|
'''Magdalene Charlotte Hedevig Schimmelmann''' ([[10. august]] [[1757]] på [[Fossum]] eller [[Borrestad]] i [[Norge]] - [[2. december]] [[1816]]) var [[grevinde]]. Charlotte Schubart var datter af oberstlieutenant Carl Rudolf Schubart og Inger født Løvenskiold.
Kun 2 år gammel mistede Charlotte faren, men fik trods morens små kår en fortræffelig opdragelse, især under tilsyn af sin [[fadder|gudmoder]], den udmærkede gehejmerådinde[[gehejmeråd]]inde M.C.H. Løvenskiold, født Numsen, på [[Løvenborg]]. Hun ægtede [[25. maj]] [[1782]] minister [[Heinrich Ernst Heinrich Schimmelmann]]. Opfyldt af en ualmindelig kundskabstrang, udrustet af naturen med fremragende evner og udprægede interesser i æstetisk, filosofisk og politisk retning udfyldte hun på en glimrende måde sin plads ved Ernst Schimmelmanns side, med hvem hun kappedes om at hjælpe og støtte lovende begavelser. Med sin "Trang til at protegere" havde hun altid tanken henvendt på at "gjøre Erobringer for sit Fædreland i Aandens Verden". Hun var i høj grad følsom og modtagelig, men, som [[Schiller]] har sagt om hende, [[liberal]] i sin sentimentalitet, fordomsfri og vidtskuende i religiøs og politisk henseende, utrættelig i sin higen efter det gode og nyttige. Hendes navn er knyttet til [[Jens Baggesen]]s, [[Adam Oehlenschläger]]s, [[Schiller]]s og [[Niebuhr]]s livshistorie, og hun underholdte dem gennem en mangeårig brevveksling, der vidner om hendes rige, varme hjerte og den forbavsende mangfoldighed af interesser, der beskæftigede hendes tanker. I besiddelse af sin ægtefælles fuldkomne fortrolighed og af ham indviet i statssager udøvede hun til tider utvivlsomt en ikke ringe indflydelse i regeringsanliggender. Hun forstod at vinde de fremmede gesandters tillid og at aflokke dem mange hemmeligheder, og det ses af deres indberetninger, at man regnede med hende. Hertug [[Frederik Christian af Augustenborg]] var hendes fortrolige, og under den. Splittelse, der herskede i [[Statsrådet]] i de skæbnesvangre dage før og efter [[Slaget på Reden]], hidførte hun en forsoning mellem E. Schimmelmann og [[Christian Bernstorff]], "saa at Fornuftens Stemme atter kunde gøre sig gjældende, inden det var for sent". Ihærdig, men forgæves arbejdede hun med sit glødende had til [[Napoleon]] og Frankrig på en udsoning med England efter [[1807]] og en tilslutning til [[Preussen]], men hun opnåede des værredesværre kun at fjerne sin ægtefælle mere og mere fra [[Frederik 6.]]. I hendes senere leveår, da hun hjemsøgtes af svagelighed, trådte de mindre behagelige sider af hendes karakter, som [[Jacob Peter Mynster]] og [[Heinrich Steffens]] omtaleomtaler, påståelighed, pirrelighed og omskiftelighed, stærkere frem. Hun døde 2. december 1816. [[Schack von Staffeldt]] skrev et ægtefølt digt i klassisk form til minde om "de danske Skjaldes Moder".
{{DBL
|
