Romersk kultur: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m robot: automatisk teksterstatning: (-{{kilde mangler}} +{{kilde mangler|dato=Uge 50, 2008}})
m Bot: Erstatter skabelon: Hovedartikel
Linje 7:
== Byliv ==
{{HovedartikelUddybende|Den romerske by}}
Livet i Romerriget var som udgangspunkt centreret omkring Rom. Den indeholdt store monumentale bygninger, sm fx det flaviske amfiteatret (nu kaldet [[Colosseum]]), [[Forum romanum]] og [[Pantheon]], dertil kom mange teatre og gymnasier, kroer, bade og bordeller. I selve byen varierede størrelsen på bygningerne meget, fra de mindste lejlighedskomplekser ([[insulae]]) til aristokratiets enorme villaer. De allerstørste villaer lå i republikansk til på [[Palatin]] (en af Roms syv høje), senere blev den forbeholdt kejseren. Ordet ”palads” stammer fra den høj. Størsteparten af befolkningen levede i under trange kår i byens centrum i lejlighedskomplekserne.
 
Linje 15:
 
== Klientsamfundet ==
{{HovedartikelUddybende|Klient (romerriget)}}
I det romerske samfund spillede [[klient (romerriget)|clientelasystemet]] en afgørende rolle; det byggede på en ”do ut des – tankegang”, det betyder: ”Jeg giver, for at du skal give”. I reglen fungerede det ved, at en mand fra et højere socialt lag ydede en tjeneste til en mand fra et lavere socialt lag. Han blev derved [[patron]] for sin klient, der herefter var forpligtet til at yde gentjenester. Dette gensidige afhængighedsforhold var ikke noget unikt for Romerriget, men har været en del af de fleste før-moderne samfund i hele verden, og trives stadig mange steder. I Romerriget var det blot i usædvanlig grad sat i system; fx sprogligt. De velgerninger patronen gav, hed beneficia, mens han modtog officia (pligter) fra sin klient, som derved viste sin gratia (taknemmelighed). Hermed menes ikke en sentimental, men en funktionel taknemmelighed, fordi der er tale om et operationelt system. Da [[Julius Cæsar]] eksempelvis lånte 800.000 [[sestertier]] til [[Cicero]], måtte han skrive et epos i form af et hyldestdigt til Cæsar som udtryk for hans gratia; digtet fremstillede nærmest Cæsar som guddommelig, til trods for, at Cicero egentlig brød sig såre lidt om Cæsar.