Fastkurspolitik: Forskelle mellem versioner

Statsminister [[Poul Schlüter]] (K), finansminister [[Henning Christophersen]] (V) og [[Nationalbank]]direktør [[Erik Hoffmeyer]] indførte den faste valutapolitik i 1982, men kronen blev efterfølgende flere gange nedskrevet i værdi over for ''[[D-mark]]''. Det skete i forbindelse med de dengang ret hyppige justeringer, som fandt sted i det gamle ''[[ERM|Europæiske Monetære System]] (EMS)'', der havde [[ECU]]'en – forløberen for [[euro]] – som sin grundpille. Så det ervar først efter [[1986]], at Danmark for alvor begyndte at tage fast-kurspolitikkenfastkurspolitikken alvorligt og låste kronen klippefastfast, først over for D-marken og siden [[1. januar]] [[1999]] over for euroen, med et ''udsvingsbånd'' på +/-2,25 % i henhold til [[ERM2]].

Som det eneste land på kloden, så Danmarks Nationalbank under den [[Økonomisk krise i 2008]] sig tvunget til at ''hæve'' renten, og den var ultimo 2008 1,25 procentpoint over de 15 eurolandes rente-niveau. Denne danske merrente hæmmede den økonomiske aktivitet, førte til tab af velstand og forstærkede den ødelæggende nedtur, som var i gang. Nogle af Danmarks største samhandelspartnere som [[Sverige]], [[Storbritannien]], [[Norge]] og [[USA]] og stribevis af andre lande, gik den stik modsatte vej. De sænkede deres renter, i takt med at inflationen raslede ned (se bl.a [[Forbrugerprisindeks]]) på grund af den økonomiske krise. De kunne sænke renten, fordi de havde som mål om at holde inflationen nede og ikke valutakursen fast som i Danmark. At gøre den danske krone flydende ligesom den svenske, britiske, norske og amerikanske kunne sænke renten og med eet gøre danske varer billigere på Danmarks hoved-markeder og dermed styre dansk økonomi mere forsigtigt gennem den nedtur, som i slutningen af 2008 tegnede sig.<ref>[http://www.business.dk/article/20081220/finans/712200106/ Opgør med et økonomisk tabu) - ''Business.dk'', 21. december 2008 </ref>