Grateful Dead: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Linje 19:
I løbet af kort tid fandt yderligere en trommeslager plads i gruppen, [[Mickey Hart]], og [[Tom Constanten]] var også med på tangentinstrumenter.
The Grateful Dead var imidlertid ikke kun et rock band. De blev meget hurtigt omdrejningsspunktet i det spirrende ungdomsoprør, der ulmede i San Francisco omkring 1966. Dette tog for alvor fart da the Beatles offentliggjorde at de var hoppet ombord på LDS-bølgen, med deres Magic Mystery Tour. Dette var mere eller mindre en tro kopi af den bustur Ken kesey og the Grateful Dead sammen havde taget gennem USA, skingrende skæve på LSD. Denne tur er smukt bekrevet i Tom Wolfes bog "The Electric Kool Aid Acid Test". for den dedikerede Dead Head, skal det tilføjes, at chauføren på turen var ingen ringere end Neal Cassady, hovedpersonen i Jack Kerouacs bog "On the Road". Der er derfor en glidende overgang mellem beatnik generationen og hippioprøret, der, som nævnt, i høj grad havde the Grateful Dead som omdrejningspunkt.
Den første tid havde gruppen et stærkt blues-præg, som ikke mindst skyldtes Ron McKernan, det eneste af bandmedlemmene som foretrak [[whisky]] frem for LSD. Han døde af leverskader i [[1973]], og der måtte to personer til for at erstatte ham. Det blev ægteparret [[Keith Godchaux|Keith]] og [[Donna Godchaux]], han på tangenter og hun som vokalist. ▼
Det var fra deres adresse i Haight Asbury, at dem der var noget indenfor musikken stak pjalterne sammen, og det var herfra, mange vigtige beslutninger blev taget, hvis ellers man kunne blive enige. Alt blev besluttet enighedens ånd, og dette var ikke altid let, i et miljø, hvor stærke psykedeliske stoffer var en del af hverdagen.
Da disse to forlod The Dead i [[1979]], overtog [[Brent Mydland]] tangenterne. Keith Godchaux døde i en bilulykke i [[1980]], Mydland døde af en overdosis i [[1990]], hvilket befæstede klaverstolen som bandets ''«hot seat»''. De sidste år var det [[Vince Welnick]] og [[Bruce Hornsby]] som spillede tangentinstrumenter.▼
▲Den første tid havde gruppen et stærkt blues-præg, som ikke mindst skyldtes Ron McKernan, det eneste af bandmedlemmene som foretrak [[whisky]] frem for LSD.
Det var imidlertid først i 1970, at de slog kommercielt igennem med deres 2 mesterværker: "American Beauty" og "Workingman's Dead". Begge plader var præget af smukke balader, og lå meget langt fra deres tidligere, mildest talt, udsyrede publikationer.
Det var nogenlunde samtidig, at bandet beluttede at træde ned fra barikaderne, og leve et heftigt liv væk fra pressens søgelys.
Dette skyldtes ikke mindst de mange politiske likvideringer der havde præget 60'erne, og i flere år havde Jerry Garcia gået og joket med, at det kun var et spørgsmål om tid, før det var deres tur.
Ron McKernan døde af leverskader i [[1973]], og der måtte to personer til for at erstatte ham. Det blev ægteparret [[Keith Godchaux|Keith]] og [[Donna Godchaux]], han på tangenter og hun som vokalist. I denne konstellation turnerede bandet USA tyndt op gennem 70'erne. Samtidig blev der introduceret et nyt stof i miljøet, nemlig kokain, og langsomt men sikkert forsvandt fokus fra det fælles, og de fleste rendte på en eller anden måde rundt og prøvede at styre deres ego. Ikke altid med lige meget held.
▲
== Lang karriere ==
| |||