|
[[Billede:Srebrenica 1 2008.jpg|thumb|[[Potočari]] den 11. Juli 2008]]
{{Militær konflikt
[[Billede:HuseinovicSadik.jpg|thumb|En 13-årig drengs gravsten 2007]]
|konflikt='''Påskekrisen'''
[[Billede:Srebrenica 2 2008.jpg|thumb|Begravelse af 306 identificerede Massakreofre 2008]]
|Del af kampen for irsk uafhængighed
[[Billede:Srebrenica2007.jpg|thumb|Begravelse af 465 identificerede massakreofre 2007]]
|billede=[[Image:1916proc.jpg|200px]]
|overskrift=den irske republik udråbes, påsken 1916
|dato= 24.April til 30.april, 1916
|sted=[[Dublin]] <br> endvidere små træfninger <br> og skærmydsler i [[Ashbourne, County Meath]] samt grevskaberne [[Galway]], [[Louth]], [[Wexford]]
|casus belli=Troen på at irsk uafhængighed ikke kunne opnås ved ikke-voldelige midler havde lidt skibbrud
|Område=
|resultat=Rebellernes betingelsesløse overgivelse, henrettelse af dets ledere
|part1=[[billede:Flag of Ireland.svg|22px|border]] [[Irish Republican Brotherhood]]<br>[[Irish Volunteers]]<br>[[Irish Citizen Army]]<br>[[Cumann na mBan]]<br>[[Hibernian Rifles]]<br>[[Fianna Éireann]]
|part2={{flagicon|United Kingdom}} [[British Army]]<br>[[Dublin Metropolitan Police]]<br>[[Royal Irish Constabulary]]
|fører1=[[billede:Flag of Ireland.svg|22px|border]] [[Patrick Pearse]]<br> [[billede:Flag of Ireland.svg|22px|border]][[James Connolly]]
|fører2={{flagicon|United Kingdom}} Brigadechef [[William Henry Muir Lowe|WHM Lowe]]<br>{{flagicon|United Kingdom}} General Sir [[John Maxwell (General)|John Maxwell]]
|styrke1=1,250 i Dublin, c. 2-3,000 andre steder, sidstnævnte tog dog liden del i kampene.
|styrke2=16,000 tropper og 1,000 udrustede politifolk i Dublin i slutningen af ugen
|tab1=82 dræbte, 1,617 sårede, 16 henrettet
|tab2=157 dræbte, 318 sårede
|tab3=220 civile dræbte, 600 sårede
|noter=
}}
'''Massakren i Srebrenica''' var en krigsforbrydelse begået under [[Krigen i Bosnien-Hercegovina]], der ifølge FN-ret er blevet klassificeret som et folkemord<ref>Sofern nicht anders angegeben, stützen sich die Aussagen dieses Artikels auf das erstinstanzliche Gerichtsurteil des UN-Kriegsverbrechertribunals gegen Radislav Krstić, die auszugsweise in Deutsch vorliegenden Prozessprotokolle dazu (siehe Bogoeva und Fetscher), den UN-Bericht zu Srebrenica von 1999, das Buch von D. Rohde (der für seine Berichte zum Thema den Pulitzerpreis erhielt) und in Teilen auch auf die NIOD-Untersuchung.</ref>.
== Påskeopstanden i Irland 1916 ==
I omegnen af [[Srebrenica]] dræbtes i omkring 8000 [[bosniakkere]] - alle mænd og drenge i alderen 12 til 77 år<ref>[http://un.org/icty/krstic/TrialC1/judgement/krs-tj010802e.pdf Erstinstanzliches Urteil gegen Krstić], S.26 (Papierzählung)</ref>. Massakren blev begået af lederen af Vojska Republike Srpske, VRS - [[Ratko Mladic]], af politiet og af serbiske paramilitære militser. Det foregik over adskillige dage og foregik på mange forskellige gerningssteder i nærheden af Srebrenica. Gerningsmændene begravede tusindvis af lig i massegrave. I de uger der fulgte efter massedrabet blev mange af ligene lagt i nye massegrave for at sløre gerningen.
'''Påskeopstanden''' (irsk: ''Éirí Amach na Cásca'')<ref>[http://www.taoiseach.gov.ie/irish/index.asp?docID=2532 Department of the Taoiseach - Easter Rising]</ref> fandt sted i [[Irland]] i påsken 1916. Opstanden var et forsøg fra militante irske republikanere på at opnå uafhængighed fra [[Storbritannien]]. Det regnes som den vigtigste opstand siden opstanden i 1798.
Begivenhederne i juli 1995 gælder som de værste massakrer i Europa siden afslutningen på [[2.verdenskrig]]. Den næsten afsluttede retsproces ved den internationale domstol har vist at forbrydelserne ikke foregik spontant, men derimod var systematisk planlagt og gennemført. [[Det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien]] har dømt [[Radislav Krstic]]<ref>[http://www.trial-ch.org/de/trial-watch/profil/db/legal-procedures/radislav_krstic_97.html Bericht von TRIAL über das Verfahren gegen Krstić]</ref><ref>[http://www.un.org/icty/krstic/TrialC1/judgement/krs-tj010802e.pdf Erstinstanzliches Urteil gegen Krstić]</ref><ref>[http://www.un.org/icty/krstic/Appeal/judgement/krs-aj040419e.pdf Urteil im Berufungsverfahren gegen Krstić]</ref> såvel som [[Vidoje Blagojevic]] og [[Dragan Jokic]]<ref>[http://www.trial-ch.org/de/trial-watch/profile/db/facts/vidoje_blagojevic_307.html Bericht von TRIAL über Blagojević]</ref><ref>[http://www.trial-ch.org/de/trial-watch/profil/db/facts/dragan_jokic_308.html Bericht von TRIAL über Jokić]</ref><ref>[http://www.un.org/icty/blagojevic/trialc/judgement/bla-050117e.pdf Erstinstanzliches Urteil gegen Blagojević und Jokić]</ref> for folkemord. I slutningen af Februar 2007 bedømte [[Den Internationale Domstol]] også gerningen til at være folkemord<ref>[http://www.zeit.de/online/2007/09/IGH-Srebrenica?page=all ''Völkermord in Srebrenica'', ZEIT online, 26. Februar 2007]</ref>.
Opstanden varede fra 24.april til 30.april 1916 og var planlagt af [[Irish Republican Brotherhood]]. Oprørerne, der bestod af [[Irish Volunteers]] under ledelse af [[Patrick Pearse]], - af [[Irish Citizen Army]] under ledelse af [[James Connolly]] og endelig af 200 medlemmer fra [[Cumann na mBan]] bemægtigede sig nøglepositioner i Dublin. Også andre steder i Irland var der handling, men bortset fra angrebet på en RIC-kaserne i [[Ashbourne, County Meath]] var der tale om mindre hændelser.
== Forhistorie ==
Opstanden blev nedkæmpet efter seks dages kamp, og dens ledere stillet for en krigsret og henrettet, til gengæld var den med til at bringe den militære gren af irsk nationalisme tilbage som en dominerende politisk magt. Ved valget i 1918, det sidste valg der gjaldt hele Irland afholdt til det britiske parlament, vandt republikanerne 73 ud af 105 pladser, på politisk at undsige [[Westminster]] og være for irsk uafhængighed. I januar 1919 sammenkaldte, de endnu ikke fængslede, [[Sinn Féin]]-medlemmer den første [[Dáil]] og dannede ved den lejlighed den [[irske republik]]. Da den britiske regering nægtede at anerkende den nye stat førte det til den irske uafhængighedskrig.
