|
'''Oktoberrevolutionen''' var anden del af den [[Den Russiske Revolution 1917|russiske revolution i 1917]], hvor det lykkedes [[bolsjevik]]kerne at styrte den russiske regering. Den første del kaldes [[Februarrevolutionen (Rusland)|Februarrevolutionen]]. Oktoberrevolutionen blev ledet af [[Vladimir Lenin]], der efter [[den Russiske Borgerkrig]] ([[1918]]-[[1921]]) blev leder af [[Sovjetunionen]]. Men Bolsjevikkernes magtovertagelse i [[Rusland]] var en langvarig proces, som startede længe før oktober 1917, og som først blev afsluttet med fordrivelsen af de sidste [[den Hvide Hær|’hvide’ styrker]] fra Sydrusland i efteråret [[1920]]. Oktoberrevolutionen er derfor en noget misvisende betegnelse for den russiske revolution som sådan, for den refererer kun til magtovertagelsen i selve [[Petrograd]], som end ikke fandt sted i oktober. I [[Sovjetunionen]] blev det årlige revolutionsjubilæum fejret den 7. og [[8. november]], svarende til 25. og [[26. oktober]] i den [[julianske kalender]], som endnu var i brug i [[Rusland]] i 1917. Den blev senere afskaffet af bolsjevikkerne.
==Optakten==
Efter [[Lenin]]s hjemkomst fra sit eksil, havde Lenin overbevist bolsjevikkerne om, at det var nødvendigt at bryde enhver forbindelse med regeringen, der var blevet indsat efter februarrevolutionen – ”''ingen støtte må ydes den provisoriske regering''” - og dermed befri sig fra ethvert ansvar for den politik, som blev ført. De socialrevolutionære og [[mensjevik]]kerne fulgte en anden vej og valgte i stedet at overtage regeringsmagten selv.
Den provisoriske regering havde fra første færd været afhængig af støtte fra [[sovjetten]] og kom ingen vegne med forslag, som sovjetten ikke ville godkende. Kadetterne blev efterhånden presset ud af regeringen og erstattet med repræsentanter for sovjettens mensjevikiske og socialrevolutionære flertal. [[Aleksandr Kerenskij]] som blev statsminister i juli forsøgte at modvirke det truende sammenbrud i hæren ved at genindføre dødsstraf for ''”at gå over til fjenden, flygte fra slagmarken og nægte at kæmpe”''. Kun bolsjevikkerne kunne protestere højlydt mod denne lov, og de begyndte for alvor at vinde arbejdernes sympati. Dette var bolsjevikkernes fortrin frem for rivalerne som gennem deres deltagelse i regeringen var bundet til at optræde ”ansvarligt” og appellere til selvbeherskelse.
Regeringens stilling var vanskelig, fordi krigen fortsatte. En separatfred med [[Tyskland]] var lige så utænkelig under Aleksandr Fjodorovitsj (Kerenskij) som under Aleksandra Fjodorovna. Det var en umulig tanke, at man skulle svigte de demokratiske allierede, nu når demokratiet endelig havde sejret i Rusland og dermed acceptere, at Europa efter krigen ville blive domineret af den tyske kejser. Kun en mere energisk russisk krigsindsats kunne forkorte krigen. Derfor måtte man gå varsomt frem med det såkaldte jordspørgsmål, sådan at soldaterne ikke blev urolige for deres retmæssige andel af jorden og deserterede.
På samme tid var Kerenskijs regering for svag til at kunne hindre, at bønderne på egen hånd begyndte at løse jordspørgsmålet, og at soldaterne selv afsluttede krigen ved at desertere. Lenin lovede både bønderne jord og soldaterne fred. Dvs. han accepterede det, som allerede var i færd med at ske, og han forsvarede arbejdernes minimumslønninger i en tid med stadig dybere økonomisk krise. Anarkisterne havde også stor fremgang, men de kunne ikke tage kampen op med bolsjevikkerne, som forenede en tilsyneladende anarkisme med en stram og stærk organisation.
|
