Åbn hovedmenuen

Ændringer

Ingen ændring i størrelsen, for 10 år siden
m
link rettet
At Gram har talt ud af erfaringer, han selv i sin ungdom har gjort, er højst sandsynligt. Og da han allerede som ung student viste den ham egne villighed til at meddele af sit selverhvervede forråd, blev han meget afholdt af sine medstuderende, mens de kyndigste af dem betragtede ham som den, der snart ville overstråle dem alle. En af Grams venner fra de dage var [[Christian Falster]], med hvem han bevarede forbindelsen livet igennem.
 
Allerede fra [[1704]], da Gram havde taget [[filosofikum]], deltog han i de akademiske [[disputation]]er over [[filologi]]ske emner, og sådanne øvelser gav ham den første anledning til at betræde forfatterbanen, hvorved han kom i forbindelse med den berømte [[hamborg]]ske filolog [[Johann Albert Fabricius]], hvem han senere ydede væsentlige litterære tjenester. Tidlig blev han også kendt med [[Frederik Rostgaard]], til hvem han siden var knyttet i 40 år, og med den lærde [[Søren Lintrup]], i hvis ''[[Societas litteraria indagantium]]'' han indtrådte. Selv nævner han biskop [[Jens Bircherod]] i [[Ålborg]] (død [[1708]]) som den, der først gav ham lyst til historiske undersøgelser. [[1705]] tog Gram den da brugelige ''[[baccalaureus]]''-grad, og året efter blev han [[alumne]] på [[Elers Kollegium]]. Den plads, han fik, var bestemt for en [[matematiker]], men skønt det egentlig ikke var hans fag, og [[Ole Rømer]] skal have ytret sig tvivlende, om han kunne udfylde pladsen, viste han dog snart ved nogle afhandlinger vedrørende oldtidens [[matematik]], at han ikke gjorde den ham viste tillid til skamme. For øvrigt var [[teologi]] og filologi hans hovedstudier. I hans hjem næredes det ønske, at han skulle blive præst, men skønt intet ville have været ham lettere end at tage [[teologisk attestats]] med ære, underkastede han sig dog aldrig denne prøve, som ellers dengang blev taget af de fleste studerende, selv om de just ikke havde den gejstlige stand for øje. Derimod erhvervede han [[1708]] [[magister]]graden og ernærede sig nu i nogle år dels ved undervisning, dels som korrektør i [[assessor]] Lauerentzens [[bogtrykkeri]], hvilken sidstnævnte virksomhed han fortsatte også længe efter, at han var kommet i embede. I øvrigt studerede han videre med den ham egne utrættelighed og erhvervede det rige fond af kundskaber i forskellig retning, der med tiden gjorde ham til "Danmarks lærdeste mand".
pladsen, viste han dog snart ved nogle afhandlinger vedrørende oldtidens [[matematik]], at han ikke gjorde den ham viste tillid til skamme. For øvrigt var [[teologi]] og filologi hans hovedstudier. I hans hjem næredes det ønske, at han skulle blive præst, men skønt intet ville have været ham lettere end at tage [[teologisk attestats]] med ære, underkastede han sig dog aldrig denne prøve, som ellers dengang blev taget af de fleste studerende, selv om de just ikke havde den gejstlige stand for øje. Derimod erhvervede han [[1708]] [[magister]]graden og ernærede sig nu i nogle år dels ved undervisning, dels som korrektør i [[assessor]] Lauerentzens [[bogtrykkeri]], hvilken sidstnævnte virksomhed han fortsatte også længe efter, at han var kommet i embede. I øvrigt studerede han videre med den ham egne utrættelighed og erhvervede det rige fond af kundskaber i forskellig retning, der med tiden gjorde ham til "Danmarks lærdeste mand".
 
I [[pest]]ens tid [[1711]], da så mange flygtede, forblev Gram i [[København]] og bestyrede på Lauerentzens vegne det kongeligt privilegerede bogtrykkeri. Da [[konrektor]]en ved Vor Frue skole var bortreven af den frygtelige [[epidemi]], overdrog biskop [[Christen Worm]] Gram det ledige embede, som ganske passede for ham, da han havde både lyst og gaver til at vejlede ungdommen. Senere optog den store bogsamler, juraprofessor [[Christian Reitzer]], ham i sit hus. Gram havde vistnok allerede tidligere benyttet Reitzers udmærkede bibliotek, men nu fik han endnu bedre lejlighed til at fordybe sig deri og blev som en søn i huset. Reitzer har ved en given lejlighed på denne tid karakteriseret Gram som "et ærligt og dydigt Menneske, et ypperligt Hoved, som var lærd og foruden Hebraisk, Græsk og Latin forstod de fleste evropæiske Sprog, ja endog var bekvem til verdslige Sager og af den Færdighed, at han i 1 Time kunde gjøre det, som mange andre skulde være ganske Dage om."
Da Grams formuetilstand var blevet forbedret ved hans ægteskab, opgav han [[1719]] konrektoratet. Han fik det vidnesbyrd, at han havde været en mild og sagtmodig lærer, der havde vist megen godhed mod disciplene; de flittige havde han opmuntret ved belønninger, og de fattige havde han understøttet af sin egen lomme. Han havde tillige lagt en sjælden gave for dagen til at meddele disciplene netop så meget, som de kunne modtage, og at gøre dem alting forståeligt.
 
