Thomas Thaarup: Forskelle mellem versioner

'''Thomas Thaarup''' ([[21. august]] [[1749]] - [[12. juli]] [[1821]]) var en dansk digter.

 

Thomas Thaarup i [[København]], hvor hans fader, Niels Thaarup, dengang var isenkræmmer; moderens navn var Anna Margaretha født Stupsack.

 

Faderen blev senere, rimeligvis efter at være gået fallit, tolder på [[Læsø]], og sønnen blev så sat i [[Helsingør]]s lærde Skole, hvorfra han [[1768]] blev dimitteret til [[Københavns Universitet|Universitetet]]; det følgende år tog han 2. eksamen, men videre nåede han ikke i embedsstudierne, da han af naturen var noget doven og desuden tidlig blev optaget af litterære sysler.

 

I ''Almindeligt dansk Bibliothek'' [[1778]] lod han saaledes, anonymt, indrykke en [[elegi]], som Rahbek "stedse har anset for et Mesterstykke i sit Slags". Digteren udtaler sin smertefulde forvisning om, at hans elskede Julie engang vil glemme ham i en andens arme. "O! kan du smile rolig fra en anden Elskers Barm? Gid du kunde, min udvalgte Pige; thi du bør at vorde lykkelig."

 

 

Det begynder: "Du Plet af Jord, hvor Livets Stemme -- steg første Gang fra spæde Bryst"; af digtets 11 vers er det ganske vist kun de 2 første, som har værdi; men i dem hører man også tydelig den idyllisk-elegiske tone, som gjorde Thaarup til ''Høstgildets'' digter.

det danske Parnas: Ewald død . . . Wessel, som før sang til sin Drik, drikker nu til sine Sange, [[Christen Henriksen Pram|Pram]] synger Aviser osv. . . . altsaa hviler det hele Haab nu paa Thaarup og kanske paa Hwiid, men Thaarup er for doven.» Tilmed var Thaarup på dette tidspunkt blevet optaget på anden måde. I 1781 blev han nemlig udnævnt til lærer i [[historie]], [[geografi]], [[filosofi]] og de skønne videnskaber ved Søkadetakademiet.

 

1784 betegner imidlertid et opsving i Thaarups digtning som i det hele taget i vort lands udvikling. Alle fremskridtsmænds håb stod jo til [[Frederik 6.|kronprinsen]], og allerede [[28. januar]] samme år hilste Thaarup denne, på hans fødselsdag, med et kønt, mandigt digt: ''O, Kongesøn! Gid Smigers Stemme -- dig ej forføre til at glemme, -- at Jordens Gud er Støvets Søn!''

 

Da kronprinsen i [[1788]] kom hjem efter felttoget mod [[Sverige]], blev han budt velkommen med en forestilling på [[Det Kongelige Teater]]. Thaarup havde til den skrevet en prolog, der endte med en ''Almuesang'' ("Ej blændet ved en Trones Pragt"), som hele publikum istemmede. Ja, da forestillingen var forbi, gentog man dens sidste vers "med en Højtidelighed, der nærmede sig til den mest brændende Andagt". Noget lignende, skrev ''[[Minerva (tidsskrift)|Minerva]]'', har [[Danmark]] aldrig før set, og få nationer kunne vel opvise magen dertil. Denne almuesang blev, siger Rahbek, "i en Række Aar som en Slags Nationalsang".

 

Et par år i forvejen ([[1786]]) var der ved en koncert på det Kongelige Teater blevet afsunget en kantate af Thaarup, i hvilken han talte varme ord for [[landboreformerne|bondestandens frigørelse]] (2. afdeling begynder: "Hør, Landets Fader! Trældoms Klage "); til kantaten havde han

benyttet [[Johann Gottlieb Naumann]]s musik til den tyske operatekst ''Cora''.

