Andreas Schytte: Forskelle mellem versioner

'''Andreas Schytte''' (døbt '''Anders Schytte''')([[16. august]] [[1726]] - [[27. august]] [[1777]]) var en dansk statsvidenskabelig professor og forfatter

 

 

Derefter kom han til at tage fast bo i Sorø, da han [[1759]], samme år, som han var vendt hjem fra udlandet, blev ansat ved Akademiet som professor i offentlig ret og statsvidenskab (Professor juris publici et politices), og han vedblev at virke her indtil sin død, 27. august 1777. 1774 var han bleven justitsråd.

1. bind udkom i samme år, i hvilket han døde.

 

Schytte nærede ligesom hans kollega [[Jens Schielderup Sneedorff]] høje tanker om statsvidenskabernes betydning, og ligesom Sneedorff derved bragtes til at skrive sit værk om den borgerlige regering, således var det den samme opfattelse, der for Schyttes vedkommende satte frugt i den nys nævnte produktion. Han mente rigtignok, at hvis det skulle lykkes at fremstille stats- og samfundsforhold fyldigt, ville det være nødvendigt at skrive en mængde bind, hvad livet ikke levnede ham tid til; ja selve det afsnit, som han nåede længst med, staternes indre historie, fik han ikke bragt til ende. Men det var dog noget betydeligt, at han fik udgivet 5 bind af dette, der sikkert i alle henseender er det vigtigste af hans værker.

 

Hvad der måske først falder i øjnene ved dette skrift, er, at det omfatter langt mere, end vi ville vente efter de krav, vi ville stille til et sådant arbejde. Det giver i virkeligheden alt for meget. Når han nemlig gennemgår de enkelte dele af staternes styrelse, som f.eks. finansstyrelsen med oversigt over statsindtægter og statsudgifter og skattevæsenet, eller, for at tage et andet eksempel, hvad han kalder politiet med justitsvæsenet i det hele taget, giver det ham lejlighed til at dvæle ved de forskellige menneskelige sysler, han behandler da både agerbrug, handel, vindskibelighed (produktion) samt oplysning med videnskab og kunst, og alt det fremstiller han historisk, i det han følger udviklingen deraf fra den tidligste tid og illustrerer sin fremstilling med en mangfoldighed af eksempler og citater.

 

Værket bliver derved i grunden en hel kulturhistorie. Til at løse denne store opgave havde Schytte i

flere henseender gode forudsætninger. Han sad inde med en meget omfattende læsning i mange forskellige retninger, og han var afgjort en åndrig mand, om end undertiden noget søgt åndrig, med en betydelig fremstillingsevne. Vistnok skrev han mindre korrekt og mindre let end Sneedorff, hans sætningsbygning er ikke altid heldig; men han førte en forbavsende livlig pen, og han fremstiller, hvad han vil sige, med stor klarhed. Den forkærlighed, han har for at meddele pikante udtalelser og karakteristiske træk, liver i høj grad op i den pædagogisk-moraliserende tone, som værkets plan let fører med sig.

sat i omløb både hos sine tilhørere og hos læserne iblandt hans dannede samtidige. Han er populær forfatter i dette ords bedste forstand på en lignende måde, hvorpaa [[Ludvig Holberg]] havde været det.

 

Undersøgelser over statssamfundenes oprindelse og statsforfatningernes væsen og værd var i en del af det 18. århundrede yndlingsemner for dem, der syslede med statsvidenskaberne, og Schytte kom da også ind herpå. For ham som for alle her hjemme var [[Charles-Louis de Secondat Montesquieu|Montesquieus]] ''l’ Esprit des lois'' (Lovens ånd) det banebrydende værk med hensyn til sligt. Det var fra det, de havde modtaget den befrugtende indflydelse, selv om de også i meget var uenige med dets berømte forfatter, og næppe har nogen udtalt sin anerkendelse deraf i stærkere udtryk end Schytte.

 

Man mærker også tydelig Montesquieus indflydelse ved Schyttes fremstilling af, hvad han kaldte grundstøtterne for en stat, hvorved han forstod det samme, som Montesquieu kaldte ledende principper; han opstillede nemlig paa den franske forfatters vis æren som grundstøtten i monarkierne, ligesom frygten var det i de despotiske stater, og ligheden, grundet på dyden, var republikkens grundstøtte. Men mens Montesquieu som vel bekendt rokkede det enevældige monarkis grundpiller ved sin berømte fremstilling af den engelske forfatnings fortrin, stillede Schytte sig, ligesom hans forgænger Sneedorff havde gjort, ubetinget under monarkiets fane.

 

 

Det er derfor i det hele langt fra, at Schyttes værk har bragt fart i den politiske eller sociale bevægelse her hjemme. Tvært imod, han passer i mange henseender udmærket ind i den tid, da han skrev sine arbejder, nemlig det [[Ove Høegh-Guldberg|guldbergske]] tidsrum. Således ved den styrke, hvormed han fremhæver statsinteressen ved fastsættelsen af individernes stilling i samfundet og til hverandre, og ved det statstilsyn, som han kræver på mange vigtige punkter. Derfor vil han bl. a. have pressen under skarp kontrol, og derfor er han også i høj grad konservativ med hensyn til [[Landboreformerne|landbospørgsmålet]].

Men hvor lidt nyt Schytte end altså har sat ind, set fra denne side, har han dog betydelig interesse, ikke alene ved sin fremstilling og den mangesidige kundskab, han viser, men også ved det tiltalende indtryk af en ædel human natur, der slår os i møde ved hans skrifter, og ved den fordomsfrihed og sunde sans, hvormed han behandler mange enkelte spørgsmaal. Han har derved gjort sit til at sætte frugtbare tanker i omløb.

 

I sammenligning med ''Staternes indvortes Historie'' har de 2 andre nævnte værker af ham noget mindre interesse; men det bør dog nævnes, at skildringen af ''Staternes udvortes Historie'' er en med stor klarhed og i al sin sammentrængthed med virkeligt liv skrevet fremstilling af den internationale historie fra den [[westfalske fred]] til [[1763]], der var noget virkelig nyt i vor litteratur og var ypperlig skikket til at give datidens læsere et billede af [[Europa]]s nyere politiske historie.

 

*[http://runeberg.org/dbl/15/0415.html Dansk biografisk lexikon, bind XV]

 

 

{{DEFAULTSORT: Schytte, Andreas}}

[[Kategori:Danske historikere]]

[[Kategori:Jurister fra Danmark]]