Efter at Gram havde opgivet skolen, var han i nogle år Københavns Universitets ''notarius'' eller [[Sekretær (arbejde)|sekretær]] og har som sådan forfattet en del programmer og lignende akademiske aktstykker. Der foreligger en række [[disputats]]er af ham ([[1722]]-[[1733]]) over ''[[Septuaginta]]'' (den græske oversættelse af [[Det Gamle Testamente]]) og dens anvendelse i [[Det Nye Testamente]]. Heri imødegår han navnlig den overdrevne forestilling, som visse, især [[katolicisme|katolske]], teologer havde om denne oversættelses værd. I en tilhørers ([[C.F. Munthe]]s) opskrift foreligger en forelæsning fra [[1724]]-[[1725]] af Gram over det [[1. århundrede]]s [[kirkehistorie]], der udmærker sig lige så meget ved grundighed som ved klarhed i fremstillingen. Grams velynder [[Frederik Rostgaard]] tænkte på at udgive [[Ole Worm]]s store brevsamling, der indeholder så rigt et materiale til lærdoms- og [[litteraturhistorie]]n i det [[17. århundrede]], men da han [[1725]] var blevet styrtet fra sin høje embedsstilling og havde forladt hovedstaden, overlod han arbejdet til Gram, som også fuldendte det. Værket var så godt som færdigt fra trykken, da den ødelæggende ildebrand [[1728]] fortærede en stor del af oplaget. Da Grams egen bolig også brændte ved denne lejlighed, viste det sig for alvor, hvor afholdt han var af studenterne, idet en del af dem som et frivilligt brandkorps stillede sig til hans rådighed, hvorved det lykkedes ham af sin store bogsamling dog at redde de indbundne bøger, mens de uindbundne og den største del af hans papirer gik op i luerne.
 
Efter branden, da Gram var husvild, tilbød [[gehejmeråd]] [[Christian Ludvig von Plessen]] ham bolig i sit [[palæ]]. Dette ophold i von Plessens hus blev uden tvivl af afgørende betydning for Grams senere liv. Her blev han nemlig nøje kendt med flere af de mænd, som senere fik statens styrelse i deres hænder, navnlig, foruden ovennævnte gehejmeråd, hans broder [[overkammerherre]] [[Carl Adolf von Plessen]] samt [[IverIvar Rosenkrantz]], mænd, der alle forstod at vurdere hans dybe lærdom og hans indsigt i mange forskellige ting, og som fik ham kær på grund af hans elskværdige væsen og urbane omgangstone, der på en tiltalende måde forenede alvor og [[humor]]. Da regeringsskiftet var foregaaet i oktober [[1730]] ved [[Frederik 4.]]s død og [[Christian 6.]]s tronbestigelse, og da ovennævnte stormænd var kommet i spidsen for ministeriet, blev Gram da også straks udset til nye og betydningsfulde opgaver. Med bibeholdelse af stillingen ved universitetet udnævntes han nemlig [[17. november]] 1730 til [[kongelig historiograf]], arkivsekretær og kongelig bibliotekar, og i anledning af Christian 6.s forestående kroning beskikkedes han [[25. maj]] [[1731]] til [[gehejmearkiv]]ar og fik samme år titel af [[justitsråd]].
 
