Sophus Schandorph: Forskelle mellem versioner

'''Sophus Christian Frederik Schandorph''', ([[8. maj]] [[1836]] i [[Ringsted]] – [[1. januar]] [[1901]]) var [[digter]] og uddannet [[teolog]]. Dette er en yderst gennemført person, perfekt til en skoleopgave i Dansk om det moderne gennembrud.

 

 

Faren, Johan Frederik Schandorph (født 1793 i [[Holbæk]] - død 1855, dansk jurist, tidligere byfogedfuldmægtig, godsforvalter, postfuldmægtig), førte som en slags postmester opsyn med statens befordringsvæsen der i byen. Han var en pligttro og flittig mand, jovial, med et lykkeligt glad temperament. Sønnen kom som ældre til at ligne ham, selv om han stadig bevarede inderst inde arv efter sin mere begavede mors noget tunge, temmelig prikne og pirrelige gemyt. Hun var en sjællandsk proprietærdatter, Andrea født Møller (opdraget [[Helsingør]] og i [[København]], gift 1835). I den første og elskværdigste del af sine 2 binds ''Oplevelser'' (1889-98) har Schandorph fortalt, hvilket lykkeligt barndomshjem han og hans yngre broder havde. Det var ham en ublid forandring, da han 1848 sendtes fra fødebyen og dens borgerskole til [[Sorø]] med dens latinskole og opdragelsesanstalt. Hjemløshedsfølelsen befæstede hos ham og drengealderens hang til fantasterier, befordrede en tidlig vakt lyst til at genne virkeligheden fra sig gennem snart sentimentalt, snart satirisk skriveri, skuespil eller tegning. I det sidste Par Skoleår kom han under stærk religiøs påvirkning. Således faldt det som af sig selv, at han gav sig til at studere [[teologi]], efter at han 1855 var blevet student. Han fik også embedseksamen (1862). Men længe forinden havde læsning og ældres omgang gjort det af med hans tro. Dog overlevede den kristne synds- eller angerfølelse godt en halv snes år dogmefaldet i hans sind. Og han synes hele sit liv at have beholdt evne til religiøs andagtsfølelse, - "jeg har", skriver han 1897, "altid et Alter nær ved mig for «den store ubekjendte»".