Danmarks historie (1660-1814): Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Thomas81 (diskussion | bidrag) m →Eksterne henvisninger: søsterlinks |
en del "dette, således, dog, men og derfor" er korrigeret. Bornholm hørte til Skåne. CS |
||
Linje 1:
{{Danmarks historie}}
'''Danmarks historie ([[1660]]-[[1814]])''' indrammes af to begivenheder, der fik stor betydning for det senere forløb af [[Danmarks historie]]. I [[1660]] mistede [[Danmark]] definitivt [[Skåneland]]ene i kølvandet på [[Svenskekrigene]].
Mod periodens slutning var Danmark involveret i [[Napoleonskrigene]], der kulminerede med, at Danmark gik [[Statsbankerotten 1813|statsbankerot]], og at [[Norge]] blev afstået til kongen af [[Sverige]].
Linje 7:
== Enevælden ==
Danmark var under [[Karl Gustav-krigene]] på nippet til at blive erobret af Sverige, men slap nådigt
=== Arvekonge ===
I juni 1658 havde [[København]]s borgmestre og råd henvendt sig til kongen, [[Frederik 3.]], med ønsket om selvstyre og fritagelse for den svære troppeindkvartering. Samtidig ønskede man, at [[adel]]ens [[godsprivilegium]] blev ophævet, og at København blev gjort til stabelstad for [[Sjælland]] og [[Møn]] ([[monopol]] på al handel til et område). Da [[sverige|svenskerne]] den [[10. august]] [[1658]] stod udenfor byen, opfyldte kongen alle disse ønsker og gjorde samtidig København til fri rigsstad og -stand, hvilket bl.a. indebar, at [[told]] og andre [[afgift]]er, som byen blev pålagt, skulle godkendes af samme. Ligeledes fik byens borgere adgang til [[embede]]r på lige fod med adelen. Grunden til afgivelsen af disse privilegier var den vanskelige situation
Den [[2. august]] 1660 indkaldte [[rigsråd]]et på kongens foranledning til et [[stændermøde]], hvis formål det var at se på mulighederne for at redde landet. Som sædvanlig var kun adelen, [[gejstlighed]]en og [[borgerskab]]et repræsenteret. Stændermødet begyndte 10. august i den store sal på [[Københavns Slot]], hvor de tre stænder var samlet, selvom de mest skulle forhandle hver for sig. Den nye [[rigshofmester]] efter [[Corfitz Ulfeldt]], [[Joachim Gersdorff]], holdt en åbningstale, hvor han roste kongens mod og byens modstandsvilje under [[Københavns belejring|belejringen]]. Derpå blev de første forslag fremsat: indførsel af en konsumtionsskat, en forbrugsafgift på 8% og en stempelafgift.
Linje 15:
Både borgerne og de gejstlige tiltrådte forslaget den [[15. september]] på den betingelse, at alle stænder blev stillet lige; adelen skulle altså også betale. På et fællesmøde [[19. september]] sagde adelen nej, og man var således tilbage ved udgangspunktet.
[[Image:Hans nansen.jpg|thumb|left|Borgmester [[Hans Nansen]] ]]
Denne diskussion var dog allerede blevet overflødig, da borgerskabet den 15. september havde vedtaget et forslag med mere vidtgående reformer. For fremtiden skulle alle [[len|lensindtægter]] gå til kongen, og [[lensmand]]en skulle i stedet aflønnes med en årlig løn. Adelen og bønderne skulle betale en plovskat, og en arveafgift på 2% skulle indføres. Statskreditorene skulle nedskrive deres fordringer, så man kunne få styr på rigets finanser. Samtidig skulle en række kongelige embedsmænd afskediges. [[Vorneskabet]] og [[ægten]], den gratis [[hovkørsel]], skulle afløses af en pengeafgift, hvilket allerede [[Christian 4.]] havde prøvet at gennemføre. Hæren skulle bestå af frivillige soldater, der skulle aflønnes af de bønder, der ville betale sig fra at springe soldat. Flåden skulle primært bestå af armerede handelsskibe, og riget skulle først og fremmest beskyttes udefra med [[diplomati|diplomatiske]] [[alliance]]r. Desuden havde man til glæde for [[købstad|købstæderne]] med i forslaget: tolden mellem landsdelene skulle ophæves, lensmandens indflydelse på valget af borgmestre og rådsmænd afskaffedes og købstæderne skulle have eneret på al handel i deres område. Hver provins skulle have en repræsentant med fri adgang til kongen og rigsrådet, og der skulle holdes årlige provinsborgermøder, og intet vigtigt kunne bestemmes uden stændernes samtykke.
Forslaget blev aldrig indleveret, sikkert fordi bl.a. den københavnske delegation aldrig ville have godkendt det, da der iblandt dem var mange kreditorer, der ikke ville nedskrive deres fordringer. Desuden ville kongen nok ikke have brudt sig om den slet skjulte hentydning
Om adelen opfangede denne splid i borgerskabet vides ikke, men den kom selv hurtigt med et nyt skatteudspil. Nu ville den i stedet for konsumtionsskatten betale 1½ daler af sine tjenere. Borgerskabet svarede, at de ligeledes gerne ville betale de 1½ daler for deres tjenere, men så ville de heller ikke betale konsumtionsskatten. Ligheden var altså vigtigere end betalingen.
Linje 23:
Da borgerskabets repræsentanter fornemmede, at adelen måske snart ville gå med til konsumtionsskatten, fremsatte de 20. september-forslaget, som indeholdt den for adelen helt uacceptable lensreform. Denne taktik virkede, og den [[30. september]] tilbød adelen at betale en konsumtionsafgift. Det nye forslag indeholdt dog højere takster, end de andre stænder havde godkendt, og da regeringen samtidig som tillæg hertil havde vedtaget en stempelafgift, der ensidigt ramte borgerskabet, sagde både borgerne og de gejstlige nej. Stempelafgiften blev undgået ved, at Københavns borgmestre den [[7. oktober]] nægtede at offentliggøre forordningen om selvsamme stempelafgift.
