Forskel mellem versioner af "Cromwells erobring af Irland"

m
#REDIRECT[[Cromwells erobring af Irland]]{{from other capitalisation}}
{{harflertydig4|Artiklen indgår i en serie om [[Irlands historie]]}}
 
'''Cromwells erobring af Irland''' refererer til den erobring som parlamentariske tropper under ledelse af [[Oliver Cromwell]] foretog af [[Irland]] i årene 1649-53 under [[krigen i de tre kongeriger]].
 
I 1649 landede Cromwell og hans nydannede hær i Irland på et mandat fra det engelske parlament. Siden den [[irske opstand]] i 1641 havde Irland langt hen ad vejen været under ledelse af de forenede katolikker, der i 1649 havde underskrevet en aftale med [[det royalistiske parti]], der kort efter led nederlag i [[den engelske borgerkrig]]. Cromwells tropper besejrede de forenede katolikker samt de royalistiske tropper og besatte landet - som altså i sidste ende skulle gøre en ende på den irske forbundskrig. Cromwell gennemtrumfede en række af hårde straffelove mod katolikker der betød en næsten total konfiskation af al katolsk jord. Den parlamentariske generobring var ekstrem brutal og de fleste eksperter påstår at der foregik krigsforbrydelser og nogle endda folkedrab under generobringen. Cromwell er stadig en meget hadet person i Irland. Det er for nylig blevet påstået af en historiker at Cromwells militærstrategi lå inden for de rammer krig forgik indenfor i 1600-tallet, og at hans grusomhed er blevet blæst op til de overdrevne proportioner de har fået i dag af senere propagandister<ref>For example Philip McKeiver in his, 2007, ''A New History of Cromwell's Irish Campaign'' ISBN 978-0-9554663-0-4 and Tom Reilly, 1999, ''Cromwell: An Honourable Enemy'' ISBN 0-86322-250-1</ref>, disse påstande er dog ikke accepteret bredt blandt historikere.<ref>History Ireland, review of "Cromwell: An Honourable Enemy" [http://www.historyireland.com/resources/reviews/review1.html History Ireland]</ref>. Det parlamentariske felttog anslås at have kostet 15-20% af den irske befolkning enten i form af døden eller eksil<ref>Padraig Lenihan, Confederate Catholics at War, p112</ref>.
 
 
== Forudsætninger ==
Det sejrende engelske parlament i den engelske borgerkrig havde flere grunde til at sende en hær til Irland i 1649.
*Der var i 1649 lavet en alliance mellem de det irske katolske forbund og Charles II(den eksilerede søn af den henrettede Charles I) og de engelske royalister. Det åbnede op for at der kunne sendes engelske royalistiske tropper til Irland og at det irske katolske forbunds tropper blev underordnet kommandoen af den royalistiske officer James Butler, jarl af Ormonde. Deres formål var at erobre England og genindføre monarkiet. Det var en trussel som det ny Engelske commonwealth ikke kunne tåle at sidde overhørig.
*Selvom det irske forbunds tropper ikke havde allieret sig med royalister er det tænkeligt at det engelske parlament havde gjort forsøget i en generobring af Irland. De havde allerede sendt tropper til Irland under [[krigen i de tre kongeriger]](de fleste af disse tropper under ledelse af Michael Jones). Disse så Irland som en del af engelsk territorium kun midlertidigt ude af kontrol efter den irske opstand i 1641.
*Derudover ville mange engelske parlamentarister gerne straffe irerne for deres massakrer på protestantiske bosættere(der bosatte sig på land konfiskeret fra indfødte irere på befaling af den engelske trone) i 1641.
*Parlamentet havde rejst lån på 10 millioner pund under den såkaldte spekulantlov anno 1642, hvor kreditorerne fik deres sikkerhed stillet i at de ville blive givet konfiskeret jord fra irske oprørere. For at betale disse kreditorer, ville det være nødvendigt at erobre Irland og konfiskere land.
*Cromwell og mange af hans mænd var puritanere og anså alt romersk-katolsk for at være kættersk, så for dem var generobringen mest at regne for et korstog.
 
