Nices historie: Forskelle mellem versioner

Efter at [[Victor-Amadée 2. af Savoyen]], har tilsluttet sig [[Augsburg forbundet]], der forener [[Østrig]] og Spanien mod Frankrig, går det igen galt for Nice, idet franske tropper, under ledelse af [[marskal]] [[de Catinat]] overskrider Var og går ind i Nice den [[26. marts]] [[1691]]. Citadellet, der efterhånden har fået ry som uindtageligt, modstår dog atter alle angreb. Under et bombardement den [[30.april]] går det imidlertid galt. En kugle trænger ind i et krudtlager og antænder de 700 tønder [[krudt]], der er oplagret der. Eksplosionen ødelægger en stor del af citadellet og byen under det og dræber eller sårer 700 mennesker. Dagen efter eksploderer endnu et krudtmagasin, hvilket kræver yderligere 300 ofre. Den [[4.april]] nedlægger citadellets kommandant våbnene og overgiver sig. Efter at franskmændene har indtaget [[Sospel]] den [[27.juni]], er hele grevskabet Nice på franske hænder.

Den franske besættelse varer dog kun til den [[24. juni]] [[1696]], da Victor-Amadée, ved underskrivelsen af [[Torino]]-traktaten, atter får Nice under sig. Belejringen og den efterfølgende besættelse, har dog nærmest knækket byen, hvor handlen er gået helt i stå.

Arvefølgekrigen i Spanien bryder ud i [[1701]] og hertugen af Savoyen, står endnu en gang overfor Frankrig, denne gang i skikkelse af [[Ludvig 14. af Frankrig]]. Den franske militær [[ingeniør]] [[Vauban]] anbefaler, at citadellet i Nice fjernes helt, for at sikre den frie bevægelighed for franske tropper. En hær, denne gang under kommando af [[James FitzJames hertug af Berwick]], overskrider Var den [[4. marts]] [[1705]] og besætter Nice. 3 dage senere åbner [[artilleri]]et ild, for atter at bombardere byen.

I november overgiver byen sig, men citadellet nægter, at overgive sig, hvilket først sker den [[4. januar]] [[1706]], efter et

byen og citadellet revet fuldstændigt ned. I dag er der kun få spor efter det, det mest iøjnefaldene er Bellanda-tårnet, der huser Nice' maritime museum. Efter at citadellet og bastionerne i Nice er væk, mister byen sin militære betydning. Hertugen af Savoyen kan således uden problemer genindtage byen i [[1707]]. Nice kommer officielt tilbage under savoyardisk styre ved traktaten i [[Utrecht]] (underskrevet [[1a. april]] [[1713]]). Indbyggerne i Nice hilser resultatet velkomment, i håb om fredeligere tider. Men håbet bliver gjort til skamme i fobindelse med arvefølgekrigen i Østrig, hvor Frankrig og Spanien, for en gangs skyld, er allierede.

Efter at Nice på [[Wienerkongressen]] i [[1815]] atter er kommet tilbage til Huset Savoyen (Piemonte-Sardinien), indtræffer der 2 vigtige begivenheder, som på sin vis trækker i hver sin retning. I den [[anden pariser traktat]], underskrevet i 1815, bliver det besluttet, at nedlægge [[Republikken Genova]] og lægge området ind under Piemonte-Sardinien. Dette får den betydning for Nice, at byen mister sit privilegium, som Piemonte-Sardinien's eneste havneby og går dermed glip af store indtægter fra handel. Beslutningen får i første omgang voldsom betydning for byens økonomi, der nærmest går i stå i de følgende år, men på længere sigt, er det måske grundlaget for byens betydning i dag. På dette tidspunkt begynder nemlig dele af det engelske aristokrati, at bruge området som vinteropholdssted, samtidig med, at Rusland har lejet den nærliggende Villefranche bugt, som [[flådebase]] til deres Middelhavs-[[eskadre]]. Derved kommer pengestærke udlændinge til, at sætte sit præg på byen. Og der opstår en del service erhverv for disse [[turist]]er, der også påbegynder byggeri af flere store huse og palæer. Den anden store begivenhede, der indtræffer er da kong Karl-Albert den [[26. maj]] [[1832]] fremlægger en plan ("Consiglio d'Ornato") for byens udvikling udenfor de gamle bymure.

På et møde den [[20.juli]] [[1858]] i [[Plombières-les-Bains]] mellem [[Napoleon 3. af Frankrig|Napoleon III]] og den piemontesiske premierminister Grev Cavour overdrager Piemonte-Sardinien Nice til Frankrig, mod at Frankrig yder Piemonte-Sardinien militærhjælp i dets opgør med Østrig. Overdragelsen skaber ikke glæde i Nice, således overrækker indbyggerne i Nice den [[15. marts]] [[1860]], en anmodning til kong [[Viktor-Emmanuel 2. af Piemonte-Sardinien|Viktor-Emmanuel 2.]] om enten at forblive en del af Piemonte-Sardinien eller at få lov til, at grundlægge en neutral stat. Kongen afviser anmodningen og den [[31. marts]] forlader de piemontesiske tropper byen, for dagen efter, at blive afløst af franske soldater og [[gendarm]]er.

Den [[2.september]] [[1939]] erklærer Frankrig Tyskland krig og den [[10. juni]] [[1940]] erklærer Italien Frankrig krig. Den [[22.juni]] overgiver Frankrig sig. Tyskerne har i løbet af deres [[lynkrig]] indtaget Paris, mens italienerne kun har nået, at indtage en del af Menton. Først den [[11.november]] [[1942]] rykker Italien ind i den den sydlige del af Frankrig og besætter området hen til Rhônens udmunding. Efter pres fra den italienske besættelsesmagt opgiver Jean Médecin den [[17.juli]] [[1943]] borgmesterposten i Nice.

Den italienske besættelse af Nice forløber relativt udramatisk, de italienske troppers tilstedeværelse giver ikke anledning til de store problemer. Idyllen afbrydes dog i september 1943, da italienerne bliver afløst af den tyske [[Wehrmacht]], som er anderledes hårdhændede. [[Gestapo]] indleder jagten på [[jøde]]r og modstandsfolk. Og der bliver opført betonbunkere langs kysten. På grund af byens strategiske beliggenhed, bliver Nice udsat for amerikanske luftbombardementer, blandt andet bliver havnen bombet og den [[26. maj]] [[1944]] går det ud over [[Saint-Roch(station)|Saint-Roch stationen]], med 444 døde som resultat.

Den [[4. maj]] 1944 går de allierede i land i [[Normandiet]] og påbegynder befrielsen af Frankrig. Amerikanerne går den [[15.august]] 1944 i land ved [[Frejus]] for, at åbne den anden franske front. Den [[27.august]] er de nået frem til [[Saint-Laurent-du-Var]] på Varflodens højre bred og det ser dermed ud som om befrielsen af Nice er nært forestående. Imidlertid er amerikanernes plan, at gå uden om Nice. Da modstandsbevægelsen erfarer dette, iværksætter de en opstand i byen, der starter næste morgen kl. 6:00. Samtidig planlægger de, at indtage strategiske punkter i byen og det kommer snart til åben kamp med de tyske tropper. På trods af deres relativt lille antal, omkring 350, lykkes det dem, at giver tyskerne indtryk af, at der er langt flere og tyskerne beslutter, at trække sig ud af byen. Nice bliver således befriet af sin egen modstandsbevægelse, som dog må konstatere et tab på 27 døde og 280 sårede.