[[Image:Arvehyldningen.jpg|thumb|250px|Arvehyldningen i 1660]]
Dagen efter fremsatte den københavnske borgmester, [[Hans Nansen]], i et lukket møde for borgerskabets repræsentanter et forslag om at tilbyde Frederik 3. riget som [[arverige]]. Efter en henvendelse til gejstlighedens repræsentantskab støttede disse også op om forslaget, og sammen fremlagde de forslaget for rigshofmesteren. Forslaget skulle behandles af rigsrådet, men da det udmærket godt vidste, at det ville betyde enden på rigsrådets magt, hvis dette ikke frit kunne vælge kongens efterfølger, tøvede man med svaret. Da der stadig ikke var kommet svar den [[10. oktober]], gik de to andre stænder i fællesskab i demonstration til rådstuen for at kræve et svar, men rådets førstemand sagde nej med den begrundelse, at rigsrådet ikke var fuldtalligt. Derpå gik
Den [[13. oktober]] gav rigsrådet endelig op, og samme dag nedsatte kongen et udvalg bestående af repræsentanter fra de tre stænder. Dette udvalg skulle finde ud af, hvad der skulle ske, når valgkongedømmet var afskaffet. Dette kunne man imidlertid ikke enes om. Bortset fra et forslag om annullering af [[håndfæstning]]en overlod man det til kongen at sørge for det videre forløb. Den [[16. oktober]] blev håndfæstningen afskaffet, og to dage efter kunne Frederik 3. modtage arvehyldningen på en tribune foran [[Børsen]]. For at kunne sige at hele det danske folk havde gjort kongen til deres arveherre, havde man for syns skyld indkaldt nogle bønder fra [[Amager]] til at aflægge eden på vegne af bondestanden. <ref>Scocozza 99 s. 148-149</ref>
Linje 58:
Som tidligere betød krigen store byrder for baglandet, der dårligt var kommet sig over krigene i 1657–60. Der kom bl.a. formueskatter, [[skat]] på ildsteder og på kvæg, korn- og flæskeydelser, samt tvangsleverancer af [[hø]], [[halm]], [[havre]] og [[hest]]e til rytteriet. Tvangsindkvarteringer plagede både bønder og borgere og dertil kom soldaterudskrivningerne, der fik mange til at stikke af, før de militære myndigheder kunne få fat i dem.
Krigen fortsatte, og i juni 1677 stormede danske tropper Malmø, men led et nederlag. Svenskerne pønsede nu på
===Det gottorpske spørgsmål===
Danmark vendte nu øjnene mod [[Slesvig-Holsten-Gottorp|Gottorp]], for den franske konge havde lovet ikke at blande sig i forholdet mellem Gottorp og Danmark. I 1682 kom det endda til en alliancetraktat mellem de to lande, Griffenfelds gamle kongstanke
[[Image:Christian Albrecht.jpg|thumb|150px|left|[[Christian Albrecht af Slesvig-Holsten-Gottorp|Christian Albrecht]], hertug af [[Slesvig-Holsten-Gottorp]] [[1659]]–[[95]] ]]
Som holstensk hertug angreb Christian 5. i [[1686]] [[Hamborg]], som han mente at hævde overhøjheden over. Hamborg fik
Konflikten med Gottorp og Sverige blev skærpet yderligere, da Danmark sluttede forbund med [[August 2. af Sachsen|August]], konge af [[Polen]] og kurfyrste af [[Sachsen]]
==Det regulerede samfund==
Den skånske krig blev en dyr affære for Danmark, og [[1680'erne]] var fuld af skatter. Godsejere med under 200 tønder [[Fæstebonde|fæstegods]] blev også ramt, selvom de havde været fritaget siden 1670. Dette betød, at en del af disse godsejere måtte opgive deres ejendom, hvilket gav plads til de godsejere, som sørgede for at skaffe sig så meget bøndergods, at de kom over 200-tønder grænsen. Dette gjorde, at man fik en storgodsejerklasse, der kom til at besidde og koncentrere mere jord end den gamle danske adel nogensinde havde, og pga.
[[Image:Rytterskolen Brønshøj 09-04-06.jpg|right|thumb|300px|[[Rytterskole]] i [[Brønshøj]]]]
Staten brugte mange penge, hvoraf militæret
Konsolideringen af enevælden kørte videre på trods af de økonomiske problemer. Da
Frederik 3. havde i 1661 nedsat en kommission, som skulle udarbejde et lovkompleks for hele landet. Dette arbejde kom til at tage over 20 år og udmundede i [[Danske Lov]] fra [[1683]]. Den var hovedsagelig en opsamling af de mest brugbare dele af de tidligere landskabslove. I strafferetten byggede den på [[Jødedom|mosaisk]] rets grundtanke, øje for øje og tand for tand. En ny ting var de hårde straffe til dem, der begik [[majestætsfornærmelse]]. Således blev alle handlinger, der "ville bringe nogen forandring i kongens absolutte arveregering", herunder anti-enevældig [[propaganda]], anset for majestætsforbrydelser og skulle straffes med afhugning af hånd, [[halshugning]] og [[hjul og stejle]]. Danske Lov indeholdte også en trolddomsparagraf, selv om heksebrændinger, siden starten af århundredet, var faldet drastisk. Den sidste fandt således sted i 1693, efter at centralmagten havde sat en stopper for dem.▼
▲Frederik 3. havde i 1661 nedsat en kommission, som skulle udarbejde et lovkompleks for hele landet. Dette arbejde kom til at tage over 20 år og
Staten forsøgte også at skaffe sig magt over [[lav (organisation)|lav]]ene, og i 1681 blev alle lav således afskaffet, idet man i stedet fra centralt hold udarbejdede fælles regler for de samme håndværk over hele landet.
