Forskel mellem versioner af "Urkristendommen"

22 bytes tilføjet ,  for 11 år siden
m
Ensretter kildehenvisninger; kosmetiske ændringer
m (Ensretter kildehenvisninger; kosmetiske ændringer)
Fra en [[Religionshistorie|religionshistorisk]] synsvinkel var den proces, der førte frem til dannelsen af en ny og selvstændig [[religion]] dog mere langvarig og kompliceret; den bestod af flere forskellige faser, nybrud og konflikter. I [[kirkehistorie]]n dækker betegnelsen '''oldkirken''' perioden som strækker sig fra kirkens traditionelle fødsel ved [[pinse]], umiddelbart efter [[Jesu død]] og [[Jesu opstandelse|opstandelse]] og som traditionelt blandt kirkehistorikere afsluttes med indførelsen af [[kristendom]]men som statsreligion i [[Romerriget]] i slutningen af 300-tallet.
 
== Historisk baggrund ==
Det samfund kristendommen voksede frem i var på én gang præget af kulturel pluralisme, traditionalisme, internationalisme og patriotisme. Jesusbevægelsen begyndte i [[Galilæa]], der var et overvejende jødisk domineret landbrugsområde, men som samtidig var påvirket af de [[Hellenismen|hellenistiske]] bycentre i [[Syrien]]. Kort efter Jesu død blev bevægelsens tyngdepunkter dog flyttet mod byerne, først og fremmest [[Jerusalem]] og [[Antiokia]].
 
 
[[Billede:Kinneret Genezareth Israel datafox.JPG|thumb|200px|[[Genesaret sø]] i Galilæa, det område hvor Jesusbevægelsen opstod.]]
== Historisk oversigt ==
Kristendommens tidligste historie inddeles traditionelt i tre faser: Først Jesu egen forkyndelse og dannelsen af [[Jesusbevægelsen]] omkring ham. Den næste er [[apostolsk tid|den apostolske tid]] (c. år 30-70) som omfatter de såkaldte [[apostel|apostles]] missionsaktiviteter blandt jøder i [[Israel]], [[diaspora]]jøderne overalt i Romerriget og ikke-jødiske [[hedning]]e.
 
Følelsen af at tilhøre en særlig gruppe fandtes hos de kristne før det endelige brud, og processen der til sidst medførte dette begyndte formodentligt da ideen om Jesu guddommelighed og grundlæggende betydning for frelsen blev en central trosforestilling i bevægelsen. Dette skete i løbet af de første 5 til 10 år efter hans død. De kristne definerede dog stadig sig selv som jøder på dette tidspunkt, og deres kultfællesskab repræsenterede en jødisk reformbevægelse. Diskussioner og konflikter var foreløbigt også et internt jødisk anliggende.
 
== Kilder ==
[[Billede:Andrea Mantegna 017.jpg|thumb|155px|Evangelisten [[Lukas]], af Andrea Mantegna (1453-1454), han er traditionelt blevet tillagt forfatterskabet til både [[Lukasevangeliet]] og [[Apostlenes gerninger]]]]
Kilderne til den tidligste perioder af kristendommens historie indbefatter [[evangelium|evangelierne]] og [[Ny Testamentes breve]]. De tidligste vidnesbyrd findes i disse tekster, som for eksempel [[trosbekendelse]]r og [[hymne]]r og desuden beretninger fra [[passionshistorien]]; ofte bliver disse dateret til at være blevet skrevet mellem 70 og 110, og de skulle især afspejle [[Urmenigheden i Jerusalem|menigheden i Jerusalems]] holdninger.<ref>Om bekendelserne se: Cullmann, Oscar: ''Les Premières Confessions de Foi Chrétiennes'', Paris 1943. Engelsk: ''The Earliest Christian Confessions'', Lutterworth, London 1949. Om passionen se: Pesch, Rudolf: ''Das Markusevangelium'' i 2 bind, Freiburg 1977.</ref>
De eksempler der er bevaret af Jesu forkyndelse er kun brudstykker, og nogen sammenhængende fremstilling af hans eget trossystem findes ikke. Evangelierne bygger hovedsageligt på [[mundtlig overlevering|mundtlig tradition]] og samlinger af Jesusord, og derfor består de mest af [[anekdote]]r om hans liv og hans reaktioner på bestemte hændelser. I tiden lige omkring Jesu død var det en udbredt forestilling blandt de kristne, at verdens undergang var nært forstående. Derfor følte ingen at det var nødvendigt at nedskrive hvad Jesus havde sagt, da ingen mente at det var nødvendigt at gemme til senere generationer. Først i den sidste halvdel af 1. århundrede blev de første versioner af Jesu forkyndelse skrevet. Dette skete formodentligt efter, at flere af de personer der havde kendt den levende Jesus selv var døde; derved risikerede hans ord også at dø ud. I den efterapostolske tid bliver bevarelse af det der opfattes som den oprindelige og ægte lære vigtig. De senere [[Pastoralbrevene|pastoralbreve]] tolkes fx som et forsøg på at etablere en tradition ved at modarbejde forestillinger og praksisser, der opfattedes som forkerte; især blev [[gnosticisme]] og jødisk ritualisme forfulgt.<ref>Laursen (1994) pp. 409</ref>
 
