at hævde overhøjheden over. Hamborg fik dog støtte fra den tyske kejser, Brandenburg og en række andre tyske fyrster. Angrebet på [[Hanseforbundet|hansestad]]en blev en fiasko, og tilskyndet af Sverige blev det gottorpske spørgsmål taget op igen. Efter forhandlinger blev den gottorpske hertug i 1689 genindsat i alle de rettigheder, han havde haft før indlemmelsen i 1684.

DetteDet gjorde dog ikke en ende på Christian 5.s bestræbelser for at løse problemet, og i 1697, da manhan mente, at svenskerne var svækket pga. Karl 11.s død, angreb manhan igen de gottorpske dele af hertugdømmerne. Begrundelsen var, at gottorphertugen havde bygget fæstningsværker vendt mod Danmark. Danske tropper erobrede fæstningsværkerne og ødelagde dem. Danmarks skiftende allierede tog alle afstand fra angrebet, og den nye svenske konge, [[Karl 12. af Sverige|Karl 12.]], lod endda i 1698 sin søster ægte [[Frederik 4. af Slesvig-Holsten-Gottorp|Frederik 4. af Gottorp]] og gjorde ham til øverstkommanderende over de svenske styrker i Nordtyskland.

Konflikten med Gottorp og Sverige blev skærpet yderligere, da Danmark sluttede forbund med [[August 2. af Sachsen|August]], konge af [[Polen]] og kurfyrste af [[Sachsen]], og. manDanmark var ligeledes i gang med at få zar [[Peter den Store]] med i alliancen. DetteDet fik gottorperne til at føle sig truet, og de fik i juli 1699 svenske tropper til at komme demsig til undsætning. Christian 5. døde midt i denne krise, menog hans søn [[Frederik 4.]] fortsatte hans politik, og i november samme år gik Rusland med i det dansk-polske forbund. Da forbundsfællen Polen-Sachsen i foråret 1700 angreb de svenske stillinger i Livland, erobrede danskerne det meste af det gottorpske Slesvig. De to stormagter, England og Frankrig, ønskede dog ikke magtbalancen i Østersøområdet forrykket, og en engelsk-hollandsk flåde viste sig i Øresund og ankrede op ved [[Hven]], mens en svensk flåde nærmede sig fra syd. Den danske flåde forsøgte forgæves at forhindre de to flåder i at forene sig, men måtte søge ly ved Kastellet i København. Den 4. august 1700 dækkede den fjendtlige flåde over en overførsel af en svensk hær under ledelse af [[Karl 12. af Sverige|Karl 12.]] fra Skåne til [[Humlebæk]]. Da det meste af den danske hær befandt sig i Slesvig, forberedte København sig på et stormangreb. Redningen kom, da den danske konge og hertugen af de gottorpske områder satte sig til forhandlingsbordet. Stormagterne ønskede ikke, at svenskerne fik overtaget i hele området, så efter at forhandlingerne var indledt, nægtede de at støtte Karl 12., der blevtrak trukketsig tilbage fra Sjælland. Den [[18. august]] kunne man sluttesluttedes [[freden i Traventhal]], hvori; den danske konge lovede at respektere hertugen af Gottorps rettigheder. <ref name="Gottorp"> </ref>

Den skånske krig blev en dyr affære for Danmark, og [[1680'erne]] var fuld af skatter. Godsejere med under 200 tønder [[Fæstebonde|fæstegods]] blev også ramt, selvom de havde været fritaget siden 1670. Dette betød, at en del af disse godsejere måtte opgive deres ejendom, hvilket gav plads til de godsejere, som sørgede for at skaffe sig så meget bøndergods, at de kom over 200-tønder grænsen. Dette gjorde, at man fik en storgodsejerklasse, der kom til at besidde og koncentrere mere jord end den gamle danske adel nogensinde havde, og pga. af krongodsudlæggene besad de også en større andel af Danmarks jord. Skattegrundlaget for staten blev mindre, eftersom gårde og nogle gange hele landsbyer blev lagt øde, og derfor blev byrden for de tilbageblevne større. Da det heller ikke gik godt i landbruget, blev skatterestancerne større, og dettedet ramte de skattefrie godsejere. Forudsætningen for at få denne skattefrihed var nemlig, at mangodsejeren hæftede for bøndernes skatter og kunne de ikke betale, måtte godsejeren gøre det. Blandt de godsejere, der nu kom i klemme, var flere af de statskreditorer, som efter 1660 var blevet godsejere ved krongodsudlæggene. Samtidig nedsatte staten i slutningen af 1670'erne og starten af 1680'erne en revisionskommission, der fik til opgave at undersøge pengeudlånernes og storleverandørenes transkaktioner før og omkring 1660. Denne undersøgelse viste, at staten var blevet snydt, og flere af de tidligere så magtfulde statskreditorer måtte betale mange tusinde rigsdalere tilbage i erstatning, og de, som ikke var i stand til dettedet, fik deres gods konfiskeret.

Staten brugte mange penge, hvoraf militæret togslugte størstedelen af indtægterne. Man vendte tilbage til den kostbare hvervede hær, og et mislykket forsøg på at bruge en del af krongodset som [[Rytterdistrikt|ryttergods]], hvor bonden, mod nedsættelse af sædvanlige afgifter, stillede som rytter eller forsørgede en stedfortræder, blev efter Den Skånske Krig afløst af en pengeafgift. Ligeledes blev adelens [[rostjeneste]] afløst af en pengesum. Selv efter alle disse tiltag fik man først rigtig styr på finanserne i [[1690'erne]].

Konsolideringen af enevælden kørte videre på trods af de økonomiske problemer. Da manstaten ønskede et ensartet grundlag for jordbeskatning, opmålte manopmåltes al jord og vurderede den ud fra gårdenes størrelse, jordens frugtbarhed og græsningsarealernes værdi. Resultat blev [[Matrikel (ejendom)|matriklen af 1688]], der var det første gennemarbejdede grundlag for en årlig beskatning.

År 1700 kunne kongen afskaffe en internationalforvirring forskeli tidregningen ved, sammen med de fleste andre protestantiske nationer, at indføre den mere præcise [[gregorianske kalender]] i stedet for den tidligere gældende [[julianske kalender]]. For at rette op på den skævhed, den julianske kalender havde, strøg man i indførselsåret dagene mellem 18. februar og 1. marts.

I 1701 oprettedes [[landmilitsen]], der skulle nedbringe de store udgifter til den lejehær, Danmark havde. For hver tyve tønder [[hartkorn]] skulle der stilles en karl til militsen, disse skulle så hver søndag efter [[kirke (bygning)|kirke]] træne i eksercits og våbenbrug på en egnet plads bag kirken. Godsejeren, der havde magten til at bestemme hvilke karle der skulle deltage i militsen, fik her et nyt våben mod bønderne, da opsætlige karle og andre problemskabende folkproblemskabere kunne trues med deltagelse i militsen.

Sverige ansås ikke kun som en nabo, som man måtte kunne forsvare sig imod; manDanmark havde også offensive planer, bl.a. for at genvinde de tabte landsdele i Sydsverige og fravriste Sverige sin stormagtsposition. I 1709 opstod en gunstig situation, da Frederik 4. på vej hjem fra en Italiensturitalienstur aftalte et militærforbund, vendt mod Sverige, med kurfyrst [[August 2. af Sachsen|Friedrich August 1. af Sachsen]], der var blevet afsat som Polens konge i 1704 efter svenskernes erobring af landet. Kongen af [[Preussen]] lovede at forhindre svenskerne i at marchere igennem hans land, og da Frederik 4. vendte hjem til København, forsøgte han at få Rusland til at tilslutte sig forbundet. Et afgørende kapitel kom dog, da russerne, som [[Karl 12. af Sverige|Karl 12.]] havde åbnet et felttog imod i 1707, på egen hånd knuste den svenske hovedhær i [[Slaget ved Poltava]] [[28. juni]] [[1709]] (8. juli efter dansk tidsregning). Efter dette lykkedes det Friedrich August at generobre Polen, og den sårede Karl 12. måtte flygte til [[Tyrkiet]], hvor han blev de næste 5 år.

Den danske gesandt i Stockholm meldte, at svenskerne var villige til enhver rimelig indrømmelse for at bevare freden, men danskerne ønskede i stedet at benytte den gunstige situation ogtil at erklæredeerklæred krig mod Sverige. 12. november 1709 gik den danske hær i land lidt syd for Helsingborg med 15.000 mand. Svenskerne trak sig uden sværdslag tilbage mod øst og snart var størstedelen af Skåne og Blekinge på danske hænder. Den danske hær var bedre udrustet og trænet end den svenske hær, men det lykkedes den svenske generalguvernør Magnus Stenbrock at lokke danskerne ud af deres taktisk fordelagtige stillinger. De danske styrker tabte herefter [[slaget ved Helsingborg]] 10. marts 1710 og måtte i al hast forlade Skåne igen. 5.000 heste blev stukket ned for ikke at skulle falde i fjendens hænder, og på kun fem dage var alle danske soldater ude af Skåne, mens al proviant og materiel var blevet efterladt. Da det var den øvede felthær, der havde lidt nederlag og et stort tab, betød det, at landmilitsens soldater fra da af blev stukket ind rundt omkring i den regulære hær, og bondesoldaterne måtte gøre resten af krigen med. Om efteråret,Den 4. oktober, samme år angreb svenskerne den danske flåde ved Køge Bugt, og selv om svenskerne blev nødt til at afbryde slaget grundet stærk blæst, lykkedes det at skyde det 94 kanoner store linjeskib ''[[Dannebroge (linjeskib)|Dannebroge]]'' i brand, og da ilden nåede krudtkammeret, sprang skibet og den 550 store mand besætning i luften. <ref>Thiedecke s. 71-74</ref>

Befolkningen var også hårdt ramt af krigen, da denneden blev finansieret ved forhøjelse af skatten på landbrugsjord og indførelse af skat på den hidtidigt skattefrie hovedgårdsjord, samt tvangsudskrivninger på heste og havre. I 1711 ramte endnu en tragedie København i form af [[byldepest]]. Mere end 20.000 mennesker, en tredjedel af indbyggerne, døde af den orientalske byldepest, der havde bredt sig igennem Europa fra [[Istanbul]] og nået [[Helsingør]] året før. Det blev dog også den sidste pestepedemi i Danmark. <ref>Scocozza 99 s. 162</ref>

I Nordtyskland fortsatte krigen for Danmarks vedkommende. Den nye svenske øverstkommanderende i [[Svensk Forpommern]], [[Magnus Stenbock]], landsatte [[24. september]] [[1712]] en undsætningshær på 10.000 mand på [[Rügen]], således at den svenske hær her kom op på 16-17.000 mand. Da vejen mod øst var spærret af en russisk-sachsisk hær, marcherede hæren imod Karl 12.'s ordrer mod vest ind i Mecklenburg og stødte [[20. december]] sammen med en dansk hær på 12.000 mand ved [[Slaget ved Gadebusch|Gadebusch]]. Den danske hær led nederlag, og de allierede russisk-sachsiske styrker rykkede nu mod vest for at komme Danmark til undsætning. Da Stenbock nu var fanget mellem to hære, besluttede han at gå direkte mod Danmark i den tro, at russerne og sachserne ville forblive i [[Pommern]]. Omkring nytår 1713 overskred Stenbocks tropper grænsen til [[Holsten]], skarpt forfulgt af de russisk-sachsiske styrker. 9. januar brændte svenskerne [[Altona]] ned til grunden, hvorefter de kæmpede sig videre til den gottorpske fæstningsby [[Tønning (Slesvig)|Tønning]], hvor de blev sluppet ind. En efterfølgende belejring af fæstningen fik Stenbocks tropper til at overgive sig i maj, mens selve fæstningen holdt ud indtil [[7. februar]] året efter. Ved indtagelsen af fæstningen fik mandanskerne fat på brevet fra Christian August, den gottorpske administrator, hvori hanChristian giverAugusts ordre til at lade svenskerne slippe ind i Tønning i 1713. DetteDet blev senere brugt som bevis på, at de gottorpske landsdele ikke har forholdt sig neutrale i krigen. Desuden betød det, at Danmark fik succesheld medtil at undertegne forbundstraktater med Hannover-England og Preussen, hvori Danmark blev garanteret besiddelse af de [[Slesvig-Holsten-Gottorp|gottorpske dele af Slesvig]] mod at deltage i et fælles felttog mod Karl 12.s tropper i [[Stralsund]]. Dette felttog endte med et overvældende nederlag til de svenske tropper, og Karl 12., der med nød og næppe undslap Stralsund kort før densbyens kapitulation, rettede nu blikket mod Norge for at genvinde det, han havde mistet i Tyskland. Efter flere forfejlede belejringsforsøg i 1716, bl.a. på grund af [[Peter Wessel Tordenskiold|Tordenskjold]]s angreb på den svenske transportflåde, opgav svenskerne forsøgene. Men i 1718 indledte den russiske zar [[Peter den Store]], særforhandlinger med Sverige om en fred. Dermed fik Karl 12. ryggen fri til endnu et angreb på Norge. Den svenske hær, med Karl 12. i spidsen, gik frem mod fæstningen [[Fredriksten]], hvorog manerobrede 8. december 1718 erobrede det fremskudte fort ''Gyldenløve''. Situationen ændredes dog helt 11. december, da Karl 12. i en løbegrav foran fæstningen blev ramt af en kugle og døde på stedet. Den svenske hær startede straks en tilbagetrækning, og i juli 1719 lykkedes det Tordenskjold at erobre [[Marstrand]] og [[Carlstens fæstning]], som blev et pant i fredsforhandlingerne med Sverige året efter. Freden blev dikteret af England og Frankrig året efter ved [[freden i Frederiksborg]] 3. juli 1720. Danskerne skulle rømme de holstenske dele af Gottorp, men fik lov at beholde de slesvigske dele. Sverige skulle betale 600.000 rigsdalere for at få de erobrede områder tilbage, idet stormagterne ikke ville lade Danmark-Norge beholde dem. Desuden måtte svenskerne opgive den toldfrihed, de havde haft i [[Øresund]] siden [[freden i Brömsebro]] i 1645. <ref>Thiedecke s. 75-85+91</ref>

