Henrich Callisen: Forskelle mellem versioner

Født i [[Preetz]] i [[Holsten]], hvor hans Fader, Johan Leonhard Callisen (født [[1759]]), var præst; moderen hed Christiane f. Westhoff. Han fik som dreng en fortrinlig uddannelse, særlig i [[latin]], blev [[1755]] sendt til [[København]] for at studere kirurgi og blev ansat som lærling hos regimentskirurg Spierling, men tillige indskrevet i barberamtet, hvor han [[1758]] blev svend. Samtidig nød han undervisning på [[Frederiks Hospital]] og ved [[Simon Krüger]]s hjælp tillige på [[Theatrum anatomicum]].

 

Ved faderens død blev Callisen tvunget til at søge en plads ved [[Kronborg]] barberamt med løn af 2 mark om ugen, men blev dog året efter ([[1760]]) ansat som kompagnikirurg (*c: Svend) ved grenaderkorpset med 6 rigsdaler månedlig gage. Samme år døde hans faderlige ven Simon Krüger, og Callisen manglede ofte det fornødne til livets ophold, hans stilling var ydmygende, hans udsigter for fremtiden meget mørke, og han erklærer selv, at han var nær ved at gå fuldstændig til grunde.

 

En lille begivenhed forandrede pludselig hans stilling. En grenaderløjtnant mødte Callisen en kold decemberdag på [[Kongens Nytorv]], og under en samtale beholdt Callisen hatten på hovedet; fornærmet herover udskældte løjtnanten Callisen, truede ham med fugtel og begærede ham ført i arrest; men opbragt over det nedværdigende i sin stilling søgte Callisen straks sin afsked ved regimentet, henvendte sig til generaldirektør [[Carsten Wilhelm Heinrich Hennings]] ved Theatrum anatomicum, hvor han næste dag med megen hæder aflagde sit

 

Året efter blev han pensionær ved Theatrum anatomicum og reservekirurg ved Frederiks Hospital. Hermed kom Callisen da ind på den rette bane, og han udtaler selv, at de følgende 5 år, i hvilke han forblev i disse stillinger, var de gunstigste i hans liv, hvor han havde rig lejlighed til både praktisk og teoretisk uddannelse.

 

I [[1766]] underkastede han sig, skønt ikke student, examen medicum rigorosum og viste i sin på latin holdte tale "om de mange Hindringer, der møde den fattige studerende paa hans

videnskabelige Bane," så vel som ved sine kundskaber og sin færdighed i fremstillingen, at han i ingen henseende stod tilbage for fakultetets egne elever. Han fik kongeligt rejsestipendium, 500 rigsdaler årlig, og rejste [[1767]] til [[Paris]], studerede kirurgien hos [[Jean-Louis Petit]], Sabbatier, Louis og andre og fik for sine til det franske kirurgiske Akademi indsendte afhandlinger fri adgang til dets forsamlinger.

I [[1769]] kom han til [[London]], stiftede fortroligt bekendtskab med [[Percivall Pott]], [[John Hunter]], [[William Hunter]] og andre; i London var han i stor pengeforlegenhed, da han intet havde ud over de 500 rigsdaler årlig, og oprettede derfor sammen med en tandlæge et [[apotek|dispensary]], hvor han solgte medikamenter, han selv tilberedte; særlig bekendt blev butikken ved tandpulvere og tandbørster, som de selv fabrikerede af tynde spanske rotting; Callisen så herved sine indtægter fordoblede og blev således i stand til også uden for hospitalerne at kunne færdes i sine berømte venners selskab. Også i London fik han ved sine skrifter adgang til det [[Royal Scientific Society|kgl. Videnskabernes Selskab]] og sendte tillige hyppig videnskabelige meddelelser hjem.

