Nices historie: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Rettet links
m Retter fejl i datoer (der skal mellemrum mellem . og måneden og måneden skal skrives med småt)
Linje 43:
[[Billede:Siége de la flotte turc.jpg|thumb|250px|right|Den tyrkiske flådes belejring af Nice]]
I de følgende århundreder er Nice gentagne gange udsat for krigshandlinger tildels forårsaget af rivaliseringen mellem
[[Frans 1. af Frankrig]] og [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Karl V]] af [[Spanien]] og som blandt andet drejer sig om herredømmet over den italienske halvø. Konflikten mellem de 2, fører til en række krige, de såkaldte "italienske krige". I [[1536]] under den 8. italienske krig besætter Frans Spanien mens Karl besætter Provence. Den efterfølgende fredshandling finder sted i Nice, med [[Pave Paul III]] som mægler og underskrives i [[18. juni]] [[1538]]. Freden varer dog kort. Allerede i [[1543]] starter den 9. italienske krig. Denne gang er Frans allieret med [[pasha]]en af [[Tyrkiet]]: [[Süleyman]]. Og i august samme år belejrer en fransk-tyrkisk flåde, anført af [[Khayr Al-Din(Barbarossa)]] Nice. Den nye (nedre) blive bombarderet og ødelagt, men citadellet holder og belejringsflåden trækker sig tilbage. Det er under denne belejring at legenden om [[Catherine Ségurane]] opstår.
 
Frans I dør i [[1547]], men Frankrig fortsætter sine forsøg på at indlemme Nice. I [[1621]] forsøger den sidste greve af Beuil: [[Hannibal Grimaldi]], at overbevise nicoiserne om, at de skal underlægge sig [[Ludvig 13. af Frankrig]]. forsøget mislykkes, da hertug [[Charles-Emmanuel 1. af Savoyen]], henretter grev Hannibal og nedlægger grevskabet.
 
=== Besat af Frankrig ===
Efter at [[Victor-Amadée 2. af Savoyen]], har tilsluttet sig [[Augsburg forbundet]], der forener [[Østrig]] og Spanien mod Frankrig, går det igen galt for Nice, idet franske tropper, under ledelse af [[marskal]] [[de Catinat]] overskrider Var og går ind i Nice den [[26. marts]] [[1691]]. Citadellet, der efterhånden har fået ry som uindtageligt, modstår dog atter alle angreb. Under et bombardement den [[30. april]] går det imidlertid galt. En kugle trænger ind i et krudtlager og antænder de 700 tønder [[krudt]], der er oplagret der. Eksplosionen ødelægger en stor del af citadellet og byen under det og dræber eller sårer 700 mennesker. Dagen efter eksploderer endnu et krudtmagasin, hvilket kræver yderligere 300 ofre. Den [[4. april]] nedlægger citadellets kommandant våbnene og overgiver sig. Efter at franskmændene har indtaget [[Sospel]] den [[27. juni]], er hele grevskabet Nice på franske hænder.
 
Den franske besættelse varer dog kun til den [[24. juni]] [[1696]], da Victor-Amadée, ved underskrivelsen af [[Torino]]-traktaten, atter får Nice under sig. Belejringen og den efterfølgende besættelse, har dog nærmest knækket byen, hvor handlen er gået helt i stå.
Linje 62:
[[Den franske revolution]] bryder ud i [[1789]]. Begivenheden får dog ikke umiddelbart anden betydning for Nice, end at de
franskmænd, der frygter for hvad revolutionen kan udvikle sig til, flygter hertil, i håb om at kongen af Sardinien kan beskytte dem.
Imidlertid sker der det, at [[Preussen|preusserne]], østrigerne og spanierne mobiliserer deres hære for, at komme [[Bourbon]]'erne til undsætning. Frankrig står nu overfor, at blive angrebet og man sender blandt andet en hær mod sydøst. I første omgang for, at beskytte [[Antibes]], men efterfølgende for at gå ind i Savoyen. Tilstedeværelsen af denne hær udløser panik i civiladministrationen i Nice og denne flygter, sammen med en stor del af byens øvrige indbyggere til [[Saorge]]. Heller ikke de sardiske tropper, der er stationeret i området bryder sig om, at stå overfor en større fransk hær og disse tager derfor også flugten. Byen ligger således fuldstændigt forsvarsløs tilbage og den [[29. september]] 1792 overdrager Nice' biskop byens nøgler til den franske kommandant, General Anselme. Om eftermiddagen er Nice nok engang på franske hænder.
 