== Slaget ved Rathmine og Cromwells landgang i Irland ==
 
I slutningen af perioden, som kaldes det Irske Forbund, i 1649 var Dublin den eneste parlamentariske forpost i Irland under oberst Michael Jones kommando. Ved Rathmines syd for Dublin samledes en styrke bestående af såvel royalistiske samt tropper fra det irske forbund under ledelse af James Butler, 1.hertug af Ormonde, styrken havde i sinde at erobre Dublin for at fratage parlamentaristerne den havn de havde planlagt at lave deres landgang via. Men styrken blev imidlertid udsat for et overraskelsesangreb fra Jones 2.august, der bragte dem på flugt. Jones hævdede at have dræbt 4000 soldater og tilfangetaget 2517.<ref>McKeiver, A New History of Cromwell's Irish Campaign, page.59</ref>Oliver Cromwell kaldte slaget, "et forbavsende guddommeligt lykketræf der er så fantastisk og belejligt som vi kun kunne have drømt om",<ref>Antonia Fraser, Cromwell, our Chief of Men (1973), p. 324</ref> hvilket betød at han havde en sikker havn at landsætte sin styrke via og at han kunne bibeholde hovedstaden. Mens admiral Robert Blake blokerede den resterende del af den royale flåde under ledelse af Ruprecht Pfalzgreve af Rhinen ved Kinsale, kunne Cromwell gå i land i Irland 15.august med 35 skibe fyldt med tropper og udstyr. To dage senere gik Henry Ireton i land med yderligere 77 skibe.<ref>Fraser, Cromwell our Chief of Men, p.326</ref>
 
Ormondes tropper trak sig i forvirring tilbage fra området fra Dublin. De var stærkt demoraliseret efter nederlaget ved Rathmines og var ude af stand til at kæmpe et organiseret slag på kort sigt. Ormonde håbede nu på at være i stand til at bibevare de befæstede byer på østkysten det ville kunne standse Cromwells fremdrift for vinteren da han ville komme til at mangle forsyninger, og dermed kunne Ormonde håbe på at sygdom og epidemi kunne skabe uorden i Cromwells hær.<ref>Padraig Lenihan, Confederate Catholics at War, p.113</ref>
 
== Belejringen af Drogheda ==
 
Udover bare at lande, gik Oliver Cromwell i gang med at sikre sig de andre befæstede byer på den irske østkyst for at sikre stabile forsyningslinjer fra England. Den første by der faldt var [[Drogheda]], der ligger omkring 50 kilometer nord for Dublin. Der var en 3000 mand stor styrke af royalister og irske forbundstropper i byen under ledelse af [[Arthur Aston]]. Efter at Cromwells tropper havde indtaget byen effektfuldt, blev størstedelen af garnisonen samt de katolske præster massakreret på Cromwells ordre. Derudover døde mange civile ved plyndringen. Arthur Aston blev slået til døde af rundhovederne med sit eget træben.<ref>Fraser, pp.336-339. Kenyon, Ohlmeyer, The Civil Wars, p. 98</ref> Nedslagtningen af garnisonen i Drogheda blev modtaget med rædsel rundt i Irland og mindes den dag i dag som et eksempel på Cromwells ekstreme grusomhed. Imidlertid er det blevet hævdet i de seneste år(eks. af Tom Reilly''Cromwell, an Honourable Enemy'', Dingle 1999) at Cromwells metoder ikke var usædvanlige for krigsførsel i det 17.årh. Efter at Drogheda var blevet erobret sendte Cromwell 5000 mand nordpå, under ledelse af [[Robert Venables]], for at tilbageerobre Ulster fra resterne af en skotsk pagtkristen hær, der havde været i området siden 1642. De besejrede skotterne i [[slaget ved Lisnagarvey]]. Parlamentaristerne blev derefter mødt af en styrke bestående af bosættere fra Derry under ledelse af [[Charles Coote]].
 
