Proterozoikum: Forskelle mellem versioner

'''Proterozoikum''' ({{el sprog}}: ''prōtosprōtos'' for første og ''zoon'' for dyr; 'første dyrs tidsalder') er den yngste [[æon]] i [[Prækambrium]].

Den gennemsnitlige temperatur var på −50 °C og havenes isdække var over en kilometer tykt. De fleste mikroorganismer uddøde men nogle overlevede i nærheden af ''[[Black smoker]]s'' og andre vulkanske kilder. Den kolde, tørre luft bidrog ikke til gletschernesgletsjernes vækst og store områder blev dækket af løss. Vulkanerne udsender konstant CO₂ til atmosfæren og da den manglende regn ikke udvaskede CO₂, akkumuleredes drivhusgassen i atmosfæren. Den globale temperatur blev øget og havisen smeltede.

I løbet af 10 millioner års normale vulkanske uddunstninger blev CO₂-indholdet i atmosfæren forøget 1.000 gange (350 gange nutidsværdi). Drivhuseffekten fik is og sne til at smelte ved ækvator men fugtigheden fra den smeltende is blev afsat på de højere breddegrader som gletscheregletsjere. Den faldende albedo fra de isfrie, tropiske havområder fik dog Jorden til at optage mere solenergi og den globale temperatur accelererede. I løbet af århundreder blev den dybfrosne planet afløst af en varm og våd verden.

Den højere temperatur fordampede mere havvand og drivhusgasserne vanddamp og CO₂ forøgede drivhuseffekten betragteligt. Overfladetemperaturen steg til 50 °C og øgede fordampningen yderligere. Atmosfæren blev overmættet med vanddamp så enorme nedbørsmængder blev udløst. Regnen udvaskede CO₂ fra atmosfæren og den sure regn eroderede de klipper der tidligere var dækket (og svækket) af gletschernegletsjerne. Bikarbonater og andre ioner blev af gigantiske floder transporteret til havene. Da havvandet var undermættet med karbonater blev mægtige kalkstensformationer dannet. CO₂ blev derved udtrukket af atmosfæren og drivhuseffekten blev reduceret til et normalt niveau. De overlevende mikroorganismer udviklede på kort tid en mangfoldighed af nye livsformer i bestræbelserne på at udfylde gamle nicher.