Efter krigen forsatte kongemagten med at prøve at få indflydelse på landbosamfundet. Således blev godsejerne pålagt at føre retsgyldige fæsteprotokoller, der så kunne påvise, hvad der var blevet aftalt parterne imellem. Desuden blev det forbudt at sætte landgildet op i fæstets løbetid. DetteDet betød, at godsejerne måtte finde andre måder at få større udbytte ud af deres jord. Det kunne bl.a. gøres ved enten at sætte indfæstningssummen i vejret eller ved at kræve mere [[hoveri]] af [[Fæstebonde|fæstebønderne]], da mængdenomfanget af dettehoveriet næsten aldrig fremgik af fæstekontrakterne.

[[1730'erne]] blev imidlertid præget af en afsætningskrise i landbruget, og kornpriserne kom helt i bund. DetteDet betød, at det blev almindeligere, at mange bønder måtte gå fra deres gårde, og gårdforsiddelser som følge af, at bondende havde misligholdt sinderes del af fæstekontrakten, blev mere og mere almindelige. Samtidig blev godsejerne, der normalt tjente godt på kornsalget, hårdt ramt, og desuden kunne deres pligt til at garantere for deres bønders skattebetalinger kunne bringe dem på fallittens rand. Og det forværredes, hvis for mange gårde stod øde, eller for mange bønder fik henstand med betalingen af afgifter og skatter. Godsejerne klagede også deres nød, da flere og flere bønder forlod godserne og nægtede at tage anviste gårde i fæste. Regeringen søgte i første omgang at afhjælpe dettedet ved, [[5. marts]] [[1731]] at forbyde karle og bønder at forlade det gods, de boede på, uden ejerens tilladelse, og nægtede en karl at tage en gård i fæste, kunne godsejeren overlade ham til flåden eller et af de hvervede [[regiment]]er.

Klagerne fortsatte dog fra godsejerne over flere bønder, der lod agerbruget fare, og fra hæren over mangel på mandskab og materiel, så i [[1733]] blev det besluttet at genindføre [[landmilitsen]]. Nu skulle godsejerne stille med en soldat for hver 60 [[Tønde korn|tønder]] [[hartkorn]], hvilket svarede til ca. hver 10. eller -12. gårdgårde. DetteDet gav landmilitsen en størrelse på omkring 5.000 mand, og statsmagtenstatsmagt og hærledelsenhærledelse fik hvad de ønskede. Til gengæld blev [[stavnsbåndet]] indført til godsejernes fordel. Dette betød, at alle drenge og mænd mellem 18 og 36 år ikke måtte forlade deres fødegods. DetteDet blev udvidet til at gælde fra det 14. år i [[1735]].

Afsætningsproblemerne for korn blev bl.a. løst ved at opsætterejse høje [[toldmur]]e over for udenlandsk korn. Senere blev dette lavetdet omændret til et importforbud for korn til Danmark og det søndenfjeldske Norge. DetteDet fik priserne i vejret, menog øgede den norske modstand mod unionen, og flere gange måtte der dispenseres for forbuddet pga. fejlslagen høst. Forbuddet blev først ophævet i [[1788]].

Trods de stigende kornpriser blev antallet af udskrevne mænd i 1741 sat opøget til 7.500 mand, svarende til, at der blev stillet en soldat for hver 40 tønder hartkorn. Året efter blev stavnsbåndet udvidet til at gælde alle drenge og mænd mellem 9 og 40 år. Alligevel vandrede mange bønderkarle fra landsdel til landsdel eller til byerne, da godsejerne selv skulle opspore og hjembringe dem, der rømte frabrød stavnsbåndet. Godsejeren kunne også tjene på de bønder, han ikke havde brug for ved at sælge dem et såkaldt fripas. <ref>Scocozza 99 s. 166</ref>

De dårlige tider betød, at regeringen prøvede at hjælpe byerhvervene til vækst. I Bergen anlagde man et [[Grønland]]s Kompagni, der havde kongeligt privilegium til handel med den fjerne provins, som havde levet i glemsel i over 300 år. Kompagniet gik dog hurtigt fallit, og det blev derfor den norske præst [[Hans Egede]]s missions- og handelsvirksomhed, som genetablerede forbindelsen med Grønland, da han og konenhustruen i [[1721]] startedeindledte 15 års missionsvirksomhed i [[Nuuk|Godthåb]]. Dette blev starten til den senere opblomstring af handelen med Grønland i [[1700-tallet]]. I [[1732]] genoprettedes det, i [[1670]] lukkede, [[Ostindisk Kompagni]] som [[Asiatisk Kompagni]], og det fik eneret på handelen med [[Indien]] og [[Qing-dynastiet|Kina]] indtil 1772. [[Vestindisk-guineisk Kompagni]] fik et 20-årigt monopol på raffinering og salg af sukker i [[Danmark-Norge]], og den nyerhvervede ø [[Sankt Croix]] blev hurtigt tilplantet med [[sukkerrør]]. Arbejdskraften fik man fra slaver indkøbt fra private redere.

Et andet forsøg på at gøre sig uafhængig af landbruget var oprettelsen af ''General Landets Økonomi og Kommerce Kollegium'', der skulle fremme den millitære fabriksproduktion og tekstilmanufakturerne. DetteDet gjordes bl.a. ved at indkalde udenlandske specialister ogsamt viaved billige råvarer, importforbud og monopoler. Ligeledes fik de mere velstående københavnske købmænd i [[1736]] koncession på oprettelsen af den første danske bank, [[Kurantbanken]], der bl.a. skulle finansiere handel og industri. Staten oprettede året efter også [[General-Magasinet]], som skulle hjælpe de mange nye tekstilmanufakturer ved at centralisere indkøb af råvarer og salg afsælge det færdige klæde.

[[Christian 6.]] selv brugte også en del penge, da han 1732-42 opførte [[Christiansborg]]. DogHan lod han ved indvielsen i 1740 slå en mønt med en [[latin]]sk indskrift, der lod vide, at kongen mente at have bekostet byggeriet af egne midler bl.a. [[Øresundstolden]] og ''"uden at afpresse sine undersåtter en eneste skilling"''. <ref>Scocozza 99 s. 167-170</ref>

Under [[Frederik 4.]] blev han og hans hof påvirket af den [[pietisme|pietistiske]] vækkelsesbevægelse, der byggede på den enkeltes inderlige fromhed og gudsfrygt samt indre og ydre mission. SåledesDerfor blev de første lutherske missionærer sendt afsted til [[Trankebar]], og 1714 blev [[Missionskollegiet]], der skulle varetage [[Evangelium|evangeliet]]s forkyndelse, oprettet. For at fremme den inderlige fromhed interesserede pietisterne sig for børneopdragelse, og dette resulterede i oprettelsen afoprettede [[rytterskole]]rne fra 1720 samt i [[1727]] [[Vajsenhuset]] i [[København]], som var et hjem for forældreløse børn.

Desuden kom en kongelig sabbatforordning i 1730, der foreskrev, at ingen måtte udeblive fra søndagsgudstjenesten, og skete dettedet, vankede der bøder. I tilfælde, hvor en person gentog dette,gentagelsestilfælde kunne hansynderen sættes i halsjern eller gabestok uden for kirken til spot og spe for resten af menigheden. Lystighed og selskabelighed på helligdage blev også forbudt under [[Frederik 4.]], men det var specielt under efterfølgeren [[Christian 6.]], at pietismen virkelig slog igennem.

I 1735 opstod under pietismens fremmarch en åndelig borgerkrig i København, og byens prædikestole genlød af skænderier mellem ortodokse præster, som satte den i det ydre korrekte tro i højsædet, mens deres pietistiske modstandere, der ønskede statsreligionen ændret, appellerede til den enkeltes inderlige kristentro. DetteDet bragte den enevældige kongemagt i et dilemma, da manden både sympatiserede med pietisternes religiøse budskaber, men på den anden sideog ikke ønskede, at den autoritetstro, som den ortodokse kirke stod som garant for, blev sat over styr. I 1706 havde manregeringen forbudt de private religiøse forsamlinger, som pietisterne havde afholdt, men nu forbød manden også de ortodokses angreb på pietismen. DetteDet skete samtidig med, at manøvrigheden holdt øje med, at pietismen i Danmark blot blev en fornyet statsreligion, der fortsat havde præsten og kirken som autoriteter, og at de mere radikale former af pietismen om et almindeligt præstedømme ikke bredte sig.

Året efter komfulgte endnu en ensretning og fornyelse af den katekismusforklaring, børnene skulle kunne, idet biskop [[Erik Pontoppidan den yngre|Erik Pontoppidan]]s ''SanhedSandhed til Gudfrygtighed, udi en enfoldig Forklaring over M. Luthers liden Katekismus'' udkom, og det blev præsterne pålagt kun at bruge kun den sammen med Luthers lille Katekismus i deres undervisning af de vordende konfirmanderkonfirmandundervisning. Pontoppidans værk var i høj grad præget af pietismen med dens vægt på den enkeltes tro, men også af statsmagtens ønske om, at autoritetstroen ikke måtte forsømmes. Børnene blev indøvesindøvet i de rigtige samfundsnormer ved at indøvelære endem rækkePontoppidans spørgsmål og Pontoppidans korrekte svar udenad.

En stor hindring for udbredelsen af den rette lære til den enkelte var den store forskel på, om børn kom i skole og fik lært at læse. Da man efter indførelsen af konfirmationen undersøgte læsefærdigheden hos børn og unge, var billedet alt andet end tilfredsstillende. Derfor kom 23. januar 1739 den store ''forordning om skolerne på landet'', der indførte [[undervisningspligt]] for alle børn. Desværre fulgte staten ikke dette op med penge, og det blev derfor medlemmerne af landbosamfundet, der skulle betale, men. daDa der var landbokrise, strømmede det ind med protester fra godsejerne på deres egne og bøndernes vegne. DetteDet betød, at året efterstatsmagten 29. april året efter måtte statsmagten bide i det sure æble og ophæve forordningen igen. I de næste 50 år var det således op til den enkelte godsejer, om der skulle oprettes skoler på landet. Der blev dog oprettet over tusind skoler inden [[landboreformerne]] i slutningen af århundredet.

De stærkt pietistiske strømninger blev yderligere holdt nede, da statsmagten i 1741 forbød de religiøse forsamlingsmøder, som sognepræsten ikke havde tilladt eller kunne være til stede ved. <ref>Scocozza 99 s. 170-171</ref>

I 1734 ændredes den politiske situation i Sverige sig, da det russisk-fjendtlige parti Hattene fik flertal i den [[Riksdagen|svenske riksdag]]. Hattene ønskede en hurtig revanchekrig mod Rusland for nederlaget i Den Store Nordiske Krig,. og forFor at holde ryggen fri blev Danmark tilbudt en femtenårig dansk-svensk forsvarsalliance, hvori Sverige til gengæld garanterede den danske konges besiddelse af [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]]. Danmark slog til, ikke mindst i håbet om, at den svenske trone ved den nært forestående tronledighed kunne tilfalde [[Christian 6.]] eller et medlem af hans slægt.

Efter Den Store Nordiske Krig havde England og Frankrig stået sammen om at garantere Danmarks besiddelse af Slesvig, men forholdet de to lande imellem havde udviklet sig i en ny retning, og i perioden [[1720]]–[[1740|40]] var England Danmarks nærmeste udenrigspolitiske allierede, men da Frankrig og England endte på hver sin side under den [[østrigske arvefølgekrig]] (1740–[[1748|48]]), benyttede Danmark situationen til at slutte sig til Europas stærkeste magt, Frankrig, der samtidig tilbød større årlige subsidier, end dem man havde modtaget fra England siden 1743. Kongen havde allerede i 1740 accepteret et alliancetilbud fra Frankrig, men satte først officielt sit navn på aftalen, da en treårig engelsk alliancetraktat udløb 14. marts 1742. Frankrig fornyede på deres side garantien omkring den [[Slesvig-Holsten-Gottorp|gottorp]]ske del af Slesvig, men. forFor Danmark var den store fordel, at der var tale om en dansk-fransk-svensk alliance, da Danmark herigennem kunne forsøge at opnå en afspænding til naboen.

