Den engelsk-irske traktat: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Loveless (diskussion | bidrag) m robot Ændrer: uk:Англо-ірландський договір |
Broadbot (diskussion | bidrag) m robot: automatisk teksterstatning: (-» +", -« +") |
||
Linje 7:
I 1917-1919 reorganiseredes resterne af de væbnede militser - med udgangspunkt i Irish Volunteers - i en guerillahær: Óglaigh na hÉireann. Den nye guerillataktik blev udformet af Michael Collins (Irish Republican Brotherhood (IRB) - et militant revolutionært hemmeligt broderskab), som stod i spidsen for reorganiseringen. Formålet var at opbygge en militær enhed, der kunne anvendes i kampen for at løsrive Irland fra britisk dominans.
IRA blev gradvist det republikanske parti Sinn Féin's militære gren. Men det var først med proklameringen af en Irsk Republik og oprettelsen af et irsk parlament, Dáil Éireann, og regering i januar 1919 - der trodsede det britiske overherredømme i Irland - at Irish Volunteers officielt blev den selv-proklamerede republiks
Med fredsaftalen, the Anglo-Irish Treaty, i december 1921 måtte Sinn Féin's forhandlere acceptere den midlertidige deling af Irland, som det britiske parlament allerede havde foretaget ved lov (Government of Ireland Act, 1920). Til gengæld opnåede de irsk selvstændighed for de sydlige 26 grevskaber, men indenfor det britiske Commonwealth. Republikanernes accept af denne aftale skyldtes i høj grad styrkeforholdene, hvor forhandlerne blev truet af den britiske regering med fornyet krig, i en situation hvor IRA stod næsten uden våben og ammunition. Anglo-Irish Treaty blev godkendt af et flertal i det irske parlament i januar 1922. Men et mindretal nægtede at acceptere beslutningen, IRA blev splittet, og mens tilhængerne af Traktaten blev det nye Irske Fristats hær, beholdt modstanderne navnet IRA, og en borgerkrig fulgte, som i 1923 førte til IRA's endelige nederlag.
Linje 23:
Da borgerretsbevægelsen blev mødt med unionistisk vold og efterhånden radikaliseredes, skabte dette splid blandt de politisk aktive republikanere. Nogle ønskede at fastholde borgerretsbevægelsens oprindelige perspektiv om at reformere Nordirland med fredelige midler (dvs. man inddrog ikke spørgsmålet om Irlands deling, som man mente skulle tages op i en senere fase i strategien). Mens andre - specielt i lyset af de voldelige overfald på de katolske ghettoer i det vestlige Belfast i august 1969 - mente at erfaringerne havde vist, at denne kommunistisk inspirerede fasestrategi var illusorisk: Det unionistiske styre ville ikke uden videre acceptere en reform og demokratisering af Nordirland. Det var igen blevet nødvendigt at kunne forsvare de katolske ghettoer mod væbnede overgreb, som IRA ikke havde været i stand til i august 1969, da de ikke havde våben.
Disse modsætninger i den republikanske bevægelse førte til en splittelse på IRA's kongres i december 1969, der blev konfirmeret på Sinn Féin's Árd Fheis (kongres) i januar 1970. Det centrale stridsspørgsmål var den republikanske ledelses forslag om at afskaffe
De gamle republikanere var overvejende anti-kommunistiske og traditionelt nationalistiske i deres politiske syn, mens de unge i løbet af få år begyndte at drive det
Men begge fløje af IRA bevægede sig i årene 1970-72 ud i først et forsvar af de katolske ghettoer og dernæst en offensiv taktik ifht. den britiske militære tilstedeværelse. Som sådan var begge - uanset forskellene i deres politik - en del af den voldelige eskalering, der fandt sted. Især som følge af det unionistiske styres og den britiske hærs militære undertrykkelse af den irsk-katolske befolkningsgruppe. Men da den britiske regering ophævede og reelt nedlagde det unionistiske styre og Stormont-parlamentet i 1972 erklærede det
== Det provisoriske IRA (PIRA) 1970- ==
Det
I 1974 udførtes nogle af de mest blodige IRA-bombeattentater på pub'er i Birmingham og Guildford i England. De britiske myndigheder foretog hurtig arrestation og domfældelse af de forkerte personer, som sad uretmæssigt fængslet helt frem til 1989-91 (sagerne om The Guildford Four og The Birmingham Six).
