Panserværnsvåben: Forskelle mellem versioner

De første egentlige panserværnsvåben blev udviklet under [[1. verdenskrig]]. Da de første [[England|engelske]] og [[Frankrig|franske]] [[kampvogn]]e dukkede op på Vestfrontens slagmarker i [[1916]], var den tyske hærs primære panserværnsvåben [[artilleri|kanoner]] og [[mortér]]er. På trods af manglen på egnet [[ammunition]] kunne de ofte beskadige eller ødelægge datidens kampvogne. Som krigen skred frem fik de [[Tyskland|tyske]] artillerister udleveret regulære panserprojektiler og kunne tage kampen op med [[Ententemagterne|Ententens]] kampvogne på rimelige vilkår. Men da artilleriet typisk var placeret et stykke bag fronten var de tyske [[infanteri]]ster i forreste linje stadig meget sårbare overfor fjendtlige kampvogne. For at give disse et anvendeligt panserværnsvåben udviklede man mod krigens slutning et egentligt [[panserværnsgevær]], Mausers[[Mauser]]s 13mm13 mm ''Tankgewehr'' M1918.

I årene efter 1. verdenskrig fortsatte udviklingen af panserværnsgeværet og der blev udviklet panserbrydende ammunition til artilleriets forskellige våben. Men erfaringen fra 1. verdenskrig og udviklingen af stadig kraftigere kampvognspanser viste også, at det var nødvendigt at udvikle en egentlig [[panserværnskanon]]. En sådan skulle være lille, let at skjule og let at manøvrere og transportere, hvorfor der blev satset på små kalibre. Tyskland udviklede i slutningen af 20'erne en 37mm37 mm panserværnskanon som blev flittigt kopieret af blandt andet [[USA]] og [[USSR]]. Sidstnævnte forøgede dog kaliberen til 45mm45 mm for at få en mere effektiv virkning fra brisantammunition, så kanonen kunne anvendes både som panserværnskanon og mod "bløde mål" som fjendtlige stillinger og infanteri. I England udviklede man en 40mm kanon (kaldet en 2-punds kanon efter det engelske system, hvor artilleri benævntes efter vægten af skuddet) mens man i Frankrig udviklede både en meget let 25mm25 mm kanon og en tungere, men meget effektiv 47mm kanon.

I den [[forsvaret|danske hær]] anvendte man såvel 37mm37 mm kanon og en [[20 mm Madsen maskinkanon|20 mm maskinkanon]], begge af mærket Madsen.

[[2. verdenskrig]] medførte en voldsom udvikling i panserværnsvåbnene. Panserværnskanonerne voksede i kaliber og blev dermed større og tungere og vanskeligere at skjule og manøvrere. England og USA endte krigen med en blanding af 57mm57 mm og 76mm76 mm kanoner mens man i Tyskland hurtigt gik over til 75mm75 mm kanoner som standard, suppleret af tunge 88mm[[88 kanonermm kanon]]er. I USSR holdt man fast ved 45mm45 mm kanonerne suppleret med 57mm57 mm kanoner som det egentlige panserværn, men samtidig gjorde man udstrakt brug af 76mm76 mm feltkanoner som panserværnsvåben, henimod krigens slutning suppleret med enkelte tunge 100mm100 mm panserværnskanoner.

Panserværnsgeværet var udbredt i krigens start men blev snart anset for en ineffektiv anakronisme og forladt af de fleste hære i løbet af krigens første år. Undtagelsen var USSR, hvor man i begyndelsen af krigen udviklede et simpelt 14,5mm5 mm panserværnsgevær som fandt udstrakt brug fra ca. [[1942]] til krigens slutning.

I andre hære erstattede man panserværnsgeværet med forskellige former for raketstyr og granatkastere baseret på hulladningsprincippet. Fra USA kom i 1942 den kendte [[Bazooka]] som affyrede en 60mm60 mm raket. Bazookaen blev videreudviklet i Tyskland og indført som [[Panzerschreck]] i [[1943]] med en 88mm88 mm raket. Her supplerede den raketter af typen [[Panzerfaust]] hvis kaliber varierede mellem 33mm33 mm og 140mm140 mm. I [[England]] gik man egne veje med granatkasteren [[PIAT]] (''Projector, Infantry, Anti Tank'') som via et noget [[Storm P]]'sk system affyrede en 89mm89 mm hulladningsgranat. PIAT kunne affyres fra vinduet i et hus, da det ikke udsendte flammer.