Cembalo: Forskelle mellem versioner

[[ambitus|Toneomfanget]] er gradvist blevet udbygget fra rennæssancen til barokken. Derfor har cembaloets [[klaviatur]] ikke fast toneomfang, men afhænger af det enkelte instrument og det tidsrum og sted det blev bygget. Typisk toneomfang i rennæsancen var C-c³ (49 toner - ofte med [[kort oktav]] eller [[brudt oktav]]). Senere finder vi omfang som C-d³, G<supsub>1</supsub>-c³ kulminerende med F<supsub>1</supsub>-f³ (61 toner) i det 18. årh. Musikken af fx. [[J.S. Bach]] holder sig indenfor toneomfanget G<supsub>1</supsub>-d³ (35 toner), mens [[Domenico Scarlatti]] kræver F<supsub>1</supsub>-g³ (63 toner).