År 1700 kunne kongen afskaffe en
Frederik 4. lavede en del ændringer efter sin tronbestigelse i 1699. Bl.a. blev bøndernes aflønning af karle og tjenestefolk i [[lønnesæd]] forbudt, da det kunne svække fæstebøndernes evne til at svare [[landgilde]] og [[skat]]. Aflønningsmetoden fandt dog sted langt ind i [[1800-tallet]].
I 1701 oprettedes [[landmilitsen]], der skulle nedbringe de store udgifter til den lejehær, Danmark havde. For hver tyve tønder [[hartkorn]] skulle der stilles en karl til militsen, disse skulle så hver søndag efter [[kirke (bygning)|kirke]] træne i eksercits og våbenbrug på en egnet plads bag kirken. Godsejeren, der havde magten til at bestemme hvilke karle der skulle deltage i militsen, fik her et nyt våben mod bønderne, da opsætlige karle og andre
Ikke alle beslutninger var dog dårlige for bønderne. I 1702 blev [[vornedskab]]et på de østdanske øer ophævet, dog kun for drengebørn født efter tronbestigelsen i 1699. Et forsøg på at komme fattigdommen til livs med en fattiglov i 1708 virkede ikke. Ifølge loven skulle der betales en skat til præsterne, som skulle hjælpe dem som ikke kunne sørge for sig selv, men da præsterne ikke fik magtmidler til at inddrive skatterne, løb forsøget ud i sandet. Endnu et forsøg i [[1730'erne]] lykkedes heller ikke. <ref>Scocozza 99 s.155-157+160-161</ref>
Line 90 ⟶ 89:
==Den Store Nordiske Krig==
{{uddybende|Den Store Nordiske Krig}}
Sverige ansås ikke kun som en nabo, som man måtte kunne forsvare sig imod;
[[Image:Battle of Helsingborg print.jpg|thumb|left|Slaget ved Helsingborg]]
Den danske gesandt i Stockholm meldte, at svenskerne var villige til enhver rimelig indrømmelse for at bevare freden, men danskerne ønskede i stedet at benytte den gunstige situation
Befolkningen var også hårdt ramt af krigen, da
I Nordtyskland fortsatte krigen for Danmarks vedkommende. Den nye svenske øverstkommanderende i [[Svensk Forpommern]], [[Magnus Stenbock]], landsatte [[24. september]] [[1712]] en undsætningshær på 10.000 mand på [[Rügen]], således at den svenske hær her kom op på 16-17.000 mand. Da vejen mod øst var spærret af en russisk-sachsisk hær, marcherede hæren imod Karl 12.'s ordrer mod vest ind i Mecklenburg og stødte [[20. december]] sammen med en dansk hær på 12.000 mand ved [[Slaget ved Gadebusch|Gadebusch]]. Den danske hær led nederlag, og de allierede russisk-sachsiske styrker rykkede nu mod vest for at komme Danmark til undsætning. Da Stenbock nu var fanget mellem to hære, besluttede han at gå direkte mod Danmark i den tro, at russerne og sachserne ville forblive i [[Pommern]]. Omkring nytår 1713 overskred Stenbocks tropper grænsen til [[Holsten]], skarpt forfulgt af de russisk-sachsiske styrker. 9. januar brændte svenskerne [[Altona]] ned til grunden, hvorefter de kæmpede sig videre til den gottorpske fæstningsby [[Tønning (Slesvig)|Tønning]], hvor de blev sluppet ind. En
== Den fredelige periode ==
=== Stavnsbåndet ===
{{uddybende|Landboreformerne|Stavnsbåndet}}
Efter krigen forsatte kongemagten med at prøve at få indflydelse på landbosamfundet. Således blev godsejerne pålagt at føre retsgyldige fæsteprotokoller, der så kunne påvise, hvad der var blevet aftalt parterne imellem. Desuden blev det forbudt at sætte landgildet op i fæstets løbetid.
I krongodsets 12 distrikter blev der mellem [[1721]]-[[1727|27]] opført omkring 250 [[rytterskole]]r til almuens børn. Kredsen omkring kongen og enkelte storgodsejere fulgte senere dette eksempel, men der manglede stadig en ensartet skolegang.
Line 107 ⟶ 106:
En af Christian 6.s første handlinger som ny konge var, [[30. oktober]] [[1730]], at ophæve landmilitsen, en beslutning der dog var alt andet end populær hos godsejerne. Da frigørelsen fra [[vornedskab]]et også var slået igennem, betød det, at hæren og godsejerne mistede kontrollen over bondebefolkningen og begyndte at få kongen til at give dem midler til at få henholdsvis [[Fæstebonde|fæstebønder]] og [[soldat]]er.
[[1730'erne]] blev imidlertid præget af en afsætningskrise i landbruget, og kornpriserne kom helt i bund.
Klagerne fortsatte dog fra godsejerne over flere bønder, der lod agerbruget fare, og fra hæren over mangel på mandskab og materiel, så i [[1733]] blev det besluttet at genindføre [[landmilitsen]]. Nu skulle godsejerne stille med en soldat for hver 60 [[Tønde korn|tønder]] [[hartkorn]], hvilket svarede til
Afsætningsproblemerne for korn blev bl.a. løst ved at
Trods de stigende kornpriser blev antallet af udskrevne mænd i 1741
=== Økonomiske kursændringer ===
De dårlige tider betød, at regeringen prøvede at hjælpe byerhvervene til vækst. I Bergen anlagde man et [[Grønland]]s Kompagni, der havde kongeligt privilegium til handel med den fjerne provins, som havde levet i glemsel i over 300 år. Kompagniet gik dog hurtigt fallit, og det blev derfor den norske præst [[Hans Egede]]s missions- og handelsvirksomhed, som genetablerede forbindelsen med Grønland, da han og
Et andet forsøg på at gøre sig uafhængig af landbruget var oprettelsen af ''General Landets Økonomi og Kommerce Kollegium'', der skulle fremme den millitære fabriksproduktion og tekstilmanufakturerne.
