Bruger:Anders Bager/sandkasse: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Linje 23:
=== Militære kontroverser indtil April 1993 ===
[[Billede:UN security council 2005.jpg|thumb|left|300px|UN-Sicherheitsrat]]
Som reaktion på trusselssituationen vedtog FN´s sikkerhedsråd 16.April 1993 resolution 819. Den forlangte at alle parter skulle betragte området omkring Srebrenica som sikkerhedszone. Ethvert angreb der kunne betragtet som "uvenlig handling" måtte udeblive i området. 18.April rykkede de første 170 UNPROFOR soldater, primært canadiere, ind i Srebrenica. Sikkerhedsrådet understregede Srebrenicas status som sikkerhedszone 6.maj med resolution 824 og 4.juni 1993 med resolution 836. Den sidste stadfæstede soldaternes ret til våbenmagt i tilfælde af selvforsvar. Den første nederlandske bataljon, Dutchbat I, ankom til Srebrenica i marts 1994. I juli samme år blev de afløst af Dutchbat II, der i januar 1995 blev afløst af Dutchbat III.
Mandatet og dermed også bevæbningen af de blåhjelmede FN-soldater forblev at være omstridt. Flere af de stater der stillede med soldater så med misbilligelse på at bruge militærmagt overfor serberne. De frygtede for deres soldaters sikkerhed. Hvorimod stater der ikke stillede med soldater var tilhængere af at mandatet blev udvidet for soldaterne; her mente man at militær magt overfor VRS var en mulighed der burde overvejes<ref>[http://www.un.org/Docs/journal/asp/ws.asp?m=A/54/549 UNO-Bericht zum Fall der Schutzzone und zum Massaker von Srebrenica, Abschnitt 43]</ref>. Det endelige mandat orienterede sig mod en let bevæbning af soldaterne i den klassiske fredsbevarende stil og ikke mod at skulle gennemtvinge freden overfor en aggressiv part.
Efter oprettelsen af sikkerhedszonen fulgte en periode med relativ stabilitet. Antal og omfang af angrebene blev stærkt reduceret. Det lykkedes altså ikke at opnå en total fredeliggørelse og beskyttelse af borgerne i sikkerhedszonen. Ifølge FN soldaternes beretning havde man overvejende succes indenfor zonen med at demilitarisere de bosniakiske enheder. Bosniakkerne modsatte sig dog en total afvæbning. Bosniakkerne afleverede en del tungt udstyr, bl.a. en helikopter og nogle minekastere, tøvede mange bosniakker med at aflevere deres lette våben. De bosnisk-serbiske enheder forblev ved deres stillinger, for fortsat at kunne udgøre en trussel mod sikkerhedszonen med deres tunge våben; de afslog fuldstændig bestemmelserne fra sikkerhedszonen. Gentagne gange blev bosniakkerne angrebet af bosniske serbere. Derudover chikanerede og standsede den bosnisk-serbiske hær mange af de hjælpekonvojer der var på vej mod Srebrenica. Forholdene for befolkningen forblev trods den relative stabilitet kritisk.
14.juni 1993 krævede FN´s generalsekretær [[Boutros Boutros-Ghali]] 34.000 mand til sikring af sikkerhedszonen. Fire dage senere bevilligede sikkerhedsrådet imidlertid kun en udvidelse så styrken nu lød på 7600. Denne troppeudvidelse var først blevet gennemført i sommeren 1994<ref>[http://www.un.org/Docs/secu94.htm Siehe Dokument S/1994/1389 1 December 1994, Report of the Secretary-General on Bosnia and Herzegovina, Abs. 2]</ref>. Modstanden mod at stille yderligere tropper til rådighed betød konkrete farer for de FN-soldater der var tilstede i området og i almene betragtninger om inddæmmelser af omkostningen ved sådanne missioner.
=== Foranstaltning af en beskyttelseszone ===
| |||