== Wexford, Waterford og Duncannon ==
 
[[Image:kilkenny castle.jpg|250px|thumb|Kilkenny Castle. Det Irske Forbunds hovedstad Kilkenny overgav sig til Cromwell i 1650]]
 
 
''Større artikler [[Plyndringen af Wexford]], [[Belejringen af Waterford]]''
 
Den nydannede hær ([[New Model Army]]) marcherede mod syd for at sikre sig de vigtige havne [[Wexford]], [[Waterford]] og [[Duncannon]]. I Wexford var man vidne til en anden skændig grusomhed, da parlamentariske tropper brød ind i byen, mens der foregik forhandlinger om dens overgivelse, plyndrede den myrdede 2000 soldater og 1500 byboere og nedbrændte det meste af byen.<ref>Kenyon, Ohlmeyer, The Civil Wars, p100</ref> Hvorvidt Cromwell havde et medansvar for plyndringen er omdiskuteret. Han har ikke givet nogle ordrer til en plyndring, og han var i gang med forhandlinger da hans tropper brød ind i byen. På den anden side så man ingen forsøg på at stoppe tropperne og efterfølgende ingen straffende foranstaltninger mod deres handlemåde.
 
Man kan argumentere at angrebet ikke gav parlamentarikerne nogen fordel. Ødelæggelsen af byen betød at parlamentarikerne ikke kunne gøre brug af byen som leverancehavn til deres tropper i Irland. For det andet var resultatet af de massive ødelæggelser man havde påført Drogheda og Wexford blandede. Til en vis grad kan de have virket afskrækkende på eventuel fremtidig modstand.Den royalistiske hærfører Ormonde mente at Cromwells terror havde en paralyserende effekt på hans tropper. Byer som [[New Ross]], [[Carlow]] og [[Kilkenny]] overgav sig straks efter Cromwells tropper havde indledt belejring. På den anden side forlængede terroren modstanden i andre byer, da nogle irske katolikker var overbevist om at de ville blive dræbt overgivelse eller ej. Byer som [[Waterford]], [[Duncannon]], [[Clonmel]], [[Limerick]] og [[Galway]] overgav sig først efter hårdnakket modstand. Cromwell var ude af stand til at erobre Waterford og Duncannon, hvor hans nydannede hær var nødsaget til at fortrække til deres vinterkvarter, hvor mange af soldaterne døde af sygdomme som tyfus og dysenteri (havnebyerne Waterford og Duncannon måtte dog overgive sig efter langvarige belejringer i 1650).
 
== Clonmel og erobringen af Munster ==
 
''Hovedartikel [[Belejringen af Clonmel]]''
 
I det følgende forår omringede Cromwells nydannede hær de resterende befæstede byer i det sydøstlige Irland - mest bemærkelsesværdigt det irske forbunds hovedstad Kilkenny, der overgav sig på de udstukne betingelser. Den nydannede hær fik dens eneste seriøse tilbageslag i Irland ved Belejringen af Clonmel, hvor dens angreb på byens mure blev mødt med et tab på 2000 mand. Byen overgav sig dog dagen efter. Cromwells adfærd ved Clonmel og Kilkenny står i stærk kontrast til hans tidligere adfærd ved Drogheda og Wexford. Selvom hans tropper havde mistet adskillige mænd ved angrebet på de to byer, respekterede Cromwell overgivelsesbetingelserne og der garanterede liv og ejendom for byens borgere og evakuering af de bevæbnede irske tropper der havde forsvaret byerne. Adfærdsændringen kan have sin grund i at den grusomhed hvormed at den første del af krigen blev ført havde ført til langvarig irsk modstand. På den anden side i Drogheda og Wexfords tilfælde fulgte Cromwell sædvanen for kontinental-belejring i midten af 1600-tallet, det vil sige at der ikke blev vist nåde; Selvom det kan hævdes at Cromwells holdning ikke var ændret.
 