I 1743 blev visse militskompagnier igen indsat i de hvervede kompagnier, da det nu trak op til en krig mod Sverige. Baggrunden var denne gang kampen om arvefølgen i Sverige. Sverige havde i 1741 indledt den revanchekamp mod Rusland, Hattene havde ønsket i 1740 og krigen var endt med Ruslands besættelse af [[Finland]]. Som betingelse for at trække sig tilbage forlangte Ruslands kejserinde [[Elisabeth af Rusland|Elisabeth]], at Sverige valgte hendes nevøs fars fætter, den gottorpske [[Adolf Frederik af Sverige|Adolf Frederik]], til tronfølger. Svenske bønder ønskede hellere en nordisk union, og med danske pengemidler i ryggen udpegede deres riksdagsrepræsentanter den danske [[Frederik 5.|kronprins Frederik]] til tronfølger. For at sætte magt bag bøndernes krav drog omkring 5.000 dalkarle ind i [[Stockholm]]. De øvrige stænder ville imidlertid ikke miste Finland og fik med militærets hjælp nedkæmpet dalkarlene og gennemtrumfet valget af Adolf Frederik. Danmark prøvede at få et tåleligt forhold til Rusland som modvægt til truslen fra Sverige. DetteDet blev dog besværliggjort, da allerede [[Peter den Store]] havde valgt at støtte den gottorpske hertugs krav om genindsættelse på hans slesvigske områder. Faren for en svensk-russisk alliance blev endda større i 1742, da [[Elisabeth af Rusland]] hidkaldtekaldte sin nevø, den gottorpske hertug [[Peter 3. af Rusland|Carl Peter Ulrich]], til Rusland for at gøre ham til sin efterfølger. Med gottorpske hertuger på både den svenske og russiske trone udslettedes ethvert håb om en snarlig løsning på det gottorpske problem. Danmarks redning blev Hattene i Sverige, der havde stor magt i Sverige og stadig ønskede en krig mod Rusland. Så Danmark og Rusland kunne i [[1746]] indgå en femtenårig forbundstraktat, hvori de to lande garanterede hinandens territorium, og Rusland erklærede, at de ikke ville tillade en svensk konge at blive hertug i gottorpsk Holsten.

Samme år indgik Danmark en traktat med en helt anden magt, da man indgik en traktat med: [[Berberiet|barbareskstat]]en [[Algier]]. DetteDet skete, da Danmark ønskede at udvide sin handel i Middelhavet. Havde man ikke en sådan aftale, kunne skibe blive opbragt og mandskabet gjort til slaver. Før havde staten oftest løskøbt mandskabet viamed midler indbragtindsamlet i kirkeindsamlingerkirkerne og ved skat på sømændenes lønninger. [[1751]] og [[1752]] indgik man lignende traktater med henholdsvis [[Tunis]] og [[Tripoli]], og i [[1756]] kunneindgik man fåDanmark en samlet traktat med staternes formelle overherre, [[sultan]]en i [[Istanbul]].

I 1750 bar Danmarks traktat med Frankrig frugt, da det lykkedes at få den svenske konge Adolf Frederik til at give afkald på sine arverettigheder til de gottorpske dele af Slesvig og Holsten. Desuden lovede han, at såfremt arverettigheden tilfaldt ham eller hans slægt, skulle deden i stedet for gå til Danmark, mens de danske kongers arvelande [[Oldenborg (land)|Oldenborg]] og [[Delmenhorst]] så skulle tilgå gottorperne. Aftalen kom dog kun endelig i hus, da Hattene tvang regenten til at indgå den, idet de ønskede en fortsættelse af den dansk-svenske forsvarsalliance fra [[1734]]. <ref>Scocozza 99 s. 172-173</ref>

I midten af 1700-tallet forsøgte kongemagten at gøre sig mere uafhængig af den danske adel ved at benytte borgerlige og udenlandske, adelige embedsmænd. Det største problem ved at gøre dettedet var dog, at det som regel kun var på længere udenlandsrejser, manunge kunne få den undervisning i [[jura]] og statslære, der var nødvendig for at bestride hverveneembederne, og at det kun var adelige, der havde råd til disse rejser. For at afhjælpe dettedet oprettede man i [[1736]] den juridiske [[embedseksamen]] ved [[Københavns Universitet]]. I 1743 blev det endvidere bestemt, at mande studerende skulle have modtaget undervisning på Københavns Universitet i en årrække for at måtte studere i udlandet. DetteDet blev gjort for at undgå, at de unge studerende blev påvirket af bl.a. de mere radikale pietistiske tanker i [[Tyskland]]. I [[1747]] blev [[Sorø Akademi|''Det adelige Sorø Akademi'']], der var blevet nedlagt i [[1665]], genoprettet,. hvilketDet betød, at det blev muligt for adelens sønner at studere statsretsfagene på højere niveau i Danmark uden at skulle tage tilpå Københavns Universitet.

Udover frygten for udenlandsk indflydelse opstod der en ny optagethed af dansk sprog, kultur og historie inden for de højere lag, der som regel var fransk- og tysk-dannede og -talende. Man ønskede, at Danmark blev et selvstændigt kulturland, der kunne tilfredsstille de unges behov for en uddannelse på europæisk niveau. Man igangsatte en sprogrensning, hvor man fandt danske ord til erstatning for de udenlandske ord, der havde sneget sig ind i det danske sprog. [[Ludvig Holberg]] gik således med stor iver i gang med at tilrette de nye udgaver af sine bøger og erstatte fremmedord med danske gloser. Da manDet i [[1742]] dannede ''Det kongelige danske Videnskabernes Selskab'', udsendte det kun sine skrifter på dansk. [[1745]] oprettedes ''Det kongelige Danske Selskab til den nordiske Histories og Sprogs Forbedring'', der samme år begyndte udgivelsen af skriftrækken ''Danske Magazin'' med offentliggørelser af kildeskrifter fra Danmarks historie. [[3. januar]] [[1749]] komudkom første nummer af ''Kjøbenhavnse Danske Post-Tidender'', det senere [[Berlingske Tidende]], på gaden. Det tog lidt længere tid, før de nye kulturmedier kom ud til [[provins]]en. Der var dog givet kongeligt privilegium til et bogtrykkeri i [[Odense]], Danmarks næststørste by, i [[1729]], og i 1735 begyndte landets første provinsavis at udkomme i byen. Først i [[1766]] kom endnu en provinsavis til, da man i [[Aalborg]] fik ''de Nyttige og fornøjelige Jydske Efterretninger''.

Også inden for kunsten ønskede man, at Danmark skulle hævde sig, og; i [[1754]] oprettede man ''Det kongelige danske Maler og Skulptur Akademi'', i dag ''[[Det Kongelige Danske Kunstakademi]]'', hvor unge danske talenter kunne få deres grunduddannelse. Specielt de første årgange blev betænkt med penge, så de ved afslutningen af deres uddannelse kunne foretage studierejser til bl.a. [[Paris]] og [[Rom]]. Således blev Danmark i løbet af omkring 15 år selvforsynende med fremragende [[Maler (håndværk)|maler]]e og [[billedhugger]]e. I 1769 begyndte man på kunstakademietKunstakademiet at udbyde undervisning til byens håndværkere for at påvirke byggeriet i en mere smagfuld retning,. ogDet dermedvar lagdegrundlaget man grunden tilfor den senere [[arkitekt]]uddannelse.

[[Ludvig Holberg]] var beundret, men havde også stået meget alene som repræsentant for oplysningstankerne,. men iI hans sidste år opstod der en kreds af oplysningsvenner blandt tidens unge studerende. En af dissedem var [[Jens Schielderup Sneedorff]], der var blevet professor i jura og politik ved [[Sorø Akademi]]. Gennem undervisning samtog udgivelse af skrifter satte han sit præg på en ny generation af embedsmænd og var i [[1759]] en af initiativtagerne til oprettelsen af ''Selskabet til de skønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse'', der ønskede at fremme udgivelsen af ny dansk [[skønlitteratur]]. I perioden [[1761]]-[[1763|63]] udgav han tidsskriftet ''Den patriotiske Tilskuer'', hvorhvori han to gange ugentligt diskuterede moralske, økonomiske og sociale problemer. Sneedorff var på ingen måde en oprører mod det bestående samfund, men han var dog fortaler for det borgerlige menneskesyn, som understregede, at alle samfundets indbyggere var ligeværdige, og at enhver fra sin plads i samfundet kunne bidrage til fremdrift for hele samfundet gennem oplysning og stræbsomhed. <ref>Scocozza 99 s. 176-177</ref>

I [[1746]] døde [[Christian 6.]], og han blev efterfulgt af sin søn [[Frederik 5.]]. Denne havde imidlertid hverken lyst eller evner til at regere landet. I stedet blev det Frederiks kammerpage og opdrager, [[A.G. Moltke]], der efter tronskiftet kom til at styre landetDanmark. Efter tronskiftet blev han overhofmarskal, og viapå denne normalt ikke særlig indflydelsesrige post lykkedes det ham at blive Danmarks faktiske førsteminister resten af Frederik 5.s regeringstid. Moltke tog god betaling for sine tjenester, og dettedet betød, at han efterhånden blev en af landets største godsejere,. men hanHan var samtidig optaget af, hvad der kunne gøres for at fremme landets økonomi.

Moltke fremlagde efter magtskiftet en plan, hvori: han rådede styret til at fremme landbruget, og til at der blev nedsatnedsætte en landbrugskommission. Han fremhævede især, at Danmark kunne lære noget af det moderne [[kobbelbrug]] i Holsten, som han selv indførte på sine sjællandske godser. Kobbelbruget indebar en omlægning af jorden til mellem 9 og 11 indhegnede marker, hvoraf nogle blev sået til med nye foderafgrøder, som f.eks. kløver. Det lod sig bedst gennemføre på hovedgårdsjorden, der dog krævede en større indsats for hoveribønderne end ellerstidligere. Fordelene ved denne metode var bl.a., at kløveretkløveren bandt [[kvælstof]]fet i jorden, som derfor ikke krævede så meget kvæggødning. Samtidig betød det øgede antal foderafgrøder, at der kunne holdes mere kvæg, og derved produceres mere gødning, som jorderne havde brug for, så man derfor ikke behøvede at lægge så meget jord [[brak]]. ManDet ville dogkrævede i første omgang have bedre information om landbruget, inden manreformerne gik i gang, og manMoltke indkaldte derfor oplysninger fra alle amtmændene. Der var tilsyneladende nok at rette op på, men dettedet blev vanskeliggjort af voldsomme epidemier af lungetuberkulose og [[mund- og klovsyge]], der hærgede blandt de mindre velnærede og ikke særlig modstandsdygtige danske kvægbesætninger, som talte omkring en halv million kreaturer. Inden nytåret 1746 døde ca. 150.000 dyr, og da sygdommen ebbede ud i 1752, anslog man det samlede tab til mellem tre og fire hundrede tusinde dyr.

I [[1755]] indbød det enevældige styre alle "retskafne patrioter" til at indsende forslag, der kunne gavne landets økonomi, og indbydelsen var undertegnet af Moltke selv, som lovede, at de bedste forslag ville blive offentliggjort. Reaktionerne var overvejende positive, og [[1757]]-[[1764|64]] kunne man udsende 8 tykke bind af ''Danmark og Norges oeconomiske Magazin'' med de mange bidrag, der vedrørte alt fra øget [[biavl]] til gennemgribende [[reform]]er af landbolovgivningen. Mange mente, at bøndernes hoveriarbejde og naturalieafgifter burde afløses af pengeafgifter. Enkelte mente, at afvikling af fæstesystemet ville være gavnligt, da bønderne så ville blive selvejere. Landsbyfælleskabet og det gamle vangesystem blev af mange set som en hindring for fremskridt, og det blev foreslået, at man udskiftede landsbyens jorder, så hver gård fik samlet sit jordliggendejordtilliggende, og at gårdene blev flyttet ud på bondens jord. Godsejerne og bønderne ventede dog på, at nogle skulle gå i frontspidsen og vise, at disse ændringer kunne hænge sammen rent økonomisk. De første udskiftninger og udflytninger skete i [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]] i [[1750'erne]] og [[1760'erne]], og i selve Danmark fulgte man med interesse disse eksperimenter.

