Statskuppet i 1784: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m ,
m wikilink
Linje 7:
Kong [[Christian 7.]] led af en sindssygdom der gjorde ham ganske viljeløs og ude af stand til at regere. Derfor udvikledes der snart hofkliker omkring kongen med det formål at få kontrol over hans person, og dermed kontrol over statens regering. Den første dette lykkedes for var [[J.H.E. Bernstorff]], han efterfulgtes af [[Johann Friedrich Struensee]], og da denne blev væltet ved et kup natten mellem 16. og 17. januar [[1772]] udfyldtes hans rolle af [[Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel|enkedronning Juliane Marie]], dennes søn [[arveprins Frederik]] og Ove Høegh-Guldberg som snart overtog den egentlige kontrol i regeringen.
 
J.H.E. Bernstorffs nevø [[Andreas Peter Bernstorff]] deltog også i denne nye regering som chef for [[Tyske Kancelli]] og udenrigsminister. Men han kom snart i konflikt med Høegh-Guldberg om princippet for regeringens førelse. Bernstorff ønskede mere udpræget [[Kollegium (flertydig)|kollegiestyrelse]], hvilket ville resultere i en større spredning af magtens hos de forskellige chefer for kollegierne (således også ham selv), mens Høegh-Guldberg, enkedronningen og arveprinsen ønskede en bibeholdelse af kabinetsstyret, som sikrede dem grebet om regeringen sålænge de havde kontrollen over kongens underskrift, og derved i realiteten kunne udarbejde deres egne kabinetsordrer. Denne uenighed førte til at Bernstorff blev afskediget [[13. november]] [[1780]], og han trak sig tilbage til sine godser i [[Holsten]].
 
Men det var ikke udelukkende på grund af uenigheder om de politiske principper der foranledigede Bernstorffs afskedigelse. Der var en anden vægtig grund; nemlig kronprins Frederik. Han var ikke længere et barn og med sin fødselsdag i januar 1781 ville han fylde 13 år. Dette var myndighedsalderen ifølge [[Kongeloven]], og det ville betyde at han begyndte at få krav på at tage del i regeringen. Guldberg-styret frygtede at Bernstorff ville alliere sig med kronprinsen og danne en vægtig opposition mod sig<ref>Ole Feldbæk, 2003, s. 233</ref>.