I [[Krigen i Bosnien-Hercegovina]] kom det i den østbosniske provins, hvor også byen Srebrenica lå, til militære kontroverser mellem de bevæbnede enheder af bosniske serbere på den ene side og med bosniakkerne på den anden. Det lykkedes det bosnisk-serbiske militær sammen med paramilitære enheder at erobre byen, hvor trefjerdedele var bosniakker, i foråret 1992. Den serbiske overhøjhed i byen varede dog kun få uger. Under ledelse af [[Naser Oric]] erobrede bosniakiske militærenheder byen tilbage i maj 1992.
=== Militære kontroverser indtil April 1993 ===
== Baggrund ==
=== Foranstaltning af en beskyttelseszone ===
Siden Storbritannien og Irland, i form af [[unionsloven]], i 1800 var blevet forenet til [[Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland]], havde unionsmodstanden vist sig i to former: En parlamentarisk og en voldelig.
=== Indmarch af bosnisk-serbiske enheder i beskyttelseszonen ===
Daniel O´Connell, der grundlagde [[Repeal Association]] i 1840, arbejdede for en fredelig udtræden der skulle opnås ved at lægge et pres via såvel det engelske underhus som ved politiske massemøder. Organisationen [[Young Irelanders]] var oprindeligt en gren af O´Connells bevægelse, men brød ud fra denne i 1846 for at stifte [[Irish Confederation]], hvis ledere [[William Smith O´Brien]], [[Thomas Francis Meagher]] og [[John Blake Dillon]] førte an i [[Young Irelander opstanden i 1848]]. Den Feniske bevægelse var, med deres opstand i 1867, et andet eksempel på den voldelige militante strategi. Opstanden endte i fiasko, men bevægelsen fortsatte som et stærkt hemmeligt edsbundet samfund<ref name="The McGarrity Papers">Sean Cronin, The McGarrity Papers, Anvil Books, 1972. </ref>. I 1873 blev der afholdt en fenisk kongres i [[Dublin]] hvor bevægelsen skiftede navn til [[Irish Republican Brotherhood]] samt vedtog en forfatning. To resolutioner blev vedtaget:
* At centralkomitéen i IRB skulle agere som den irske republiks regering.
* At formanden skulle være præsident indtil den dag at det irske folk selv kunne vælge sig en præsident.<ref>Eoin Neeson, ''Myths from Easter 1916'', p. 67</ref>
== Massakren ==
Det lykkedes for [[Hjemmestyrebevægelsen]] og [[Charles Stewart Parnell]]´s ''[[Irish Parliamentary Party]]'' at få valgt en del medlemmer til det engelske underhus og i kraft af en parlamentarisk nøgleposition kunne man true med at obstruere det politiske arbejde. Grundet dette lykkedes det at få forhandlet hele tre hjemmestyrelove på plads. Parnells formål begrænsede sig dog ikke til hjemmestyre. Dette blev klart da han i en tale i januar 1885 sagde "Ingen mand har ret til at sætte grænser for en hel nations march..."<ref>F.S.L. Lyons, Parnell, Gill & Macmillan, FP 1977, ISBN 0 7171 3939 5 pg. 264</ref>. Den [[første hjemmestyrelov]] blev nedstemt i det engelske underhus i 1886. Den [[anden hjemmestyrelov]] i 1893 blev vedtaget i underhuset men nedstemt i det engelske overhus. Den [[tredje hjemmestyrelov]] i 1912 blev igen stemt igennem i underhuset og nedstemt af overhuset, men grundet den [[ny parlamentslov]] (gennemført af [[H.H.Asquith]] med hjælp fra [[John Redmond]], der blev leder af IPP efter Parnells død) ville loven gennemføres to år efter. I modsætning til Parnell, så Redmond hjemmestyre som det endelige politiske mål<ref>Eoin Neeson, ''Myths from Easter 1916'', p. ?</ref>.
=== Bosniakkernes flugt til Potocari ===
Såvel [[Ulsters unionister]], med [[Edward Carson]] i spidsen, [[Tories]] og det [[engelske overhus]] var modstandere af hjemmestyre, da det var i modstrid med deres interesser. 13.januar 1913 dannede unionisterne [[Ulster Volunteer Force]], for voldeligt at kunne modgå det snarlige påbud om hjemmestyre, og endvidere kom der trusler om voldelig aktion i tilfælde af et hjemmestyre fra engelske konservative her af den konservative leder [[Andrew Bonar Law]].<ref>The Green Flag, Kee, p.400-1. The IRA, Coogan, p.8-11</ref><ref>Kee, 170-2</ref><ref>{{cite book | last = Geraghty | first = Tony | authorlink = Tony Geraghty | title = The Irish War: The Hidden Conflict Between the IRA and British Intelligence | publisher = [[Harper Collins]] | year = 2000 | pages = 314–315 | doi = | isbn = 978-0006386742}}</ref> I opposition hertil dannede tilhængere af hjemmestyre 25.november 1913 [[Irish Volunteers]], en militant gruppe der skulle sikre hjemmestyret<ref>Kee, 201-2</ref>. Hjemmestyreloven modtog sin kongelige stadfæstelse 18.september 1914, men undtog et endnu ikke afgrænset område i Ulster<ref>Kee, 181-2</ref>. Efterfølgende blev loven midlertidig suspenderet som følge af 1.verdenskrig, der var udbrudt en måned tidligere, hvilket medførte at Irish Volunteers knækkede over i to grene, en klar majoritet der støttede briterne og de allierede i [[1.verdenskrig]] i form af det nydannede [[National Volunteers]]. En mindre gren regrupperede Irish Volunteers, under ledelse af Thomas Clarke og Seán MacDermott<ref>Easter 1916: The Irish rebellion, Charles Townshend, 2005, page 18, The McGarrity Papers: revelations of the Irish revolutionary movement in Ireland and America 1900 – 1940, Sean Cronin, 1972, page 16, 30, The Provisional IRA, Patrick Bishop & Eamonn Mallie, 1988, page 23, The Secret Army: The IRA, Rv Ed, [[J. Bowyer Bell|J Bowyer Bell]] 1997, page 9, The IRA, Tim Pat Coogan, 1984, page 31</ref>, og fortsatte bestræbelserne på ikke at lade sig nøje med hjemmestyre inden for den [[britiske krone]], men for en uafhængig irsk republik<ref name="The Fenians">The Fenians, Michael Kenny, The National Museum of Ireland in association with Country House, Dublin, 1994, ISBN 0 946172 42 0</ref>
.
=== Den humanitære krise i Potocari ===
== Planlægning af opstanden ==
=== Borttransportering af kvinder, børn og ældre ===
Planen om opstanden blev født allerede få dage efter at Tyskland i august 1914 var blevet erklæret krig. Det øverste råd i IRB trådte sammen på adressen 25 Parnell Square hvor de, udfra det gamle irske maksime "Englands nød er Irlands chance", besluttede at de ville tage aktion inden krigen var ovre. Rådet besluttede sig for tre ting: At etablere et militært råd, søge al mulig hjælp fra Tyskland og sikre kontrol med "The Volunteers".
=== Frasortering af de mandlige Bosniakker ===
Selvom det var IRB´s langsigtede mål at opnå en selvstændig irsk republik, havde man ingen illusioner om at det kunne opnås ved en enkelt opstand. Ifølge historikeren Eoin Neeson, havde lederne ikke kalkuleret med en mulig militær sejr, men stillede sig tilfreds med militære markeringer.<ref>Eoin Neeson, ''Myths from Easter 1916'', p. ?</ref> IRB havde tre formål med opstanden: For det første at erklære en irsk republik, for det andet at revitalisere folkets gejst og vække den separitistiske nationale glød og for det tredje at fordre en plads ved efterkrigstidens fredsforhandlinger<ref name=" The Easter Rising">Michael Foy & Brian Barton, The Easter Rising, J.H. Haynes & Co., ISBN 0 7509 3433 6</ref>
.
