Svend Grathe: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
No edit summary
m Fjerner htmlkode; kosmetiske ændringer
Linje 9:
|dødested =[[Grathe Hede]]
|gravsted = Muligvis [[Grathe Kapel]] ved Grågårde i [[Thorning]]. Kapellet er nedrevet, men stedet er markeret med [[Grathe-stenen]].
|regeret = [[Sjælland]] [[1146]]-[[1157]]<br />[[Danmark]] [[1152]]-[[1157]]
|valgsprog =
|far=[[Erik Emune]]
|mor=[[Thunna]]
|ægtefælle = [[Adele]]
|børn = [[Erik af Danmark]]<br />[[Luitgard af Danmark]]
}}
 
'''Svend Grathe''' ('''Svend 3.'''), [[1125]]&ndash;[[1157]], dansk medkonge sammen med [[Knud 5.]] og [[Valdemar 1. den Store|Valdemar]] fra [[1146]]&ndash;[[1157]]. Ved faderen [[Erik Emune]]s drab ([[1137]]) var Svend for ung til at blive konge, og [[Erik Lam]], der fik kronen, sendte ham til [[Konrad 3. af Franken]]'s hof, hvor han blev ven med kongens brodersøn, den unge Frederik af [[Schwaben]]. Tyske kilder fra denne tid kalder Svend for Peter, idet han som flere af kongeslægten har haft et dobbeltnavn.
 
== Tronstrid ==
 
Sidst i Erik Lams kongetid var han atter i Danmark, hvor han og hans fætter Valdemar trods [[ærkebiskop Eskil]]s indsigelse skrinlagde [[Knud Lavard]]s ben ([[1146]]). Samme år trak Erik sig tilbage og døde, og straks greb Svend efter kronen. Det lykkedes ham at vinde sjællændere og skåninger, men hovedmassen af jyderne samledes om [[Knud 5.|Knud Magnussen]], og en voldsom tronkamp begyndte. Eskil nærmede sig til Knud, men Svend overvandt ærkebispen og holdt ham fangen i hans egen domkirke; snart reddedes han dog ved sin egen dristighed og købte sig Eskils tilgivelse og tilslutning ved at skænke ærkesædet gods i [[Skåne]] og en stor del af
Linje 25:
[[korstog]]sbevægelse sluttede kongerne sig dernæst sammen til fælles tog mod [[vender]]ne ([[1147]]), men udrettede kun lidet. Jyderne så med glæde [[vender]]ne nedhugge skåningerne og tage Svends kongeskib, og Svend var for mistroisk over for Knud til at ville sejle hjem på hans skib og kongekrigen brød løs igen. Atter var Knud den angribende, overrumplede [[Roskilde]], men tabte i kampen ved [[Tåstrup]], hvor Svend personlig dog ikke udmærkede sig ([[1148]]). Svend havde nu overtaget, bemægtigede sig [[Fyn]], satte Valdemar til hertug i [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]] og hjemsøgte, støttet af ditmarskeren Edeler, grev Adolf af [[Holsten]]s lande, fordi denne havde sluttet sig til Knud, men kunne ikke afværge Edelers fald i en ulige kamp med holstenerne. Senere sejrede Svend ved [[Viborg]] ([[1150]]) og jog Knud af landet, og da hans medbejler kom igen med tyske hjælpetropper, tilføjede han ham et nyt nederlag ved [[Gedbæk]] ([[1151]]). Æren for disse sejre tilkom dog mest Valdemar.
 
== Lensmand for Frederik Barbarossa ==
Sit herredømme over Danmark søgte Svend at sikre ved en ydmyg henvendelse til Konrad 3. hos hvem også Knud, men forgæves, søgte om hjælp. Endnu en gang satte Knud sig fast på dansk grund ved at vinde friserne, men Svend indtog hans friserborg. Knud tyede til den ny tyske konge, [[Frederik Barbarossa|Frederik 1.]], der stævnede sin ungdomsven til mødet i [[Merseburg]] ([[1152]]). Kronen tildømtes Svend, men han blev Frederiks [[lensmand]] og måtte love at give Knud [[Sjælland]] til len. Da han alligevel kun gav ham spredte forleninger, krænkede han Valdemar, som var gået i borgen for forliget, og lagde grund til sin egen ulykke.
 
Linje 31:
en islandsk skjald fik ikke løn for sit kongekvad.
== Knud og Valdemar går sammen ==
Under disse forhold sluttede Valdemar og Knud sig nærmere til hinanden. Svend søgte at rydde Valdemar af vejen eller i det mindste
uskadeliggøre ham ved at lokke ham i tysk fangenskab, men planen mislykkede. Eskil forlod Svend, selv mange af hans tidligere tro tilhængere faldt fra ham, og under sine krigeres hån flygtede han til [[Tyskland]]. Henved 3 år flakkede han om uden at kunne finde hjælpere i kampen. Ved gyldne løfter fik han endelig Henrik Løve til at ruste sig. De bestak [[Danevirke]]s portvagt, slap ind til Slesvig, brandskattede byen og plyndrede handelsflåden i Slien, men drog tilbage uden at afvente fjendens komme. Henrik Løve lod
Linje 37:
andre konger drog imod ham, men der indledtes forhandlinger i [[Odense]] og aftaltes fredsmøde på [[Lolland]], hvor Valdemar ved kendelse tredelte riget og selv valgte Jylland. Svend fik ret at vælge før Knud og tog de skånske lande for ikke at være indeklemt mellem sine medbejlere. Knud fik altså Sjælland.
 
== Det endelig opgør ==
For at fejre afslutningen på mange års stridigheder indbød Svend sine medkonger til et forsoningsgilde i [[Roskilde]]. Det fandt sted den [[9. august]] [[1157]]. Det endte med, at Svends folk myrder Knud, mens det lykkedes den sårede Valdemar at undslippe. Den [[23. oktober]] samme år mødtes de i et kort, men voldsomt slag på [[Grathe Hede]]. Det endte med, at Svend flygtede ud i nogle sumpe, hvor han mistede våben og udrustning. Han blev taget til fange og dræbt med et øksehug. Herefter var Valdemar dansk enekonge.
 
== Gravsted ==
Ifølge lokale overleveringer blev Svend Grathe "jordet", der hvor han blev slået ihjel, og siden skulle der være opført et kapel på stedet. Kapellet menes at være det nu nedrevne "[[Grathe Kapel]]"<ref>Kulturarvsstyrelsens database over "Fund og Fortidsminder" [http://www.dkconline.dk/wincgi/dkc.exe?Function=GetLokalitet&Systemnr=167369] </ref> ved Grågårde i nærheden af [[Thorning]].
Digteren [[Thor Lange]] opsatte i 1892 et stenkors - [[Grathe-stenen]] - på stedet hvor kapellet lå.
Linje 48:
{{DBL}}
 
== Kilder/henvisninger ==
* Søren Sørensen (www.aerenlund.dk)
* [[Lexopen]]
* [http://runeberg.org/dbl/17/0007.html Dansk biografisk leksikon om Svend Grade]
 
== Noter ==
{{reflist}}