== Historie ==
=== Begyndelsen ===
{{Uddybende|Jesus fra Nazaret}}
[[Billede:Christus Ravenna Mosaic.jpg|thumb|155px|right|Jesus Kristus]]
 
[[Billede:Correggio 056.jpg|thumb|200px|''Noli me tangere'': Den genopstandne Jesus og Magdalena, af [[Correggio]] (c. 1518), forestillingen om Jesu genopstandelse og guddommeliggørelse var et markant brud med den traditionelle jødedom.]]
=== Påsken ===
Da Jesus henrettes i forbindelse med påskehøjtidelighederne i Jerusalem har det sikkert hos hans tilhængere været med forventningen om at det ville indvarsle endetidens begyndelse. <ref>se bl.a. Laursen (1994) & Bilde (1999) for et referat af diskussionen vedr. denne skuffelse</ref> Udeblivelsen af denne begivenhed må derimod have medført en følelse af skuffelse og forvirring; det førte så til en omfortolkning af de centrale trosforestillinger i gruppen. Jesus var blevet anklaget for at være messiasprætendent og henrettet ved korsfæstelse, som var den romerske straf til ikke-romerske borgere for forbrydelser der truede statens sikkerhed. Han blev med andre ord opfattet som en seriøs politisk-revolutionær trussel og må derfor også have haft en større skare af tilhængere der havde særlige forventninger til ham.
 
Den vigtigste transformation af Jesusbevægelsen efter lederens død var dannelsen af en sekt, hvor den døde Jesus blev opfattet som et guddommeligt væsen med en afgørende rolle i den frelsesplan som nu blev forskubbet mod fremtiden. Transformationen havde fundet sted da Paulus blev en del af gruppen. Han beskriver bl.a. Jesus som den stærkeste guddom af alle, og alt i hele verden må bøje sig for ham.({{bib|1 Kor|1kor|15|24-27}}) Denne udvikling var med stor sandsynlighed den vigtigste drivkraft bag det kommende brud mellem de kristne og den jødiske tradition.
 
=== Jesuskulten og Paulus ===
I tiden lige efter Jesu død var bevægelsen ledet af [[Apostel|apostlene]] og [[Jesu familie|slægtninge]]<ref>Gerberding R. og J. H. Moran Cruz (2004), side 51.</ref> og stadig mest udbredt i [[Galilæa]], Jesu hjemegn. Denne egn havde et jødisk befolkningsflertal. Men den var samtidig mindre ortodoks end den der beboede de jødiske kerneområder omkring Jerusalem i Judæa. De store hellenistisk dominerede bycentre i Syrien og [[Anatolien]] lå nærved, og deres kultur havde derfor stor indflydelse her. Kristendommens åbenhed overfor ikke-jøder allerede i de tidligste faser af dens historie kan derfor være et resultat af, at den opstod i et område som havde stærke forbindelser til ikke-jødiske samfund.<ref>Laursen (1994) pp. 350</ref>
 
[[Billede:Vettii2 modified.jpg|thumb|200px|Domus Vettii i [[Pompeii]], Peristylum, en rig patrons hus fungerede ofte som mødested for de kristne menigheder.]]
 
=== Bymenigheder ===
Kristendommen var få år efter Jesu død primært en byreligion, og mange af de bevarede breve fra denne periode tyder på at de kristne menigheder især fandtes i de [[Lilleasien|lilleasiatiske]] byer, mens den første menighed i [[Rom]] blev etableret omkring [[40]]. [[Religionssociologi|Religionssociologen]] [[Rodney Stark]] har foreslået, at årsagen til forskydningen af kristendommens tyngdepunkt til byerne var, at der her fandtes kritiske masser der var tilstrækkeligt store til at kunne understøtte en afvigende bevægelse. Stark har i sin forskning primært beskæftiget sig med dannelsen af nye religioner, og han påpeger bl.a. at spredningen af nye religiøse ideer i de fleste tilfælde ikke drejer sig om mission alene, men i lige så høj grad om sociale relationer.<ref>Stark (1996) pp. 129</ref> I denne tidsepoke var den enkeltes kontaktflade større, hvis man levede i byen frem for på landet; hvis kristendommen derfor var blevet samlingspunkt for en gruppe i en stor by, ville sandsynligheden for yderligere spredning være langt større end i bevægelsens oprindelige landlige tyngdepunkt i Galilæa.
 