Ormonde´s royalister holdt længe det meste af Munster, men blev overlistet af et mytteri ved deres garnison i [[Cork]]. De britiske protestantiske tropper havde indtil 1648 kæmpet på parlamentarisk side og havde siden harmedes over at skulle kæmpe med det irske forbund. Mytteriet lagde vejen åben for Cromwell til [[Munster]] og han besejrede den lokale irske garnison i [[Slaget ved Macroom]]. De irske og royalistiske tropper flygtede på den anden side af [[Shannon]] og ind i [[Connacht]].
 
== Sammenbruddet for den royalistiske alliance ==
 
I Maj 1650 afviste [[Charles II]] sin faders alliance med det Irske Forbund og indgik istedet en alliance med de skotske Covenanter (se [[Bredaaftalen 1650]]). Ormondes muligheder for at gennemføre en sejr blev her totalt undermineret. Herefter offentliggjorde Cromwell meget nådige overgivelsesbetingelser til protestantiske royalister i Irland, og mange skiftede side til parlamentaristerne efterfølgende. Den tilbageværende modstand mod Cromwell bestod efterfølgende kun af irske katolikker og et par få besluttede engelske royalister. Herefter havde mange irske katolikker samt deres præster og bisper svært ved at forstå hvorfor de skulle kæmpe under Ormonde når ikke engang hans konge ville kendes ved ham. I maj 1650 overlod Cromwell føringen med tropperne til [[Henry Ireton]] for selv at tage hjem og udkæmpe den tredje fase af den engelske borgerkrig.
 
 
== Scarrifholis og ødelæggelsen af Ulsterhæren ==
 
''Hovedartikel [[Slaget ved Scarrifholis]]''
 
Tilbage til at kæmpe for irerne og royalisterne var stadig den formidable 6000 mand stærke styrke fra Ulster, tidligere styret af [[Owen Roe O´Neill]], der var død i 1649. Men hæren blev nu ledt af en uerfaren katolsk biskop [[Heber MacMahon]]. Ulsterhæren mødte en parlamentarisk hær, der primært bestod af britiske bosættere, i slaget ved Scarrifholis i juni 1650 i [[Donegal]]. Ulsterhæren blev sendt på en omvej og helt op til 2000 mand af dens mænd blev dræbt.<ref>McKeiver,A New History of Cromwell's Irish Campaign p.167</ref> Dertil skal ligges at MacMahon og mange af officererne i Ulsterhæren blev dræbt i slaget eller tilfangetaget og efterfølgende dræbt. Det eliminerede den sidste stærke modstand i felten for parlamentarikerne og sikrede dem Ulster. Selvom Coote´s hær havde oplevet store tab i [[Belejringen af Charlemont]], hvor de erobrede den sidste katolske bastion i nord, var de nu klar til at drage syd på og indtage den irske vestkyst.
 
== Belejringerne af Limerick og Galway ==
 
''Hovedartikler [[Limericks belejring (1650-51)]] og [[Belejringen af Galway]]''
 
[[Image:John Castle Limerick-seabhcan.jpg|thumb|[[Kong John's Slot (Limerick)|Kong John's Slot]] og Thomond Broen, Limerick by. Ireton erobrede Limerick i 1651 efter en lang belejring]]
 
Parlamentaristerne krydsede Shannon og entrede den vestlige Connaghtprovins i oktober 1650, efter at de havde omdirigeret en irsk styrke i [[Slaget ved Meelick Island]]. Tilliden til Ormonde var blevet svækket efter den konstante strøm af militære nederlag hos såvel de irske som parlamentaristiske tropper, specielt hos folkene fra det irske forbund. I december 1650 flygtede han til [[Frankrig]] og tjansen som hærfører blev overtaget af Ulick Burke of Clanricarde. De irske og royalistiske tropper var blevet trængt inde i det vestlige Irland og satte deres sidste lid til at man ville være i stand til at holde de stærkt befæstede byer [[Galway]] og [[Limerick]]. Disse byer havde fået opført enorme, og for datiden moderne, forsvarsanlæg der ikke kunne erobres med ligetil stormangreb som det var tilfælde med Drogheda og Wexford. Ireton belejrede Limerick, mens Coote omringede Galway, men de var ude af stand til at indtage dem og istedet indledte de en blokade der fremtvang overgivelse grundet sult og sygdom. Et irsk forsøg på at afhjælpe Limerick blev slået tilbage i [[Slaget ved Knocknaclashy]]. Limerick blev erobret i 1651 og Galway året efter. Sygdom tog livet af uvilkårligt mange og Ireton døde sammen med tusindvis af soldater uden for Limerick i 1651<ref>Micheal O Siochru, God's Executioner, Oliver Cromwell and Conquest of Ireland, p.187</ref>.
 
