Johannes Wiedewelt: Forskelle mellem versioner

Fra Wasserschlebe havde Wiedewelt anbefalingsbreve med til direktøren for det franske Akademi i Rom, professor [[Natoire]], der tog venlig imod ham, og gennem hvem han blev kendt med adskillige andre franske kunstnere; til hans omgangskreds kom også andre fremmede mestre til at høre, således tyskeren [[Rafael Mengs]] og italieneren [[Pompeo Battoni]]. Af ganske særlig betydning for ham blev dog frem for alt det nære venskabsforhold, hvori han kom til at stå til den fremragende tyske arkæolog og kunstkender [[Johann Joachim Winckelmann]], grundlæggeren af den nyere tids antikstudium. Sammen studerede Winckelmann og Wiedewelt hvad der på den Tid fandtes i Rom af oldtidens billedhuggerarbejder, og den store lærde vejledede sin unge ven til deres rigtige forståelse, opmuntrede ham til at tegne så meget som muligt efter dem og har sikkert ikke forsømt nogen lejlighed til at indskærpe ham den grundsætning, som Wiedewelt senere hævdede i sit lille skrift ''Tanker om Smagen udi Kunsterne i Almindelighed'', at den fremadstræbende kunstner gør stor uret mod sig selv og mod sit kald, dersom han giver sig til at arbejde efter naturen, før han grundig har studeret antikken og tilegnet sig dens ånd og stil. Dette skrift har sandsynligvis påvirket [[Bertel Thorvaldsen]] i retning af den internationale [[nyklassicisme]].<ref>[[Mikkel Bogh]]: Bertel Thorvaldsen, ISBN 87-7248-531-0, side 10</ref>▼