1757 nedsatte man endelig den landevæsenkommission, som Moltke havde foreslået i 1746, og da han selv tog sæde i den, havde folk store forventninger til resultaterne. Disse forventninger blev dog ikke indfriet, da kommissionen i [[1758]]-[[1760|60]] kun udgav tre love, der nøjedes med at lette udskiftningen af arealer, der var ejet af flere godser i fællesskab. Dog besluttede kongefamilien og ledende embedsmænd at gennemføre nogle af de mange forslag på landboreformer på deres egne godser. [[Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach|Enkedronning Sophie Magdalene]]s gods i [[Hørsholm]] blev således det første. Bønderne fik såkaldt arvefæste, hvilket betød, at de fik samme råderet over deres gård, som hvis de havde været selvejere. Fremover skulle de bare betale en årlig pengeafgift i stedet for at yde [[landgilde]], [[hoveri]] og [[tiende]]. De kunne endda lade gården gå i arv eller sælge den. Desuden begyndte mankongen i [[1763]]-[[1765|65]] for at styrke landets finanser at sælge ud af [[krongods]]et. I tråd med tankerne om, at selveje var vejen frem i landbruget, blev landsbyjorderne på [[Fyn]] og i [[Jylland]] overvejende solgt til bønder. Også skovbruget blev lagt om. I årevis havde skovene været på tilbagetog på grund af græssende kvæg, fremmede hæres fjernelse af hele skove og den hjemlige flåde og det kongelige byggeris umættelige behov for træ til skibe, brænding af [[tegl]]sten og opvarmning af de store residensslotte. Værst så det ud i Jylland, hvor halvdelen af landet var dækket af hede og ødelagt skov. I Nordjylland og Nordsjælland var skovene også væk og markerne truet af ukontrollabel [[Sandflugt i Danmark|sandflugt]], da bønderne i deres jagt på brændsel havde fjernet den marehalm samt græs- og lyngtørv, der ellers bandt sandet til kystegnene. Der stod dog stadig skove i Østjylland samt på Fyn og Sjælland, som ejerne værnede om, for både kongefamilien og højadelens kæreste fritidsfornøjelse var jagt. I Danmark havde man aldrig haft [[gran-slægten|gran]] og [[lærk]], og i mange områder havde der ikke været [[fyrreslægten|fyrretræer]] siden oldtiden. Men alle disse nåletræsarter blev nu indført af den tyske skovekspert [[Johann Georg von Langen]], som var blevet hidkaldt for at genoprette de nordsjællandske skove. ManDet fandtviste sig senere ud af, at nåletræer kunne trives på jord, hvor andre træer måtte give op. I [[1788]] blev den første jyske fyrreplantage anlagt på [[Alheden]], og i [[1792]] kom en lov, der tilstræbte at bekæmpe sandflugten gennem beplantning. Året efter blev Tisvilde Hegn påbegyndt med plantning af skovfyr for at redde det nordsjællandske landbrugsland. Dette lykkedes dog ikke altid i første omgang, da en tilsvarende beplantning i de jyske klitområder mislykkedes, og f.eks. blev [[Den tilsandede kirke|Skagens gamle kirke]] i [[1795]] så tilsandet, at den måtte opgives.

I starten af [[1760'erne]] blev styret opmærksom på, at hæren trængte til en reorganisation. Man ønskede en stor og mere professionel hær, der samtidig var billigere end de hvervede udenlandske regimenter. Forbilledet blev Preussen, og man hidkaldte. militærekspertenMilitæreksperten [[Claude Louis de Saint-Germain]] blev kaldt hertil. DenneHan ønskede en centraliseret militærledelse med militærfolk i spidsen, reduktion i det store antal officerer og indfødte soldater som kernen i hæren. ManDanmark gennemførte derfor en stærkt forøget udskrivning til militsen og en udvidelseudvidelsen af [[stavnsbåndet]] til at gælde fra 4. til 40. år. Krigskancelliet blev omdannet til et generalkrigsdirektorium med militærfolk i spidsen. Denne omorganisation blev dog nærmest neutraliseret efter modstand fra officerskorpset og de civile ledere som Moltke og [[J.H.E. Bernstorff]]. Udvidelsen af stavnsbåndet stod ved magt. I de følgende år udskrev generalitetet et stigende antal karle og husmænd til egentlig tjeneste ved de hvervede regimenter.

Holdningen i regeringskredse skiftede i 1760'erne fra en velvillig indstilling til landbrugstekniske forbedringer til en betragtelse af bondebrugets overgang til frihed og ejendom, som nøglen til afgørende fremskridt. J.H.E. Bernstorff gennemførte som den første en mere varig model for de danske landboreformer, da han solgte gårdene under godset Bernstorff i landsbyerne [[Gentofte]], [[Ordrup]] og [[Vangede]] til fæstebønderne. Hoveriet blev afløst af en pengeafgift, landsbyjorderne udskiftet og gårdene udflyttet. Fremover skulle husmændene ernære sig udelukkende som landarbejdere eller håndværkere, og der blev lagt vægt på, at de ved udskiftningen kun fik tildelt så meget jord, at de kunne have en lille have og græsning nok til en [[Tamkvæg|ko]]. Folkene bag reformerne havde en tro på, at den øgede arbejdskraft, som afløsningen af hoveriarbejdet gav, samt den forbedrede landbrugsdrift på bøndergårdene ville betyde, at der var arbejde nok til at forsørge flere husmænd uden jord. Modellen var imidlertid ikke uden problemer.

* Hvem skulle bekoste den dyre udflytningen af gårdene fra landsbyen? Hvis man bevarede fæstesystemet, ville det være godsejeren, da han jo så var ejeren af gårdene, men mange godsejere havde hverken råd eller lyst til dettedet. Ved selveje skulle bonden selv bekoste et nyt hus og avlsbygninger, men dette gjorde overgangen til selveje til en [[Hasardspil|hasard]]eret handel for bonden.

Det sidste spørgsmål blev virkelighed, da mange af de bønder, der i begyndelsen af 1760'erne havde købt krongods, ikke kunne afdrage deden store resterdel af købesummen, som staten havde ladet stå som prioritet i gårdene. Derfor ændrede manstaten i slutningen 1760'erne og [[1770'erne]] strategi, og ved det fortsatte salg af krongods udbød man i stedet nøgleklare hovedgårde med tilhørende fæstegods. Denne kursændring kom tusinder af fæstebønder på Falster og i Sydsjælland til at betale dyrt for. De nye ejere skulle i en fart have godset til at forrente sig, og udvejen var tit en betragtelig forøgelse af hoveriet, og dettedet tilmed for en gruppe bønder, hvis hovbyrde ikke tidligere havde været ret stor. <ref>Scocozza 99 s. 178-181</ref>

På trods af neutraliteten bevarede Danmark sin alliancetraktat med Frankrig, og denne blev endda udvidet to år senere, hvorda Danmark i en forbundstraktat lovede at postere 24.000 mand i [[Holsten]] samt ikke at yde Preussen og dens støtte England nogen form for hjælp i krigen. Til gengæld ville franskmændene lægge pres på deres russiske allierede for at få [[Peter 3. af Rusland|Carl Peter Ulrich]]s anerkendelse af inkorporationen i [[1721]]. Franskmændene lovede også efter krigen med Preussen at arbejde for et mageskifte mellem Danmark og den russiske tronfølger, idet Danmark var villige til at overlade [[Oldenborg (land)|Oldenborg]] og [[Delmenhorst]] til Peter, hvis han opgav sit krav på det gottorpske Holsten. Dette ønske kom efter, at man var blevet bekendt med storfyrst Peter Ulrichs planer om at genvinde sin gottorpske slægts rettigheder i de danske hertugdømmer. Da den danske regering var desperat for at finde en løsning på problemet, stillede [[J.H.E. Bernstorff]] i midten af 1750 Rusland et ultimatum. Hvis Rusland gik med til mageskiftet og ankerkendte inkorporationen af 1721, ville Danmark gå ind i krigen mod Preussen på Ruslands side. Hvis Rusland afslog, ville Danmark føle sig tvunget til at gå ind i krigen på Preussens side. [[Elisabeth af Rusland]] afviste blankt det danske ultimatum, menog da det kom til stykket turde regeringen ikke at gøre alvor af truslen. Episoden stillede ikke storfyrsten mildere over for danskerne. Da Elisabeth døde i 1762, tog problemet netop den drejning, mande havde frygtet. Carl Peter Ulrich var nu blevet zar under navnet [[Peter 3. af Rusland|Peter 3.]], og han indstillede krigen mod Preussen og omrokerede i stedet hæren til et felttog for at tilbageerobre de gottorpske dele af Slesvig. [[Kongeriget Storbritannien|England]] og Sverige erklærede sig neutrale, Frankrig kunne ikke afståafse tropper til hjælp, og Østrig og Preussen var glade for, at krigen mod dem var stoppet, og støttede zaren. Danmark havde dermed ingen andre muligheder end at tage kampen op. En dansk hær på 27.000 blevmand såledesblev udrustet og i juni opstillet i [[Mecklenburg]]. Overfor dem stod 300 km mod øst stod en russisk styrke på 40.000 mand, der rykkede frem mod danskerne. Men midt i fremrykningen standsede russerne uventet op og indledte i stedet for et tilbagetog. Forklaringen var, at Peter 3. var blevet afsat af sin kone [[Katharina 2. af Rusland]], der samtidig havde overtaget magten, og hun havde i årene forinden intrigeret med danskerne mod sin mand. Dog var problemet ikke løst, da hendes otteårige søn [[Paul 1. af Rusland|Paul]] stadig var gottorpsk hertug, og Katharina varetog i denne forbindelse hans interesser. Katharina ville dog ikke fortsætte den aggressive linje, og de to lande fik et mere tåleligt forhold. Da den dansk-franske alliance, der havde været nytteløs i 1762, udløb to år senere, ønskede ingen af parterne den således fornyet, og Danmark satsede i stedet for på direkte forhandlinger med Rusland og så Rusland som en god partner i kampen for at holde Sverige stangen.

Året efter i 1765 gik det hele op i en større sammenhæng for Danmark. Sverige havde planer om at generobre det sydøstlige Finland, som de havde måtte afstå til Rusland. Katharina ønskede derfor, som en modvægt til Sverige, at støtte Danmark. Desuden var Katharina opsat på at danne en nordeuropæisk alliance mellem Rusland, England, Preussen, Sverige og Danmark over for den fransk-østrigsk-spanske magtblok. SomResultatet et resultat indgik manblev et dansk-russisk forsvarsforbund, hvor; Rusland lovede Danmark en løsning på det gottorpske problem, og Danmark lovede til gengæld at medvirke til at dæmme op for Sveriges aggressive udenrigspolitik. <ref>Scocozza 99 s. 181-182</ref>

Fra starten af den ny konges regeringsperiode skete der en del ministerafskedigelser, og de nye ministre sad ganske kort tid, så man fornemmede hurtigt, at kongen havde i sinde at regere, og han var til fals for intriger. Afskedigelserne gjorde det dog også svært at finde et egentligt program for kongens regering, da dette blev bestemt af den minister, der for tiden havde kongens gunst. Dog var de fire excellencer fra faderens tid: [[J.H.E. Bernstorff]], [[Otte greve Thott|Otto Thott]], [[A.G. Moltke]] og [[Ditlev Reventlow]] enige om, at et civilt styre med konseilet som centrum var det rigtige. De fire herrers magtbase var blevet svækket under Frederik 5. bl.a. pga. af ekstraskat og indførslen af udenlandsk arbejdskraft. Økonomien havde man til dels fået styr på ved at sætte den pommerske finansmand [[Heinrich Carl von Schimmelmann|H. C. Schimmelmann]] til at nedbringe den store udlandsgæld. Deres største problem komvar ikke fra utilfredse borgere, men fra de reformtanker, der i skikkelse af [[Claude Louis de Saint-Germain|greve Saint-Germain]] havde vundet gehør i selve administrationen. Han ønskede en reform af militærvæsenet, der ville få både sociale og økonomiske konsekvenser, da den forudsatte en ændring af landbrugets struktur,. hvilket ogsåDet gjorde også, at godsejerne var imod den. Dette
Problemet blev løst ved tronskiftet, hvor man fikfor den nye konge blev overbevist om, at Saint-Germain måtte fjernes. Hans afløser blev [[Carl af Hessen]], der var en direkte modstander tilaf Saint-Germains ideer. HanCarl var opvokset ved hoffet, såog kongen og han var derfor gode venner, og snart blev Carl,han i foråret 1766, udnævnt til både generalløjtnant, chef for garden til fods, medlem af konseiletkonseillet, statsholder og vicekonge i Norge samt chef for Generalkrigsdirektoratet, der i den anledning omdøbtes til ''Vort høje krigsråd''. Desværre for Carl blev han efterfølgende en brik i et større politisk spil, da han bejlede til Christian 7.s yngre søster [[Louise af Danmark-Norge|prinsesse Louise]]. Dette trækDet spillede medlemmerne af konseilet ud mod hinanden og det blev udnyttet af bl.a. enkedronning Juliane Marie,. og daDa det ikke lykkedes at hindre ægteskabet, faldt først Moltke og senere Bernstorff i unåde ved hoffet. Senere viste kongens flygtige gunst sig igen, da prins Carl så sig distanceret af to preussere, der havde arbejdet i Generalkrigsdirektoratet under Saint-Germain.