== Guerillakrig, hungersnød og pest ==
 
[[Image:Old-Galway.jpg|344px|thumb|Right|Den stærkt befæstede by, Galway i 1651. Det var den sidste irske bastion der faldt til parlamentaristerne, de overgav sig i 1652.]]
 
Erobringen af Galway betød en afslutning på den organiserede krigsførsel, men kampe fortsatte som små irske tropper der fungerede som guerilla angreb på parlamentaristerne.
 
Krigens Guerillafase havde været i gang siden den sidste del af 1650 og i den sidste del af 1651, og på trods af hovedstyrken hos irere og royalisterne, har man vurderet at der stadig var 30.000 bevæbnede mænd til at yde modstand mod parlamentaristerne. [[Tories]] (afledt af det irske ord ''tóraidhe'' der betyder forfulgt mand) opererede fra svært tilgængeligt terræn som [[Bog of Allen]], [[Wicklow Mountains]] eller [[Drumlin]] i det nordlige Midlands og de havde i løbet af et par måneder gjort landområderne ekstremt farlige for alle andre end store parlamentaristiske hære. I 1650 gennemførte Henry Ireton en straffeekspedition til Wicklow Mountains - dog uden synderlig succes.
 
I den tidlige del af 1651 blev det rapporteret at ingen engelsk forsyningskonvoj kunne vide sig sikker, hvis de bevægede sig mere end to mil uden for en militær base. Som modsvar ødelagde parlamentaristerne fødevareleverancer og satte civile fra hus og hjem hvis de var mistænkt for at hjælpe Tories. [[John Hewson]] ødelagde systematisk madlagre i [[County Wicklow]] og [[County Kildare]] det samme gjorde Hardress Waller i [[Burren]] i [[County Clare]] og Oberst Cook i [[County Wexford]]. Resultatet var en hungersnød der blev forstærket via udbrud af byldepest.<ref>Lenihan, p.122</ref> Da Guerillekampene fortsatte, bestemte parlamentaristerne, i april 1651, at indføre hvad man kalde ''Free Fire Zone'', hvor enhver ville, "blive dræbt eller ødelagt som fjender og deres kvæg og ejendele ødelagt eller beslaglagt".<ref>James Scott Wheeler, Cromwell in Ireland</ref> Taktikken var lykkedes i Niårskrigen der endte i 1603. Briterne begyndte at sælge de tilfangetagne på lærlingekontrakter til [[de vestindiske øer]] (specielt til [[Barbados]], hvor deres efterfølgere er kendt som [[Redlegs]]). I alt blev der solgt 12.000 irere som slaver under engelsk Commonwealth.<ref>Kenyon, Ohlmeyer, The Civil Wars, p134</ref>
 
Den sidste fase var den der kostede flest civile livet. Kombinationen af krigsførsel, hungersnød og pest forårsagede en høj dødelighed blandt den irske befolkning. William Petty vurderede (I [[Down Survey]]) dødstallet til at være 618.000 i perioden 1641-53, eller rettere 40 % af befolkningen før krigsudbruddet. Han vurderede at over 400.000 af disse var katolikker og at alene 167.000 var døde af hungersnød og krigsrelaterede sygdomme.<ref>Kenyon & Ohlmeyer The Civil Wars, p.278. Scott Wheeler, Cromwell in Ireland</ref>
 
