Urkristendommen: Forskelle mellem versioner

[[Paulus]] tilhørte den helleniserede fløj i kristendommen; han stammede fra byen [[Tarsus]], som var et hellenistisk kulturcentrum, hvor især [[stoicisme]]n havde en stærk position. Hans modersmål var [[koinê græsk]], og han havde fået en grundlæggende uddannelse både inden for den græske og den jødiske tradition; han var før sin omvendelse tilknyttet farisæerne. Han tilhørte gruppen af diasporajøder der var rejst til Jerusalem i religiøs begejstring, men hvoraf flere siden tilsluttede sig Jesusbevægelsen i skuffelse over de interne stridigheder som prægede tidens jødedom. Paulus blev efter eget udsagn omvendt til at følge Jesus, efter han havde haft en visionsoplevelse på en rejse til [[Damaskus]], mens han deltog i den jødiske øvrigheds forfølgelse af den nye Jesussekt. Denne [[konvertering|omvendelse]] dateres normalt til at have fundet sted mellem år 35 og 40. De kristne menigheder fandtes på dette tidspunkt primært i byerne, og denne tendens blev kun yderligere styrket, da Paulus påbegyndte sit missionsarbejde. I lighed med de øvrige apostle etablerede han nye menigheder i flere byer. Hans base blev byen Antiokia, Syriens hovedstad og Romerrigets tredjestørste by. Her fandtes en stor menighed der bestod af både jøder og ikke-jøder.

 

 

Den tidlige kristne bevægelse blev ledet af apostle og af de ældste ([[presbyter|presbýteroi]]) ifølge de beskrivelser af organisationen som findes i [[Apostlenes Gerninger]]. Titlen 'apostel' dækkede over flere funktioner, og definitionen er uklar i de ældste tekster; dette kan være tegn på en intern konflikt mellem grupper med forskellige opfattelser af deres position i bevægelsen. To definitioner af hvem der kaldtes apostel dominerede dog: personer der var godkendte som missionærer, og personer som havde fulgt Jesus selv og fået hvervet tildelt af ham personligt. Efter de oprindelige apostles død blev det nødvendigt at skabe en mere fast struktur for bevægelsen og etablere en hierarkisk opbygget ledelsesform. Den nye organisation blev skabt ud fra en model, der lignede den måde hvorpå andre religiøse og sociale fællesskaber i det omgivende samfund var opbygget. Og efterhånden etableredes faste embeder på grundlag af funktioner, der allerede fandtes i menighederne. Fra omkring [[110]] kendes de føste eksempler på [[biskop]]per, der alene stod i spidsen for en menighed, fx [[Ignatius af Antiokia]] og [[Polykarp af Smyrna]], men denne type embede nåede først til Rom ca. [[150]] e.v.t.<ref>Laursen (1994) pp. 387-398</ref>

 

[[Billede:Vettii2 modified.jpg|thumb|200px|Domus Vettii i [[Pompeii]], Peristylum, en rig patrons hus fungerede ofte som mødested for de kristne menigheder.]]

===Bymenigheder===

Kristendommen var få år efter Jesu død primært en byreligion, og mange af de bevarede breve fra denne periode tyder på at de kristne menigheder især fandtes i de [[Lilleasien|lilleasiatiske]] byer, mens den første menighed i [[Rom]] blev etableret omkring [[40]]. [[Religionssociologi|Religionssociologen]] [[Rodney Stark]] har foreslået, at årsagen til forskydningen af kristendommens tyngdepunkt til byerne var, at der her fandtes kritiske masser der var tilstrækkeligt store til at kunne understøtte en afvigende bevægelse. Stark har i sin forskning primært beskæftiget sig med dannelsen af nye religioner, og han påpeger bl.a. at spredningen af nye religiøse ideer i de fleste tilfælde ikke drejer sig om mission alene, men i lige så høj grad om sociale relationer.<ref>Stark (1996) pp. 129</ref> I denne tidsepoke var den enkeltes kontaktflade større, hvis man levede i byen frem for på landet; hvis kristendommen derfor var blevet samlingspunkt for en gruppe i en stor by, ville sandsynligheden for yderligere spredning være langt større end i bevægelsens oprindelige landlige tyngdepunkt i Galilæa.