Ved nedsættelsen af en ny landvæsenkommission i 1766 og oprettelsen året efter af det nye ''Generallandvæsenskollegiet'' anede man dog, at det nye styre ville tage fat på problemerne i landbruget. ManDe fortsatte den praksis, der var indført under A.G. Moltke, da mande opfordrede undersåtterne til at indsende forslag til landbrugsmæssige forbedringer. Hoveriet var steget støt de sidste 30 år, og som resultat var der kommet en stigning i organiserede bondeprotester samt fæstere, der ligefrem opsøgte medlemmer af den politiske ledelse og klagede deres nød. ManStaten søgte at løse dette problem ved at indføre regler for godsejerne om at skrive: et hoverireglement, hvori den enkelte bondes hoveri blev fastlagt, så man undgik de glidende stigninger i fremtiden. Disse reglementer skulle så fremvises for staten, og godsejerne blev opfordret til frivilligt at nedsætte hoveriet.

For enevælden og militæret var det vigtigt at vide, hvor stor befolkningen var. Det havde indvirkning på de skatter, man kunne inddrive, samt på hærens og flådens forsyning af mandskab. Derfor var interessen for at fremme landbruget netop vigtig, da man gennem forbedringer her kunne understøtte en større befolkning. Stigningen i befolkningen kunne man seses af de kirkebøger, man i [[1600-tallet]] var begyndt at føre,. menMen det var først i [[1735]], at landets [[biskop]]per fik pligt til årligt at indberette, hvor mange personer der blev begravet og døbt i stiftet. DetteDet var dog ikke en særlig præcis optælling, og først i [[1769]] kom en rigtig [[folketælling]], da alle sognepræster [[15. august]] 1769 blev sat til at opgøre deres [[sogn]]s befolkning på spørgeskemaer. Resultatet blev 797.584 sjæle, men da militæret ikke blev talt med, var det rigtige tal nok nærmere 810.000. <ref>Scocozza 99 s. 182-183</ref>

I maj 1768 tog Christian 7. til Slesvig som forberedelse for en længere udlandsrejse, der skulle komme til at vare resten af 1766. 5. april 1768 antog manansattes den tyske læge [[Johann Friedrich Struensee]] som livlæge for kongen under den store rejse. Under rejsen fik kongen tillid til Struensee og da rejsen endte i januar 1769, blev Struensee antaget som kongens livlæge, og året efter begyndte omgivelserne at ane, at denne mandlægen var ved få en ekstraordinær position i hoffet. I foråret 1770 blev det en offentlig hemmelighed, at lægen var dronning [[Caroline Mathilde]]s elsker og hun sidst på året ventede hans barn. <ref>Bech</ref>

I sommeren 1770 opholdte hoffet sig i Holsten, og her lykkedes det Struensee at isolere kongen fra andres indflydelse og få udnævnt sin barndomsven [[Enevold Brandt]] til en række hofstillinger, der gjorde ham i stand til at holde opsyn med kongen. Udnævnelsen var skrevet af Struensee, menog underskrevet af kongen. Sidst i 1770 fik Struensee på denne måde også underskrevet to kabinetsordrer, der dels indskrænkede tildelingen af ordner og titler, dels afskaffede al [[imprimatur|censur]] og indførte indskrænket [[Trykkefrihedstiden|trykkefrihed]]. <ref>Bech s.167-196</ref> Den 10. december lykkedes det Struensee at få afskediget alle [[statsminister|statsministre]], og dermed var [[gehejmekonseilet]] reelt afskaffet,. hvorpå Struensee otteOtte dage senere udnævntes Struensee til ''maître des requêtes''. DenneDen titel betød, at alle administrationer skulle fremlægge deres sager for Struensee, som så ville fremlægge dem for kongen. Dermed var chancen for, at andre end Struensee kunne fremlægge ting for kongen minimal, og 27. december blev gehejmekonseilet formelt afskaffet og al magt samlet i gehejmekabinettet, dvs. hos Struensee. <ref>Bech s. 211-213</ref> I foråret [[1771]] begyndte Struensee så at udstede kabinetsordrer kun med hans underskrift på. DogHan hævdede, at han at have fået kongens mundtlige samtykke til udstedelsen af ordrerne. Mange af de over 600 forordninger, der udstedtes på grundlag af disse kabinetsordrer, var allerede blevet forberedt af de forskellige administrationer i 1760'erne, men problemet var, at Struensee udstedte dem for hurtigt,. hvilket ikkeDet var hverken velset bl.a. hos adelen ogeller de folk blandt hoffethoffolk, der var sat udenfor indflydelse. Således blev indskrænkningen af [[helligdag]]e set som et anslag mod [[religion]]en, og forargelsen ville ingen ende tage, da der ved [[Den kongelige Fødselsstiftelse]] blev opstillet en kasse, hvori enlige mødre kunne lægge deres uønskede børn. Selv ikke afskaffelsen af [[tortur]] som middel til at opnå [[tilståelse]]r blev vel modtaget hos alle. Struensees plan var at systematisere alle samfundsplaner, og derfor tog han således også fat i landbruget og bystyret i København. Således blev bystyretBystyret i [[København]] blev reorganiseret med en ny overpræsident, den tidligere amtmand i [[Tønder]], U. A. Holstein. De hoverireglementer, man havde krævetHoverireglementerne indsendt fra godsejerne, var nu blevet gennemgået og havde afsløret, hvor omfattende hoveriet var,: bl.a. havde bønderne på de sjællandske godser opnået etydet hoveri på 265 dage om året. Her skar Struensee igennem og fastsatte det maksimale antal hoveridage på en gennemsnitlig fæstegård til 48 spanddage og 96 gangdage. Ved Struensee og dronningens datter Louise Augustas dåb i juli 1771 lod Struensee sig tildele rang og titel, der passede med hans faktiske stilling. Således lod han sig udnævne til [[lensgreve]], en titel Enevold Brandt også fik, samt gehejmestatsminister. <ref>Bech s. 230-245</ref><ref>Scocozza 99 s. 186-187</ref>

Alle disse handlinger betød, at Struensee lagde større afstand til de folk, han burde bygge sin magt på. Den ubegrænsede trykkefrihed betød, at der blev udgivet adskillige smædeskrifter om ham, og først for sent ændrede han det til trykkefrihed under ansvar. Centraladministration var blevet reduceret til et ekspeditionskontor, og ved reorganisationen af bystyret i København havde den fungerende [[magistrat]] og [[Københavns Borgerrepræsentation|borgerrepræsentationen]]s blot i en administrativ skrivelse fået at vide, at deres tjeneste var ophørt. På denneden måde var Københavns borgere blevet underlagt et mere direkte og enevældigt styre, hvilketder ikke huede den voksende borgerlige selvfølelse i [[hovedstad]]en. En planlagt nedskæring i hærstyrken vendte også militæret imod ham. Da Struensee var tysker og således kun talte og skrev tysk, havdefik han en national harme mod sig, og samtidig spredte der sig i København det rygte, at dronningen og han planlagde at skaffe sig af med kongen og regere i hendes og hendes søn [[Frederik 6.|Frederik]]s navn. <ref name="Scocozza99-187-188">Scocozza 99 s. 187-188</ref>

Modviljen mod Struensee toppedekulminerede i starten af [[1772]], og et kup iværksat af utilfredse officerer i samarbejde med [[Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel|enkedronning Juliane Marie]] blev sat i værk natten mellem [[16. januar|16.]] og [[17. januar]] efter et stort maskebal. Her lykkedes det enkedronningen at få Christian 7.s underskrift på arrestordrer på Struensee, dronning Caroline Mathilde, Brandt og flere af deres tilhængere, og de blev alle bogstaveligt talt taget på sengen og ført til [[Kastellet]],. dogDronningen blev dronningen, grundet sin stand, tagetført til [[Kronborg]]. Dronningen
Hun levede sine sidste år i den tyske by Celle i sin brors arveland, Hannover, mens Struensee og Brandt blev stillet for en kommissionsdomstol anklaget for majestætsforbrydelse. Efter at de begge blev dømt skyldige, blev de 28. april 1772 taget til Østre Fælled, og i henhold til danskdanske lov blev deres adelige skjold brudt, herefter afhuggedes først højre hånd og dernæst hovedet. Deres lig blev så parteret i fire dele og lagt på [[hjul og stejle]]. På denne måde fik de nye magthavere givet en demonstration af deres magt. <ref name="Scocozza99-187-188" />

Den [[13. februar]] 1772 lod kongen oprette et gehejmestatsråd som erstatning for konseilet, som Struensee havde nedlagt to år tidligere. Den nye herskerkreds bestod af enkedronning [[Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel|Juliane Marie]], hendes søn og, kongens halvbror, [[arveprins Frederik]], og dennes huslærer [[Ove Høegh-Guldberg]]. De havde ikke større [[legitimitet]] end Struensee, men de forstod at begå sig politisk. I forbindelse med oprettelsen af gehejmestatsrådet gjorde de det derfor til en betingelse, at Christian 7. skulle være til stede, og at han dér og kun dér kunne underskrive lovgyldige dokumenter. Dette gjorde det umuligt for hoffolk eller folk i administrationen at skaffe sig kongens underskrift på tomandshånd. Ligeledes blev arveprins Frederik gjort til statsrådets formand,. og man dekreterede, at afAf kollegiernes chefer kunne kun udenrigsministeren have sæde i rådet. På denne måde sikrede manherskerkredsen sig, at hoffet bevarede magten over statsrådet, og mandet sørgede for kun at udnævne ministre, hvis loyalitet lå hos kongehuset. Belært af Struensees fejltagelser opbyggede Høeg-Guldberg i de kommende år en magtbase ved at knytte folk til sig ved tildelinger af titler, ordener og pengebeløb. Mange af Struensees forordninger blev ophævet, og man tillagde sig en mere godsejervenlig linje fremmedes. Således blev Struensees hoverireform trukket tilbage i [[1773]].

Høeg-Guldberg tog ikke selv sæde i statsrådet, men lod sig i [[1774]] udnævne til arveprinsens gehejmekabinetssekretær, hvilket svarede til den position, som [[A.G. Moltke]] og Struensee tidligere havde haft. I lighed med Struensee styrede han for det meste gennem kabinetsordrer, som han selv udformede og fik underskrevet af kongen, hvorefter de blev sendt til formel godkendelse og underskrivelse i statsrådet. Dermed havde statsrådet ikke nogen reel magt, og dettedet pinte udenrigsministeren, [[Andreas Peter Bernstorff|A.P. Bernstorff]], der forgæves prøvede at få mere magt til statsrådet. Den eneste grund til, at Høegh-Guldberg beholdtebeholdt Bernstorff, var denneshans faglige kompetence. Desuden udgjorde han ingen risiko, da han ikke havde magt til at ændre noget vedefter styreformen. For efterEfter dronning Caroline Mathildes tidlige død i 1775 og [[Frederik 6.|kronprins Frederiks]] mindreårighed var det kun muligt at føre et legitimt styre i arveprins Frederiks navn.

A.P. Bernstorff havde også vist sit værd i 1773, da det endelig lykkedes ham at løse det gottorpske spørgsmål i forståelse med [[Russiske Kejserrige|Rusland]]. Forliget blev opnået kort efter, at [[Peter 3. af Rusland|storfyrst Peter]], der besad arveretten til de gottorpske dele af [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]]-[[Holsten]] efter sin far, blev myndig. Ved forliget anerkendte den gottorpske hertugslægt inkorporationen fra 1721 og overlod de gottorpske dele af Holsten til den danske konge i hans egenskab af hertug af Holsten. Til gengæld overlod den danske konge sine arvelande [[Oldenborg (land)|Oldenborg]] og [[Delmenhorst]] til gottorperne. Forliget var samtidig et udtryk for de to landes agtpågivenhed over for [[Sverige]], hvor kong [[Gustav 3. af Sverige|Gustav 3.]] året forinden havde ladet sig udråbe til enevældig konge. Dette skabte frygt hos både Danmark og Rusland for, at Sverige havde planer om at annektere enten Norge eller Østfinland. Derfor undertegnede manDanmark og Rusland kort efter mageskiftet den "evige alliance", hvori de to lande lovede hinanden gensidig hjælp i tilfælde af et svensk angreb.

