Bandet havde svært ved at fastholde sucessen efter ''Whiskey in a jar'', og efter en elendig koncert, hvor en fordrukken Eric Bell vaklede ned af scenen og lod Lynott og Downey stå tilbage, blev man enige om, at Bell skulle forlade gruppen.
Som erstatning hentede Lynott tidligere [[Skid Row]]-medlem [[Gary Moore]] ind på [[guitar]].
Senere erstattererstattede amerikaneren [[Scott Gorham]] og og skotten [[Brian Robertson]] Gary Moore, og de fire betegnes ofte som den klassiske line-up, om end det tagertog to lidt svage og stille pladers tid ("Nightlife" (1974) og "Fighting" (1975)), før Gorham/Robertson harhavde perfektioneret deres tostemmige leadguitarlyd, der skalskulle blive et trademark for Thin Lizzy. Det er frem for alt denne klassiske line-up, som udgiver de rockhistorisk mest anerkendte Thin Lizzy plader, dvs. det store gennembrud "Jailbreak" med hittet "Boys are back in town" (1976), "Johnny the Fox" med hittet "Don't believe a word" (1977), "Bad Reputation" med hittet "Dancing in the moonlight" (1977) samt den fantastiske "Live and Dangerous (1978), som hører til én af de bedste hardrock liveplader nogensinde (som medlemmerne af bandet senere har udtalt, var de simpelthen bedre live end i studiet). Gnidningerne mellem de temperamentsfulde Lynott og Robertson (Robbo) var dog blevet for store, og Robbo måtte forlade bandet. Den del af magien, der kom af de hinanden komplimenterende Gorham/Robertson, var dermed forsvundet. Til gengæld trådte Lynotts gamle musikkompagnon, mesterguitaristen Gary Moore ind igen og bidrog til den ligeledes anerkendte "Black Rose" med hittet "Sarah" (1979).
