Peter Frederik Rist: Forskelle mellem versioner

 

== Forfattervirksomhed ==

Mest bekendt er han dog blevet som forfatter. Under det lange helsingørske garnisonsliv havde han ofte orlov til hovedstaden, hvor bl.a. [[Georg Brandes]]’ forelæsninger æggede ham til digterisk produktion. Han skrev meget. Men han synes let at betages af selvkritisk mismod, og alt det skrevne blev brændt. Sin forfatterdebut fik han som historisk skribent. Efter at han delvis havde udbyttet sine historiske studier i nogle populære tidsskriftsafhandlinger, udgav han 1884 sine livfulde skildringer af det [[18. århundrede]]s militærvæsen (''Fra Støvlettiden''). Senere blev han medredaktør af det fortjenstfulde populært historiske tidsskrift ''Musæum'' (1889 ff.), ligesom han fra 1888 var bleven medarbejder af ''Meddelelser fra Krigsarkiverne'' og fra [[1896]] blev leder af generalstabens krigshistoriske arbejder. Herefter udgav han bogen ''Olaf Ryes Saga'' (1899) der er en på breve osv. støttet skildring. Det kan i denne sammenhæng tilføjes, at han (1890) har redigeret bogserien ''Soldaterlæsning'' og (1896) ordnet garnisonsbibliotheket. Han var desuden til sin død medredaktør af bogserien ''[[Memoirer og Breve]]'' (51 bind, 1905-1927).

 

Som skønlitterær forfatter har han jævnlig grebet tilbage til sine historiske studier, måske for der at søge værn mod et vist hang til det fantastiske eller for at tilfredsstille på lempelig vis en lille tilbøjelighed for det sære eller måske blot for at ukendeliggøre en og anden oppositionel tendens gennem et gammeldags kostume. Således er nogle større og mindre historiske noveller og historiske pasticher blevet til (blandt de sidstnævnte bogen ''Pagebreve'', 1898). Hans poetiske debutbog var ''En Rekrut fra 64'' (1889). Man savner muligvis i denne fortælling, som også andensteds hos Rist, en kraftig gennemførelse af den formentlige plan; slutningen ligesom drejer om ad en sidevej og anslår en stemning, som læseren ikke havde ventet. Men man finder en række gode silhouetter af danske befalingsmænd og menige og en overordentlig levende skildring af krigens lidelser og af folks måde at tage dem på. Fremstillingen er både her og i novellesamlingen ''Soldater'' (1890) indtagende frisk og greben. Overalt træffer man på fine enkeltheder, således i novellesamlingen ''Jonathan'' (1894) Billedet af den unge officers lette rus eller i ''Efter Dybbøl'' (1892) den nydelige skildring af en nybagt løjtnants naive førsteforelskelse. I den sidstnævnte bog har Rist også tegnet meget skuffende en behagesyg kvindelig elskværdighed. Ellers har han måske nok større evne til at give miljøets og en enkelt situations farve end til med raske strøg at uddybe og levendegøre figurer.