Slaget ved Appomattox Courthouse: Forskelle mellem versioner

|part1=[[Amerikas Forenede Stater]]

|fører1 =[[Ulysses S. Grant]]

|tab1= 164<ref name=Salmon492>Salmon, p. 492.</ref>

|part2=[[Amerikas Konfødererede Stater]]

|fører2 =[[Robert E. Lee]]

|styrke2=[[Army of Northern Virginia]]

|noter=

}}

'''Slaget ved Appomattoc Court House''' var det sidste slag, som general [[Robert E. Lee]]’s [[Army of Northern Virginia]] udkæmpede, før den overgav sig til unionshæren under general [[Ulysses S. Grant]].

 

Den [[1. april]] [[1865]] omgik generalmajor [[Philip Sheridan]]'s [[kavaleri]] Lees flanke i [[Slaget ved Five Forks]]. Den næste dag opnåede Grants hær et afgørende gennembrud, som i praksis afsluttede [[belejringen af Petersburg]]. Lee opgav [[Petersburg (Virginia)|Petersburg]] og [[Richmond]] og søgte vestpå til Appomattox Station, hvor et forsyningstog ventede på ham. Derfra håbede han på at kunne fortsætte mod syd og forene sine styrker med general [[Joseph E. Johnston]]s hær i [[North Carolina]].

 

Den [[8. april]] opsnappede og afbrændte unionskavaleri under brigadegeneral [[George Armstrong Custer]] 3 forsyningstog, som ventede på Lees hær. Nu var begge unionshærene [[Army of the Potomac]] og [[Army of the James]] på vej til Appomattox.

 

[[Billede:Appomattox Campaign.png|675px|Appomattox kampagnen]]

 

Unionens infanteri var tæt på, men den eneste enhed tæt nok på til at understøtte Sheridans kavaleri, var XXIV korps fra [[Army of the James]]. Dette korps marcherede 50 km på kun 21 timer for at nå frem. [[Generalmajor]] [[Edward Ord]], som kommanderede Army of the James ankom sammen med XXIV korps omkring kl. 4, og med V korps tæt bagefter. Sheridan opstillede 3 kavaleridivisioner langs en lav bakke sydvest for Appomattox Court House.

 

Ved daggry den 9. april angreb Sydstaternes 2. korps under generalmajor [[John B. Gordon]] Sheridans kavaleri og tvang snart den første linje tilbage. Sydstaternes kavaleri under generalmajor [[Fitzhugh Lee]] bevægede sig rundt om unionshærens flanke. Den næste linje, som blev holdt af brigadegeneralerne [[Ranald S. Mackenzie]] og [[George Crook]], faldt tilbage. Gordons tropper angreb gennem Unionens linjer og erobrede bakken, men da de nåede toppen, så de hele Unionens XXIV korps opstillet til kamp med V korps til højre for sig. Fitz Lees kavaleri så Unionshæren og trak sig straks tilbage, hvorefter de red af sted mod Lynchburg. Ords tropper begyndte at rykke frem mod Gordons korps, mens Unionens II korps begyndte at bevæge sig mod generalløjtnant [[James Longstreet]]s korps mod nordøst. Oberst Charles Venable fra Lees stab kom til Gordon på dette tidspunkt og spurgte efter hans vurdering, og Gordon gav ham et svar, som han vidste, Lee ikke ønskede at høre: ’’Sig til general Lee, at jeg har kæmpet sammen med mit korps, så de er segnefærdige, og jeg er bange for, at jeg ikke kan gøre noget, hvis ikke jeg får kraftig forstærkning fra Longstreets korps’’ Efter at have hørt dette udtalte Lee endelig det uundgåelige: ’’Så er der ikke andet for mig at gøre end at gå og mødes med general Grant, og jeg ville hellere dø tusind gange’’.

 

Klokken 8.00 red Lee ud for at møde Grant, ledsaget af tre af sine hjælpere. Mens der fortsat lød geværild på Gordons front, og Unionens fortropper fortsat rykkede frem mod Longstreets front modtog Lee en meddelelse fra Grant. Efter flere timers udveksling af meddelelser blev en våbenhvile aftalt, og Grant modtog Lees anmodning om at diskutere overgivelsesbetingelser. Lees adjudant oberst Charles Marshall blev sendt ud for at finde et sted, hvor Grant og Lee kunne mødes og valgte Wilmer McLeans hus. Det var den samme mand, som blev tvunget til at udlåne sit hjem til general [[P.G.T. Beauregard]] under det [[Første slag ved Bull Run]], krigens første store slag.