Thaarup blev anmodet om at oversætte den, og derved kom han i forbindelse med skuepladsen. ''Cora'' udkom 1788 og det følgende år oversatte han en fransk operatekst, ''Aline''. Så kom [[1790]], da kronprinsens indtog med Danmarks vordende [[Dronning Marie|dronning]] satte alle patriotiske munde og penne i bevægelse. Til festforestillingen på teatret havde [[Christen Henriksen Pram]] efter opfordring skrevet ''Frode og Fingal''; direktionen var ikke helt tilfreds med det, man syntes, at den patriotiske glæde over formælingen ikke kom tydelig nok frem. Så indleverede Thaarup et tilbud om et lille syngestykke, hvori denne følelse skulde spille en fremtrædende rolle. Tilbudet blev modtaget, og Thaarup skrev så ''Høstgildet'', et syngespil i en akt.

 

Den digtart, vi møder i dette stykke, er den dramatiske idyl. Tilløb til den har vi ganske vist i den tidligere litteratur, bl.a. hos Johannes Ewald; men det er dog Thaarup, der bliver dens egentlige skaber med «Høstgildet».

 

Af handling og karaktertegning er der meget lidt i dette arbejde; det, der bærer det, er den lyriske, idylliskelegiske tone, som særlig kommer frem i de indlagte sange (''Nys fyldte skjøn Sired det attende Aar'', ''Fædrene Bolig, o straatækte Hytte'' og flere). Det er egentlig ''Høstgildet'', som bringer den danske bonde ind i litteraturen, vel at mærke ikke som en fordrukken og forkuet "[[Jeppe på Bjerget}}", men som en mand, man kan have agtelse og sympati for; thi kongen "har adlet Bondens Stand", "Adel kan en Bonde være", og han kan "føle under Vadmels

Kofte". Det er bønder, som ikke "sælge deres Døtre" til den, der møder med det største [[hartkorn]], de er oplyste og udviklede, har sans for fædrelandet og [[almenvellet]] osv. Det er en

 

''Høstgildet'' blev ved opførelsen modtaget med begejstring; "fra Tronen til Hytten, i Hovedstaden og paa Landet", skriver en samtidig anmelder, "nynner og spiller og synger man Stykkets fortræffelige Sange. Baade Digtet og Musikken ere blevne en Nationalejendom."

 

Den lykke, ''Høstgildet'' gjorde, gav Thaarup lyst til et nyt forsøg i samme retning, og så skrev han ''Peters Bryllup'', et syngespil i 2 akter ([[1793]]). I dette arbejde tager han handlingens tråd fra det første stykke op og fører den videre; som helhed står det imidlertid tilbage for ''Høstgildet'', men det har på den anden side mindst lige så stemningsfulde sange som det (f.eks. ''I Dalens Skjød en Hytte laa'', ''I Østen sølvblaa Dagen smiler'', ''Ung Adelsten paa Tinge stod'' og andre).

 

Der kan en gang imellem være en vis kraft i disse taler, men de skæmmes af tidens sædvanlige tilbøjelighed for det svulstige, det bombastiske.

 

I [[1813]] udgav Thaarup ''Moses og Jesus eller om Jødernes og de kristnes intellektuelle og moralske Forhold'', en oversættelse af et tysk skrift (af [[Friedrich Buchholz]]); både i selve skriftet og i den forerindring, hvormed han ledsagede oversættelsen, rettes der mange fanatiske og usande beskyldninger mod jøderne, at deres særkende er "Egennytte, Grumhed og Ladhed m. m.".

 

af [[Friedrich Rühs]].

 

I [[1794]] fratrådte Thaarup sin stilling ved Søkadetakademiet og blev samme år udnævnt til medlem af teaterdirektionen; [[1800]] fik han afsked fra denne stilling i nåde og pension og levede siden mest på en gård ([[Sophiehøj]]), som han havde købt i [[Smidstrup]] ([[Hørsholm Sogn]]).

 

Som digter var Thaarup den blide idyls digter, som menneske var han en hvas og temmelig hensynsløs natur. H. C. Sneedorff sang om ham: "Hans Tale var hvas som Biens Brod, -- hans Sange var som dens Honning". Han var gift med Sophia Magdalena født Lund (født [[1751]] død [[3. juni]] [[1819]]).

 

 

*[http://runeberg.org/dbl/17/0156.html Dansk biografisk lexikon, bind XVII]

 

 

{{DEFAULTSORT: Thaarup, Thomas}}

[[Kategori:Digtere fra Danmark]]

[[Kategori:Personer i oplysningstiden]]