=== Marchkolonnen ===
I denne hensigt dannede IRB´s kasserer [[Tom Clarke]] dannede i den hensigt at planlægge en opstand et militært råd, indledende bestod dette af [[Patrick Pearse]], [[Eamonn Ceannt]] og [[Joseph Plunkett]] hvor han selv og [[Séan Mac Diarmada]] blev føjet til kort tid efter. Alle var de medlemmer af IRB og alle med undtagelse af Clarke også af Irish Volunteers<ref name=" The Easter Rising"/>.
=== Henrettelserne ===
IRB´s andet formål var på dette tidspunkt allerede godt i gang med at lykkes. IRB havde infiltreret en lang række af organisationer som [[Gaelic Athletic Association]]<ref>P. S. O’Hegarty writes that “of the seven founding members they were probably all Fenians, but at least four of them were.” While the Fenians used it naturally, it was not a political organisation, according to Hegarty; it remained faithful to its purpose: the Preservation and Cultivation of National Pastimes, though they did use it for the strengthening of national feeling generally. ''A History of Ireland Under the Union 1801 to 1922, pp. 611-612, P. S. O'Hegarty, Methuen & Co. Ltd, London</ref>, [[The Gaelic League]], [[Sinn Féin]], fagforeningerne og siden [[Citizen Army]].
=== Primære og sekundære massegrave ===
Volunteers kom gradvist mere under IRB´s kontrol, organisationen var dannet af IRB i 1913, med det formål at iscenesætte en opstand,<ref>Myths from Easter 1916, Eoin Neeson, 2007, page 79, Easter 1916: The Irish Rebellion, Charles Townshend, 2005, page 41, The IRA, Tim Pat Coogan, 1970, page 33, The Irish Volunteers 1913-1915,F. X. Martin 1963, page 24, The Easter Rising, Michael Foy & Brian Barton, 2004, page 7, Myths from Easter 1916, Eoin Neeson, 2007, page 79, Victory of Sinn Féin, P.S. O’Hegarty, page 9-10, The Path to Freedom, Michael Collins, 1922, page 54, Irish Nationalism, Sean Cronin, 1981, page 105, A History of Ireland Under the Union, P. S. O’Hegarty, page 669, 1916: Easter Rising, Pat Coogan, page 50, Revolutionary Woman, Kathleen Clarke, 1991, page 44, The Bold Fenian Men, Robert Kee, 1976, page 203, The IRB: The Irish Republican Brotherhood from the League to Sinn Féin, Owen McGee, 2005, 353-354</ref> og det blev en sag for IRB´s medlemmer høj som lav at fremme dens status. Gennem disse organisationer ville de presse nationalisme, separatisme og i sidste instans forandring igennem<ref name=" The Easter Rising"/>; Fra 1916 var en stor andel af lederskabet i Volunteers passionerede republikanere. En bemærkelsesværdig undtagelse var grundlæggeren og stabschefen [[Eoin MacNeill]] for hvem der var uforvarende om IRB´s intentioner. MacNeill havde derimod en ide om at bruge IRB i en forhandlingssituation over for briterne efter 1.verdenskrig<ref> F.S.L. Lyons, ''Ireland Since the Famine'', Collins/Fontana, 1971; p. 341</ref> <ref>MacNeill approved of armed resistance only if the British attempted to impose conscription on Ireland for the World War or if they launched a campaign of repression against Irish nationalist movements, in such a case he believed that they would have mass support. MacNeill's view was supported within the IRB, by [[Bulmer Hobson]]. Nevertheless, the IRB hoped either to win him over to their side (through deceit if necessary) or bypass his command altogether. Myths from Easter 1916, Eoin Neeson, 2007</ref>.
== Konsekvenser ==
I Tyskland åbnede man forhandlinger med den tyske overkommando under ledelse af [[Theobald von Bethmann-Hollweg]], grev Rudolph Nadolny og Kaptajn Heydal i Tyskland. IRB (''Irish Republican Brotherhood'') var repræsenteret af Joseph Plunkett (der rejste til Berlin i 1915) foruden hans fader grev Plunkett<ref>Eoin Neeson, ''Myths from Easter 1916'', p. ?</ref>. Endvidere var Roger Casement tilstede men han så sig selv som repræsentant for Volunteers. Casement blev aldrig medlem af IRB og forblev uvidende om i hvor høj grad at IRB havde infiltreret Volunteers<ref>Brian Inglis, ''Roger Casement'', HBJ, 1973, p. 299</ref>. Der blev også foretaget forhandlinger i Amerika med den tyske ambassadør i [[Washington D.C.]], [[Grev Johann Heinrich von Bernsdorff]] og førstesekretæren [[Wolf von Igel]]. Også [[John Devoy]] fra [[Clan na Gael]] var involveret i disse forhandlinger. Forhandlinger foregik vedblivende i årene 1914, 1915 og 1916. Forhandlingerne førte frem til IRB, såfremt de ville være i stand til at sikre den irske nation status af "en ulovlig fratagelse af status af stat" så ville tyskerne afse dem en høring ved efterkrigstidens fredskonference.<ref>"''Desmond's Rising''" Memoirs of [[Desmond_FitzGerald_(politician)|Desmond FitzGerald]]; Liberties Press, Dublin, 1968 and 2006, pp.142-144.</ref>
=== Politiske reaktioner ===
[[James Connolly]], leder af [[Irish Citizen Army]] (ICA), en gruppering af væbnede mænd og kvinder i socialistiske fagforeninger, var totalt uvidende om IRB´s planer og såfremt andre parter bakkede ud af opstanden truede han med at sætte opstanden igang prompte. Da ICA imidlertid kun rådede over en styrke på knap 200 mand ville en opstand utvivlsomt have været et håbløst foretagende. Det er dog tænkeligt at såfremt at ICA havde valgt alene at indlede en opstand, så var IRB og Volunteers sandsynligvis kommet dem til undsætning<ref>Eoin Neeson, ''Myths from Easter 1916'', p. ?</ref>. De blev istedet enige om at gennemføre opstanden sammen den kommende påske og Connolly blev gjort til det sjette medlem af den militære komité (siden ville Thomas MacDonagh blive det syvende og sidste medlem af komitéen).
=== Debat om FN-soldaternes rolle ===
I et forsøg på at modarbejde angivere, og faktisk IRB´s ledelse, beordrede Pearse i de tidlige Aprildage Volunteers til tre dages "Parader og Manøvrer" på Påskedag (hvilket han havde autoritet til at gøre som bestyrelsesmedlem). Ideen bag en sådan manøvre var at republikanerne i organisationen nøjagtigt ville vide hvad det betød, mens folk som MacNeill og de britiske myndigheder på [[Dublin Castle]] ikke ville tage det for mere end det umiddelbart gav sig ud for. Imidlertid fandt MacNeill ud af hvad der var under opsejling, hvorpå han truede med "at gøre alt hvad der stod i hans magt for at underrette Dublin Castle" for at forhindre en opstand.
=== Straffeprocedurer ===
Kortvarigt lykkedes det at overbevise MacNeill til at gå med til handling på et vist niveau idet at Mac Diarmada afslørede for ham at IRB sammen med Roger Casement havde planlagt en skibsladning af tyske våben der snart ville blive indsmuglet i County Kerry; Selvom han støttede Volunteers ret til modstand (inklusive de oprindelige manøvrer), frygtede han at såfremt de engelske myndigheder fik nys herom ville det uundgåeligt føre til at Volunteers ville blive nedkæmpet<ref> Michael Tierney, ''Eoin MacNeill'', pp. 199, 214</ref>. Skuffet over den tyske assistance returnerede Casement til Irland i en tysk ubåd, han blev imidlertid fanget under hans landsætning i ved Banna Strand nær Traleebugten. Våbenladningen, der var ombord på det tyske skib ''[[Aud]]'' - maskeret som en norsk fisketrawler - var blevet torpederet efter den var blevet afvist af den britiske flåde efter at de lokale Volunteers havde forfejlet møde dem på aftalt sted.
