Rasmus Rask: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
SpBot (diskussion | bidrag) m robot Fjerner: fi:Rasmus Rask |
|||
Linje 35:
På denne sin lange rejse havde Rask erhvervet sig et måske enestående fond af kundskaber i en mængde og det yderst forskellige orientalske sprog, uden at han derfor havde forsømt de europæiske, både gamle og nye, med hvilke han "for Tidsfordriv" jævnlig havde beskæftiget sig. Med spænding imødeså verden resultaterne af hans rejse; så meget større var skuffelsen hos alle, da det første arbejde, han udgav efter sin hjemkomst, var en ''Spansk Sproglære'' (1824). Overhovedet er der noget gådefuldt i, at så rastløst Rask end vedblev at arbejde i de tilbagestående år af sit liv, så har rejsen dog kun afsat aldeles forsvindende spor i hans følgende omfattende produktion, der, blot med større modenhed og sikkerhed, nærmest fremtræder som en fortsættelse af hans første ungdoms planer og arbejder. Han havde, som han nogle år senere udtrykker sig, fået "Lede til alt det asiatiske". Grunden dertil kan dels have ligget i mindet om alt det, han havde gennemgået på sin rejse, og som han senere kun ugjærne synes at have dvælet ved, dels muligvis også i det ejendommelig springende og spredte i hans karakter, der, som han selv undertiden klagede over, ofte tvang ham til at opgive et arbejde for at tage fat på et helt andet og nu også førte ham ind på emner, på hvilke han lagde endnu større vægt end på det asiatiske, dels endelig i den mangel på virkelig opmuntring og støtte, han fandt her hjemme. Vel fik han i efteråret 1823 bevilget en offentlig understøttelse af 400 rigsdaler årlig i 3 år og senere også udsigt til en belønning af 200-300 rigsdaler, hvis han udgav en interessant afhandling vedrørende den asiatiske litteratur; men ellers var han ved siden af sin ringe løn som underbibliotekar henvist til at leve af almindelige informationer, navnlig i engelsk. Efter at han i 1825 havde afslået en kaldelse til Edinburgh som bibliotekar ved advokaternes bibliotek, blev han vel ansat ved universitetet som ekstraordinær professor i litterærhistorien med særligt hensyn til den asiatiske litteratur; men dels var det ikke dette, han ønskede, dels pålagde denne ansættelse ham blot den pligt at holde forelæsninger, men var ikke forbunden med ringeste tillæg i løn undtagen bibeholdelsen af de ovennævnte 400 rigsdaler. I 1826 blev professoratet i orientalske sprog ledigt ved J.L. Rasmussens død, og Rask håbede nu at blive hans efterfølger; men atter blev han skuffet, i det omstændighederne krævede, at pladsen henstod ubesat i flere år. Endelig, efter at han i 1829 først var rykket op til bibliotekar ved universitetsbiblioteket, nærmede sig dog opfyldelsen af hans ønske, hvad der atter vakte hans interesse for det orientalske, og i december 1831 fik han sin udnævnelse som ekstraordinær professor i de orientalske sprog; men da var han allerede så svag, at han med god grund udbrød: "Jeg frygter, det er for silde".
Som umiddelbare frugter af rejsen fortjener blandt de arbejder, han selv udgav efter sin hjemkomst, kun at nævnes den vigtige afhandling ''om Zendsprogets og Zendavestas Ælde og Ægthed'' (skrevet 1823 som en omarbejdelse af den i Madras affattede engelske afhandling; trykt 1826 i ''Skand. Lit. Selsk. Skrifter'', samme år oversat på tysk af v. d. Hagen), hvori han bl. a. også giver nogle epokegørende bidrag til tydningen af de persiske kileindskrifter, og måske hans sidste lille arbejde om hvislelydenes system, særlig i georgisk, armensk og lappisk, hvilket udkom som program til universitetets reformationsfest 1832. Blandt andre arbejder, som han havde forberedt, kunne nævnes en sammenlignende udsigt over de "malabariske" sprog og en undersøgelse af det lappiske og overhovedet de finske sprogs slægtskab. Et dansk etymologicum, som han havde tilbudt videnskabernes Selskab at udarbejde, blev heller ikke til noget, og hans samlinger hertil er senere forsvundne. For øvrigt udsendte han i denne periode af sit liv grammatikker i en række forskellige sprog, således foruden den spanske navnlig en frisisk (1825), italiensk (1827), dansk (på engelsk, 1830), lappisk og engelsk (1832). Men først og fremmest er det atter nu de nordiske sprog, der
Hvad der dog mest af alt lagde beslag på hans tid og interesser, var kampen for hans ejendommelige retskrivning, hvis begrundelse han har givet i sit største arbejde, ''Forsøg til en videnskabelig dansk Retskrivningslære'' (1826). Dette var for ham en hjertesag, og han førte kampen med en iver og hårdnakkethed, som de fleste vistnok ville finde havde været en større sag og en mindre mand værdig, og hvis følger alle ville være enige om at beklage. Da han intet vilde offentliggøre uden med sin egen retskrivning, lukkedes der efterhånden forskellige veje for ham, hvor man ikke mente at kunne gå ind herpå, og vare de tilhængere, han vandt, snart talte, skaffede han sig selv så mange flere modstandere, virkelige eller indbildte, eller høstede ligefrem spot. Alt dette drog ham ikke blot bort fra vigtigere arbejder, men gjorde ham bitter og virkede både legemlig og åndelig nedbrydende på ham, og dette forøgedes yderligere ved anden modgang, som en efter kort tids forløb atter opløst forlovelse med en datter af Nyerup (hos hvem han efter sin hjemkomst fra den store rejse boede, vistnok indtil Nyerups død 1829) og en polemik fra islandsk side, der atter førte til et brud med det af Rask selv (1816) stiftede "islandske Litteraturselskab", hvis formand han hidtil havde været. Følgen heraf blev, at der til en tiltagende brystsygdom sluttede sig ligefrem sindssyge (forfølgelsesforestillinger), der, ligesom under rejsen i Indien, til tider formørkede hans klare ånd og gjorde hans sidste ensomme år endnu tungere. Først i hans sidste levetid vendte atter ro og mildhed tilbage i hans sind, men hans kræfter vare nu udtømte, og 14. november 1832 døde han.
== Eftermæle ==
| |||