[[Christian 6.]] selv brugte
=== Pietisme og kontrol med samfundet ===
{{uddybende|Pietisme}}
Under [[Frederik 4.]] blev han og hans hof påvirket af den [[pietisme|pietistiske]] vækkelsesbevægelse, der byggede på den enkeltes inderlige fromhed og gudsfrygt samt indre og ydre mission.
[[Image:Vajsenhuset paa Nytorv.jpg|thumb|right|Vajsenhuset på Nytorv i København]]
Desuden kom en kongelig sabbatforordning i 1730, der foreskrev, at ingen måtte udeblive fra søndagsgudstjenesten, og skete
I 1735 opstod under pietismens fremmarch en åndelig borgerkrig i København, og byens prædikestole genlød af skænderier mellem ortodokse præster, som satte den i det ydre korrekte tro i højsædet, mens deres pietistiske modstandere, der ønskede statsreligionen ændret, appellerede til den enkeltes inderlige kristentro.
Anderledes gik det, da man 13. januar 1736 indførte [[konfirmation]]en for alle landets kristne indvånere og forlangte, at enhver skulle have læst og lært sin [[katekismus]], inden vedkommende bekræftede sin dåb. Dette var både i pietismens og kongemagtens interesse, da det først var efter konfirmationen, at de unge fik ret til at træde ind i de voksnes samfund. Dermed blev indskærpelsen af kristendommens grundlæggende bud en betingelse for, at den enkelte kunne blive opfattet som et medlem af samfundet. Desuden medvirkede kravet om læsning af katekismussen til udbredelsen af læsefærdigheden i de lavere stænder.
Året efter
En stor hindring for udbredelsen af den rette lære til den enkelte var den store forskel på, om børn kom i skole og fik lært at læse. Da man efter indførelsen af konfirmationen undersøgte læsefærdigheden hos børn og unge, var billedet alt andet end tilfredsstillende. Derfor kom 23. januar 1739 den store ''forordning om skolerne på landet'', der indførte [[undervisningspligt]] for alle børn. Desværre fulgte staten ikke dette op med penge, og det blev derfor medlemmerne af landbosamfundet, der skulle betale
De stærkt pietistiske strømninger blev yderligere holdt nede, da statsmagten i 1741 forbød de religiøse forsamlingsmøder, som sognepræsten ikke havde tilladt eller kunne være til stede ved. <ref>Scocozza 99 s. 170-171</ref>
==I diplomatisk krig med Sverige==
I 1734 ændredes den politiske situation i Sverige sig, da det russisk-fjendtlige parti Hattene fik flertal i den [[Riksdagen|svenske riksdag]]. Hattene ønskede en hurtig revanchekrig mod Rusland for nederlaget i Den Store Nordiske Krig
Efter Den Store Nordiske Krig havde England og Frankrig stået sammen om at garantere Danmarks besiddelse af Slesvig, men forholdet de to lande imellem havde udviklet sig i en ny retning, og i perioden [[1720]]–[[1740|40]] var England Danmarks nærmeste udenrigspolitiske allierede, men da Frankrig og England endte på hver sin side under den [[østrigske arvefølgekrig]] (1740–[[1748|48]]), benyttede Danmark situationen til at slutte sig til Europas stærkeste magt, Frankrig, der samtidig tilbød større årlige subsidier, end
I 1743 blev visse militskompagnier igen indsat i de hvervede kompagnier, da det nu trak op til en krig mod Sverige. Baggrunden var denne gang kampen om arvefølgen i Sverige. Sverige havde i 1741 indledt den revanchekamp mod Rusland, Hattene havde ønsket i 1740 og krigen var endt med Ruslands besættelse af [[Finland]]. Som betingelse for at trække sig tilbage forlangte Ruslands kejserinde [[Elisabeth af Rusland|Elisabeth]], at Sverige valgte hendes nevøs fars fætter, den gottorpske [[Adolf Frederik af Sverige|Adolf Frederik]], til tronfølger. Svenske bønder ønskede hellere en nordisk union, og med danske pengemidler i ryggen udpegede deres riksdagsrepræsentanter den danske [[Frederik 5.|kronprins Frederik]] til tronfølger. For at sætte magt bag bøndernes krav drog omkring 5.000 dalkarle ind i [[Stockholm]]. De øvrige stænder ville imidlertid ikke miste Finland og fik med militærets hjælp nedkæmpet dalkarlene og gennemtrumfet valget af Adolf Frederik. Danmark prøvede at få et tåleligt forhold til Rusland som modvægt til truslen fra Sverige.
Samme år indgik Danmark en traktat med en helt anden magt
I 1750 bar Danmarks traktat med Frankrig frugt, da det lykkedes at få den svenske konge Adolf Frederik til at give afkald på sine arverettigheder til de gottorpske dele af Slesvig og Holsten. Desuden lovede han, at såfremt arverettigheden tilfaldt ham eller hans slægt, skulle
== Den oplyste enevælde ==
{{Uddybende|Oplysningstiden}}
I midten af 1700-tallet forsøgte kongemagten at gøre sig mere uafhængig af den danske adel ved at benytte borgerlige og udenlandske, adelige embedsmænd. Det største problem ved at gøre
[[Image:Berlingske-tidende-1749-side1.jpg|thumb|left|Forsiden af den første udgave af ''Kjøbenhavnske Danske Post-Tidender'' fra 1749]]
Udover frygten for udenlandsk indflydelse opstod der en ny optagethed af dansk sprog, kultur og historie inden for de højere lag, der som regel var fransk- og tysk-dannede og -talende. Man ønskede, at Danmark blev et selvstændigt kulturland, der kunne tilfredsstille de unges behov for en uddannelse på europæisk niveau. Man igangsatte en sprogrensning, hvor man fandt danske ord til erstatning for de udenlandske ord, der havde sneget sig ind i det danske sprog. [[Ludvig Holberg]] gik således med stor iver i gang med at tilrette de nye udgaver af sine bøger og erstatte fremmedord med danske gloser.