==Gehejmearkivar og kongelig historiograf==
Hver af de nævnte opgaver var stor nok for én mand, men ingen vil dog kunne sige med rette, at Gram forsømte noget af det, han havde påtaget sig. Hans arbejdskraft var lige så stor som hans flid. Hans akademiske gøremål gik deres vante gang. Han var [[efor]] for [[Borchs Kollegium]] og værge for Trinitatis Kirke, deltog i afholdelsen af eksaminer og i konsistoriums forhandlinger, hvor hans store anseelse gav hans stemme særlig vægt. Dog synes det, at han i sine forelæsninger mindre optog nye emner end tidligere. [[Lektionskatalog]]erne viser nemlig, at han fra [[1733]] stadig, ved siden af de græske profanforfattere, har læst over Ny Testamente, idet han vel nærmest har haft dets sproglige side for øje. Fra [[1740]], da han var blevet Københavns Universitets senior, hvorved forpligtelsen til forelæsninger på den tid bortfaldt, besørgede [[Caspar Frederik Munthe]] som vikar hans forelæsninger. [[1732]]-1733, ligesom også [[1744]]-[[1745]], beklædte Gram [[rektor]]atet ved universitetet. Hans "rolige og sagtmodige" færd gjorde ham særlig skikket til denne æresplads. Da universitetet trængte til en reform, blev der under forsæde af [[statsminister]] Iver[[Ivar Rosenkrantz]] nedsat en kommission for at overveje sagen. I denne var biskop Christen Worm og Gram de vigtigste medlemmer, særlig den sidste, og den nye universitetsfundats af [[31. marts]] [[1732]], som blev resultatet af forhandlingerne, kan for en ikke ringe del betragtes som Grams værk.
 
I det hele satte Christian 6. stor pris på Gram og benyttede ham meget. Undertiden besøgte kongen, uden ledsagelse af andre, ham på biblioteket eller arkivet, og når Gram da havde noget på hjertet, særlig når der var litterære foretagender, som skulle fremmes, benyttede han sådanne lejligheder til at sætte kongen ind i sagerne og vinde hans deltagelse for dem. Den anseelse og yndest, Gram nød hos de store i landet, kom også på forskellig måde videnskaben til gode, selv om man nu kan synes, at for meget af hans kostbare tid gik tabt ved den selskabelighed, hvori han blev inddraget af dem. Det var nemlig de fornemme meget kært at pryde deres [[salon]]er med denne hjemme og ude lige anerkendte lærde, der vidste alt og talte alle sprog, der, skønt han aldrig havde sat foden uden for Danmark, kunne underholde en franskmand om [[Versailles]] med en sagkundskab, der måtte sætte enhver i forbavselse, og som var så fortrolig med alle tiders historie, som om han havde færdedes på begivenhedernes skueplads. Fremmede statssendebud, der kom til København, søgte derfor hans selskab, og med nogle af dem vedligeholdt han forbindelsen, efter at de havde forladt landet. Herved - og ikke mindre ved den udbredte brevveksling Gram førte med en stor del af [[Europa]]s berømteste lærde - kastedes en glans tilbage på hans fædreland, for hvis ære han altid var rede til at træde i skranken, hvad navnlig ses af hans skrift mod [[Johann Lorenz von Mosheim]] og hans brevveksling med den kejserlige gesandt og greve [[Heinrich Graf von Bünau]], der selv var en lærd historiker.
lærde, der vidste alt og talte alle sprog, der, skønt han aldrig havde sat foden uden for Danmark, kunne underholde en franskmand om [[Versailles]] med en sagkundskab, der måtte sætte enhver i forbavselse, og som var så fortrolig med alle tiders historie, som om han havde færdedes på begivenhedernes skueplads. Fremmede statssendebud, der kom til København, søgte derfor hans selskab, og med nogle af dem vedligeholdt han forbindelsen, efter at de havde forladt landet. Herved - og ikke mindre ved den udbredte brevveksling Gram førte med en stor del af [[Europa]]s berømteste lærde - kastedes en glans tilbage på hans fædreland, for hvis ære han altid var rede til at træde i skranken, hvad navnlig ses af hans skrift mod [[Johann Lorenz von Mosheim]] og hans brevveksling med
den kejserlige gesandt og greve [[Heinrich Graf von Bünau]], der selv var en lærd historiker.
 
Man har med rette bemærket, at den indflydelse, Gram havde på [[adel]]en i Danmar, bidrog til, at der strømmede en interesse for historie og videnskab ind i de højeste kredse, som man ikke havde kendt i lang tid. At være [[mæcen]], at anlægge biblioteker og samlinger af natur- og kunstgenstande agtedes for noget, der ligesom hørte med til den høje stilling i samfundet. Breve som de, Gram vekslede med [[statholder]]en i Norge grev [[Christian Rantzau]], med overkammerherre [[Carl Adolph von Plessen]] og andre, viser tydeligt, hvor stor tillid man havde til ham, og hvor megen vægt man tillagde hans mening, særlig i hvad der angik uddannelsen af unge adelsmænd, hvorfor en samtidig træffende har sagt, at han var en slags general-[[hovmester]] for de store herrers børn.
 
