Forskel mellem versioner af "Cromwells erobring af Irland"

Krigens Guerillafase havde været i gang siden den sidste del af 1650 og i den sidste del af 1651, og på trods af hovedstyrken hos irere og royalisterne, har man vurderet at der stadig var 30.000 bevæbnede mænd til at yde modstand mod parlamentaristerne. [[Tories]] (afledt af det irske ord ''tóraidhe'' der betyder forfulgt mand) opererede fra svært tilgængeligt terræn som [[Bog of Allen]], [[Wicklow Mountains]] eller [[Drumlin]] i det nordlige Midlands og de havde i løbet af et par måneder gjort landområderne ekstremt farlige for alle andre end store parlamentaristiske hære. I 1650 gennemførte Henry Ireton en straffeekspedition til Wicklow Mountains - dog uden synderlig succes.
 
I den tidlige del af 1651 blev det rapporteret at ingen engelsk forsyningskonvoj kunne vide sig sikker, hvis de bevægede sig mere end to mil uden for en militær base. Som modsvar ødelagde parlamentaristerne fødevareleverancer og satte civile fra hus og hjem hvis de var mistænkt for at hjælpe Tories. [[John Hewson]] ødelagde systematisk madlagre i [[County Wicklow]] og [[County Kildare]] det samme gjorde Hardress Waller i [[Burren]] i [[County Clare]] og Oberst Cook i [[County Wexford]]. Resultatet var en hungersnød der blev forstærket via udbrud af byldepest.<ref>Lenihan, p.122</ref> Da Guerillekampene fortsatte, bestemte parlamentaristerne, i april 1651, at indføre hvad man kalde ''Free Fire Zone'', hvor enhver ville, "blive dræbt eller ødelagt som fjender og deres kvæg og ejendele ødelagt eller beslaglagt".<ref>James Scott Wheeler, Cromwell in Ireland</ref> Taktikken var lykkedes i Niårskrigen der endte i 1603. Briterne begyndte at sælge de tilfangetagne på lærlingekontrakter til [[de vestindiske øer]] (specielt til [[Barbados]], hvor deres efterfølgere er kendt som [[Redlegs]]). I alt blev der solgt 12.000 irere som slaver under engelsk Commonwealth.<ref>Kenyon, Ohlmeyer, The Civil Wars, p134</ref>
 
Den sidste fase var den der kostede flest civile livet. Kombinationen af krigsførsel, hungersnød og pest forårsagede en høj dødelighed blandt den irske befolkning. William Petty vurderede (I [[Down Survey]]) dødstallet til at være 618.000 i perioden 1641-53, eller rettere 40 % af befolkningen før krigsudbruddet. Han vurderede at over 400.000 af disse var katolikker og at alene 167.000 var døde af hungersnød og krigsrelaterede sygdomme.<ref>Kenyon & Ohlmeyer The Civil Wars, p.278. Scott Wheeler, Cromwell in Ireland</ref>
 
I sidste instans sluttede guerillakampene da parlamentaristerne offentliggjorde betingelserne for overgivelse i 1652, der tillod de irske tropper at drage til kontinentet og tjene i fremmede hære der ikke var i krig med Commonwealth. De fleste tog til Frankrig eller Spanien. De største irske guerillastyrker overgav sig i maj 1652 under betingelser forhandlet på plads i Kilkenny. Man mener dog at der stadig har været omkring 11.000 kæmpende mænd i felten, de fleste i Ulster, i slutningen af året. De sidste formelle rester af den irsk-royalistiske hær overgav sig ved [[Cloughoughter]] i [[County Cavan]] 27.april 1653. Der fortsatte dog med at være en lav grad af guerillakampe som uro og røverbander årtiet ud. Nogle af Tories var blot røvere andre var politisk motiverede. Cromwells folk skelnede mellem "private Tories" og "Offentlige Tories", hvor private var banditter og de sidste var politiske.
 
== Cromwells bosættelser ==