Kammertonen: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
No edit summary |
MGA73 (diskussion | bidrag) Indskrevet A (tone) i artiklen - historikken skal med |
||
Linje 1:
'''Kammertonen''' er [[tone]]n enstreget [[tone|A]], som har [[Frekvens|grundfrekvensen]] 440 [[Hz]]. Dette er den mest brugte frekvens for moderne musik, men i en del klassisk musik bruges frekvenser ned til 436 Hz. Kammertonen er lig '''A''', der er den sjette tone i den diatoniske skala udgående fra tonen [[C (tone)|C]]. Grundtone i A-dur og a-mol.
==Historie==
Linje 7:
Behovet for standardisere kammertonen, i det mindste inden for en by eller et land, blev efterhånden mere påtrængende, og som et redskab til at fastholde en kammertone blev [[stemmegaffel|stemmegaflen]] udbredt.
Men et er at have et redskab at stemme med, noget andet er at få etableret en standard. I løbet af 1700-tallet begynder kammertonen dog at lægge sig i området fra 400 til 450 Hz samtidig med, at der sker en glidende stigning i frekvensen, fordi den højere tone giver en lysere klang, som falder i tidens smag. Fmtl. af hensyn til strygerklangen.
Den [[16. februar]] [[1859]] vedtager den [[Frankrig|franske]] regering, at kammertonen nu skal lægges fast på frekvensen 435 Hz. Dette er den første egentlige fastlæggelse af kammertonen, og denne norm vinder nu indpas også udenfor [[Frankrig]], da man på en konference i [[Wien]] i [[1885]] anerkender ''Pariserkammertonen''.
Linje 18:
I praksis bruger man dog sjældent stemmegafler. I forskellige slags orkestre har man traditionelt stemt alle instrumenter efter et bestemt af de øvrige. I symfoniorkestre stemmer man efter [[obo]]en, mens man i [[bigband]] ofte stemmer efter trompeten.
== Talemåde ==
''Må jeg få (eller bede om) kammertonen'', er et udtryk for at man beder en person om at tale høfligt.
==Se også==
| |||