Da Frankrig i 1778 erklærede krig mod England i forbindelse med [[USA's uafhængighedskrig|den amerikanske uafhængighedskrig]], betød det et stort opsving for den neutrale søfart. De krigsførende nationers handelsflådehandelsflåder kunne ikke sejle i fred, og derfor kunne neutrale lande, som Danmark, overtage disse rutersejladsen. Man oprettede etEt Vestindisk Handelsselskab stiftedes til at tage sig af de vigtige handelsruter, og København blev brugt som stabelplads for de mange varer, der først blev importeret for senere at blive reeksporteret. I 1780 indgik Bernstorff en vigtig aftale med England om hvilke varer, der blev betragtet som [[kontrabande]] og derfor var forbudt for de neutrale lande at sejle til de krigsførende nationer. Denne aftale kom i hus, da England frygtede oprettelsen af et væbnet neutralitetsforbund, men få dage efter aftalens indgåelse indgik Danmark alligevel i et sådant forbund sammen med først Rusland, [[Preussen]], Sverige og senere de [[Forenede Nederlande]]. Forenede Nederlande blev dog hurtigt tvunget ud igen, da England erklærede dem krig. Dette kom også Danmark til gode, da man lod hollandske redere sejle proforma sejlede under dansk flag.

En af grundene til Bernstorffs afskedigelse var frygten for, at han, sammen med kronprins Frederik, skulle tage magten i statsrådet gennem et kup. Kronprinsen blev ifølge Kongeloven myndig i 1781, da han fyldte 13 år, men ved at udsætte hans konfirmation til en senere dato kunne Høegh-Guldberg udsætte det uundgåelige lidt endnu. Efter Bernstorffs afgang ledede Høegh-Guldberg nu også de udenrigspolitiske sager.

[[4. april]] [[1784]] blev [[Frederik 6.|kronprins Frederik]] såomsider konfirmeret, og ti dage senere deltog han i statsrådet. Man havde samtidig udnævnt Høegh-Guldberg og to af hans støtter tilblev atudnævnt tagetil sædemedlemer iaf statsrådet samme dag for at hindre en eventuel magtovertagelse, men lige lidt hjalp det. Da de nye medlemmer ville overrække Christian 7. deres embedsed, oplæste kronprinsen i stedet for et udkast til beslutning, hvori: kabinetsstyret blev nedlagt og nye ministre udnævnt. Han fremlagde det til underskrivelse foranfor sin far, der som altid automatisk underskrev, hvad der blev fremlagtlagt foran ham, og samtidig fik kronprinsen et endnu vigtigere dokument underskrevet, hvormed alle kongelige befalinger fremover skulle bære både kongen kongens og kronprinsens underskrift for at have gyldighed. Arveprins Frederik protesterede voldsomt, men da kongen også underskrev det andet dokument, så han ingen anden udvej end først at prøve at fravriste dokumentet fra sin nevø. Da dettedet ikke lykkedes, løb han efter den flygtende konge og låste ham inde i et gemak. Senere, da arveprinsen ville følge kongen ned til sin mor, Juliane Marie, blev han indhentet af kronprinsen i Eremitagesaleneremitagesalen, hvorhvorefter kronprinsen, efter et kort slagsmål, kunne trække af med kongen.

De afsatte magthaveres skæbne blev dog meget mildere end den, der var tilstødtovergik Struensee og Brandt 12 år tidligere. [[Ove Høegh-Guldberg]] blev stiftamtmand i Århus, mens andre blev pensioneret. Enkedronningen forblev ved hoffet, men levede i tilbagetrukkethed resten af livet. Arveprinsen forlod også politik, men hans ældste søn blev senere konge af Danmark.<!-- ,under navnet [[Christian 8.]] --> <ref>Scocozza 99 s. 190-191</ref>

Det nye styre havde heller ingen decideret landbrugspolitik, men i 1785 vandt tilhængerne af landbrugsreformer et afgørende slag. Rentekammerets unge chef [[Christian Ditlev Reventlow]] havde set svarene på rentekammerets undersøgelse af konsekvenserne af godsejernes udnævnelse af syns- og skønsmænd. DisseSvarene viste, at der som regel ikke blev foretaget et nyt syn, når en fæstebonde døde, og en ny skulle overtage gården. Således kunne den nye bonde og hans arvinger komme til at hæfte for fejl og mangler, som allerede havde været der ved overtagelsen. Derfor syntes Reventlow, at tiden var inde til at gøre noget, og i sommeren [[1786]] forelagde han sagen for kronprinsen og anbefalede, at man lettede kårene for bønderne.

Kronprinsen var positiv over for dette og bad Reventlow udarbejde et forslag til fremlæggelse i statsrådet. Reventlows forslag, der lå klar 11. juli 1786, pegede på, at der burde rettes op på det usikre retsforhold mellem godsejerne og fæstebønderne. Desuden mente han, at emner som fæsteindgåelse, hoveri, stavsbånd og pryglestraffe burde inddrages. Revetlow anbefalede, at man nedsatte en landbrugskommission, der skulle se nærmere på det hele. Skønt ikkeIkke alle ministre var med på det, kunnemen Christian 7. kunne sætte sin underskrift på dokumentet, da både kronprinsen og [[Andreas Peter Bernstorff|A.P. Bernstorff]] var med på ideen,. og denDen 16 mand store kommission kom til at bestå af både tilhængere og modstandere af Reventlows planer. Kommission bestod dog overvejende af støtter for reformer, og 8. juni 1787 kunne kongen udstede de første reformlove, der fastsatte, at der skulle foretages uvildige syn og skøn både ved fæsteindgåelse og -afståelse. Bønder måtte heller ikke sættes fra deres gård uden en retskendelse, og endelig blev brugen af [[træhest]], [[hundehjul]] og [[halsjern]] forbudt. Den største ændring kom dog først i 1788 med afskaffelsen af [[stavnsbåndet]], der skulle afvikles frem til [[1800]]. Udskrivelsen af soldater overgik til et ''statsligt sessionsvæsen''. DetteDet betød, at bønderne ikke længere behøvede fripas for at forlade et gods, og godsejerne kunne ikke længere tvinge dem til at tage et fæste ved at true med udskrivelse til de hvervede regimenter.

Alle disse ændringer fik [[Joachim Otto Schack Rathlou|J.O. Schack Rathlou]] og [[Frederik Christian Rosenkrantz|F.C. Rosenkrantz]] til at trække sig tilbage fra deres statsgerningerstatsgerning til deres godser,. hvilketDet var et godt billede på de protester, der kom fra godsejerne over, at dederes rettigheder ogsom betingelser, hvorunder de drev deres godser,godsejere blev fratagetafskaffet uden kompensation.

[[Soldat]]pligten påhvilede stadig kun bønderne, og da man afskedigede flere og flere af de udenlandseudenlandske hvervede soldater, steg antallet af udskrevne bønder. Loven gav dog en del udveje for ikke at skulle springe soldat. Blandt andet var gårdejere og -fæstere undtaget, hvis de kunne stille en anden i sit sted. Selv gårdejersønner uden egen gård kunne stille en anden i sitderes sted mod en betaling af 30 [[Daler|rigsdaler]] til statskassen. Endelig kunne bondestanden i henhold til lovens §25 adoptere en fattig dreng fra købstaden og lade ham springe soldat i stedet for en af sinebondens egne sønner. DetteDet betød, at de velhavende inden for bondestanden købte de fattigste til at udføre militærtjenesten for sig, præcis som det havde været før 1788. Da man i 1803 gennemførte en ny hærlov, kunne man konstatere at hvervningen af bondesoldater var kommet op på et niveau, hvorså hvervningen af udenlandske soldater kunne ophøre.

Stavnsbåndets afvikling var dog ikke det bedste, der kunne ske for regeringen, da manden dermed mistede den vigtige støtte fra godsejerstanden. Da regeringen blev sprængt ved afgangen af de to tidligere omtaleomtalte godsejere, fik Bernstorff udnævnt nogle moderate ministre til statsrådet fra ''"det danske parti"'' blandt godsejerne. Reventlow blev der derimod ikke plads til i statsrådet, men han fik dog titel af præsident for rentekammeret og fik lov til at forsætte sine bestræbelser på at fåindføre flere landboreformer. Der opstod også uventet modstand mod regeringen fra penneførerne for de mest reformvenlige københavnske borgere i [[1789]]-[[1790|90]]. De følte sig tilsidesat af den tyske dannelseelite, der regerede landet og dominerede hovedstadens adelige saloner. I den såkaldte [[tyskerfejde]] fremførte de det synspunkt, at holstenere kunne få embeder i Holsten og ellers ikke. Dermed var indfødrettens idealer udskiftet til fordel for en national aggressivitet, og dettedet svækkede paradoksalt nok regeringens initiativer, som man hidtil havde forsvaret over for de mere konservative danske godsejere. Rundt om i landet opfangede bønderne signalerne fra reformtilhængerne i København, og mange steder besluttede de sig for at lægge pres på godsejerne - især for at komme især det trykkende hoveri til livs. Specielt i [[Østjylland]] blev der gennemført en del hoveristrejker, og nyheden om [[Den Franske Revolution]] i 1789 øgede kun bøndernes forventninger om at kunne komme af med hoveriarbejdet. Taktikken var forståelig, men den gjorde det også klart for kronprinsen, at han ikke kunne leve med en regering, hvis politik tilsyneladende gav næring til udstrakt social uro i landet. <ref>Scocozza 99 s. 191-192</ref>

Da de jyske godsejere i juni 1790 mødtes på det årlige jyske kapitalmarked i Viborg (det såkaldte snapsting), snakkede man forståeligt nokde om bøndernes opsætsighed, og på den baggrund af dette tog to nye godsejere, [[Frederik Christian Tønne von Lüttichau|Lüttichau]] til [[Åkær (Hads Herred)|Åkjær]] og [[Frederik L. Beenfeldt|Beenfeldt]] til [[Serridslevgård|Serritslev]], initiativ til en underskriftindsamling. 102 jyske godsejere skrev under på et ''"tillidsskrift til kronprinsen"''. Dette var dog bare en nydelig titel, for i virkeligheden var det et klageskrift til kronprinsen over hans styres reformpolitik, som mande 102 mente gik godsejernes ejendomsrettigheder for nær. Da kronprinsen i august 1790 blev gift med kusinensin kusin [[Dronning Marie|Marie af Hessen-Kassel]], var Lüttichau og Beenfeldt blandt gratulanterne og benyttede lejligheden til at overrække tillidsskriftet. Officielt var kronprinsensKronprinsens og styrets svar var bestemt og vredt. De to godsejere blev retsforfulgt og fik bøder for at have klaget over landets love, og styret brugte også [[Christian Colbjørnsen|Christian Colbiørnsens]] sarkastiske vid. Colbiørnsen udgav klageskriftet, der side for side blev ledsaget af hans egne nedsablende kommentarer.

Men mensMens borgerne jublede over, at godsejerne blev sat på plads, var regeringen imidlertid slået ind på en ny kurs med lovgivning til fordel for de indflydelsesrige godsejere. SåledesFørst begyndte man at slå hårdt ned på de hoveristrejkende bønder med advarsler og bøder, og samtidig udkom en forordning, der indskærpede bønderne deresbøndernes lydighedspligt. ByborgerneBorgerne gik heller ikke ram forbi, da man 13. november 1790 idømte forfatterenden københavnske forfatter [[Peter Andreas Heiberg|P.A. Heiberg]] en bøde for den såkaldte ''IndtogviseIndtogsvise'',. Et hviskarakteristisk adelfjendtligeadelsfjendtligt indledningsordafsnit lyder:

{{citat|Ordener hænger man på idioterIdioter, stjerneStjerner og båndBånd man kun adelenAdelen gi'rgier|P.A. Heiberg, IndtogsviseSelskabs-sang}}

I december afskaffedes politimesterens myndighed i straffesager, som fremover skulle behandles ved domstolene, der skulle dømme efter de strengeste straffebestemmelser i [[Danske Lov]]. Året efter blev det meddelt fra regeringen, at man ikke ville føje bønderne i hoveristriden, men opfordrede parterne til at nå til et forlig om nuværende og fremtidigt hoveri. Statsmagten forbeholdt sig ret til at gribe ind, hvis det viste sig umuligt at nå til enighed. Dog gjorde man det klart, at man ville lægge sig fast på det høje niveau, hoveriet i forvejen var skruet op på, og bønderne fik således ikke noget ud af at forhale en forhandling ved at inddrage staten heri. I 1791 blev opdelingen i bondestanden endnu tydeligere, da det blev forbudt for godsejere og fogeder at revse hoverigørende fæstegårdmænd og deres koner, mens det samme ikke blev udstrakt til fæstehusmænd. De sidste var samtidig dem, der kom til at bære hovedbyrden af den militærpligt, der påhvilede bondestanden.

Landboreformernes hastige gennemførelse skyldtes først og fremmest den store byrde, husmændene og landarbejderne overtog fra hoveriarbejdet. Disse to grupper blev nu en ny underklasse, hvis kår blev klart forværret efter landboreformerne og gjorde dem til en slagset landproletariat. Husmændene måtte fortsat arbejde underpå bøndernes vilkår, der nu: virkeligDe udnyttede denneden billige arbejdskraft til at etablere deres egne gårde, da hoveriethusmændenes overfor husmændhoveri ikke aftog med reformerne. Husmændene blev bevilget de såkaldte [[husmandsbolig]]er og fik så lidt og så dårlig jord, at de var tvunget til at arbejde sig tilfor føden hos bønderne. Husmændene mistede efter reformerne desuden de fælles [[overdrev]], hvor de før i tiden kunne have deres [[kreatur]]er tilpå græsninggræs. Mens gårdmændene var garanteret livsfæste, blev husmændene underlagt et frit kontraktforhold. Godsejerne og gårdmændene kunne uden indblanding fra staten sagtens sælge små husmandslodder på i gennemsnit 3 tønder af den dårligste jord dyrt eller leje den ud på åremål i bytte for store forpligtelser til at arbejde på arbejdsgiverens jord.

