Frihedstiden: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
fra sv-wiki
 
m Bot: Korrigerer referencer; kosmetiske ændringer
Linje 1:
'''Frihedstiden''' (svensk:'''Frihetstiden''') er benævnelsen for perioden i [[Sverige]]s historie [[1719]] - [[1772]] hvor [[enevælde]]n var ophævet til fordel for et parlamentarisk monarki.
 
Perioden begyndte med [[Karl 12. af Sverige|Karl 12.s]]s død ved [[Fredrikshald]] [[1718]] hvor den svenske dermed stormagtsperiode sluttede. Perioden afsluttedes med at [[Gustav 3. af Sverige|Gustav 3.]] gennemførte et statskup der gradvist endte med genindførelsen af enevælden.
 
== Kongen mister magten til riksdagen ==
På grund af de tunge byrder i form af skat og mandskab som Karl 12. krævede til opretholdelsen af det svenske stormagtsrige begyndte der at opstå en utilfredshed med den svenske enevælde. Denne utilfredshed var særligt udbredt blandt embedsmændene, en klasse som efter det svenske aristokratis fald og gennem det af Karl 12. gennemførte bureaukratiske system, var blevet den mest indflydelsesrige i det daværende svenske samfund. Hvad man særligt var oprørt over var at dette systems principper var blevet overtrådt gennem enevælden af kongen og dennes statsminister [[Georg Heinrich von Görtz]], da de anså disse principper for at være en hindring for opretholdelsen af rigets vide udstrækning. Da Karl 12.s død uden arvinger og hans mor enkedronning [[Ulrikke Elenora af Danmark|Ulrikke Elenora]] omstridte tronføljeret ([[1718]]-[[1720]]) gav den af embedsmandsinteresser beherskede [[riksdag]] fri hænder blev enevælden derfor afskaffet ved grundlovsforhandlingerne i løbet af 1719 og 1720. Den koncentration af magten som enevælden var udtryk for kan dog siges at være fortsat, men nu til fordel for riksdagen som fik uindskrænkede lovgivende beføjelser. Man beholdt stadig monarkiet, men kun som en symbolsk institution, hvilket gjordes lettere af at de følgende konger [[Frederik 1. af Sverige|Frederik 1.]] og [[Adolf Frederik af Sverige|Adolf Frederik]] var svage regenter.
 
[[Billede:Arvid Horn.jpg|thumb|222px|[[Arvid Horn]] (1664–17421664–1742) var [[kancellipræsident]] 1710–17191710–1719 og 1720–17381720–1738.]]
 
Det egentlige regeringsorgan skulle nu være rigsrådet, som kunne nedstemme kongen, men det tilsidesattes ved riksdagens forslag og fra [[1738]] tildrog riksdagen sig endda den ret at afskedige rådsmedlemmer. Dette skulle egentlig have været umuliggjort gennem at embedsmænd kun kunne afsættes ved retslig dom, men man fandt en løsning i licentiering, en slags juridisk process hvor ansvar for hvad der ansåes for at være undladelsessynder eller tjenestefejl afgjordes. Anklagepunkterne kunne blandt andet være fejlfortolkninger af forfatningen eller de råd som blev givet ikke modsvarede "rigets uomgængelige velfærd". <ref>Roberts (1995), s. 125-127</ref>
Linje 12:
Eftersom det desuden var forbudt for rigsrådsmedlemmerne at sidde i riksdagen, blev de derfor kun stændernes "fuldmægtige" - eksekutorer af deres vilje, men med meget lidt selvstændig statsmagt. <ref>Roberts (1995), s. 121</ref>. På den måde afløstes det kongelige enevælde, suveræniteten, af stændervældet, riksdagssuveræniteten.
 
Den gamle magtfaktor, Kongemagten, havde siden Karl 12.s tid mistet folkets tiltro. Og som garanti mod denne ønskedes fra adelens side i 1719 en sikker bureaukratisk forvaltningsadministration efter mønstret af den gamle regeringsform fra [[1634]] under et selvstændigt regerende rigsråd, og såvidt forløb realiseringen af denne tanke at det nye statsstyres forfatningsdokument blev kaldt regeringsform og at embedsværkets organisation i denne blev sikret mod alle ydre indgreb. Men erfaringen fra [[Karl 11. af Sverige|Karl 11.s]]s formynderregering gjorde at selv en selvstændig rådsregering var uønsket for mange, og dette fjernede grundlaget for udførelsen af dette punkt af adelens program. Til gengæld havde man ikke tidligere oplevet fejlgreb eller magtmisbrug fra riksdagens side - den tredje magtfaktor i det svenske regeringssystem - og derfor syntes dette at være den eneste rigtige værn om "gammelsvensk ret" og inddroges i den nye regeringsforms bestemmelser, som på både kongens og rigsrådets bekostning samlede hele statsmagten i riksdagen.
 