Sin virksomhed i arkivet og biblioteket omfattede Gram med megen interesse. Allerede [[1731]] lagde han grunden til den samling af afskrifter af [[diplom (aktstykke)|diplomer]] til Danmarks historie, der siden fortsattes af hans discipel og efterfølger [[Jacob Langebek]], og som sædvanlig efter denne kaldes ''Langebeks Diplomatarium''. I en mængde afskrifter genkender man Grams egen hånd, og "hans rødkridt" spores alle vegne i arkivet. Biblioteket fik under ham ikke blot forskellige betydningsfulde forøgelser, men kom også, takket være Grams overordentlige hjælpsomhed, videnskaben langt mere til gode, end tilfældet havde været nogensinde tidligere. En række fremmede lærde fik af ham understøttelse til udgaver, særlig af klassikerne. Således Johann Albert Fabricius til hans ''Bibliotheca græca'', [[Carl Andreas Duker]] til ''Thucydides De bello Peloponnesiaco libri octo'' ([[Thukydid]]s værk om den [[Peloponnesiske Krig]]), [[Johann Christoph Wolff]] til ''Anecdota Graeca , sacra et profana'', [[S. Havercamp]] til [[Flavius Josefus]], [[Arnold Drakenborch]] til [[Livius]], [[Johann Jakob Breitinger]] til Septuaginta og flere.
 
I de forskellige kommissioner, hvortil Gram kaldtes, ydede han altid dygtigt arbejde. Således i den vedrørende [[latinskole]]rnes reform, der førte til udstedelsen af forordningen af [[17. april]] [[1739]], hvorved mange småskoler nedlagdes, og de øvrige udrustedes med større midler, ligesom undervisningen reformeredes. Det fremhæves, at Gram hindrede en alt for overdreven reduktion af skoler, og at han beskærmede de fattiges adgang til [[stipendium|stipendier]]. I den kommission, der fra 1739 havde til formål at revidere den danske bibeltekst, var Gram egentlig den, der trak læsset, som hans endnu bevarede udkast viser. Det lå ham alvorlig på sinde, at de bibelske bøger blev gengivet i et så rent dansk sprog som muligt, men de endeløse forhandlinger i kommissionen trykkede ham dog i ikke ringe grad, da hans kostbare tid derved bortødsledes, uden at et tilsvarende udbytte opnåedes. Af størst betydning for videnskaberne blev hans sæde i den såkaldte Medaillekommission fra 1739, der havde til formål at beskrive [[Den Kongelige Mønt- og Medaillesamling]], for vel kom værket ikke på den tid til udførelse, men det gav anledning til, at Gram [[1742]] indkom til kongen med et forslag til oprettelse af et selskab for fædrelandets antikviteter og historie efter det svenske [[Antikvitetskollegium]]s mønster. Planen modtog nogle ændringer og førte da til oprettelsen af [[Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab]], idet samfundets opgave udvidedes til at omfatte også andre videnskaber end oldstudiet og historien. Selskabet begyndte sin virksomhed [[1743]], og gehejmeråd [[J.L. Holstein]] blev dets første præsident, men sjælen i samfundet var i dets første periode Gram, som hans afhandlinger i 1.-5. bind af selskabets skrifter tydeligt viser.
ham dog i ikke ringe grad, da hans kostbare tid derved bortødsledes, uden at et tilsvarende udbytte opnåedes. Af størst betydning for videnskaberne blev hans sæde i den såkaldte Medaillekommission fra 1739, der havde til formål at beskrive [[Den Kongelige Mønt- og Medaillesamling]], for vel kom værket ikke på den tid til udførelse, men det gav anledning til, at Gram [[1742]] indkom til kongen med et forslag til oprettelse af et selskab for fædrelandets antikviteter og historie efter det svenske [[Antikvitetskollegium]]s mønster. Planen modtog nogle ændringer og førte da til oprettelsen af [[Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab]], idet samfundets opgave udvidedes til at omfatte også andre videnskaber end oldstudiet og historien. Selskabet begyndte sin virksomhed [[1743]], og gehejmeråd [[J.L. Holstein]] blev dets første præsident, men sjælen i samfundet var i dets første periode Gram, som hans afhandlinger i 1.-5. bind af selskabets skrifter tydeligt viser.
Også med hensyn til et andet litterært selskab, der, til forskel fra det mere omfattende Videnskabernes Selskab, sædvanlig kaldtes "det lille", nemlig [[Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie]] (ved stiftelsen var navnet Det danske Selskab til den nordiske Histories
111.163

redigeringer