|
|
'''Richterskalaen''' bliver brugt til måle styrken af [[jordskælv]]. Skalaen blev skabt af [[seismolog]]en [[Charles Francis Richter]] fra [[Californien]] i [[1935]].
Richterskalaen ervar i sin oprindelige definiton en [[logaritme|logaritmisk]] skala med en [[faktorgrundtal]] 10: For hvert trin på 31,6.skalaen Atbliver den ermålte logaritmisk''[[amplitude]]'' medaf faktorrystelserne 31,610 vilgange sigestørre. atDette svarer (for hvertmoderate trinrystelser) påtil Richterskalaenat bliverden jordskælvetsamlede ''[[energi]]'' frigjort i skælvet bliver 31,.6 (= 10<sup>3/2</sup>) gange kraftigerestørre. I moderne seismologi benyttes dog primært den energi-baserede definition, fordi den for skælv over styrke ca. 7 giver et bedre billede af skælvets sande omfang end den amplitude-baserede. Skalaen kaldes sommetider for ''den åbne richterskala'' fordi der ikke er noget fast minimum og maksimum.
Skalaen måler [[vibration]]ernes styrke for at bestemme hvor kraftigt jordskælvet er. Vibrationerne er forskellige; der er [[p-bølger]], [[s-bølger]] og [[l-bølger]]. <br />
|