Også inden for kunsten ønskede man, at Danmark skulle hævde sig
[[Ludvig Holberg]] var beundret, men havde også stået meget alene som repræsentant for oplysningstankerne
== De første landboreformer ==
{{uddybende|Landboreformerne}}
===A.G. Moltke overtager styret===
I [[1746]] døde [[Christian 6.]]
Moltke fremlagde efter magtskiftet en plan
[[Image:Portrait King Frederik V by Pilo.jpg|thumb|Frederik 5.]]
===Borgere spørges til råds===
I [[1755]] indbød det enevældige styre alle "retskafne patrioter" til at indsende forslag, der kunne gavne landets økonomi, og indbydelsen var undertegnet af Moltke selv, som lovede, at de bedste forslag ville blive offentliggjort. Reaktionerne var overvejende positive, og [[1757]]-[[1764|64]] kunne man udsende 8 tykke bind af ''Danmark og Norges oeconomiske Magazin'' med de mange bidrag, der vedrørte alt fra øget [[biavl]] til gennemgribende [[reform]]er af landbolovgivningen. Mange mente, at bøndernes hoveriarbejde og naturalieafgifter burde afløses af pengeafgifter. Enkelte mente, at afvikling af fæstesystemet ville være gavnligt, da bønderne så ville blive selvejere. Landsbyfælleskabet og det gamle vangesystem blev af mange set som en hindring for fremskridt, og det blev foreslået, at man udskiftede landsbyens jorder, så hver gård fik samlet sit
===Landeværnskommissionen===
1757 nedsatte man endelig den landevæsenkommission, som Moltke havde foreslået i 1746, og da han selv tog sæde i den, havde folk store forventninger til resultaterne. Disse forventninger blev dog ikke indfriet, da kommissionen i [[1758]]-[[1760|60]] kun udgav tre love, der nøjedes med at lette udskiftningen af arealer, der var ejet af flere godser i fællesskab. Dog besluttede kongefamilien og ledende embedsmænd at gennemføre nogle af de mange forslag på landboreformer på deres egne godser. [[Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach|Enkedronning Sophie Magdalene]]s gods i [[Hørsholm]] blev således det første. Bønderne fik såkaldt arvefæste, hvilket betød, at de fik samme råderet over deres gård, som hvis de havde været selvejere. Fremover skulle de
===Reorganisation af hæren===
I starten af [[1760'erne]] blev styret opmærksom på, at hæren trængte til en reorganisation. Man ønskede en stor og mere professionel hær, der samtidig var billigere end de hvervede udenlandske regimenter. Forbilledet blev Preussen
Holdningen i regeringskredse skiftede i 1760'erne fra en velvillig indstilling til landbrugstekniske forbedringer til en betragtelse af bondebrugets overgang til frihed og ejendom, som nøglen til afgørende fremskridt. J.H.E. Bernstorff gennemførte som den første en mere varig model for de danske landboreformer, da han solgte gårdene under godset Bernstorff i landsbyerne [[Gentofte]], [[Ordrup]] og [[Vangede]] til fæstebønderne. Hoveriet blev afløst af en pengeafgift, landsbyjorderne udskiftet og gårdene udflyttet. Fremover skulle husmændene ernære sig udelukkende som landarbejdere eller håndværkere, og der blev lagt vægt på, at de ved udskiftningen kun fik tildelt så meget jord, at de kunne have en lille have og græsning nok til en [[Tamkvæg|ko]]. Folkene bag reformerne havde en tro på, at den øgede arbejdskraft, som afløsningen af hoveriarbejdet gav, samt den forbedrede landbrugsdrift på bøndergårdene ville betyde, at der var arbejde nok til at forsørge flere husmænd uden jord. Modellen var imidlertid ikke uden problemer.
* Havde bønderne f.eks. råd til her og nu at købe deres gård? Enten krævede det bedre lånemuligheder eller en så velhavende godsejer, at han kunne lade en stor del af købesummen henstå som prioritet i de nye [[bondegård]]e.
* Hvilke bønder skulle have retten til at købe de velgødede jorde tæt på den gamle landsby?
* Hvem skulle bekoste den dyre udflytningen af gårdene fra landsbyen? Hvis man bevarede fæstesystemet, ville det være godsejeren, da han jo så var ejeren af gårdene, men mange godsejere havde hverken råd eller lyst til
Det sidste spørgsmål blev virkelighed, da mange af de bønder, der i begyndelsen af 1760'erne havde købt krongods, ikke kunne afdrage
== Det gottorpske spørgsmål kommer igen ==
Da [[Den Preussiske Syvårskrig]] udbrød i 1756 mellem [[Preussen]] på den ene side og [[Habsburgske Arvelande|Østrig]], [[Russiske Kejserrige|Rusland]] og [[Frankrig]] på den anden, fik Danmark stor fordel af sine kolonier og aftale med barbareskerne. Mens de store lande lå i krig med hinanden, kunne Danmark, der erklærede sig neutralt, holde handelen i gang.