==== Procedurer for FN´s krigsforbrydertribunal ====
Da MacNeill den følgende dag fandt ud af at den tyske våbenladning var blevet sænket indtog han sit oprindelige kritiske synspunkt. Med støtte fra andre ligesindede ledere som [[Bulmer Hobson]] og [[O´Rahilly]], udstedte han en kontraordre til alle Volunteers om at indstille alle handlinger for søndagen. Dette var kun med til at udskyde opstanden med en dag, men til gengæld var det med til kraftigt at reducere det samlede antal af fremmødte Volunteers.
==== Procedurer fra den Internationale Domstol mod Serbien ====
Den britiske maritime efterretning havde haft mistanke om såvel mulige våbenladninger, Casements tilbagevenden samt datoen i påske da de havde opsnappet radiobeskeder mellem Tyskland og dets amerikanske ambassade som var blevet dechifreret i marineministeriets [[rum 40]]<ref>Ó Broin, Leon, ''Dublin Castle & the 1916 Rising'', p. 138</ref>. Disse informationer blev 17.april bragt videre til den irske departementschef, sir [[Matthew Nathan]], men da man ikke afslørede dets kilder forblev Nathan mistænksom overfor deres nøjagtighed<ref>Ó Broin, Leon, ''Dublin Castle & the 1916 Rising'', p. 79</ref>. Da nyhederne om torpederingen af Aud og tilfangetagelsen af Casement nåede Dublin, konfererede Nathan med kongens irske stedfortræder [[Lord Wimborne]]. Nathan foreslog et angreb på [[Liberty Hall]], Citizen Armys hovedkvarter, Volunteers ejendomme ved Father Matthew Park og ved Kimmage, men Wimborne gik ind for en massearrestation af lederne. Det blev besluttet at udskyde enhver handling til efter 2.påskedag, i mellemtiden telegraferede Nathan til førsteministeren i London, [[Augustine Birrell]] for at få hans godkendelse<ref>Ó Broin, Leon, ''Dublin Castle & the 1916 Rising'', pp. 81-87</ref>. Da Birrell svarede godkendende på kabeltelegrammet ved middagstid 24.april 1916, da var opstanden allerede gået i gang.
==== Klager fra de efterladte ====
== Opstanden ==
==== Forundersøgelse om græske lejesoldaters meddelagtighed ====
=== Påskemandag ===
[[Image:Irish Republic Flag.jpg|thumb|right|200px|Et af de to flag der blev hejst over Dublins centrale posthus, GPO under opstanden.]]
Volunteers division i Dublin var organiseret i fire bataljoner. På grund af kontraordren var fremmødet langt mindre end først planlagt. 1.bataljon under ledelse af [[Ned Daly]] mønstrede ved Blackhall Street omkring 250 mænd. Deres mission var at okkupere [[Four Courts]] og områderne i nordvest af hensyn til at sikre sig mod angreb der kom fra vest, primært Royal og Marlborough barakkerne: undtagelsen var det særlige D-kompagni, en gruppe på 12 mand under ledelse af [[Seán Heuston]] der havde til opgave at besætte Mendicity Institution, der lå overfor Four Courts ved Liffeyfloden. 2.bataljon der bestod af godt 200 mænd under ledelse af [[Thomas MacDonagh]] samledes ved [[St.Stephens Green]] og havde som mål at besætte Jacob´s kiksefabrik i den sydlige del af byen, samt et mindre antal mænd der mødtes ved Fairview, i den nordøstlige del af byen, og som senere direkte havde kurs mod General Post Office<ref>McNally, Michael and Dennis, Peter, ''Easter Rising 1916: Birth of the Irish Republic'', p. 39</ref>. Ï sydøst stod 3.bataljon under ledelse af kommandant [[Éamon de Valera]] omkring 130 mænd der skulle besætte Bolands brødfabrik samt et antal omkringliggende bygninger for at omringe Beggars Bush Barrakker samt hovedvejen og jernbanen fra havnen i Kingstown (idag Dún Laoghaire). 4.bataljon under kommandant [[Eamonn Ceannt]] mønstrede på Emerald Square i Dolphin´s Barn; de skulle erobre arbejdsanstalten kendt som det sydlige Dublins fagforening i sydvest for at sikre det mod angreb fra [[militærbasen Curragh]]<ref>McNally, Michael and Dennis, Peter, ''Easter Rising 1916: Birth of the Irish Republic'', p. 40</ref>. Derudover samledes en fælles styrke på 400 mand bestående af Volunteers og ICA ved Liberty Hall under James Connollys kommandantur. Ud af disse sendte man cirka 100 mand under ledelse af kommandant [[Michael Mallin]] hen for at forsvare St.Stephens Green, samt en lille afdeling af ICA og kommandant Séan Connolly blev sendt afsted for at bemægtige sig området omkring Rådhuset, lige ved siden af Dublin Castle, hvilket også inkluderede kontorbygningerne til ''[[Daily Express]]''<ref>[http://www.irelandforvisitors.com/articles/castles_of_ireland2.htm Castles of Ireland: Part II - Dublin Castle] at irelandforvisitors.com</ref>. De resterende havde som formål at erobre [[General Post Office]]. Det var bataljonernes hovedkvarter og udover Connolly omfattede det yderligere fire medlemmer af militærrådet; [[Patrick Pearse]], præsident og chefskommandant, [[Tom Clarke]], [[Seán Mac Dermott]] og [[Joseph Plunkett]]<ref>McNally, Michael and Dennis, Peter, ''Easter Rising 1916: Birth of the Irish Republic'', p. 41</ref>.
=== Tvivl, Relativering og fornægtelse af Massakren ===
Omkring klokken 12.00 til middag angreb en lille gruppe af Volunteers og Fianna medlemmer det befæstede magasin i [[Phoenix Park]] hvor de fik afvæbnet vagterne. Man iværksatte en eksplosion der ikke lød højere end at den blev overhørt i byen, dog uden resultat da det ikke lykkedes at anskaffe sig nogle våben derved<ref>Caulfield, Max, ''The Easter Rebellion'', pp. 48-50</ref>. Samtidig foretog Citizen Army og Volunteers sig bevægelser rundt i byen for at erobre og sikre sig deres positioner. Sean Connollys enhed lavede et angreb på [[Dublin Castle]], hvor de såvel skød en politivagtmand som overmandede soldaterne i vagtstuen, men angrebet blev ikke ført fuldt igennem. Departementschef, Sir [[Matthew Nathan]], der var på sit kontor sammen med oberst Ivor Price, fra den militære efterretningstjeneste, A.H.Norway, chefen for postkonteret, blev alarmeret over de hørte skud og hjalp efterfølgende med til at lukke slottets porte<ref>Foy and Barton, ''The Easter Rising'', pp. 84-85</ref>. Oprørerne besatte Dublins Rådhus og dets nærliggende bygninger. Mallins afdeling, der blev forenet med [[Constance Markiewicz]] (grevinde Markiewicz), besatte St.Stephens Green hvor de gravede skyttegrave og beslaglagde køretøjer til at bygge barikader med. De erobrede adskillige bygninger, bl.a [[Royal College of Surgeon]], men afstod fra at gøre et erobringsforsøg mod [[Shelbourne Hotel]], en høj bygning med udsigtspunkt over hele parken<ref>Foy and Barton, ''The Easter Rising'', pp. 87-90</ref>. Daly´s mænd, der opsatte barrikader ved Four Courts, var de første der gik i kamp. En eskadron fra 5. og 12.lansener, del af 6.kavalleris reserveregiment, ledsagede en ammunitionskonvoj langs den nordlige kaj da de kom under beskydning fra rebellerne. De måtte søge dækning i en af de nærliggende bygninger da de var ude af stand til at bryde igennem<ref>Caulfield, Max, ''the Easter Rebellion'', pp. 54-55</ref>. Hovedkvarterets bataljon, der blev anført af Connolly, marcherede den korte afstand til O´Connellstreet. De stormede det centrale posthus, GPO, uddrev kunder og personale og tog et antal af britiske soldater til fange. Man hejste to forskellige flag i flagstængerne i hver ende af taget på GPO: På hjørnet af Henry Street hejste man den irske trikolore mens der på hjørnet af Princess Street blev hejst et grønt flag med den gule indskrift ''Irish Republic''. [[Proklameringen af den irske republik]] blev udråbt af Patrick Pearse uden for GPO kort tid efter<ref>Foy and Barton, ''The Easter Rising'', pp. 192, 195</ref>.