== Resultatet af den nye ordning ==
Den nye frihed - efter hvilken perioden har sit navn - blev genstand for megen beundring i befolkningen og under indflydelse fra denne entusiastiske stemning udvikledes på mange områder, i samklang med periodens forkærlighed for teorien om nyttig virksomhed, både erhverv, videnskab og litteratur, og dette blev i mangt og meget grundlæggende for den videre udvikling i Sveriges kultur.
 
Også indenfor statens virke opnåedes mange positive resultater. Mange aspekter af riksdagens virksomhed, særligt udvalgsvæsenet, udvikledes på grundlag af praksis i riksdagsordningen af [[1723]]. Desuden grundlovsfæstedes riksdagens bemyndigelse til at være den eneste der retsligt kunne give udtryk for folkets vilje, samt at denne skulle sammentræde mindst en gang hvert 3. år. Det var også først nu at der blev fastlagt særskilt differentiering mellem grundlovsstiftelse og lovsstiftelse, og på dette sidste område fuldbyrdedes et værk som allerede længe havde været under forberedelse, lovrevisionen af [[1734]], som stadig er grundlaget for gældende lov i Sverige og [[Finland]] i dag.
 
== Hattar og huer ==
I starten af frihedstiden fandtes ikke noget som kunne betegnes politiske partier; [[Arvid Horn]] dominerede som kancellipræsident og landmarskal (lantmarskalk) den svenske politik. Han ledede og dominerade rådet, og under hans periode dominerade rådet den førte politik. [[1738]] organiserade hans modstandere sig med støtte fra [[Frankrig]] i det som skulle blive til [[hattepartiet]], og som var fortalere for bl.a. en [[merkantilisme|merkantilistisk]] handelspolitik og en aggressiv udenrigspolitik. De som modsatte sig deres politik forenedes i en i starten løsere konstruktion som søgte støtte hos [[England]] og [[Rusland]] og som senere skulle udvikle sig til [[huepartiet]], der bl.a. var fortalere for en bevarelse af en fredelig udenrigspolitik. Riksdagen af 1738 - 1739 væltede Horn, og derefter blev riksdagen magtens centrum. <ref name=autogenerated1>Nationalencyklopedin (1995), band 17 s. 532</ref>
 
== Økonomisk politik ==
Centralt for denne tid er de svenske manufakturer som i løbet af [[1700-tallet]] fik generøse bidrag af staten i et forsøg på at opretholde produktplakaten af 1724 der privligerede svensk producerede varer overfor udenlandske importprodukter. Manufakturer, der først og fremmest beskæftigede sig med tekstiler, jern, tobak, papir og sukker, oprettedes derefter i mange svenske byer.
 
Linje 29:
John Faggot tog initiativet til [[storskiftet]] i [[1757]], hvilket i princip indebar at [[Skåne|skånske]] bønder skulle sammenlægge deres spredte individuelle agre til større sammenhængende marker, i stil med de senere danske [[landbrugsreformer]], hvilket ville resultere i et større afkast og per automatik endda en befolkningsforøgelse. Først omkring århundredeskiftet kom dette dog til at realiseres, endda med visse forandringer og udfra den engelsek jordreform. Den "egentlige" reform påbegyndtes cirka [[1783]] af [[Rutger Macklean]], som var en godsherre på [[Svaneholms slot]] i Skåne. Mackleans reformer fik en kølig modtagelse af de bønder som blev ramt af dem, og i visse byer var utilfredsheden sp stor at halvdelen af bønderne valgte at flytte. Men de reformer som gennemførtes fik fodfæste i Skåne, og lignende reformer (dog ikke så radikale) påbegyndtes i flere omkringliggende len.
 