På trods af neutraliteten bevarede Danmark sin alliancetraktat med Frankrig, og denne blev endda udvidet to år senere,
Året efter i 1765 gik det hele op i en større sammenhæng for Danmark. Sverige havde planer om at generobre det sydøstlige Finland, som de havde måtte afstå til Rusland. Katharina ønskede derfor
== Christian 7. ==
Det var indledningen på en turbulent periode, da [[Christian 7.]] efterfulgte sin far på tronen i [[1766]]. Man mener, han led af [[skizofreni]], og med årene satte sygdommen ham ud af spillet som regent. Sammen med den prostituerede Anna Cathrine Benthagen - "[[Støvlet-Cathrine]]" - turede den unge konge rundt på byens værtshuse og bordeller. Kongen og hans soldekammerater var altid parat til slagsmål, selv med ordensmagten. [[Statsråd]]et greb ind og fik gennemtvunget, at "Støvlet-Cathrine" blev deporteret til [[Wandsbeck]] i [[Holsten]], hvorfor hun modtog en årlig ydelse på 400 rigsdaler.
[[Image:Christianviidenmark.jpg|thumb|left|150px|Christian 7.]]
Fra starten af den ny konges regeringsperiode skete der en del ministerafskedigelser, og de nye ministre sad ganske kort tid, så man fornemmede hurtigt, at kongen havde i sinde at regere, og han var til fals for intriger. Afskedigelserne gjorde det dog også svært at finde et egentligt program for kongens regering, da dette blev bestemt af den minister, der for tiden havde kongens gunst. Dog var de fire excellencer fra faderens tid: [[J.H.E. Bernstorff]], [[Otte greve Thott|Otto Thott]], [[A.G. Moltke]] og [[Ditlev Reventlow]] enige om, at et civilt styre med konseilet som centrum var det rigtige. De fire herrers magtbase var blevet svækket under Frederik 5. bl.a. pga.
Problemet blev løst ved tronskiftet, Ved nedsættelsen af en ny landvæsenkommission i 1766 og oprettelsen året efter af det nye ''Generallandvæsenskollegiet'' anede man dog, at det nye styre ville tage fat på problemerne i landbruget.
For enevælden og militæret var det vigtigt at vide, hvor stor befolkningen var. Det havde indvirkning på de skatter, man kunne inddrive, samt på hærens og flådens forsyning af mandskab. Derfor var interessen for at fremme landbruget netop vigtig, da man gennem forbedringer her kunne understøtte en større befolkning. Stigningen i befolkningen kunne
=== Struensee ===
I maj 1768 tog Christian 7. til Slesvig som forberedelse for en længere udlandsrejse, der skulle komme til at vare resten af 1766. 5. april 1768
[[Image:Enevold Brandt.PNG|thumb|right|Enevold Brandt]]
I sommeren 1770 opholdte hoffet sig i Holsten, og her lykkedes det Struensee at isolere kongen fra andres indflydelse og få udnævnt sin barndomsven [[Enevold Brandt]] til en række hofstillinger, der gjorde ham i stand til at holde opsyn med kongen. Udnævnelsen var skrevet af Struensee
[[Image:Struensees arrestation.jpg|thumb|left|Struensees arrestation]]
Alle disse handlinger betød, at Struensee lagde større afstand til de folk, han burde bygge sin magt på. Den ubegrænsede trykkefrihed betød, at der blev udgivet adskillige smædeskrifter om ham, og først for sent ændrede han det til trykkefrihed under ansvar. Centraladministration var blevet reduceret til et ekspeditionskontor, og ved reorganisationen af bystyret i København havde den fungerende [[magistrat]] og [[Københavns Borgerrepræsentation|borgerrepræsentationen]]s blot i en administrativ skrivelse fået at vide, at deres tjeneste var ophørt. På
Modviljen mod Struensee
Hun levede sine sidste år i den tyske by Celle i sin brors arveland, Hannover, mens Struensee og Brandt blev stillet for en kommissionsdomstol anklaget for majestætsforbrydelse. Efter at de begge blev dømt skyldige, blev de 28. april 1772 taget til Østre Fælled, og i henhold til === Høegh-Guldbergs styre ===
Den [[13. februar]] 1772 lod kongen oprette et gehejmestatsråd som erstatning for konseilet, som Struensee havde nedlagt to år tidligere. Den nye herskerkreds bestod af enkedronning [[Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel|Juliane Marie]], hendes søn
Høeg-Guldberg tog ikke selv sæde i statsrådet, men lod sig i [[1774]] udnævne til arveprinsens gehejmekabinetssekretær, hvilket svarede til den position, som [[A.G. Moltke]] og Struensee tidligere havde haft. I lighed med Struensee styrede han for det meste gennem kabinetsordrer, som han selv udformede og fik underskrevet af kongen, hvorefter de blev sendt til formel godkendelse og underskrivelse i statsrådet. Dermed havde statsrådet ikke nogen reel magt, og
A.P. Bernstorff havde
Høegh-Guldberg-styret havde også taget ved lære af andre af Struensees fejltagelser og var meget optaget af danskheden. Dette udmøntede sig den [[15. januar]] [[1776]] i udstedelsen af [[indfødsretsloven]], som betød, at statsembeder for fremtiden kun kunne besættes af folk, der var født i kongens lande. Den ligestillede således [[danskere]], [[nordmænd]] samt [[holstenere]] og var derfor ikke en nationalistisk lov udelukkende baseret på dansk sprog og kultur. Den gav alligevel anledning til festligholdelse i de danske borgerlige kredse, da man her i mange år havde set sig forbigået til fordel for udenlandske indvandrere i statsstyrelsen. <ref>Scocozza 99 s. 188-190</ref>
Line 216 ⟶ 217:
{{uddybende|Florissante periode}}
[[Image:Parti af Frederiksholms Kanal 1794.jpg|thumb|Parti af Frederiksholms Kanal]]
Da Frankrig i 1778 erklærede krig mod England i forbindelse med [[USA's uafhængighedskrig|den amerikanske uafhængighedskrig]], betød det et stort opsving for den neutrale søfart. De krigsførende nationers
For A.P. Bernstorff kom hans kontrabandeaftale med England til at betyde hans afgang, da Høegh-Guldberg udnyttede russernes vrede over, at en række af deres store eksportartikler var blevet defineret som kontrabande. Med freden i [[1783]] vendte konkurrencen fra de andre europæiske handelsflåder tilbage, og den danske handel gik stærkt tilbage. En større krise blev kun afværget ved, at regeringen stillede lånekapital til rådighed for en række af handelshusene.