== Dokumentation ==
Den britiske hærs ledende kommandør, general [[Lovick Friend]], var på orlov i England. Da opstanden begyndte kunne den ledende officer i Dublins garnison, oberst Kennard, ikke lokaliseres. Hans adjudant, oberst H.V.Cowan, telefonerede til Marlboroughbarakkerne og spurgte efter at en troppeafdeling blev sendt til Sackville Street (datidens navn for O´Connellstreet) for at undersøge situationens alvor. Efterfølgende telefonerede han Richmond, Portobello og Royal Barracks og beordrede dem til at sende undsættende tropper til Dublin Castle. Endeligt kontaktede han Curragh og spurgte efter forstærkning der kunne sendes til Dublin<ref>Caulfield, Max, ''The Easter Rebellion'', p. 69</ref>. En eskadron fra det 6.kavalleris reserveregiment, sendt afsted fra Marlborough barakkerne, begav sig nedad O´Connellstreet. Da de havde passeret [[Nelson´s Pillar]], på omgangshøjde med GPO, åbnede oprørerne ild og dræbte tre kavallerimænd, to heste<ref>''Agony at Easter:The 1916 Irish Uprising'', Thomas M. Coffey, pages 38, 44, 155</ref> og sårede dødeligt en fjerde mand. Kavalleriet trak sig tilbage til barakkerne. Handlingen bliver ofte omtalt, lidt unøjagtigt, som ''Charge og the Lanceners'' (da:''Stormen på lansenerne'')<ref>Foy and Barton, pp. 197-198</ref>.
== Litteratur ==
En afdeling fra 3.reserve bataljon i [[Royal Irish Regiment]] (RIR) nærmede sig byen fra Richmond barakkerne, hvor de stødte sammen med en forpost af Éamonn Ceannt´s styrke, der var under ledelse af kommandør John Joyce i Mount Brown, i det nordvestlige hjørne af South Dublin Union. En kommando på tyve mand under løjtnant George Malone blev beordret til at marchere til Dublin Castle. De begav sig ud på den korte distance med deres rifler i hvile og uladte før de kom under beskydning, hvor de mistede tre mænd modtagende den første salve, inden de fandt dække i et garveri. Malones mund blev ramt af en kugle netop som han kom ind. Den ledende officer, oberstløjtnant R.L.Owens, bragte de sidste af hans mænd frem fra Richmond barakkerne. Et kompagni med en [[Lewis Gun]] blev sendt til [[Royal Hospital]] (dengang endnu ikke et hospital men det britiske militære hovedkvarter) for at kunne overvåge South Dublin Union. Hovedparten af styrken indtog positioner langs den østlige og sydlige mur til South Dublin Union, hvor de besatte huse og boligblokke, hvorfra de åbnede ild mod oprørernes positioner, hvormed de tvang Joyce og hans tropper til at trække sig tilbage i en åben sårbar position. En lille afdeling under ledelse af løjtnant Alan Ramsey, brød igennem en åben dør tæt ved Rialtoporten, men Ramsey blev skudt og dræbt og angrebet afvist. Et andet angreb under Kaptajn Warmington førte til at døren blev erobret, men Warmington blev dræbt. De resterende tropper der forsøgte at bryde ind gennem døren blev beskudt i længderetningen fra [[Jameson´s Destilleri]] i [[Marrowbone Lane]]. I sidste instans viste briternes overlegenhed i antal og våben at blive afgørende; de kæmpede sig ind gennem døren og de små rebelstyrker i tinbarakkerne i den østlige ende af South Dublin Union overgav sig<ref>Caulfield, Max, ''The Easter Rebellion'', pp. 76-80</ref>.
=== TirsdagLinks til Søndag ===
[[Billede:Easter rising 1916.jpg|thumb|250px|Placeringen af såvel oprørsstyrkerne som de britiske tropper omkring floden Liffey i Dublin under slaget.]]
Til at begynde lagde de britiske styrker deres anstrengelser på at sikre sig mod rebellernes tilnærmelser mod Dublin Castle og at isolere rebellernes hovedkvarter, hvilket man mente lå i [[Liberty Hall]]. Den britiske kommandør, brigadegeneral Lowe, arbejdede langsomt, usikker på hvor stor en styrke han var oppe imod og med kun 1200 mand til rådighed da han ankom fra Curraghlejren i de tidlige timer, tirsdag 25.april. Rådhuset blev generobret tirsdag morgen. Oprørernes stillinger blev forsvaret i St.Stephens Green af Citizen Army under ledelse af Michael Mallin, men blev gjort uholdbar da briterne placerede snigskytter med maskingeværer på Shelbourne Hotel og de omliggende bygninger. Som resultat heraf trak Mallins folk tilbage til bygningen for
[[Royal College of Surgeons]]. Briternes våbenstyrke blev dem tilvejebragt i form af feltartilleri fra garnisonen i Athlone som de placerede i den nordlige del af byen ved [[Phibsborough]], ved [[Trinity College]] og på patruljeskibet ''[[Helga]]'' der kom op langs kysten fra Kingstown (idag: Dun Laoghaire). Lord Wimborne, kongens stedfortræder i Irland, erklærede militær undtagelsestilstand tirsdag aften. Onsdag 26.april bombarderede man Liberty Hall med kanonerne på Trinity College og skibet Helga, hvorefter våbnene fra Trinity blev vendt mod O´Connell Street.
Der blev sendt forstærkninger fra London til Dublin, som blev landsat om morgenen den 26.april i Kingstown. Da disse tropper på deres vej til Dublin mødte rebellernes stærke position ved [[Grand Canal]] førte det hårde kampe med sig. Regimentet [[Sherwood Forester]] blev gentagne gange fanget i krydsild da de forsøgte at krydse kanalen ved Mount Street. Det lykkedes for 17 medlemmer af Volunteers at forsinke den britiske fremrykning alvorligt og dræbe henved 240 mænd. Oprørernes stilling ved South Dublin Union (hvor dagens St.James Hospital ligger) længere vest på langs kanalen tildelte også de britiske tropper tunge tab i deres fremrykning mod Dublin Castle. [[Cathal Brugha]], en af oprørernes officerer, udmærkede sig i denne kamp og blev hårdt såret.
Efter at hovedkvarterets garnison var blevet bombarderet i dagevis, blev de tvunget til at opgive deres hovedkvarter da brande var ved at sprede sig til GPO. For at evakuere GPO rykkede de til en ny position i Moore Street via tunneler til bygningerne ved siden af. Det var fra dette nye hovedkvarter den 29.april, efter man havde indset at man ikke kunne bryde ud af denne position uden yderligere tab af civile liv, at Pearse udsendte en overgivelsesordre til samtlige kompagnier.
=== Opstanden udenfor Dublin ===
[[Image:GeneralPostOfficeDublin 20060803 KaihsuTai.jpg|thumb|Hovedposthuset i Dublin. Oprørets brændpunkt.]]
