Thorkild Juncker: Forskelle mellem versioner

Efter endt uddannelse hos [[Østasiatisk Kompagni]] (ØK), gjorde Juncker som direktionssekretær lynkarriere hos konkurrenten Aarhus Oliefabrik og overtog i en ung alder i 1927 posten som direktør. Her udfoldede han sig hurtigt som en dygtig, visionær, benhård og beundret industrileder, som på få år formåede at genrejse et fallitbo til en af landets førende industrivirksomheder. I 1937 stod fabrikken på [[Aarhus Havn]] for 10 % af den samlede danske industrieksport. Junckers bedrift skal ses på baggrund af 1930'ernes dybe og verdensomspændende recession.

Som følge af denne succes blev Juncker i 1930'erne en fra politisk side stærkt ombejlet erhvervsskikkelse. Han blev også direkte inddraget i erhvervs- og råstofpolitikken, mest synligt gennem sit medlemsskab af den af statsminister [[Thorvald Stauning]] og nationalbankdirektør [[C.V. Bramsmæs]] nedsatte [[''Statsministeriets Produktions- og Raastofkommission]]'' [[1937]]-[[1945]]. Han gjorde sig til talsmand for en aktiv statslig industrifremmende politik efter overordnede korporative og planøkonomiske principper og fremhævede i den forbindelse en aktiv forskningspolitik som et centralt element heri. Junckers forskningspolitiske overvejelser og initiativer, fremført såvel i offentligheden som internt i Raastofkommissionen, udmøntede sig i 1942 et forslag om oprettelse af et statsligt teknisk-videnskabeligt forskningsinstitut, som bl.a. skulle arbejde med syntesekemiske og råstofrelaterede problemer.<ref>Produktions- og Raastofkommissionen, (1942) ''Betænkning angaaende teknisk-videnskabelig Forskning''</ref>

I direkte forlængelse heraf vedtog [[Folketinget]] i [[1946]] en lov om oprettelse af Det teknisk-videnskabelige Forskningsråd, Danmarks første forskningråd.

Efter den nazistiske besættelse af [[Danmark]] i [[1940]] anså Juncker den tekniske og videnskabelige forskning som det største aktiv i forhold til at sikre en fleksibel indpasning (dvs. overlevelse) i en europæisk storrumsøkonomi under nazistisks lederskab og han offentliggjorde sine overvejelser herom i den ledende nazistiske organ [''Berliner Börsen Zeitung]'' i februar [[1941]]. I artikelen tilsluttede Juncker sig den nazistiske storrumstankegang, samtidig med at han direkte udfordrede den i [[Berlin]] herskende opfattelse af Danmarks plads i en sådan planøkonomisk indretning, ifølge hvilken [[Danmark]] primært var tiltænkt rollen som leverandør af [[levnedsmidler]]. Under krigenbesættelsen blev Juncker formand for [[Udenrigsministeriets Østrumsudvalg]], der på officielt plan varetog og udviklede det danske erhvervslivs ikke ubetydelige interesser i de erobrede områder mod øst. Ligeledes overtog Juncker i [[1940]] formandsskabet for ''Dansk-Tysk Selskab'' i Aarhus. Efter krigen var disse formandshverv den direkte anledning til, at han betragtedes som nazisympatisør.

I 1947 idømtes han i [[Københavns Byret]] en to års fængselsstraf og fradømt almen tillid i fem år for sin medvirken i hofjægermester [[Jørgen Sehesteds]] statskupplaner i sensommeren 1940. Retten lagde især vægt på indholdet af et af Juncker udarbejdet memorandum, som i sommeren [[1940]] blev overgivet til den tyske SS-Sturrmbanführer Eberhard von Löw. I dette memo tilbød Juncker efter rettens mening sin ekspertise indenfor kolonial råstofhåndtering, logistik og transport til det tredje riges ledereledelse, der som påpeget i memoet manglede erfaringer på dette område. Memoet har siden gennem socialdemokraten Holger Eriksens erindringer givet anledning til myten om, at Juncker under krigen stilede efter at blive [[Hitler]]s koloniminister, hvilket memoet dog ikke giver saglig belæg for.