== Frederik 6. overtager ==
En af grundene til Bernstorffs afskedigelse var frygten for, at han, sammen med kronprins Frederik, skulle tage magten i statsrådet gennem et kup. Kronprinsen blev ifølge Kongeloven myndig i 1781, da han fyldte 13 år, men ved at udsætte hans konfirmation
[[4. april]] [[1784]] blev [[Frederik 6.|kronprins Frederik]]
De afsatte magthaveres skæbne blev dog meget mildere end den, der
== De store landboreformer ==
{{uddybende|Landboreformerne|Stavnsbåndet}}
Det nye styre havde heller ingen decideret landbrugspolitik, men i 1785 vandt tilhængerne af landbrugsreformer et afgørende slag. Rentekammerets unge chef [[Christian Ditlev Reventlow]] havde set svarene på rentekammerets undersøgelse af konsekvenserne af godsejernes udnævnelse af syns- og skønsmænd.
[[Image:Frihedsstøtten 2005-02.jpg|thumb|left|200px|[[Frihedsstøtten]] i København. Grundstenen lagt 1792]]
Kronprinsen var positiv over for dette og bad Reventlow udarbejde et forslag til fremlæggelse i statsrådet. Reventlows forslag, der lå klar 11. juli 1786, pegede på, at der burde rettes op på det usikre retsforhold mellem godsejerne og fæstebønderne. Desuden mente han, at emner som fæsteindgåelse, hoveri, stavsbånd og pryglestraffe burde inddrages. Revetlow anbefalede, at man nedsatte en landbrugskommission, der skulle se nærmere på det hele.
Alle disse ændringer fik [[Joachim Otto Schack Rathlou|J.O. Schack Rathlou]] og [[Frederik Christian Rosenkrantz|F.C. Rosenkrantz]] til at trække sig tilbage fra deres
[[Soldat]]pligten påhvilede stadig kun bønderne, og da man afskedigede flere og flere af de
Stavnsbåndets afvikling var dog ikke det bedste, der kunne ske for regeringen, da
=== Den jyske proprietærfejde og revolutionere efterdønninger ===
Da de jyske godsejere i juni 1790 mødtes på det årlige jyske kapitalmarked i Viborg (det såkaldte snapsting), snakkede
{{citat|Ordener hænger man på
I december afskaffedes politimesterens myndighed i straffesager, som fremover skulle behandles ved domstolene, der skulle dømme efter de strengeste straffebestemmelser i [[Danske Lov]]. Året efter blev det meddelt fra regeringen, at man ikke ville føje bønderne i hoveristriden, men opfordrede parterne til at nå til et forlig om nuværende og fremtidigt hoveri. Statsmagten forbeholdt sig ret til at gribe ind, hvis det viste sig umuligt at nå til enighed. Dog gjorde man det klart, at man ville lægge sig fast på det høje niveau, hoveriet i forvejen var skruet op på, og bønderne fik således ikke noget ud af at forhale en forhandling ved at inddrage staten heri. I 1791 blev opdelingen i bondestanden endnu tydeligere, da det blev forbudt
Landboreformernes hastige gennemførelse skyldtes først og fremmest den store byrde, husmændene og landarbejderne overtog fra hoveriarbejdet. Disse to grupper blev nu en ny underklasse, hvis kår blev klart forværret efter landboreformerne og gjorde dem til
Landboreformerne betød
== Opblomstring af handelen ==
{{uddybende|Florissante periode}}
[[Image:Denmark-Norway and possessions.png|thumb|Danmark-Norges besiddelser o. [[1800]]]]
I 1792 forbød Danmark som det andet europæiske land sine indbyggere i at deltage i eksporten af negerslaver fra [[Afrika]] til [[Amerika]]. Et egentligt forbud mod slaveriet var det ikke, og dette stoppede da også først på [[de dansk-vestindiske øer]] i [[1848]]. Forbuddet fik virkning fra 1803, og
Den store opblomstring, der havde været i handelen under [[Den Preussiske Syvårskrig]], var forsvundet i takt med at de krigsførende nationer efter freden havde genoptaget deres gamle handelsruter. Da [[England]] i [[1793]] trådte ind i krigen mellem [[Frankrig]] og en række andre europæiske nationer i kølvandet på [[Den Franske Revolution|den franske revolution]], kom der igen en opblomstring i den danske handel.
I 1794 [[Christiansborgs brand 1794|brændte Christiansborg]] ned, og året efter blev store dele af København lagt øde i en [[Københavns brand 1795|storbrand]]. Genopbygningen betød, at de fattige, der havde domineret de nedbrændte kvarterer, blev
== Napoleonskrigene ==
{{uddybende|Englandskrigene|Væbnede neutralitetsforbund|Kanonbådskrigen}}
Da udenrigsminister [[Andreas Peter Bernstorff|A.P. Bernstorff]] døde i [[1797]], satte kronprins Frederik for alvor sin politiske vilje igennem i alle spørgsmål.
