Hans Poulsen Resen: Forskelle mellem versioner

besøg i hjemmet [[1586]] drog de til [[Wittenberg]], hvor Resen [[1588]] tog

magistergraden som den øverste af 38 kandidater. Det bemærkes, at

I foråret [[1589]] var de atter hjemme, ved hvilken lejlighed de

besøgte Peder Hegelund i Ribe og [[Tycho Brahe]] på [[Hven]]; universitetet tillagde Resen det såkaldte kongelige rejsestipendium, og snart efter finder vi ham og hans unge ledsager på nye og længere rejser.

[[calvinisme]]n. For denne [[konfession]] havde Resen nemlig efterhånden

fattet en stærk afsky, så han end ikke tog i betænkning ved en

en titel, som man ellers i [[Protestantisme|protestantiske]] kredse plejede at lade

[[Den romersk-katolske kirke|Romerkirken]] være ene om at bære. Det blev derfor også en hovedopgave for Resen at spærre vejen for [[kryptocalvinisme]]n<ref name=krypto>Til kryptocalvinisme og filippisme, se [[Konkordieformlen#Lille ordliste|"Lille ordliste"]] under [[Konkordieformlen]]</ref>, der

deres side med mistænksomhed vogtede på hans ytringer og

foretagender. Og nu traf det sig, at Resen ved samme tid i en

en måde, der let kunne vække anstød. For at uddybe troslivets

inderlighed og for at imødegå rationaliserende retninger, der var

uheldigt. Provsteretten afsatte ham fra hans embede, og i Kolding

viste det sig, at Resen, der mødte med et udførligt teologisk-polemisk

teologisk lærdom, at denne måtte give tabt, hvorpå han som

æreskænder blev dømt til landsforvisning. Kort efter blev præsten Niels Mikkelsen Aalborg [http://runeberg.org/dbl/1/0030.html (I, 12)], der i et privatbrev havde

Med sædvanlig flid og arbejdskraft tog han da straks efter sin

hjemkomst fat på sagen og udarbejdede i kort tid sit bekendte

i ni afsnit udførligt behandlede de lærepunkter, der i hans

tidligere teser havde været genstand for mistydning og modsigelse.

megen betydning tillagde man dog de indvendinger, der var rejst

mod Resens læremåde, at hans udnævnelse til biskop først kom

var blevet offentliggjort.

 

Resen, efter at være blevet biskop, men i sin egenskab af teologisk

professor, 1615–[[1620]] udgav den række disputatser, der bærer titlen:

måtte virke forsonende over for de mange, for hvem Hemmingsens

navn var dyrebart.

på det opvækkende og opbyggelige, hvilket fremtræder i den

række ligprædikener og i de talrige anvisninger til behandling

fra hans hånd (s. Kalkar, ''Theol. Tidsskrift'' 1874, s. 81 ff.). blandt

hans ligprædikener turde den betydeligste være den, han [[1612]]

reformationens dage dyrebare. For at opfriske dem udgav han

på ny, til dels i oversættelse, skrifter af [[Girolamo Savonarola|Savonarola]], Luther, [[Johannes Bugenhagen]], [[Philipp Melanchthon]] og [[Peder Palladius]]. Hans mundheld

på titlerne på de skrifter, Resen har udgivet, viser noksom, i hvor

høj grad det har været ham magtpåliggende at gøre katekismens

været på vej til at forlade, måtte dommen over ham blive

meget forskellig. Medens der var dem, der fnøs af afmægtig

 

Også i andre kirkelige forhold greb denne ind med kraftig hånd

dog ikke var ret stemt for den forcerede bevægelse i retning af

streng bodstjeneste og kirketugt, som fik lovskraft ved den store

skønt han, overtalt af Brochmand, føjede sig efter tidsstrømningen.

 

ingen tvivl om, at det var Brochmand, der skulle fortsætte hans

gerning som vogter for den dansk-norske kirkes lutherske ortodoksi.<br />

var en ven af salmesangen. Flere af [[kirkebøn]]nerne i de ældre

udgaver af [[alterbog]]en er forfattet af ham.

embedsgerning, døde han, 77 år gammel, [[14. september]] [[1638]]. Efter

eget ønske jordedes han i Peder Palladius' gravsted i [[Vor Frue Kirke]], hvis sognepræst, Niels Poulsen Schandorf, for en stor

i det der tillige gaves en udførlig fremstilling af hans levned.