Forskel mellem versioner af "Cromwells erobring af Irland"

#REDIRECT [[Cromwells generobring af Irland]] {{R from other capitalisation}}
'''Cromwells generobring af Irland''' refererer til den generobring som parlamentariske tropper under ledelse af [[Oliver Cromwell]] foretog af [[Irland]] i årene 1649-53 under [[krigen i de tre kongeriger]].
 
I 1649 landede Cromwell og hans nydannede hær i Irland på et mandat fra det engelske parlament. Siden den [[irske opstand]] i 1641 havde Irland langt hen ad vejen været under ledelse af de forenede katolikker, der i 1649 havde underskrevet en aftale med [[det royalistiske parti]], der kort efter led nederlag i [[den engelske borgerkrig]]. Cromwells tropper besejrede de forenede katolikker samt de royalistiske tropper og besatte landet - som altså i sidste ende skulle gøre en ende på den irske forbundskrig. Cromwell gennemtrumfede en række af hårde straffelove mod katolikker der betød en næsten total konfiskation af al katolsk jord. Den parlamentariske generobring var ekstrem brutal og de fleste eksperter påstår at der foregik krigsforbrydelser og nogle endda folkedrab under generobringen. Cromwell er stadig en meget hadet person i Irland. Det er for nylig blevet påstået af en historiker at Cromwells militærstrategi lå inden for de rammer krig forgik indenfor i 1600-tallet, og at hans grusomhed er blevet blæst op til de overdrevne proportioner de har fået i dag af senere propagandister<ref>For example Philip McKeiver in his, 2007, ''A New History of Cromwell's Irish Campaign'' ISBN 978-0-9554663-0-4 and Tom Reilly, 1999, ''Cromwell: An Honourable Enemy'' ISBN 0-86322-250-1</ref>, disse påstande er dog ikke accepteret bredt blandt historikere.<ref>History Ireland, review of "Cromwell: An Honourable Enemy" [http://www.historyireland.com/resources/reviews/review1.html History Ireland]</ref>. Det parlamentariske felttog anslås at have kostet 15-20% af den irske befolkning enten i form af døden eller eksil<ref>Padraig Lenihan, Confederate Catholics at War, p112</ref>.
 
 
== Forudsætninger ==
Det sejrende engelske parlament i den engelske borgerkrig havde flere grunde til at sende en hær til Irland i 1649.
*Der var i 1649 lavet en alliance mellem de det irske katolske forbund og Charles II(den eksilerede søn af den henrettede Charles I) og de engelske royalister. Det åbnede op for at der kunne sendes engelske royalistiske tropper til Irland og at det irske katolske forbunds tropper blev underordnet kommandoen af den royalistiske officer James Butler, jarl af Ormonde. Deres formål var at erobre England og genindføre monarkiet. Det var en trussel som det ny Engelske commonwealth ikke kunne tåle at sidde overhørig.
*Selvom det irske forbunds tropper ikke havde allieret sig med royalister er det tænkeligt at det engelske parlament havde gjort forsøget i en generobring af Irland. De havde allerede sendt tropper til Irland under [[krigen i de tre kongeriger]](de fleste af disse tropper under ledelse af Michael Jones). Disse så Irland som en del af engelsk territorium kun midlertidigt ude af kontrol efter den irske opstand i 1641.
*Derudover ville mange engelske parlamentarister gerne straffe irerne for deres massakrer på protestantiske bosættere(der bosatte sig på land konfiskeret fra indfødte irere på befaling af den engelske trone) i 1641.
*Parlamentet havde rejst lån på 10 millioner pund under den såkaldte spekulantlov anno 1642, hvor kreditorerne fik deres sikkerhed stillet i at de ville blive givet konfiskeret jord fra irske oprørere. For at betale disse kreditorer, ville det være nødvendigt at erobre Irland og konfiskere land.
*Cromwell og mange af hans mænd var puritanere og anså alt romersk-katolsk for at være kættersk, så for dem var generobringen mest at regne for et korstog.
 