I sidste instans sluttede guerillakampene da parlamentaristerne offentliggjorde betingelserne for overgivelse i 1652, der tillod de irske tropper at drage til kontinentet og tjene i fremmede hære der ikke var i krig med Commonwealth. De fleste tog til Frankrig eller Spanien. De største irske guerillastyrker overgav sig i maj 1652 under betingelser forhandlet på plads i Kilkenny. Man mener dog at der stadig har været omkring 11.000 kæmpende mænd i felten, de fleste i Ulster, i slutningen af året. De sidste formelle rester af den irsk-royalistiske hær overgav sig ved [[Cloughoughter]] i [[County Cavan]] 27.april 1653. Der fortsatte dog med at være en lav grad af guerillakampe som uro og røverbander årtiet ud. Nogle af Tories var blot røvere andre var politisk motiverede. Cromwells folk skelnede mellem "private Tories" og "Offentlige Tories", hvor private var banditter og de sidste var politiske.
 
== Cromwells bosættelser ==
 
''Se hovedartiklerne [[Act for the Settlement of Ireland 1652]] og [[Act of Settlement 1662]]''
 
Cromwell påtvang efterfølgende katolikkerne en ekstrem hård bosættelse. Dette menes at have grund i Cromwells dybe antipati mod den katolske religion og for at straffe de irske katolikker for [[den Irske Opstand, 1641]], og specielt massakrerne på protestanterne i Ulster. Derudover havde han også brug for at betale af på sine lån til købmændene i London som havde givet mulighed for felttoget i første omgang på baggrund af [[Adventurers Act]] tilbage i 1642.
 
Alle der havde været impliceret i opstanden i 1641 blev henrettet. De der havde taget del i [[Det Irske Forbund]] fik frataget deres land og solgt som slaver til Vestindien. Selv de katolske jordejere der ikke havde deltaget i krigen mistede deres jord, men var dog berettiget til at kræve det igen i den ufrugtbare provins Connacht som kompensation. Derudover var det ikke tilladt for katolikker fremover at bo i byer. De irske soldater der havde kæmpet i det irske forbunds hær forlod landet for at kæmpe i fremmede hære, i specielt Frankrig og Spanien - William Pette anslår det tal til at være 54.000. Katolicisme blev forbudt og der blev udlovet dusører på fundne katolske præster der blev henrettet når de blev fundet.
 
Det langvarige Parlament havde vedtaget Adventurers Act i 1642 der sagde at kreditorer kunne indkræve deres gæld ved at få tildelt land i Irland. Derudover fik parlamentaristiske soldater der havde kæmpet i Irland tildelt et stykke jord istedet for deres løn, som Commonwealth var ude af stand til at betale. Resultatet heraf blev at tusindvis af soldater fra Cromwells nydannede hær bosatte sig i Irland. Endelig styrkede de protestanter der boede i Irland før krigen deres besiddelse kraftigt (Se også [[Irlands bosættelse]]). Før krigene havde irske katolikker ejet 60% af jorden, efter genindsættelse af Stuartdynastiet i 1660, hvor der var blevet givet en vis kompensation til katolikkerne, ejede de blot 20%. I Commonwealt-tiden var den katolske ejerskabsandel sunket til 8%. Selv efter Stuarternes tilbagevenden i 1660 forblev katolikker forment adgang til statslige jobs, men dog ikke fra at sidde i det irske parlament<ref>Lenihan, p. 111</ref>.
 
== Historisk debat ==
 
 
== Langsigtet betydning ==
 
 
== Noter & kilder ==
{{Reflist}}
 
 
== Yderligere læsning ==
-->
 
[[Kategori:Storbritanniens historie]]
[[Kategori:Irlands historie]]
 
[[de:Rückeroberung Irlands]]
[[en: Cromwellian conquest of Ireland]]
[[es:Conquista de Irlanda por Cromwell]]
[[fr:Conquête cromwellienne de l'Irlande]]
[[pl:Kampania Cromwella w Irlandii]]
21.163

redigeringer