Landboreformerne betød også en ende på det lokale selvstyre, da bylavene blev overflødige, når landsbyfællesskabet blev ophævet. Også godsejerne mistede deres magt som herremænd i takt med bøndernes overgang til selveje og arvefæste. Statsmagten var hurtig til at træde til i stedet for, bl.a. med oprettelsen af sognefogedembedet, der blev den stedlige politimyndighed i landkommunerne. I 1793 fik sognefogederne endda tilsynet med vejene under sig. <ref>Scocozza 99 s. 193-197</ref>

I 1792 forbød Danmark som det andet europæiske land sine indbyggere i at deltage i eksporten af negerslaver fra [[Afrika]] til [[Amerika]]. Et egentligt forbud mod slaveriet var det ikke, og dette stoppede da også først på [[de dansk-vestindiske øer]] i [[1848]]. Forbuddet fik virkning fra 1803, og dettedet blev vedtaget, da regeringen på denne måde mente, at de danske plantageejere i den mellemliggende tid kunne sikre sig tilstrækkeligt med slaver før et eventuelt europæisk forbud mod slavehandel. Således ydede regeringen efter offentliggørelsen af forbuddet store lån til plantageejerne til en sidste slutspurt i slavehandelen.

Den store opblomstring, der havde været i handelen under [[Den Preussiske Syvårskrig]], var forsvundet i takt med at de krigsførende nationer efter freden havde genoptaget deres gamle handelsruter. Da [[England]] i [[1793]] trådte ind i krigen mellem [[Frankrig]] og en række andre europæiske nationer i kølvandet på [[Den Franske Revolution|den franske revolution]], kom der igen en opblomstring i den danske handel. LigesomUdenlandske førkøbmænd fik- udenlandskeisær købmænd,engelske især- engelske,fik igen midlertidigt borgerskab i København, så de kunne sejle under beskyttelse af det neutrale [[Dannebrog|danske flag]]. Trods danske protester gjorde England det dog klart, at man ikke ville respektere kontrabandaftalen fra 1780. Dette betød, at en del danske skibe blev opbragt af engelske kapere, såog året efter indgik Danmark og Sverige et nyt væbnet neutralitetsforbund, og de to flåder havde held til at bringe antallet af kapringer nedened.

I 1794 [[Christiansborgs brand 1794|brændte Christiansborg]] ned, og året efter blev store dele af København lagt øde i en [[Københavns brand 1795|storbrand]]. Genopbygningen betød, at de fattige, der havde domineret de nedbrændte kvarterer, blev skubbetdrevet ud i byens afkroge. <ref>Scocozza 99 s. 198-199</ref>

Da udenrigsminister [[Andreas Peter Bernstorff|A.P. Bernstorff]] døde i [[1797]], satte kronprins Frederik for alvor sin politiske vilje igennem i alle spørgsmål. DetteDet betød året efter, at da den [[holland]]sk fødte storkøbmand [[Frédéric de Coninck]] året efter, via finansminister [[Ernst Heinrich von Schimmelmann]], badfik ombevilget en flådekonvoj til fyrre handelsskibe,. blevPå dettetrods givet trodsaf protester fra den nye udenrigsminister [[Christian Bernstorff]]. Konvojen var på vej fra [[Hollandsk Ostindien]] til København og hovedsageligt lastet med franske og hollandske varer. På denne måde blevvar den danske neutralitet blevet væbnet, og manDanmark var ikke mere forsigtig i sine signaler over for andre lande, men stod fast på det neutrale flags ukrænkelighed. Flere tilsvarende konvojer blev bevilget i det følgende år, og cheferne for dissedem fik ordre til, uagtet en eventuel overmagt, at sætte sig til modværge, hvis fremmede flådeenheder forsøgte at undersøge papirer og last ipå skibe under dansk flag. DetteDet var højt spil, for manalle vidste, at mange skibe kun rent proforma sejlede under dansk flag. Det viste sig imidlertid, at denne politik lykkedes rigtig godt i de første år, og England holdt sig til at fremsætte diplomatiske protester. I december 1799 blev en engelsk matros dræbt, da manEngland ved [[Gibraltar]] forsøgte at udføre en visitation. Da det imidlertid i 1800 så ud til, at Rusland ville stille sig i spidsen for et nyt [[Væbnede neutralitetsforbund|væbnet neutralitetsforbund]], reagerede England. <ref name="Lindberg89">Lindeberg s. 8-9</ref><ref>Scocozza 99 s. 202</ref> I sommeren 1800 opbragte en engelsk eskadre ved Ostende således en dansk konvoj, der blev eskorteret af fregatten ''Freya''. Fregatkaptajnen nægtede, i overenstemmelse med sine ordrer, at lade englænderne visitere skibene og der udbrød kamp. ''Freya'' var i undertal med sine 40 [[Kanon (våben)|kanon]]er mod englændernes 130, og efter en times kamp måtte man stryge flaget. <ref>Feldbæk s. 33-34</ref> DetteDet fik Danmark til at bede zaren om at virkeliggøre det væbnede neutralitetsforbund. I august ankrede en engelsk flåde imidlertid op ved København, og under trussel om bombning af hovedstaden indledte manindledtes forhandlinger, hvor Christian Bernstorff lovede at indstille konvojsejladsen midlertidigt, mens de to regeringer fandt på fælles regler om hvornår og hvordan, konvojerne måtte benyttes,. idetDanmark mangav dog ikke formelt gav afkald på retten til at bruge konvojer. Måneden efter kom en russisk kurer til Danmark med en formel invitation til at deltage i det [[væbnede neutralitetsforbund]], og i december 1800 dannedes forbundet med Danmark, Sverige, Rusland og Preussen som medlemmer. Dette forbund udviklede sig desværre i en uheldig retning året efter, da den russiske zar som leder af neutralitetsforbundet indgik en alliance med Frankrig, og de to stormagter gennemtvang en lukning af alle europæiske havne for England. England forlangte på baggrund af detteheraf, at Danmark øjeblikkeligt udtrådte af forbundet. Men hvis man efterkom det krav, ville man indirekte blive allieret med England, og Rusland og Frankrig ville med stor sikkerhed tvinge en eller flere af deres allierede til at erobre Danmark. Sverige havde kig på Norge, og hvis Preussen samtidig kunne erobre den jyske halvø, ville man lukke Englands adgang til Østersøen. Danmark valgte derfor det mindste af to onder og afslog alle engelske forhandlingsforslag. DetteDet betød, at England [[12. marts]] [[1801]] sendte en flåde under ledelse af admiral [[Hyde Parker]] og hans underordnede [[Horatio Nelson]] mod Danmark med henblik på at tvinge Danmark ud af neutralitetsforbundet. <ref name="Lindberg89"> </ref>

I København gjorde man sig klar til englændernes ankomst. Størstedelen af den danske flåde var ikke sejldygtig, ogda de fleste skibe ikke var taklet til efter vinteren. Resten af fartøjerne lå i flådens leje uden stænger, ror, tovværk eller sejl. [[Takkelage]]n lå som altid beskyttet i [[Flådestation Holmen|Holmen]]s magasiner. En tiltakling ville tage 6 uger, og så lang tid havde man ikke. Således brugte man de få tiltakkede skibe til at beskytte indsejlingen til København ved at lægge dem i Kronløbet. <ref>Lindeberg s. 12</ref> Det egentlige forsvar blev en forsvarslinje af flydende fæstninger, som blev udgjort af udrangerede linjeskrog, der blev slæbt ud af havnen og svinebundet med fire ankre i en buet linje fra Trekroner til Amager. Små fartøjer og pramme med kanoner blev placeret imellem disse fæstninger. Kommandoen over alle disse enheder blev givet til kommandør [[Olfert Fischer]], der rejste sin stander på ''[[Dannebrog (linjeskib)|Dannebrog]]'', der lå ca.omtrent i midten af linjen. Da manDer manglede mandskab til at bemande alle disse skibeskibene, tilbød man folk 15 rigsdaler på hånden, en hurtig træning i hvordan man betjente en kanon og besked på at kæmpe tappert for konge og fædreland.

Efter fire timers intens kamp var slaget ikke kommet nærmere en afgørelse. De resterende engelske skibe lå forankret ved stævnen kun 200 meter fra den danske forsvarslinje, der inkluderede både skibe og det tilsyneladende uovervindelige [[Trekroner (ø)|Trekroner]]-batteri, som aldrig indstillede beskydningen af englænderne. Alligevel var bombardementetBombardementet fra begge sider stadigvar intenst.

Men samtidig sendte Nelson kurerer af sted bærendemed detet hvide flag, som ikke kunne undgås at ses af Kronprins [[Frederik 6.|Frederik]], der overværede slaget fra [[Kastellet|Citadellet]]s volde. Kurererne afleverede en besked i hvilken Nelson truede med at afbrænde alle tilfangetagne batterier, [[stykpram]]me og blokskibe, uden at være i stand til ”at redde de tapre danske sjæle, der forsvarede dem”. Beskeden ankom på et tidspunkt, hvor en række danske skibe allerede havde måttet se sig slået og var ukampdygtige. Da kronprinsen læste brevet, accepterede han straks en våbenhvile – uden at konsultere de dansk-norske kommandører, [[Olfert Fischer]] og [[Steen Andersen Bille (statsminister)|Steen Bille]]. <ref>Feldbæk s. 150-157 og 212-225</ref>

Endnu mens den engelske flåde var på vej mod Danmark, ændrede den politiske situation sig drastisk. Den 21. marts havde England påbegyndt fredsforhandlinger med Frankrig. Ligeledes havde man 24. marts udsendt en kurer fra udenrigsministeriet med vigtige depecher, der skulle bane vejen for en politisk forståelse med Rusland. Hvad englænderne ikke vidste var, at [[Paul 1. af Rusland|zaren]] dagen forinden var blevet myrdet dagen forinden, og at hans søn, [[Alexander 1. af Rusland|Alexander]], havde overtaget magten. <ref>Scocozza 99 s. 203</ref> DenneHan ønskede også at søge en politisk forståelse med England og havde 25. marts ligeledes afsendt en kurer. Hverken den engelske østersøflåde eller den danske regering kendte dog til disse planer. Derfor skulle slaget på Reden udkæmpes, selvom det havde mistet sin politiske berettigelse, da det blev udkæmpet.: Danmark kæmpede, da mandet frygtede den russiske zar mere end englænderne, men da slaget blev udkæmpet, var han ikke mere til, og meddelelsen om hans død nåede først Danmark 8. april, hvorpå man efter våbenstilstanden 9. april måtte gå i gang med at indordne sig efter den nye politiske situation. Med zar Pauls død faldt det væbnede neutralitetsforbund fra hinanden, og Danmark blev reduceret til en magtesløs tilskuer, mens stormagterne nyordnede Europa efter 8 års krig. Den svenske konge valgte at betragte våbenstilstanden som et forræderi mod neutralitetsforbundet og udnyttede det til at svække Danmarks position i [[Sankt Petersborg|St. Petersborg]]. Samtidig havde manSverige planer om et angreb på først selve Norge og senere København, så man kunne udnytte Danmarks svage position efter våbenstilstanden. Planerne måtte dog opgives på grund af manglende stormagtsstøtte. Preussen, som Danmark havde været med til at presse ind i neutralitetsforbundet, forlod det i samme øjeblik, som meddelelsen om tronskiftet nåede Berlin. Samtidig forlangte Preussen, at Danmark øjeblikkeligt rømmede [[Hamborg]], mens Danmark magtesløst måtte se Preussen opretholde deres besættelse af [[Kurfürstentum Braunschweig-Lüneburg|Hannover]] og [[Kreis Herzogtum Lauenburg|Lauenburg]]. Danmarks udenrigspolitik baserede sig afgørende på forholdet til Rusland, og mani København studeredestuderedes derfor omhyggeligt informationerne fra St. Petersborg: ogDanmark lod zaren vide, at manhan var villige til at lade hamkunne forhandle på neutralitetsforbundets vegne. Zaren forhandlede sig imidlertid på egen hånd til en aftale med England, hvori manog gav afkald på de tre neutralitetsprincipper, der udgjorde en trussel mod England. DissePrincipperne var de neutrales ret til:

