Frederik Horn: Forskelle mellem versioner

'''Frederik Horn''' ([[7. januar]] [[1708]] - [[25. maj]] [[1781]]) var en dansk digter og jurist.

 

Frederik Horn var en søn af toldkontrollør Lars Nielsen Horn (død [[1735]]) og Margrethe Simonsdatter og fødtes i [[Nykøbing Falster]]. Fra skolen her, af hvilken han forresten en tid var udvist formedelst et sammenstød med en lærer, blev han student [[1728]] og var en af de få yngre, der stærkt påvirkedes af [[Ludvig Holberg]].

 

 

 

Denne litterærkritiske satire, hvori Horn har sin styrke, fortsættes i hans muligvis anden (digtenes kronologiske orden er ikke sikker) digtsamling fra samme år, især i fortalen og det første og bedste digt, ''Poesiens Misbrug'', uden at han dog som [[Thøger Reenberg]] eller [[Jørgen Jørgensen Sorterup]] efter [[Nicolas Boileau]]s mønster "sigter paa nogen i Særdeleshed" eller nævner navne.

{{citat|Den danske [[Samuel Pufendorf|Pufendorf]], den danske [[Hugo Grotius|Grotius]],</br>den anden [[Arild Huitfeldt|Huitfeldt]] i vort Dannemarks Arkiver,</br>en dansk [[Publius Vergilius Maro|Virgilius]], en dansk [[Publius Ovidius Naso|Ovidius]],</br>din Ligemand, om ej din Mester, [[Molière|Moliére]]!</br>. . . . . . . . . . . . . . . . . . . .</br>Det danske Sprog ved ham igjen paa Fode kom.|}}

 

 

Det var åbenbart mere Horns varme hyldest af Holberg end evnen til at træde i mesterens fodspor, der i samtiden skaffede ham navn af "Hans Mikkelsens Abe" (Hans Mikkelsen var Holbergs pseudonym); thi hans talent er meget begrænset og bevæger sig væsentlig inden for det gamle, moralsk-satiriske læredigts Ramme. De sammen med ''Somnium'' trykte ''Epigrammata varia'' hæve sig ikke over tidens almindelige fabrikgods af denne art, og hans ''Lykønskning til [[Christian 6.|Christian VI]]’s og [[Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach|Sophie Magdalenes]] Salving» ([[1731]]) er affattet i en art prosaisk lapidarstil med pedantiske ordspil på navnene Dania og Diana, der kunne have afgivet en passende genstand for hans egen satire.

 

Med den første ungdom lagde han også klogelig poesien på hylden, og bevarede han end sine litterære interesser, så forsømte han derover ikke fagstudierne, skønt han måtte opholde sig fjernt fra [[Københavns Universitet|Universitetet]] som informator, bl.a. måske på [[Gurrehus]], hvor han efter eget udsagn skrev nogle af satirerne. Da den nye [[fundats]] af 1732 fordrede skrevne værker ("specimina") og beviser ("attestata") for de studerendes flid, nedsendte han [[1734]] fra [[Tønsberg]], hvor han den gang levede, sit ''Forsøg til et veloptugtet og veloplært Barn'' (trykt 1735), en ufuldendt opdragelseslære, der viser ikke ringe belæsthed og antyder flere af de principper, som senere udvikledes af [[Jean-Jacques Rousseau]], [[Johann Bernhard Basedow]] og [[Joachim Heinrich Campe]].

 

Fra samme tid stammer hans [[1748]] udgivne ''Cede majori . . ., hvorledes man efter Politik og Politesse skal kjende og erkjende Overmænd'', en lidt sprænglærd dialog om betydningen af [[Rangfølge|rang]], stand og værdighed i omgangslivet.

 

Imidlertid var Horn blevet en dygtig jurist og anset sagfører, [[1739]] [[Højesteret|højesteretsadvokat]]. At det også her var ham en trang at forklare sig sin stilling teoretisk, derom vidne hans ''Meditationer over Prokuratorprofessionen'' ([[1737]]), et filosoferende forsvar for denne da ilde ansete stand, og de samtidig affattede, men først [[1743]] trykte ''Meditationer angaaende Vidners Examination''.

 

Hans andet ægteskab ([[8. juli]] [[1744]]), med Mette Sophie født Torm (født [[1722]] død [[1791]]), datter af [[København]]s borgmester og politimester [[Erik Jensen Torm]], førte ham imidlertid ind på den praktiske embedsbane, i det han [[1751]] adjungeredes og [[1761]] efterfulgte sin svigerfader i embedet.

 

1750 var han indtrådt som medlem af teaterdirektionen, da den danske skueplads lagdes under magistratens styrelse; men om hans virksomhed i denne stilling, der skulle synes at måtte ligge godt for hans anlæg og tilbøjeligheder, har vi intet andet vidnesbyrd end det lille forsvar for skuepladsen, han [[1754]] udgav under titelen: ''Sinceri Gjensvar paa Hypocritæ Skrivelse imod Komediegang''. Det er en trivielt moraliserende imødegåelse af [[pietisme]]ns sædvanlige indvendinger mod skuespil, som hist og her, bl.a. i fortalen, der er underskrevet "Frands Hansen, Kokkedreng", temmelig ubehændig søger at slå ind på den satiriske tone.

 

Samtidig blev Horn [[justitsråd]] og overtog [[1766]] tillige fattigdirektionen; men for den administrative virksomhed synes han ikke at have egnet sig. Han led desuden af [[podagra]] og kom bedre på sin plads, da han [[1771]] ombyttede politi- og kommunalstyrelsen med posten som justitiarius i den af [[Johann Friedrich Struensee]] nyoprettede Hof- og Stadsret. Han døde som [[konferensråd]] 25. maj 1781 og efterlod en talrig børneflok.

 

*[http://runeberg.org/dbl/8/0081.html Dansk biografisk lexikon, bind VIII]

 

 

{{DEFAULTSORT: Horn, Frederik}}

[[Kategori:Digtere fra Danmark]]

[[Kategori:Jurister fra Danmark]]

[[Kategori:Danske embedsmænd]]