Enheder fra Irish Volunteers var klar til at deltage i opstanden rundt om i landet flere steder, men grundet Eoin MacNeill´s kontraordre, returnerede mange af dem til deres hjem uden at have været i kamp. Dertil skal man ligge at afvisningen af den tyske våbenleverance fra skibet ''Aud'', gjorde at Volunteers var temmelig dårligt bevæbnet i provinsen.
Ved [[Ashbourne]],[[County Meath]] angreb North County Dublin Volunteers (også kendt som Fingal Volunteers) anført af Thomas Ashe og hans næstkommanderende Richard Mulcahy RIC´s(Royal Irish Constabulary) barakkerne. Der kom forstærkninger fra Slane og efter et 5 timer langt slag tog Volunteers over 90 fanger. 8-10 fra RIC blev dræbte mens to fra Volunteers blev dødeligt såret. Slaget var med til at skabe præcedens for den taktik [[Irish Republican Army]] ville benytte sig af under den [[Irske uafhængighedskrig]] fra 1919 til 1921. Andetsteds i det østlige Irland dræbte [[Séan MacEntee]] og County Louth Volunteers en politimand og en sikkerhedsvagt. I [[County Wexford]] overtog Volunteers kontrollen med byen [[Enniscorthy]] fra tirsdag til fredag, før de symbolsk overgav sig til den britiske hær ved Vinegar Hill - hvor et berømt slag under den [[Irske opstand i 1798]] havde fundet sted.
I den vestlige del af landet anførte [[Liam Mellows]] 600-700 Volunteers i fejlslagne angreb på politistationerne i [[Oranmore]] og [[Clarinbridge]] i [[County Galway]]. Endvidere var der skærmydsler i Carnmore hvor to RIC´ere blev dræbt. Men hans mænd var dårligt udrustet med kun 25 rifler og 300 haglgeværer og mange endda kun med spyd. Imod slutningen af ugen blev Mellows tilhængere gradvist mere dårligt forsynet og hørte samtidig at briterne ville få sendt store forstærkninger mod vest. Derudover ankom det britiske krigsskib [[HMS ''Gloucester'']] til Galwaybugten hvorfra de bombarderede oprørernes hovedkvarter i [[Athenry]]. Den 29.april vurderede Volunteers at situationen var håbløs og spredte sig fra Athenry. Mange af disse folk fra Volunteers blev arresteret i den efterfølgende periode, mens andre, inklusive Mellows, tog flugten og forsvandt. Da de britiske forstærkninger ankom til vest var opstanden allerede opløst.
I nord var adskillige kampagnier fra Volunteers mobiliseret i [[County Tyrone]] og 132 mænd på [[Falls Road]] i [[Belfast]].
I syd mønstrede over 1000 medlemmer af Volunteers i Cork under ledelse af [[Tomás Mac Curtain]] på påskedag, men de spredtes for alle vinde efter at have modtaget adskillige modstrittende oplysninger fra ledelsen i Dublin.
=== Ofre ===
Alt i alt rapporterede den britiske hær at den havde mistet 116 mand, 368 sårede 9 savnede. 16 politifolk døde og 29 blev såret. På irsk side var der tale om 318 dræbte og 2.217 sårede. Volunteers og ICA mistede 64 mænd, men i andre opgørelser skelnes der ikke mellem civile oprørere<ref>Foy and Barton, ''The Easter Rising'', page 325</ref>
.
== Eftervirkning ==
[[General Maxwell]] gav kort tid efter opstanden udtryk for sin intention om "at arrestere alle farlige Sinn Fein-mænd", hvilket inkluderede "alle de der havde taget aktiv del i bevægelsen også selvom de ikke havde engageret sig i opstanden"<ref>Townshend, ''Easter 1916'', page 273</ref>, hvilket afspejlede det udbredte synspunkt i offentligheden at [[Sinn Féin]], en separitistisk organisation der hverken var militant eller republikansk, stod bag opstanden.
Ialt anholdt man 3.430 mænd og 79 kvinder blev arresteret, men de fleste blev løsladt kort efter. I forsøget på at arrestere medlemmer af Kent-familien i [[County Cork]] 2.maj blev en ledende konstabel skudt i en våbenkamp. Richard Kent blev også dræbt mens at Thomas og William Kent blev arresteret.
En række militærretsdomme begyndte den 2.maj og medførte at 90 personer blev dømt til døden. Femten af disse fik deres dødsdom bekræftet af Maxwell (heriblandt alle 7 underskrivere af uafhængighedserklæringen) og blev henrettet af en henrettelsespeloton mellem 3.maj og 12.maj (heriblandt også den hårdt sårede Connolly, der grundet en knust ankel blev skudt bundet til en stol). Ikke alle de henrettede var ledere: [[Willie Pearse]] beskrev sig selv som "personlig attáche for min bror Patrick Pearse": [[John MacBride]] der ikke engang havde bemærket at der var en opstand, men som havde kæmpet mod briterne i [[Boerkrigen]] femten år tidligere: Thomas Kent blev også henrettet for mordet på en politibetjent under ransagningen af hans hus en uge tidligere. Den mest prominente der undgik at blive henrettet var [[Éamon de Valera]], der var kommandant i 3.bataljon.
Man nedsatte en kongelig undersøgelseskommission der skulle finde frem til opstandens årsager. Under ledelse af [[Lord Hardinge af Penshurst]] begyndte man høringer den 18.maj. Kommissionen hørte vidneudsagn fra Sir Matthew Nathan, Augustine Birrell, Lord Wimborne, Sir Neville Chamberlain (der var generalkommissær i RIC), general Lovick Friend og fra militærets efterretningstjeneste major Ivor Price samt flere andre<ref>Ó Broin, Leon, ''Dublin Castle & the 1916 Rising'' pp. 153-159</ref>. Undersøgelseskommissionen kom med deres rapport 26.juni og var kritisk over Dublin administrationen i det den sagde "Irland i adskillige år havde været administreret efter principper der anså det for mere sikkert at holde sig i ro og at lade loven hvile i ro og ved at afholde sig fra kollision med en hvilken som helst klike kunne man holde det irske folk i ro"<ref>Townshend, Charles, ''Easter 1916: The Irish Rebellion'' p. 297</ref>. Birrell og Nathan havde sagt op straks efter opstanden. Wimborne havde også modstræbende trukket sig, men blev genvalgt, mens også Chamberlain sagde op kort efter.
1.480 mænd blev interneret i England og Wales efter regel 14B i loven Forsvarets område lov fra 1914, hvoraf mange, som [[Arthur Griffith]], intet havde at gøre med opstanden. Interneringslejre som [[Frongoch]] blev [[Revolutionsuniversiteter]] hvor fremtididge ledere som [[Michael Collins]], [[Terence McSwiney]] og [[J.J.O´Connell]] begyndte at planlægge fremtidens revolutioner<ref>[http://www.ballinagree.freeservers.com/fronwhisk.html ''The Green Dragon'' No 4, Autumn 1997]</ref>. [[Roger Casement]] blev dømt i London for højforræderi og hængt i [[Pentonville Prison]] 3.august.
Ifølge Peter Beresford Ellis er folks erindring at Dublins borgere hånede fangerne på deres vej til fængslingen, og at denne
opfattelse næsten er blevet hugget ud i sten som sandheden om hvordan Dublin så på opstanden. Han spørger om det ikke ville være tænkeligt at den imperiale propaganda kunne have en interesse i at fremstille et sådant syn overfor omverdenen<ref>''The Impact of the 1916 Rising: Among the Nations'', Edited by Ruán O’Donnell, Irish Academic Press Dublin 2008, ISBN 978 0 7165 2965, pg. 195-96</ref>, og at ingen aviser var tilbøjelige til at fremstille modstridende opfattelser<ref name=newspapers>[http://www.bbc.co.uk/history/british/easterrising/newspapers/ 1916 Easter Rising - Newspaper archive] — ''from the [[BBC]] History website''</ref>.