Da dissede [[17. juni]] blev præsenteret for Sverige og Danmark med krav om øjeblikkelig accept, gav kun den svenske konge sin accept, da han, af hensyn til anneksionsplanerne overfor Norge, havde brug for et godt forhold til Rusland. Danmark derimod, kunne ikke acceptere et sådant ydmygtydmygende nederlag for sin offensive neutralitetspolitik. Manog forsøgte sig derfor med forhandlinger direkte med lord Hawkesbury. Christian Bernstorff var i slutningen af maj rejst til London for at forhandle om tilbagegivelse af de opbragte danske skibe samt de besatte danske kolonier. Under sit ophold fik han fra kronprinsen meddelelsen om den russiske aftale og blev instrueret om at prøve at opnå bedre betingelser gennem forhandlinger med den engelske udenrigsminister. Specielt princippet om neutrale konvojers ukrænkelighed fandt kronprinsen det svært at opgive. Planen mislykkedes dog totalt. Den engelske udenrigsminister havde nemlig skaffet sig adgang til korrespondancen mellem Bernstorff og København,. ogsåOg denhan del der var ihavde kodekoden. Derfor vidste han, at Danmark ikke havde noget at tilbyde til gengæld og heller ikke noget at true med. England havde i hundrede år kæmpet mod de neutrale landes rettigheder, og konventionen med Rusland gav nu landet næsten alle de rettigheder, det havde søgt at opnå. Mens man havde forsøgt forhandlinger, havde den russiske gesandt presset den danske regering for et svar. Således kunne depecheskonnerten ''Ørnen'' [[26. september]] afsejle med instruks til grev Danneskjold-Løvendal om betingelsløst at tiltræde den engelsk-russiske neutralitetskonvention. Den danske tiltræden skete under zarkroningens højtideligheder og baller. I fyrst Kurakins palads kunne den danske gesandt 10. oktober sætte sit navn under tiltrædelsesdokumentet og dermed en ende på kronprins Frederiks offensive neutralitetspolitik. <ref>Scocozza 99 s. 203-204</ref>

Danmark kunne med ændringerne i neutraliteten fortsætte sin handel, men England og Frankrig genoptog krigen i maj 1803. Efter Frankrig 2. december 1805 vandt et afgørende slag over Østrig og Rusland ved Austerlitz, beherskede Napoleon nu størstedelen af Centraleuropa, og han opfordrede Danmark til at indlemme Holsten i det nyoprettede [[Rhinforbundet|Rhinforbund]], der bestod af en lang række tyske stater, der tidligere havde hørt til det nu opløste [[tysk-romerske rige]]. Den danske regering gjorde det, ikke på grund af den franske opfordring, men mere for at undgå at blive inddraget i det nordtyske forbund, Preussen var ved at samle under sig til forsvarskampen mod Frankrig. På grund af de franske styrker, som nærmede sig rigets grænser, besluttede manDanmark at opstille et hærkontingent i Holsten for at signalere, at Danmark ikke ville inddrages i nogle af de nordtyske krigshandlinger. Fra oktober 1805 tog kronprinsen og udenrigsministeren fast ophold i Kiel, og statsrådetsstyret var dermed reelt opløst. I de kommende år blev alle beslutninger taget af kronprinsen, enten alene eller i samråd; især med især udenrigsministeren. Efter Frankrigs sejr over Preussen i efteråret [[1806]] erklærede manNapoleon [[21. november]] samme år fra [[Berlin]] [[Kontinentalspærringen]] mod England, som 7. januar året efter svarede igen med erklæring, der forbød neutral skibsfart på Frankrig, franske allierede og havne, som englænderne ikke havde adgang til. DetteDet var et hårdt slag for den danske neutralitetsudnyttelse, og antallet af konflikter med England over opbragte danske skibe steg kraftigt. Efter at Frankrig havde slået de sidste rester af den preussiske hær og derefter slået den russiske hær på flugt i efteråret 1807, indgik Rusland og Frankrig [[freden i Tilsit]] [[7. juli]] [[1807]]. Heri indvilligede Rusland at tilslutte sig Kontinentalspærringen, og i en hemmelig bestemmelse blev det aftalt, at de øvrige neutrale europæiske lande skulle tvinges til det samme. Da dettedet blev kendt ibesluttede England, besluttede man at give Danmark et ultimatum: Danmark måtteskulle enten tilslutte sig den engelske alliance eller udlevere flåden som pant for landets fortsatte neutralitet. Baggrunden for dennedette beslutningultimatum var dels mistro til, at Danmark ikke ville eller kunne forsvare sig mod den fransk-russiske alliance, og dels franske rygter startet af franskmændene om, at Frankrig ville indlemme den danske flåde i sin egen. For Danmark var disse krav helt uantagelige,: forhvis man allierede man sig med England, ville landet helt sikkert blive rendt overløbet endeoverende af Frankrig og Sverige, og englændernes mulighed for at forsvare Danmark var urealistiskeurealistisk. <ref>Scocozza 99 s. 204-205</ref>

Uden en formel krigserklæring landsatte englænderne 16. august 1807 en større styrke på Sjælland ved Vedbæk. Da den danske hovedstyrke befandt sig i Holsten sammen med kongen og kronprinsen, måtte den nyudnævnte kommandant [[Ernst Peymann]] derfor kæmpe med overvejende utrænede landeværnssoldater. <ref>Lindeberg s. 94-95</ref> Efter en engelsk belejring af København kom det til kampe syd for hovedstaden. Således blev en større dansk landeværnshær slået i [[slaget ved Køge]] 29. august. <ref>Lindeberg s. 110-111</ref> Da ethvert forsøg på at slå de engelske landstyrker mislykkedes, og da flåden ikke var kampdygtig, men stadig var oplagt, for ikke at udfordre englænderne, gjorde man sig klar til et engelsk stormangreb. Dette kom aldrig, men i stedet blev København i nætterne mellem [[2. september|2.]] og [[6. september]] det første offer for en bombning af en civilbefolkningcivilbefolkningen. 1600 indbyggere blev dræbt og lige så mange såret. Efter den sidste nats bombardementer opgav Peymann og overgav betingelsesløst byen til englænderne, noget han senere blev dømt til døden for. Englænderne overtog nu alle de danske skibe, der lod sig klargøre, mens de ødelagde resten og allealt værktøjerværktøj og andre ting af værdi på Holmen. Et tilbud om en engelsk-dansk alliance blev afvist, da manFrankrig allerede havde fået etstillet ultimatum fra Frankrig, hvori man fik: valget ommellem enten at tilslutte sig Kontinentalspærringen eller belave sig på krig. Det engelske overfald på Sjælland var det, der skubbede Danmark i armene på Napoleon, der 31. oktober samme år kunne underskrive en fransk-dansk alliance i Fontainebleau. Danmark var nu officielt i krig med England, og alle danske kolonier blev herefter besat. <ref>Scocozza 99 s. 206</ref>

Resten af krigen kunne Danmark kun hævde sig i de danske farvande ved hjælp af de små, men effektive kanonbåde. HervedMed dem lykkedes det at erobre mindre engelske fartøjer i de danske farvande,. denDen såkaldte [[Kanonbådskrigen|kanonbådskrig]]. <ref>Lindeberg s. 140-145</ref>

Sverige havde, til forskel til Danmark, tilsluttet sig England og mistede [[Finland]] og [[Ålandsøerne]] til Rusland. Danmark blev tvunget til at gå ind i krigen mod Sverige for at få landet til at tiltræde Kontinentalspærringen. Et spansk-fransk hjælpekorps under ledelse af den senere [[Karl 14. Johan af Sverige|Jean Baptiste Bernadotte]] blev sendt til Danmark med henblik på en fælles landgang i [[Skåne]]. Tropperne nåede dog aldrig længere end til [[Kolding]], hvor de var skyld i branden på [[Koldinghus]], hvor de var indkvarteret. Her hørte de spanske tropper om oprøret mod Frankrig i deres hjemland mod Frankrig, og de gjorde herefter mytteri. [[13. marts]] [[1808]] døde [[Christian 7.]], og [[Frederik 6.]] var nu ikke kun konge af gavn, men også af navn. DetteDet mærkedes hurtigt, da det blev pålagt alle kollegier at indhente Frederik 6.'s afgørelse i alle sager, og statsrådsmøderne blev aflyst indtil 1813.

For at holde det følsomme forhold til udlandet i ro og undgå konflikter på grund af rygter i danske aviser, indførte mankongen i 1810, efter kongens ordre, stramme retningslinjer for pressen. Herefter skulle aviser søge om privilegium for at kunne bringe udenlandske nyheder, og dettedet kunneblev fratagesfrataget, hvis manaviserne alligevel trykkede usikre rygter. Fire år senere blev dettedet indskærpetudvidet til forhåndscensur, hvor: politimesteren skulle have tilsendt alle tryksager først, og han kunne så beslaglægge dem, hvis han fandt dem i strid med bestemmelserne af 1799 eller 1810. Denne censurCensuren bestod indtil [[1848]].

I 1812 brød den fransk-russiske alliance sammen, og Sverige og Rusland blev allierede,. og efterEfter Napoleons mislykkede angreb på Rusland tilsluttede England sig denne alliance. Rusland havde lovet Sverige, at man efter krigen ville støtte, at Norge blev overgivet til Sverige som kompensation for tabet af Finland. Efter at Rusland havde tvunget de franske arméerarmeer på tilbagetog i vinteren 1812, prøvede Rusland at få Danmark til at tilslutte sig den anti-franske alliance, men da manrusserne opretholdt kravet om frivillig afståelse af Norge, afviste Frederik 6. tilbuddet. Under våbenstilstanden i sommeren [[1813]] tilsluttede Danmark sig atter Frankrig, som en sidste mulighed for at holde [[Danmark-Norge]] samlet. 11. august begyndte krigen igen, og nu stod Danmark alene sammen med Frankrig. Efter Napoleons nederlag ved Leipzig i oktober kunne de svensk-russiske tropper med den svenske kronprins [[Karl 14. Johan af Sverige|Karl Johan]] (tidligere Bernadotte) vende sig mod Danmark. Der udkæmpedes nogle små afværgelsesslag, menog 6. januar 1814 faldt Glückstadt, og de sidste danske styrker blev indesluttet i Rendsborg. Fredsforhandlinger blev indledt, og 14. januar kunne manblev indgå [[freden i Kiel]], der indbefattedeunderskrevet: afståelsenAfståelsen af Norge til den svenske konge og hans efterkommere. DogDanmark fik Danmarkdog lov til at beholde [[Grønland]], [[Island]] og [[Færøerne]]. I efteråret blev [[Wienerkongressen]] indledt. Her skulle Europa genoprettes efter næsten 20 år med krige. Den danske konge inviterededeltog sig selv tili dette møde mellem alle Europas overhoveder. <ref>Lindeberg s. 218-219</ref>

Krigsårene fra [[1807]]-[[1813|13]] blev præget af stor inflation. Mens lønningerne steg flere hundrede procent, steg kornpriserne endnu mere. Det var ikke billigt at opretholde et hærkontingent i Holsten, og selv om regeringen i 1810 indførte en progressiv indkomstskat for at dække underskuddet, havde man ikke det administrative apparat, der krævedes for at kunne få det nye system til at virke. I stedet dækkede man underskuddet ved at trykke flere pengesedler. I perioden [[1806]]-13 steg den samlede seddelmængdes pålydende værdi til det seksdobbelte, mens sedlernes reelle værdi samtidig faldt betydeligt mere. Staten var i og for sig gået [[Statsbankerotten 1813|bankerot]]. Man prøvede at forhindre situationen i at løbe løbsk ved ''forordningen af 5. januar 1813 om forandring af pengevæsenet''. I denneden blev det bestemt, at en nyoprettet rigsbank skulle afløse [[Kurantbanken|de tidligere banker]] og begynde at trykke nye rigsbankdalersedler. DetteDet betød, at småsparere, folk der havde deres penge bundet i statsobligationer eller lå inde med større seddelbeholdninger med ét blev relativt fattigefattigere. Der gik såledesnemlig ca. ti af de gamle kurantdalere tilpå en ny rigsbankdaler. På længere sigt kunne de nye penge kun komme i [[pari]] ved en stadig inddragelse af sedler. Som om det ikke var nok, blev al fast ejendom i landet pålagt en førsteprioritet på 6 % kaldet bankhæftelsen, der enten kunne indbetales direkte eller forrentes med 6½ % årligt, men en betingelse var, at betalingen skete i [[sølv]]. Da det ikke var til at opdrive sølv, skete betalingen i stedet for i sedler til dagens kurs. Reformen havde dog ikke den ønskede virkning, og snart havde folk lige så lidt tillid til de nye penge, som de havde til de gamle. I september 1813 var en rigsbankdalers værdi således faldet til under en tiendedel. En rentebetaling for bankhæftelsen på f.eks. 10 sølvdaler var hermed blevet til 100 rigsbankdaler eller 600 kurantdaler. Pengesystemet var ved at blive sat ud af kraft gennem privat udstedte betalingsmidler, og situationen blev først bedre efter krigen. <ref>Lindeberg s. 206-207</ref><ref>Scocozza 99 s. 207-208</ref>