Menighederne fik deres særlige karakter pga. medlemmernes behov; de fleste af dem var både religiøse og sociale fællesskaber. Det rituelle fællesmåltid [[nadver]]en var et vigtigt religiøst og samlende element i menighedslivet, men formålet med det var i lige så høj grad omsorg med fattige og syge medlemmer. I løbet af det 20. århundrede har det været en udbredt opfattelse at de ældste menigheder primært bestod af fattige og uuddannede mennesker, men kilderne tyder på at mange af de kristne var relativt velstående, dog mest nyrige.<ref>se fx 1. kor.</ref> Den store gruppe af slaver og frigivne har sandsynligvis følt sig tiltrukket af kristendommens lighedssyn, men håndværkere og handlende har dog udgjort majoriteten af de første kristne.<ref>Laursen (1994) pp. 379</ref>
 
=== Mission og vækst ===
I den sidste del af 1. århundrede var den kristne menighed blevet så stor og var stærkt organiseret, at de etablerede og dominerende jødiske grupper var begyndt at anse dem som en trussel mod deres egne magtpositioner inden for jødedommen. De kristne udgjorde nu flere steder større grupper, der lokalt var i opposition til den jødiske ledelse i synagogen. Denne situation førte til at de kristne blev udelukket fra synagogerne og det jødiske fællesskab mellem år [[90]] og [[120]]. Det er blevet anslået er der omkring år 100 var ca. 7.500 kristne i alt, og at bevægelsen i de første århundreder havde en vækstrate på omkring 40% for hvert 100 år.<ref>Stark (1996) pp. 9; denne udregning er baseret på udviklingen i forskellige nye religioner fra moderne tid, fx [[mormoner]]ne.</ref> Disse tal er selvfølgelig udelukkende estimater der bygger på højst usikre talstørrelser, men giver alligevel en form for fingerpeg om gruppens relativt lille størrelse, hvorfor der endnu ikke er blevet gjort arkæologiske fund med forbindelse til de første kristne, og hvorfor gruppen kunne fungere så længe som en del af det langt større jødiske samfund.<ref>Stark (1996) pp. 9-13</ref>
 
Socialt set ligner urkristendommen alle andre [[Religiøs forandring|nyreligiøse bevægelser]]; dvs. tilhængerne var ikke fattige, men tilhørte snarere en højere middelklasse, og åbne netværk var nødvendige for vækst. Den proces der førte frem til dannelsen af en ny religion var social og involverede alle medlemmer af gruppen; det var selvfølgelig de karismatiske ledere eller stifteren der virkede tiltrækkende, men det var hele gruppen der gjorde arbejdet med at etablere et uafhængigt trossystem.<ref>Bilde (2001) pp. 39</ref>
 
== Ritualer ==
Udviklingen af de kristne ritualer i 1. århundrede var præget af både kontinuitet og forandring. Med fra den gamle jødiske tradition tog de kristne de religiøse tekster og ideen om [[synagoge]]n som rituelt samlingspunkt. Men teksterne blev nytolket, og selve ritualerne ændrede form og indhold. De allerførste kristne kom i templet og brugte synagogerne, og Jesus havde opfattet sig selv som en reformator af jødedommen og ikke som en grundlægger af en ny religion. Indtil 90 e.v.t. fandt den kristne forkyndelse primært sted i synagogerne. Først ved overgangen til det 2. århundrede begyndte de kristne at opfatte deres traditioner som fundamentalt forskellige fra jødernes.<ref>Bilde (1999) pp. </ref>
 
Det er usikkert, om [[gudstjeneste]]r fungerede som en selvstændig ceremoni, eller om de indgik som led i de øvrige ritualer. Der er heller ikke levn, der tyder på, at der fandtes en fast liturgisk struktur for en gudstjeneste, blot at visse elementer ofte indgik; det drejer sig om [[salme]]sang, belæringer, [[åbenbaring]]er, [[bøn]] og [[tungetale]]. Formålet med åbenbaringer var at give menigheden indsigt ([[gnosis|gnôsis]]) i de centrale trosforestillinger, og de blev næsten udelukkende foretaget af en apostel eller en anden person med stor autoritet i bevægelsen. I den efter-apostolske tid bliver det i højere grad nødvendigt at etablere en [[dogmatik]] for at kunne opretholde ideen om den rene lære. Det skete ved, at [[ortodoksi]]en blev adskilt fra [[kætter]]iet, og med tiden får de belærende elementer også større betydning i gudstjenesten.<ref>Laursen (1994) pp. 407-417</ref>
 
== Noter ==
<div class="references-small" style="-moz-column-count:2; column-count:2;">
{{Reflist}}
<references/>
</div>
 
== Litteratur ==
*Per Bilde: "Ny vin på nye flasker? Grundlæggelsen af kristendommen som en ny religion i hellenistisk-romersk tid". I Per Bilde & Mikael Rothstein (red.): ''Nye religioner i hellenistisk-romersk tid og i dag'', 1999 ISBN 87-7288-761-3
*Per Bilde: ''En religion bliver til : en undersøgelse af kristendommens forudsætninger og tilblivelse indtil år 110'' ´2001 ISBN 87-7457-277-6
67.893

redigeringer