Den nytyske skole: Forskelle mellem versioner

Den '''nytyske skole''' ([[tysk (sprog)|ty.]] ''Neudeutsche Schule'') var en strømning inden for den musikalske udvikling bort fra den konservative forståelse af musikken som [[Absolut musik|absolut]] og hen imod [[programmusik]].

Der havde i anden halvdel af 1800-tallet dannet sig en gruppe af musikere og musikvidenskabsfolk omkring [[Franz Liszt]], som udmøntede udtrykket "musik for fremtiden" (ty. "Musik der Zukunft"). Udtrykket ''den nytyske skole'' skulle stamme fra [[Franz Brendel]] 1859, udgiveren af ''[[Neue Zeitschrift für Musik]]'' ('Nyt tidsskrift for musik'<ref>Om [[:no:Neue Zeitschrift für Musik|''Neue Zeitschrift für Musik'']] på norsk</ref>). Til denne kreds af ''nytyske'' hørte foruden Brendel og Liszt komponisterne [[Hector Berlioz]], [[Richard Wagner]] og Liszt-eleverne Joachim Raff, [[Peter Cornelius (komponist)|Peter Cornelius]] og Felix Draeseke. Som historisk forbillede blev [[Ludwig van Beethoven]] trukket frem som komponist og [[Robert Schumann]] som kritiker.

For den ''nytyske skole'' drejede det sig om ny definition af kunstneren i samfundet: ved siden af selve det at komponere musik blev den 'åndelige' beskæftigelse med musikken, musikkritikken, hævet op til et opgave for kunstneren &ndash;– musikeren blev til en intellektuel. <!--(blev gjort intellektuel).--> Dermed var der lagt en vigtig grundsten for det moderne inden for musikken.

Begrebet ''nytysk'' implicerer en politisk målretning eller i det mindste et nationalt tilhørsforhold. Imod det taler dog det deciderede internationale præg gennem de tre: Berlioz, Liszt og Wagner. Faktisk var den unge Liszt og den unge Wagner i deres skrifter ledt af tidligsocialistiske socialutopier, der var forbundet med bestræbelserne efter en nationalstat. Denne politiske dimension forsvandt dog hurtigt i den journalistiske strid; kun Brendel taler i sin opsats "Das Kunstwerk der Zukunft und die Einzelkünste" ('Fremtidens kunstværk og den enkeltstående kunst') om et verdenssamfund hvis ledestjerne skulle være musikdramaet (Wagners). Den ''nytyske skole'' og især Liszts [[symfoniske digtning]] udgjorde dog for mange europæiske kunstnere en måde til identifikation med det egne land og til at udvikle et 'tonesprog': således kan i det sene 19. århundrede næsten alle nationale skoler og stilarter (fx i Rusland, Tjekkiet og Finland) på direkte eller indirekte måde udledes af Liszts, Wagners og Berlioz' æstetik og musik.