Et eksempel<ref>''The Impact of the 1916 Rising: Among the Nations'', Edited by Ruán O’Donnell, Irish Academic Press Dublin 2008, ISBN 978 0 7165 2965, pg. 195-96</ref> også fremført af Beresford Ellis inkluderer, Dorothy Macardle, der skrev i ''The Irish Republic'': "Folket havde ikke rejst sig, men forbandet oprørerne"<ref>''The Irish Republic'', Dorothy Macardle, Victor Gollancz London 1937 (Hard Cover), pg.191</ref>. I ''Agony at Easter: The 1916 Irish Uprising'' (da: Dødskamp ved Påske: Den irske opstand 1916) skriver "de besejrede oprørere sandede snart hvad de fleste Dublinere mente om deres opstand da en grove mængder kom væltende ud fra sidegaderne for at antaste dem... bølgen af fornærmelser var så bidsk og ætsende at den ramte oprørerne med en næsten skadelig psykisk"<ref>''Agony at Easter: The 1916 Irish Uprising'', Thomas M. Coffey, Pelican, Harmondsworth 1971, pg.259-60</ref>.
Ifølge Beresford Ellis blev dette syn på opstanden mindre logisk holdbart da en hidtil ubemærket øjenvidneskildring kom frem til overfladen i 1991. Ifølge Beresford Ellis var den canadiske journalist Arthur MacKenzie en af sin tids bedst kendte og anerkendte. Han var en af to canadiske journalister der ankom til Dublin da englænderne sendte forstærkninger for at nedkæmpe opstanden. McKenzie<ref>Among his many books was his account of the Russo-Japanese War of 1904—5 and another on Japan’s occupation of Korea. In 1931 McKenzie became one of the earliest official biographers of Lord Beaverbrook. In 1916 he was a war correspondent for Canadian newspapers and War Illustrated, a British propaganda publication.</ref> havde ingen respekt for hverken irske oprørere eller tyske sympatisører sådan som han opfattede dem, ej var han nogen anti-imperialist<ref>''The Impact of the 1916 Rising: Among the Nations'', Edited by Ruán O’Donnell, Irish Academic Press Dublin 2008, ISBN 978 0 7165 2965, pg. 196-97</ref>.
McKenzie udgav i London sammen med C. Arthur Pearson ''The Irish Rebellion: What Happened and Why'', hvor han noterede "Jeg har været igennem mange beretninger om den offentlige holdning i Dublin i disse dage. De er alle samstemmende i at befolkningens utvetydige sympati lå hos de britiske tropper. Der skal ikke herske tvivl om at disse beretninger stammer fra den rigere del af byen, imidlertid stemmer det ikke overens med den stemning jeg oplevede i de fattigere dele af byen. Det tydede tværtimod på en overvejende sympati med rebellerne, specielt efter at de var besejret." Beresford Ellis citerer da en passage hvor McKenzie noterer folkemængdens begejstring da en engelsk garnison ankom og at han kommenterer til sin kammerat at de hylder soldaterne. Da han opdagede at soldaterne eskorterede irske fanger indså han at det var oprørerne der blev hyldet. Oprørerne kom gående i militær formation, hvor de højt og triumferende sang deres oprørssange. McKenzie interviewede en gruppe kvinder og mænd på et gadehjørne, "selvfølgelig, hylder vi dem" sagde en kvinde, "Hvorfor skulle vi ikke, er de ikke vores eget kød og blod". Idet at McKenzie var klædt i gulbrunt på sin færd rundt i Dublin, blev han forbandet åbent af mange da de tog ham for at være en britisk soldat og "alle lignende mig blev også forbandet". Den britiske officer J.W.Rowath havde en lignende oplevelse da han konstaterede at "horder af mænd og kvinder takkede os med knytnæver og forbandelser"<ref>T''he Impact of the 1916 Rising: Among the Nations'', Edited by Ruán O’Donnell, Irish Academic Press Dublin 2008, ISBN 978 0 7165 2965, pg. 196-97</ref>.
Brian Barton og Michael Foy citerer Frank Robbish fra Irish Citizen Army der registrerer at have set en gruppe af Dublinborgere, der var samlet for at hylde oprørerne mens de marcherede ind i Richmond Barakkerne<ref>''Under the Starry Plough'', Frank Robbins, Academy Press (Dublin 1977), ISBN 0906187001, pg. 127</ref>. De kunne endvidere rapportere at da De Valera overgav [[Boland´s Mill]] stod der folk på brolægningen i [[Grand Canal Street]] og [[Hogan Place]] og bønfaldt dem om ikke at overgive sig, men istedet at søge beskyttelse i deres huse. Heraf konkluderede Foy og Barton at "Den offentlige holdning var alt andet end entydig fjendtlig overfor oprørerne i et område som politiet i månederne forinden havde kontrolleret gradvist mere militant i. Flere af de britiske soldater der kæmpede noterede en stærk antipati imod dem." I området South Dublin Union noterede borgmester de Courcy Wheeler at der ikke var nogen antipati mod oprørerne at spore: "Der var ingen tvivl om at al deres beundring tilhørte de overgivende oprørere"<ref>''The Easter Rising'', Brian Barton & Micheal Foy, Sutton Publishing Ltd. Gloucestershire, UK, ISBN 10: 0750934336, pg.206</ref>.
Beresford Ellis mener at ovennævnte beretninger er i direkte modsætning til hidtidig opfattelse<ref>''The Impact of the 1916 Rising: Among the Nations'', Edited by Ruán O’Donnell, Irish Academic Press Dublin 2008, ISBN 978 0 7165 2965, pg. 197</ref>. Dette syn deles af Barton og Foy der specielt vægter den begejstring der tilstrømmede de fanger der blev eskorteret væk<ref>''The Easter Rising'', Brian Barton & Micheal Foy, Sutton Publishing Ltd. Gloucestershire, UK, ISBN 10: 0750934336</ref>. Henvisende til detailhandlerens John Clarkes dagbog der skriver: "Her ender det sidste forsøg for stakkelse gamle Irland. Sådan nogle prægtige fyre. Cremen her til lands. Ikke som jer andre gadedrenge<ref>Foy & Barton cited in John Clarke Diary, National Library of Ireland, MS 10485</ref>
.
Foy og Barton mente at der var andre faktorer der kunne vise modsætninger i den hidtidige opfattelse af Dublinborgernes ensidige begejstring for opstandens udfald. En faktor de undersøgte var den rute, hvoraf de britiske soldater bragte de irske oprørere. Michael Mallins kolonne blev sat til at marchere to mil igennem området ved Richmond barakkerne som var kendt som "stærkt loyalistisk og protestantisk håndværksklassedistrikt". Området var kendt for at Royal Dublin Fusiliers og andre irske regimenter i den britiske hær hentede deres rekrutter her. Det blev sagt at folk rundt om Richmond Barakkerne var økonomisk afhængige af militæret. Heraf giver det mening at de kvinder der havde sønner der kæmpede i Frankrig, ikke havde forståelse for dette oprør. Fangerne har siden kunnet fortælle at de så at præsterne i Church Street irettesatte oprørerne og de sårede. At disse faktorer har været kraftigt medvirkende til at Oprørerne ikke blev hyldet i byen for deres aktion er sjældent nævnt, det er derimod nævnt gentagende igennnem mange år at Dublins borgere ytrede deres mishag mod oprørerne så det til sidst er blevet den kollektive erindring om hvad der skete<ref>''The Easter Rising'', Brian Barton & Micheal Foy, Sutton Publishing Ltd. Gloucestershire, UK, ISBN 10: 0750934336, pg.203-9</ref>.