=== Slaget på Reden ===
{{uddybende|Slaget på Reden}}
I København gjorde man sig klar til englændernes ankomst. Størstedelen af den danske flåde var ikke sejldygtig,
[[Image:02041801-neumann.jpg|thumb|left|Linjeskibene Kronborg og Dannebrog i kamp]]
Den engelske flåde kunne [[30. marts]] passere [[Kronborg]], men holdt sig tæt op af den svenske kyst. Kronprinsen havde, af frygt for krav om fritagelse af [[Øresundstolden|øresundstold]], frabedt sig svensk hjælp i kampen. Derfor anrettede kampen mellem fæstningen og den engelske flåde ikke større skade på nogen af siderne. Ved middagstid samme dag kunne flåden således ankre op ved [[Taarbæk rev]]. Parkers plan var at angribe Konedybslinjen sydfra med halvdelen af flåden, mens to af flådens brandere skulle angribe blokskibene i Kronløbet. Angrebet skulle så afsluttes med en storm på [[Trekroner (ø)|Trekroner]]. De næste dage gik med forberedelser, bl.a. lodning af farvandets dybder og rekognoscering. De engelske skibe sejlede sydover forbi København, da man herfra bedre kunne undgå de danske landbatterier, [[Flådestation Holmen#Sixtus_og_Rigets_flag|Sixtus]], [[Flådestation Holmen#Batteriet_Quintus|Quintus]] og Trekroner. <ref>Feldbæk s. 98-133</ref>
Efter fire timers intens kamp var slaget ikke kommet nærmere en afgørelse. De resterende engelske skibe lå forankret ved stævnen kun 200 meter fra den danske forsvarslinje, der inkluderede både skibe og det tilsyneladende uovervindelige [[Trekroner (ø)|Trekroner]]-batteri, som aldrig indstillede beskydningen af englænderne.
Under disse kampe signalerede Parker til Nelson, at han skulle trække flåden tilbage, men Nelson, der var fast indstillet på at sejre, ignorerede signalet. Det var ved denne lejlighed, at Nelson efter sigende satte kikkerten for det blinde øje og sagde, at han ikke kunne se signalet. Kritikere har efterfølgende forsvaret Parker og hævdet, at Parker aldrig gav ordre til retræte, men i virkeligheden blot gav Nelson tilladelse til at trække flåden ud af kampen, hvis han følte, at det dansk-norske forsvar var for stor en mundfuld.
Men samtidig sendte Nelson kurerer af sted
=== Efterspil ===
Endnu mens den engelske flåde var på vej mod Danmark, ændrede den politiske situation sig drastisk. Den 21. marts havde England påbegyndt fredsforhandlinger med Frankrig. Ligeledes havde man 24. marts udsendt en kurer fra udenrigsministeriet med vigtige depecher, der skulle bane vejen for en politisk forståelse med Rusland. Hvad englænderne ikke vidste var, at [[Paul 1. af Rusland|zaren]]
* at sejle med krigskontrabande.
* at transportere de krigsførendes gods
* at afvise visitation af konvojer
Da
=== Intermezzo ===
Danmark kunne med ændringerne i neutraliteten fortsætte sin handel, men England og Frankrig genoptog krigen i maj 1803. Efter Frankrig 2. december 1805 vandt et afgørende slag over Østrig og Rusland ved Austerlitz, beherskede Napoleon nu størstedelen af Centraleuropa, og han opfordrede Danmark til at indlemme Holsten i det nyoprettede [[Rhinforbundet|Rhinforbund]], der bestod af en lang række tyske stater, der tidligere havde hørt til det nu opløste [[tysk-romerske rige]]. Den danske regering gjorde det, ikke på grund af den franske opfordring, men mere for at undgå at blive inddraget i det nordtyske forbund, Preussen var ved at samle under sig til forsvarskampen mod Frankrig. På grund af de franske styrker, som nærmede sig rigets grænser, besluttede
=== Københavns bombardement ===
{{uddybende|Københavns bombardement}}
[[Image:Gråbrødre Torv efter bombardementet 1807.jpg|thumb|right|Gråbrødre Torv efter bombardementet]]
Uden en formel krigserklæring landsatte englænderne 16. august 1807 en større styrke på Sjælland ved Vedbæk. Da den danske hovedstyrke befandt sig i Holsten sammen med kongen og kronprinsen, måtte den nyudnævnte kommandant [[Ernst Peymann]]
=== Allieret med Frankrig ===
Resten af krigen kunne Danmark kun hævde sig i de danske farvande ved hjælp af
Sverige havde, til forskel til Danmark, tilsluttet sig England og mistede [[Finland]] og [[Ålandsøerne]] til Rusland. Danmark blev tvunget til at gå ind i krigen mod Sverige for at få landet til at tiltræde Kontinentalspærringen. Et spansk-fransk hjælpekorps under ledelse af den senere [[Karl 14. Johan af Sverige|Jean Baptiste Bernadotte]] blev sendt til Danmark med henblik på en fælles landgang i [[Skåne]]. Tropperne nåede dog aldrig længere end til [[Kolding]], hvor de var skyld i branden på [[Koldinghus]], hvor de var indkvarteret. Her hørte de spanske tropper om oprøret mod Frankrig i deres hjemland
[[Image:Kanonbåde 1808.jpg|thumb|left|Briggen Turbulent tages af danske kanonbåde den 9. juni 1808]]
For at holde det følsomme forhold til udlandet i ro og undgå konflikter på grund af rygter i danske aviser, indførte
I 1812 brød den fransk-russiske alliance sammen, og Sverige og Rusland blev allierede
=== Statsbankerot ===
{{uddybende|Statsbankerotten 1813}}
Krigsårene fra [[1807]]-[[1813|13]] blev præget af stor inflation. Mens lønningerne steg flere hundrede procent, steg kornpriserne endnu mere. Det var ikke billigt at opretholde et hærkontingent i Holsten, og selv om regeringen i 1810 indførte en progressiv indkomstskat for at dække underskuddet, havde man ikke det administrative apparat, der krævedes for at kunne få det nye system til at virke. I stedet dækkede man underskuddet ved at trykke flere pengesedler. I perioden [[1806]]-13 steg den samlede seddelmængdes pålydende værdi til det seksdobbelte, mens sedlernes reelle værdi samtidig faldt betydeligt mere. Staten var i og for sig gået [[Statsbankerotten 1813|bankerot]]. Man prøvede at forhindre situationen i at løbe løbsk ved ''forordningen af 5. januar 1813 om forandring af pengevæsenet''. I
== Kilder ==
|