 

[[Billede:lee.jpg|200px|thumb|Robert E. Lee]]

Iført en pletfri uniform ventede Lee på, at Grant skulle komme. Grants hovedpine forsvandt, da han modtog Lees note. Han ankom i en beskidt uniform, som normalt blev brugt af de menige soldater, og kun hans skuldermærker angav hans rang. Pludselig overvældet af tungsind havde Grant svært ved at komme til sagen, og i stedet talte de to generaler kort om et tidligere møde under den Mexicansk-amerikanske krig. Lee bragte dem tilbage til det aktuelle emne, og Grant tilbød de samme rundhåndede betingelser som tidligere:

Udover disse betingelser tillod Grant også de slagne mænd at tage deres heste og muldyr med hjem, så de kunne gennemføre forårssåningen. Lee sagde, at det ville have en meget positiv effekt på mændene og betyde meget for at forlige landet. Da Lee forlod huset og red bort, begyndte Grants mænd at råbe hurra, men Grant beordrede dem til at stoppe. ’’Jeg gav straks besked om, at det skulle ophøre’’, sagde han. De konfødererede var nu vores fanger, og vi ønskede ikke at triumfere over deres undergang.

 

 

Den [[10. april]], holdt Lee sin afskedstale til hæren. Den samme dag samledes en 6-mands kommission for at diskutere en formel overgivelsesceremoni, selv om ingen sydstatsofficer ønskede en sådan handling. Brigadegeneral [[Joshua L. Chamberlain]] var den unionsofficer, der blev udvalgt til at styre ceremonien, og han nedskrev senere om sine tanker om, hvad han oplevede den 12. april:

Denne dag passerede 27.805 sydstatssoldater forbi og stablede deres våben.

 

Rundt regnet 175.000 sydstatssoldater var stadig under våben ud over landet. Som Porter Alexander havde forudset, var det kun et spørgsmål om tid, før de øvrige sydstatshære begyndte at overgive sig. Da nyheden om Lee’s overgivelse spredte sig, erkendte andre sydstatskommandører, at Konføderationen var så godt som død, og besluttede selv at nedlægge våbnene. Joseph E. Johnstons hær i North Carolina, som Lee havde håbet på at kunne forene sig med, overgav sig til generalmajor [[William T. Sherman]] den [[26. april]]. General [[Edmund Kirby Smith]] overgav hæren vest for Mississippi i maj og brigadegeneral [[Stand Watie]] overgav den sidste større styrke den [[23. juni]].

 

Lee glemte aldrig Grants storsindethed under overgivelsen, og i resten af sit liv ville han ikke tolerere, at der blev talt uvenligt om Grant i hans nærvær. Ligeledes værdsatte general Gordon Chamberlains simple handling med at salutere den slagne hær og kaldte Chamberlain et eksempel på ’’den reneste blandt riddere’’.

 

* Chamberlain, Joshua L., ''The Passing of Armies: An Account of the Final Campaign of the Army of the Potomac'', Bantam reprint, 1992, ISBN 0-553-29992-1.

* |Freeman, Douglas S., [http://penelope.uchicago.edu/Thayer/E/Gazetteer/People/Robert_E_Lee/FREREL/home.html ''R. E. Lee, A Biography''] (4 bind), Scribners, 1934.

* Korn, Jerry, and the Editors of Time-Life Books, ''Pursuit to Appomattox: The Last Battles'', Time-Life Books, 1987, ISBN 0-8094-4788-6.

* Salmon, John S., ''The Official Virginia Civil War Battlefield Guide'', Stackpole Books, 2001, ISBN 0-8117-2868-4.

*[http://www.cr.nps.gov/hps/abpp/battles/va097.htm National Park Service beskrivelse af slaget]

 

{{reflist}}

 

* Marvel, William, ''A Place Called Appomattox'', University of North Carolina Press, 1999.

*[http://www.footnote.com/image/4346760 Det originale overgivelsesdokument ved Appomattox] Virginia April 10, 1865

 

{{DEFAULTSORT:Appomattox Courthouse, Slaget ved}}

 

[[cs:Bitva u Appomattoxu]]