Herefter lægges grevskabet Nice sammen med fyrstendømmet Monaco til departementet [[Alpes-Maritimes|Alpes-Maritimes_historisk]]. Den franske tilstedeværelse opfattes af mange som en besættelse, hvilket betyder, at der opstår en modstandsbevægelse blandt områdets almindelige indbyggere, som med våben i hånd, gør deres til, at gøre livet surt for franskemændene. I [[1803]] udnævner [[Napoleon]] grev Dubouchage til [[præfekt]] i departementet og han forsøger, at udvikle området, som ellers er i en sørgelig forfatning, med en økonomi, som ligger i ruiner, bl.a. på grund af en [[kolera]][[epidemi]], som bryder ud i [[1800]] og koster i tusindvis af døde<ref>Histoire de Nice et son Comte, s. 22</ref>. Han får tilknyttet arondissementet [[San Remo]] til departementet, for at sætte skub i økonomien, han påbegynder anlæggelsen af "La Grande Corniche", som er en hovedvej langs kysten og han grundlægger Imperiale gymnasiet på fundamentet af en [[Jesuit]]ter skole i [[1808]]. Den stigende frankoficering af området udløser en intellektuel modbevægelse, som giver sig udslag i, at flere værker bliver udgivet på det lokale sprog [[Niçois]], af blandt andet [[Joseph Rosalinde Rancher]] og [[Joseph Micéu]]. Denne bevægelse lever den dag i dag, hvor man stadig hæger om Niçois, som en del af byens identitet<ref>[http://www.nicerendezvous.com/FR/C_dictionnaire.php?searchterm=nissard&searchtype=francais nissard Traduction en Français / Nissart, la langue régionale du Comté de Nice<!-- Robotgenereret titel -->]</ref>.
Linje 74:
== Tilbage til Frankrig ==
[[Billede:Scrutin annexion nice.jpg|thumb|150px|right|Afstmningsdagen]]
På et møde den [[20. juli]] [[1858]] i [[Plombières-les-Bains]] mellem [[Napoleon 3. af Frankrig|Napoleon III]] og den piemontesiske premierminister Grev Cavour overdrager Piemonte-Sardinien Nice til Frankrig, mod at Frankrig yder Piemonte-Sardinien militærhjælp i dets opgør med Østrig. Overdragelsen skaber ikke glæde i Nice, således overrækker indbyggerne i Nice den [[15. marts]] [[1860]], en anmodning til kong [[Viktor-Emmanuel 2. af Piemonte-Sardinien|Viktor-Emmanuel 2.]] om enten at forblive en del af Piemonte-Sardinien eller at få lov til, at grundlægge en neutral stat. Kongen afviser anmodningen og den [[31. marts]] forlader de piemontesiske tropper byen, for dagen efter, at blive afløst af franske soldater og [[gendarm]]er.
I et brev til indbyggerne i Nice, forklarer kong Viktor-Emmanuel, at det er i Nice's interesse, at blive en del af Frankrig og
lover samtidig, at overdragelsen vil blive underkastet en folkeafstemning, der skal finde sted den [[15. april]] 1860.
Afstemningen skulle dog vise sig, at være spil for galleriet, idet der kun blev udleveret stemmesedler hvor der stod "JA", hvis man ville stemme "NEJ", måtte man rette det i hånden, mens de franske gendarmer holdt øje. Resultatet blev derfor, at af 25.933 stemmer var de 25.743 ja-stemmer og sølle 160 var nej<ref>Histoire de Nice et som Comte s. 26</ref>. Ikke desto mindre, blev resultatet udlagt som folkets accept af og ønske om, at komme tilbage til Frankrig.
 
Linje 103:
Place Masséna bliver renoveret, Paillon bliver overdækket længere nordpå, han moderniserer hospitalerne [[Saint-Roch]] og Pasteur og han renoverer byens vandforsyning. Disse initiativer kan dog ikke forhindre, at økonomien i Nice er tæt på, at bryde helt sammen. Som om det ikke var nok, med den økonomiske nød, trækker sorte skyer sammen om Europa, med fremkomsten af de [[totalitær]]e [[diktatur]]er i Tyskland og Italien. Det [[fascisme|fascistiske]] Italien opsiger i [[1935]] alle traktater indgået med Frankrig.
 
Den [[2. september]] [[1939]] erklærer Frankrig Tyskland krig og den [[10. juni]] [[1940]] erklærer Italien Frankrig krig. Den [[22. juni]] overgiver Frankrig sig. Tyskerne har i løbet af deres [[lynkrig]] indtaget Paris, mens italienerne kun har nået, at indtage en del af Menton. Først den [[11. november]] [[1942]] rykker Italien ind i den den sydlige del af Frankrig og besætter området hen til Rhônens udmunding. Efter pres fra den italienske besættelsesmagt opgiver Jean Médecin den [[17. juli]] [[1943]] borgmesterposten i Nice.
 
Den italienske besættelse af Nice forløber relativt udramatisk, de italienske troppers tilstedeværelse giver ikke anledning til de store problemer. Idyllen afbrydes dog i september 1943, da italienerne bliver afløst af den tyske [[Wehrmacht]], som er anderledes hårdhændede. [[Gestapo]] indleder jagten på [[jøde]]r og modstandsfolk. Og der bliver opført betonbunkere langs kysten. På grund af byens strategiske beliggenhed, bliver Nice udsat for amerikanske luftbombardementer, blandt andet bliver havnen bombet og den [[26. maj]] [[1944]] går det ud over [[Saint-Roch(station)|Saint-Roch stationen]], med 444 døde som resultat.
[[Billede:Affiche 27 mai bis.jpg|thumb|250px|left]]
Den [[4. maj]] 1944 går de allierede i land i [[Normandiet]] og påbegynder befrielsen af Frankrig. Amerikanerne går den [[15. august]] 1944 i land ved [[Frejus]] for, at åbne den anden franske front. Den [[27. august]] er de nået frem til [[Saint-Laurent-du-Var]] på Varflodens højre bred og det ser dermed ud som om befrielsen af Nice er nært forestående. Imidlertid er amerikanernes plan, at gå uden om Nice. Da modstandsbevægelsen erfarer dette, iværksætter de en opstand i byen, der starter næste morgen kl. 6:00. Samtidig planlægger de, at indtage strategiske punkter i byen og det kommer snart til åben kamp med de tyske tropper. På trods af deres relativt lille antal, omkring 350, lykkes det dem, at giver tyskerne indtryk af, at der er langt flere og tyskerne beslutter, at trække sig ud af byen. Nice bliver således befriet af sin egen modstandsbevægelse, som dog må konstatere et tab på 27 døde og 280 sårede.
 
=== Genopbygning og ekspansion ===