== Riksdagsbureakrati og magtkoncentration ==
[[Billede:Charta öfver Svea och Göta Riken med Finland och Norland.jpg|thumb|300px|Kort over Svea og Göta rige med Finland og Norland: Tegnet i Stockholm år 1747 ("Charta öfver Svea och Göta Riken med Finland och Norland: Afritade i Stockholm år 1747")]]
Men selv om frihedstiden kunne bevidne fordelene ved et frit statsstyre, så gav den på andre områder også håndgribelige beviser for at den politiske magts fuldstændige koncentration på et sted kan være skadeligt, selv om det sker i frihedens navn. Den uindskrænkede riksdagsmagt indebar på nogle punkter en uindskrænket og ukontrolleret magt for det parti som tilfældigvis var i majoritet på riksdagen, hvilket nogle gange udnyttedes på den mest hensynsløse måde. Det var på denne måde at hattepartiets eventyrlige udenrigs- og handelspolitik kunne realiseres. Her må dog pointeres at de nyskabte partier ikke fungerede på samme måde som nutidens parlamentariske partivæsen. Riksdagen var opdelt i fire stænder, og i mange tilfælde gik skillelinjen mellem stænderne på tværs af partigrænserne. Beslutningsordenen -som indebar at tre stænder måtte være enige - gav også forudsætning for den livlige politiske aktivitet på riksdagen i denne periode. Ikke mindst bøndernes styrke øgedes derigennem, hvilket forøgede standens politiske bevidsthed i den bredere befolkning.<ref>Nationalencyklopedin (1995),name=autogenerated1 band 17 s. 532</ref>
 
Udenrigspolitikken blev en karikatur af stormagtstidens krigeriske statskunst, på trods af at forudsætningerne for en sådan nu helt manglede, og det som kom til at hedde "[[hattenes krig]]" mod Rusland [[1741]]-[[1743]] kostede ved [[freden i Åbo]] i [[juni]] [[1743]] riget en del af [[Finland]]. Handelspolitikken, et for tiden velkendt merkantilistisk understøttelses- og beskyttelsessystem, blev opfattet som patriotisk men påvirkede kun en forsvindende lille andel af periodens økonomiske udvikling, hvortil kommer at den lille del den omfattede anvendtes til at støtte særinteresser på den bredere befolknings bekostning. Dette medførte sammen med den omkostningsrige krigspolitik at statskassen i løbet af 1760'erne kom i underskud. Efter [[1765]] anvendte det sejrende hueparti sine nye beføjelser over riksdagens lovgivningsmagt til at indføre økonomiske besparelser i den førnævnte merkantilistiske understøttelsespolitik, hvilket medførte et fald i antallet af svenske manufakturer og et fald i eksporten. Riksdagen havde også overtaget den dømmende magt og som lovgivende magt overskred begge partier ofte lovens ord i domme da den anså sig for værende hævet over samme.
Linje 39:
Det tilkom dog historisk og retsligt det svenske rigsråd en overordnet stilling overfor riksdagens embedsmandsstyre, men i praksis fik dette ikke muligheden for at udøve denne position i løbet af frihedstiden. Det skete igennem instruktioner fra riksdagen der lagde bånd på rådets beføjelser og denne inddrog også den virkelige regeringsmyndighed til sig selv eller dens deputationer i form af riksdagens mange udvalg.
 
== Baggrunden for Gustav 3.s statskup ==
De mange eksempler på embedsmandsmisbrug der opstod i denne periode udgjorde en god undskyldning for den kommende svenske konge Gustav 3. til at forsøge at genskabe monarkiets overhøjhed. Kritikken kom gik især på to punkter: Dels en kritik af bureakratiet, dels en kritik mod de adelsprivilegier som stadig fandtes. Stridsæblet blev Gustav 3.s [[håndfæstning]] af 1772. Selv om de moderate adelsmænd i begge partier til slut stemte en godkendelse igennem af den af de andre tre stænder foreslåede variant, umuliggjorde afskedigelsen ved licentiering af tre rådsmedlemmer af hattepartiet, gennemført af huerne i de tre nedre stænder, all forsoning. 1772 ramtes Sverige, ligesom det meste af Europa, af fejlslagen høst og efterfølgende fødevaremangel. Gustav 3. havde allerede tidligere advaret riksdagen om at hvis dens medlemmer ikke kunne enes så ville han "øge [sin] magt, på både frihedens og lovens bekostning". Det var netop dette han gjorde. Ved et ublodigt statskup, som kun blev forsøgt forhindret af [[Carl Fredrik Pechlin]] og [[Ture Rudbeck]] indførte han en grundlov som indførte et regeringssystem i retning af et [[konstitutionelt monarki]], der i løbet af nogle år efterhånden udvikledes til et enevælde.<ref>Roberts (1995), s. 279-284</ref>
 
== Kilder ==
* Michael Roberts (Lars Göran Larsson, overs.), ''Sverige under frihetstiden'', Prisma, Stockholm, 1995. ISBN 91-518-4106-1
*''Nationalencyklopedin'', Bra Böcker, 1995. ISBN 91-7024-620-3.
 
=== Henvisninger ===
{{reflist}}