Beresford Ellis konkluderer at opstanden i 1916 ikke er et udtømt forskningsfelt og at vi heraf må have lavet flere undersøgelser før at vi kan vurdere perioden i "dens rette historiske kontekst". Påstanden om at det var en upopulær opstand gennemført af en lille forsamling der blev hånet i deres efterfølgende fængsling er blot en af mange myter der er blevet udbredt<ref>''The Impact of the 1916 Rising: Among the Nations'', Edited by Ruán O’Donnell, Irish Academic Press Dublin 2008, ISBN 978 0 7165 2965, pg. 198</ref>.
På et møde sammenkaldt af [[Count Plunkett]] 19.april 1917 blev Sinn Féin dannet med bred politisk støtte<ref>[[J. Bowyer Bell]], ''The Secret Army: The IRA'', page 27</ref>, hvilket blev formaliseret 25.oktober 1917. [[Værnepligtskrisen i 1918]] førte til yderligere støtte for Sinn Féin op mod valget til det britiske parlament 14.december 1918. Valget blev en jordskredssejr til Sinn Féin, hvis medlemmer samledes i Dublin 21.januar 1919 hvor de dannede [[Dáil Éireann]] og tog den [[irske uafhængighedserklæring]] til sig<ref> Robert Kee ''The Green Flag: Ourselves Alone'' </ref>
.
== Opstandens konsekvenser ==
[[Image:GPO Easter Rising Plaque.jpg|thumb|left|upright|En mindeplade der mindes påskeopstanden ved [[General Post Office (Dublin)|General Post Office, Dublin]], med den irske tekst i gælisk skrift, og den engelske tekst i regulær Latin.]]
Påskeopstanden var det første slag der senere kulminerede med [[Den Irske uafhængighedskrig]] og kan deraf ses som det første skridt mod uafhængigheden. Nogle af de involverede der overlevede opstanden blev siden politiske ledere mens de døde blev ophøjet til ærefulde martyrer for den efterfølgende irske nation. Deres grave ved Arbour Hill militærfængsel blev gjort til et nationalt monument og uafhængighedserklæringen proklameret under opstanden blev pensum i landets skoler. Der har årligt været afholdt en mindehøjtidelighed i form af en militærparade, afholdt påskedag, kulminerende med en storartet national fejring af 50-årsdagen i 1966<ref>[http://www.rte.ie/laweb/ll/ll_t06_other_a.html RTÉ: 1966 News Items Relating to the 1916 Easter Rising Commemorations]</ref>.
Med udbruddet på [[Konflikten i Nordirland]] begyndte såvel regering, medier som akademikere at revidere deres syn på landets militære fortid heraf også Påskeopstanden. Koalitionsregeringen fra 1973-77, og specielt minister for post og telegrafi [[Conor Cruise O´Brien]], begyndte at promovere det synspunkt at volden under påskeopstanden ikke var væsensforskellig som den man så i [[Belfast]] og [[Derry]]. Cruise O´Brien og andre påstod at opstanden var dømt til et militært nederlag fra starten, og at dens tilhængere ikke forstod Ulsters unionisters stålsatte beslutsomhed for at blive i [[Det Forenede Kongerige]]<ref>O'Brien, Conor Cruise, ''States of Ireland'' Hutchinson, 1972 ISBN 0 09 113100 6, pp. 88, 99</ref>. De historikere der har delt synpunkt med Conor O´Brien kaldes revisionistiske historikere<ref>Deane, Seamus, ''Wherever Green is Read'', in Ní Dhonnchadha and Dorgan, ''Revising the Rising'', Field Day, Derry, 1991 ISBN 0 946755 25 6, p. 91</ref>, og kalder opstanden for en "blodsofring"<ref>Foster, Roy F., ''Modern Ireland 1600 – 1972'', Penguin 1989 ISBN 978-0140132502, p. 484</ref>. Mens opstanden og dens ledere vedvarende er blevet hyldet af irske republikanere - inklusive medlemmer af [[IRA]] og [[Sinn Féin]] - i form af vægmalerier i republikanske områder i Belfast og andre byer der fejrer Pearse og hans sammensvornes handlinger samt en række marcher der gennemføres årligt i minde om opstanden, så ophørte den irske regering med dens årlige fejring i begyndelsen af 1970´erne - og i 1976 tog den skridtet fuldt ud og forbød en demonstration foran GPO organiseret af Sinn Féin og den republikanske mindekomité<ref>Irish Times, 22 April 1976</ref>. Tiltaget delte befolkningen i dem der anså det som en skænding af den irske uafhængighed, heraf så man parlamentsmedlemmet fra regeringspartiet Labour der alligevel dukkede og stod sammen Fiona Plunkett, en søster til Joseph Plunkett<ref>Irish times, 26 April 1976</ref>. På den anden side følte mange irere sig fastlåst af al den evige hyldest til militarisme og død og elendighed som fortiden den havde budt på, så der var omvendt mange irere der tog godt imod at neddysse veteranernes fastslåen af irsk heroisme. For statens vedkommende kulminerede sidstnævnte tendens i at 75-årsjubilæet i 1991 totalt blev ignoreret. Da der i løbet af 1990´erne fremkom en våbenhvile, hvor det [[Provisoriske IRA]] spillede en aktiv rolle, førte det tilbagevendende til et mere positivt officielt syn på opstanden og ved 80-årsjubilæet i 1996 deltog [[Taoiseach]] og lederen af [[Fine Gael]], [[John Bruton]], ved mindehøjtideligheden ved [[Garden of Remembrance]]<ref>[http://www.village.ie/Ireland/Feature/Reconstructing_the_Easter_Rising/ Reconstructing the Easter Rising], Colin Murphy, ''The Village'', 16 February 2006</ref>. I 2005 annoncerede Taoiseach [[Bertie Ahern]] at regeringens intentioner var at genindføre militærparaderne foran GPO ved 90-årsjubilæet i 2006 og at man ville nedsætte en komité der skulle planlægge fejringen af hundredeårsjubilæet i 2016<ref>Irish Times, 22 October 2005</ref>
.
== 90 årsdagen for opstanden ==
[[Image:Garden of Remembrance Irish Freedom.JPG|thumb|Garden of Remembrance Dublin]]
90-årsdagen for påskeopstanden blev fejret med en militærparade i Dublin på påskedag 16.April 2006. Paraden blev overværet af Irlands præsident, Dublins overborgmester, Irlands Taoiseach og mange parlamentsmedlemmer der så den passere oprørernes daværende hovedkvarter, General Post Office. Paraden omfattede godt 2.500 personer fra den irske forsvarsstyrker. Paraden startede på [[Dublin Castle]] hvorefter den gik over [[Dame Street]] og [[College Green]] og til GPO, hvor præsidenten nedlagde en krans. Det var den første officielle fejring af siden de tidlige 1970´ere.
== Se også ==
== Noter ==
{{reflist|2}}
== Eksterne Links ==
*[http://www.nli.ie/1916 The 1916 Rising - an Online Exhibition.] [[National Library of Ireland]]
*[http://www.bbc.co.uk/history/british/easterrising/personal/ Essay on the Rising], by [[Garret FitzGerald]]
*[http://www.ireland.com/focus/easterrising/sunday/ Special 90th Anniversary supplement] from ''[[The Irish Times]]''
*[http://www.rte.ie/laweb/ll/ll_t06_schedule_a.html Easter Rising 50th Anniversary audio & video footage] from [[RTÉ]] (Irish public television)
*[http://www.1916rising.com/ Easter Rising site and walking tour of 1916 Dublin]
*[http://150.theage.com.au/view_bestofarticle.asp?straction=update&inttype=1&intid=817 News articles and letters to the editor in "The Age", 27 April 1916]
*[http://www.bbc.co.uk/history/british/easterrising/newspapers/index.shtml Press comments 1916-1996]
*[http://www.NormanTeeling.com/rising.php The 1916 Rising by Norman Teeling] a ten-painting suite acquired by [[An Post]] for permanent display at the [[General Post Office (Dublin)]]
[[Kategori:Irlands historie 1801-1922]]
|
