Vikingetid: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Žiedas (diskussion | bidrag) m Fjerner version 2777514 af Special:Contributions/212.242.131.210 (Brugerdiskussion:212.242.131.210) |
|||
Linje 41:
I slutningen af [[700-tallet]] gjorde [[Karl den Store]] sig til enehersker over [[Frankerriget]] og erobrede [[saksere|saksernes]] landområder nord for Elben. Befolkningen blev ved med at gøre oprør med støtte fra [[Daner|danerne]], og i årene [[804]]-[[810|10]] havde Karl store problemer med den danske kong [[Godfred]], der gik til modangreb og underlagde sig [[Obotritter|abodritternes]] i grænseegnene mellem daner og frankere. I [[810]] var Godfred i færd med at samle en stor flåde til et angreb på selve Frankerriget, men blev forinden dræbt af én af sine egne hirdmænd. I de følgende fem år var danernes rige præget af indbyrdes magtkampe, hvorefter Godfreds sønner satte sig på magten.
== Vikingerne i England ==
=== De første togter ===
[[Billede:Vikings-Voyages.png|thumb|tright|400px|Vikingernes togter. De ensfarvede lysegrønne flader var områder beboet af nordboer. Irland, Flandern, Frisland og Sachsen var også i perioder underlagt vikingerne.]]
Da vikingerne i [[793]] kom til [[Lindisfarne]], fandt de et let bytte og store rigdomme. Det fik dem til at kigge sig om i England efter mere, og det fandt de. Landet var før [[760]] opdelt i mindre kongeriger, men det ændrede sig, da [[Offa]] blev konge af [[Mercia]] i [[757]]. I sin lange tid ved magten eroberede han store dele af [[England]], så han ved sin død i [[796]] foruden Mercia var konge over [[Kent]], [[Sussex]], [[Wessex]] og [[East Anglia]].
Efter [[Offa|Offas]] død fulgte den ene konge efter den anden, men de var svage, og ingen af dem regerede ret længe. Ved det første angreb på [[Lindisfarne]] i [[793]] fik vikingerne blod på tanden og begyndte at se mod fastlandet efter flere klostre, der på denne tid var fyldt med værdifulde skatte. [[Offa]] var også den første konge i [[England]], der indførte sølvmønter, som vikingerne hurtigt fandt ud af havde stor værdi.
I fravær af en stærk kongemagt kunne man ikke stille meget op mod angrebene, som tog til fra [[793]] og frem til ca. [[850]], hvorefter vikingerne begyndte at bosætte sig fast i England og overtage jorden. I [[870]] havde vikingerne overtaget East Anglia, [[Northumbria]] og Mercia. De vendte nu deres opmærksomhed mod Wessex, der blev styret af en ung konge ved navn Alfred, senere kendt som [[Alfred den Store]]. Vikingerne vandt de første slag og erobrede store dele af Wessex, men selv om Alfred var stærkt presset, ville han ikke overgive sit land. Det lykkedes ham endelig at besejre vikingerne i slaget ved '''Cannington''' (i dag [[Edington]] i[[Wiltshire]]), hvorefter de indgik en aftale, der delte lande i to. Vikingerne fik det, der blev kendt som [[Danelagen]], bestående af East Anglia, Northumbia, den østlige halvdel af Mercia og størstedelen af [[Essex]], og Alfred fik den vestlige halvdel af Mercia samt Kent, Sussex, Wessex og [[Wales]].
I denne periode tog angrebene på England til i omfang. Der var i starten tale om "hit and run" angreb mod klostre, kirker og byer på kysterne, hvor vikingerne plyndrede bygningerne, [[voldtægt|voldtog]] kvinderne og tog [[træl|trælle]], og det var nærmest umuligt for lokalbefolkningen at forsvare sig, fordi vikingerne var væk, inden de kunne nå at mønstre et ordentligt forsvar.
Efterhånden slog vikingerne sig sammen i større flåder og etablerede lokale baser, hvorfra de kunne plyndre det omkringliggende land. Nogle gange var flåderne så store, at de kunne indkræve [[tribut]] fra befolkningen, den såkaldte [[danegæld]], for at holde op med at hærge og plyndre.
Ud over Danelagen med centrum i [[York]] (Jorvík) etablerede vikingerne også en stærk base i [[Dublin]] i [[Irland (ø)|Irland]].
=== Erobring og tilbagetog ===
[[Billede:Viking Expansion.svg|400px|right|thumb|Kort som viser skandinavisk bosættelse i det ottende (mørkerød), niende (rød), tiende (orange) og elvte (gul) århundrede. Grøn viser områder udsat for gentagne Vikinge plyndringer]]
I løbet af [[900-tallet]] blev Danmark et samlet rige, og den stærke centralmagt kunne koordinere angreb i en helt anden størrelsesorden end tidligere. Vikingernes flåder voksede sig nu så store og stærke, at deres spredte plyndringer blev til deciderede erobringstogter. Den danske konge [[Svend Tveskæg]] erobrede England i 1013 og lagde dermed grunden til et dansk-norsk-engelsk Nordsøimperium, der bestod til efter hans søn [[Knud den Store|Knud den Stores]] død i [[1035]]. I [[1066]] blev England invaderet af en normannisk adelsmand, [[Wilhelm Erobreren]] (der i øvrigt selv nedstammede fra danske vikinger). Dette år sættes traditionelt som slutningen på vikingetiden, da plyndringstogterne herefter stort set holdt op.
=== Vikingernes indflydelse===
De danske vikingers besættelse af [[England]] var en omfattende proces og har derfor også sat sit præg på den engelske kultur. Selv om de vikinger, der bosatte sig i England, forholdsvis hurtigt blev assimileret af lokalbefolkningen, bragte de alligevel også dele af deres egen kultur med sig, og påvirkningen kan spores den dag i dag, ikke mindst i sproget. Mange engelske ord er afledt af gamle nordiske ord, hvilket ikke mindst kan ses i stednavnene. I vikingernes gamle hovedby York ender mange vejnavne på "-gate", der tydeligvis stammer fra det danske "gade". Især i Nordengland findes der masser af små byer og landsbyer med navne, der ender på -dale, -ness, -beck, -thorpe,
== Vigtige begivenheder ==
| |||