Prædikerens Bog: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Nallimbot (diskussion | bidrag)
m robot Ændrer: br:Eklesiastes
m overskriftfix
Linje 26:
 
== Indhold i Prædikerens bog ==
====Tomhed====
 
[[Billede:Ecclesiastes.png|thumb|400px|Prædikeren]]
Linje 34:
:''alt er tomhed!'' (Præd 12,8)
 
====Slid og jagen efter visdom og rigdom====
Prædikeren spørger, hvorfor vi overhovedet slider, når det ikke fører nogen vegne hen, og vi ingen udbytte får ud af det (Præd 2,11). Slidet bunder jo også dybest set i indbyrdes misundelse (Præd 4,4), så derfor er en hånd fyldt med hvile, faktisk bedre end to hænde fyldt med slid og jagen efter vind! (Præd 4,5)
Han påviser også gennem sit eget liv, som Salomo, at jagen efter visdom og rigdom dybest set ikke er andet end tomhed og jagen efter vind for:
Linje 50:
:''Også det er tomhed!'' (Præd 5,9)
 
====Tiden og tilværelsens tomgang====
Han siger i sit kendte digt om tiden, at alt har en begyndelse men også en ende, og derfor i bund og grund er ligegyldigt.
:''En tid til at fødes, en tid til at dø.
Linje 61:
:''det, der skete, er det samme som det, der vil ske;
:''der er intet nyt under solen'' (Præd 1,9)
====Uretten i samfundet og tilværelsen====
Prædikeren taler om uretten i samfundet, om de undertryktes tårer (Præd 4,1), om at når man ser undertrykkelse af fattige og brud på ret og retfærdighed i landet, så skal man ikke undre sig, (Præd5,7) for tilværelsen handler om magt:
:''på den mægtige vogter en mægtigere,
Linje 69:
Han har set retfærdige, der er gået til grunde på trods af deres retfærdighed, og uretfærdige, der lever længe, på trods af deres ondskab, derfor slutter Prædikeren, at men ikke skal være for retfærdig, for det bringer i fordærv, og ikke for uretfærdig, for så dør man før tiden, (Præd 7,15-17), nej:
:''Det er bedst, at du holder fast i det ene og ikke lader din hånd slippe det andet.'' (Præd 7,18)
====Sorg og glæde====
Han taler om, at modsat glæde, så er sorg og død noget, som rammer ethvert menneske, ”''for i sorgens hus ender alle mennesker''” (Præd 7,2)
Prædikeren kommer også med nogle udsagn, der kunne betegnes som positive, om at nyde frugten af sit slid, og at intet er bedre end at være glad og finde lykke i livet. Men også disse ”positive” udsagn har en skarp klang af resignation i sig, se f.eks. dette vers:
:''Nyd livet med den kvinde, du elsker, i det tomme liv, Gud har givet dig under solen, for det er din løn i livet og i det, du slider med under solen.'' (Præd 9,9)
Derved bliver nydelsen, en form for bedøvelse i et tomt liv, noget vi kan glæde os over, men som ikke dybest set kan udfylde den tomhed, som tilværelsen er præget af.
====Ungdom, alderdom og døden====
Bogen slutter af med en poetisk perle, hvor den unge mand opfordres til at være glad i sin ungdom, og gøre hvad han vil og være glad, inden alderdommen kommer. Dog er også ungdom og morgenrøde tomhed (Præd 11,9-10). Derefter kommer en hel unik og høj poetisk og symbolsk skildring af aldommen:
:''Den dag, da husets vogtere ryster,'' (dvs når når hænder og arme bliver svage)
Linje 89:
 
Tilsidst skildres døden, som ''sølvsnoren, der brister, og guldskålen, der revner. Støvet der vender tilbage til jorden, hvor det var, og livsånden, der vender tilbage til Gud, som gav den'' (Præd 12,6a.7).
====Gudsbilledet i Prædikerens Bog====
Gudsbilledet i Prædikerens Bog er et forholdsvist dystert billede, hvor Gud er den, der har givet mennesker de ulykkelige plager at udforske og søge visdom (Præd 1,14). Han har lagt menneskene verdens gang på sinde, uden at de kan finde ud af noget som helst (præd 3,11). Han kan give en mand rigdom og ære, men nogle gange giver Gud ham ikke muligheden for at nyde det (Præd 6,2) Det er dog, Gud der har givet os glæde, men det er en glæde i et tomt liv, en glæde der nærmest kan betegnes som et bedøvelsesmiddel i en meningsløs tilværelse.