Linje 41:
=== Professionalisering ===
I sidste halvdel af 70'erne førte dette til en professionalisering og reorganisering af IRA i en ny cellestruktur, samt en politisering og radikalisering af både IRA og Sinn Féin, sådan at der blev lagt ny vægt på en opbygning af Sinn Féin som politisk parti. Dette var en ny taktik/strategi, hvor det centrale var at opbygge og konsolidere den folkelige forankring med henblik på
Men det var først efter en langvarig republikansk sultestrejke i 1981 i Long Kesh, der gav både IRA og Sinn Féin ny folkelig opbakning, at det blev muligt for den yngre gruppe af republikanere fra Nord at få tilstrækkelig støtte i den republikanske bevægelse til for alvor at søsætte den ønskede udvikling af Sinn Féin som politisk parti. De republikanske fanger gennemførte to sultestrejker i 1980/81 for en række krav i fængslet, der indebar en anerkendelse af dem som politiske fanger. En status der var blevet frataget dem ved den britiske kriminalisering af politisk motiverede forbrydelser i 1976. Som sådan var de republikanske fanger blevet et omdrejningspunkt for den politiske kamp mellem det britiske styre og IRA. I en demonstration af britisk fasthed og ubøjelighed over for
Den republikanske strategi blev fremover at støtte en kombination og sidestilling af politisk og væbnet kamp (
Linje 57:
Fredsprocessen skyldtes bl.a. et politisk skift i Sinn Féin og IRA, hvor man gradvist valgte at satse på en politisk strategi og en udfasning af den væbnede kampagne, samtidig med at man accepterede nordirsk selvstyre som delmål i strategien. Baseret på en ny analyse og vurdering der sagde, at de langsigtede politiske mål kunne nås via den politiske kamp, uden de store omkostninger ifm. den væbnede kampagne. Dette skift har foregået som en længere proces med flere års politiske diskussioner og kampe i såvel Sinn Féin som IRA. Disse er endnu ikke afsluttet. De drivende kræfter i denne proces har været den politiske ledelse i Sinn Féin centreret omkring Gerry Adams.
Sinn Féin og IRA indgår stadig i en alliance. Men den har været under hårdt ydre såvel som indre pres under fredsprocessen, hvilket har gjort forbindelsen mellem de to organisationer væsentlig mindre tæt i dag end tidligere. Udviklingen henimod at acceptere den nye politiske linje har været særdeles vanskelig i IRA, hvor en nedlæggelse af våbnene traditionelt har været set i sammenhæng med en britisk tilbagetrækning fra Irland. Der er som følge heraf sket flere afskalninger, og der findes stadig et stort mindretal af mere militante IRA-medlemmer. Den alvorligste afskalning skete i efteråret 1997 under forhandlingerne, der skulle føre til fredsaftalen i april 1998. Den førte til oprettelsen af en ny gruppe
Spørgsmålet om IRA's våbenaflevering har fortsat været omdrejningspunktet i den politiske kamp mellem fredsaftalens parter om, hvordan aftalen skal opfattes og realiseres, selvom den paramilitære våbenaflevering i fredsaftalen i princippet overlades til en uafhængig international våbenafleveringskommission (se Nordirland).
Såvel dette som opbygningen af en nyt IRA foretaget af republikanske modstandere af fredsprocessen er stadig uafklarede spørgsmål i den politiske proces i Nordirland. Mens det står klart, at det
[[Kategori:Fredsaftaler]]
|