== Slaget ved Rathmine og Cromwells landing i Irland ==
 
I slutningen af perioden, som kaldes det Irske Forbund, i 1649 var Dublin den eneste parlamentariske forpost i Irland under oberst Michael Jones kommando. Ved Rathmines syd for Dublin samledes en styrke bestående af såvel royalistiske samt tropper fra det irske forbund under ledelse af James Butler, 1.hertug af Ormonde, styrken havde i sinde at erobre Dublin for at fratage parlamentaristerne den havn de havde planlagt at lave deres landgang via. Men styrken blev imidlertid udsat for et overraskelsesangreb fra Jones 2.august, der bragte dem på flugt. Jones hævdede at have dræbt 4000 soldater og tilfangetaget 2517.<ref>McKeiver, A New History of Cromwell's Irish Campaign, page.59</ref>Oliver Cromwell kaldte slaget, "et forbavsende guddommeligt lykketræf der er så fantastisk og belejligt som vi kun kunne have drømt om",<ref>Antonia Fraser, Cromwell, our Chief of Men (1973), p. 324</ref> hvilket betød at han havde en sikker havn at landsætte sin styrke via og at han kunne bibeholde hovedstaden. Mens admiral Robert Blake blokerede den resterende del af den royale flåde under ledelse af Ruprecht Pfalzgreve af Rhinen ved Kinsale, kunne Cromwell gå i land i Irland 15.august med 35 skibe fyldt med tropper og udstyr. To dage senere gik Henry Ireton i land med yderligere 77 skibe.<ref>Fraser, Cromwell our Chief of Men, p.326</ref>
 
Ormondes tropper trak sig i forvirring tilbage fra området fra Dublin. De var stærkt demoraliseret efter nederlaget ved Rathmines og var ude af stand til at kæmpe et organiseret slag på kort sigt. Ormonde håbede nu på at være i stand til at bibevare de befæstede byer på østkysten det ville kunne standse Cromwells fremdrift for vinteren da han ville komme til at mangle forsyninger, og dermed kunne Ormonde håbe på at sygdom og epidemi kunne skabe uorden i Cromwells hær.<ref>Padraig Lenihan, Confederate Catholics at War, p.113</ref>
 
== Belejringen af Drogheda ==
 
Udover bare at lande, gik Oliver Cromwell i gang med at sikre sig de andre befæstede byer på den irske østkyst for at sikre stabile forsyningslinjer fra England. Den første by der faldt var [[Drogheda]], der ligger omkring 50 kilometer nord for Dublin. Der var en 3000 mand stor styrke af royalister og irske forbundstropper i byen under ledelse af [[Arthur Aston]]. Efter at Cromwells tropper havde indtaget byen effektfuldt, blev størstedelen af garnisonen samt de katolske præster massakreret på Cromwells ordre. Derudover døde mange civile ved plyndringen. Arthur Aston blev slået til døde af rundhovederne med sit eget træben.<ref>Fraser, pp.336-339. Kenyon, Ohlmeyer, The Civil Wars, p. 98</ref> Nedslagtningen af garnisonen i Drogheda blev modtaget med rædsel rundt i Irland og mindes den dag i dag som et eksempel på Cromwells ekstreme grusomhed. Imidlertid er det blevet hævdet i de seneste år(eks. af Tom Reilly''Cromwell, an Honourable Enemy'', Dingle 1999) at Cromwells metoder ikke var usædvanlige for krigsførsel i det 17.årh. Efter at Drogheda var blevet erobret sendte Cromwell 5000 mand nordpå, under ledelse af [[Robert Venables]], for at tilbageerobre Ulster fra resterne af en skotsk pagtkristen hær, der havde været i området siden 1642. De besejrede skotterne i [[slaget ved Lisnagarvey]]. Parlamentaristerne blev derefter mødt af en styrke bestående af bosættere fra Derry under ledelse af [[Charles Coote]].
 
== Wexford, Waterford og Duncannon ==
 
 
== Clonmel og erobringen af Munster ==
 
 
== Scarrifholis og ødelæggelsen af Ulsterhæren ==
 
 
== Belejringerne af Limerick og Galway ==
 
 
== Guerillakrig, hungersnød og pest ==
 
 
== Cromwells bosættelser ==
 
 
== Historisk debat ==
 
 
== Langsigtet betydning ==
 
 
== Kilder ==
 
 
== Yderligere læsning ==
-->
 
[[Kategori:Storbritanniens historie]]
[[Kategori:Irlands historie]]
 
[[de:Rückeroberung Irlands]]
[[en: Cromwellian conquest of Ireland]]
[[es:Conquista de Irlanda por Cromwell]]
[[fr:Conquête cromwellienne de l'Irlande]]
[[pl:Kampania Cromwella w Irlandii]]