 

Endnu i London udnævntes han til kongelig overkirurg for den danske flåde, kom hjem [[1771]], begyndte straks forelæsninger over kirurgi ved fakultetet og kreeredes til dr. med. [[1772]] for afhandlingen ''De præsidii classis regiæ sanitatem tuendi methodo''. Samme år forlod [[Johan Just von Berger]] det medicinske fakultet, og Callisen blev da udnævnt til professor chirurgiæ ved [[Københavns Universitet]], rigtignok uden løn, men med kongeligt løfte om at succedere Hennings som generaldirektør for kirurgien. I [[1774]] udnævntes han til medlem af Collegium medicum, blev assessor ved examen chirurgicum ved Theatrum anatomicum og var samme år medstifter både af [[Det medicinske selskab]] og Societas exercitatoria medica til Øvelse for de medicinske og kirurgiske studerende. Således kastede Callisen sig med al sin iver ind i den kirurgiske virksomhed og vandt straks ved sine grundige og belærende forelæsninger en stor tilhørerkreds, ligesom han allerede i disse år udgav det første af sine værker: ''Institutiones chirurgiæ hodiernæ'' ([[1777]]), væsentlig en lærebog for studerende.

 

Efter Simon Krügers død var imidlertid kirurgien ved Theatrum anatomicum kommen yderst i forfald, og fra alle sider var det klart, at Theatrum anatomicum måtte forsvinde og en ny tilstand for kirurgien begynde. I dette øjemed og i anledning af indfødsrettens indførelse nedsattes da efter kongelig resolution af [[13. november]] [[1776]] en kommission, hvori professorerne [[Matthias Saxtorph]] og Callisen, livmedikus [[Urban Bruun Aaskow]] og andre befaledes at tage sæde "for at udfinde de kraftigste og bedste Midler til at ophjælpe Kirurgien og bringe denne til at blomstre".

 

Denne kommissionens sammensætning gav stødet til en systematisk forfølgelse og til forbitrede og meget sårende angreb på Callisen; de kom ganske vist fra så underordnede personer som regimentskirurg [[Ferdinand Martini]] (fortalen i ''Betrachtungen in der Lehre von der Kopfwunden'', Hamburg [[1784]]), der insinuerede, at Callisen ville forråde og undertrykke kirurgien, fordi han var bleven dr. med., og som pagehovmesteren [[Niels Ditlev Riegels]], der på den mest ærerørige og smålige måde angreb Callisen i forskellige artikler (''[[Lærde efterretninger|Berlingske lærde Efterretninger]]'' [[1785]], nr. 12-13, ''Forsøg til Kirurgiens Historie'', 1785, og ''De fatis faustis et infaustis chirurgiæ'', 1787). Callisen forsvarede sig med stor værdighed i to småskrifter: ''Til mine Medborgere'' og ''Svar efter Løfte'' (1785), ligesom han støttedes af [[Peter Christian Abildgaard]], [[Knud Lyne Rahbek]] og [[Johann Clemens Tode]]. Sikkert stod der dog bag de nævnte stråmænd betydeligere personligheder og da navnlig [[Alexander Kølpin (kirurg)|Alexander Kølpin]] og [[Frederik Christian Winsløw]], der som Callisens medbejlere begge attråede at blive generaldirektør for kirurgien; det galdt dem derfor om at forhindre, at den institution, der skulle følge det dødsdømte Theatrum anatomicum, tilfaldt universitetet, i hvilken retning allerede den kgl. resolution af 1773 havde udtalt sig, og henimod hvilket universitetspatron grev [[Otto Thott]] også arbejdede, dels fordi Callisen var den langt overlegne dygtighed, dels af økonomiske grunde, idet Callisen da kunne blive betalt med generaldirektørens gage.

 

Imidlertid antoges dog et forslag om oprettelse af et [[Chirurgiske Akademie|Chirurgisk Akademie]] uafhængigt af universitetet ved kongelig resolution af [[22. juni]] 1785 med Hennings, Kølpin og Winsløw som lærere, med forbigåelse af den eneste virkelig videnskabelig uddannede og allerede højt ansete kirurg, Callisen. Dybt krænket over denne tilsidesættelse miskendte han dog ingenlunde Akademiets værd og beklagede kun, at partiånd, personligt had og private hensigter havde skudt ham til side (''Til mine Medborgere''). Han var tillige uvis om, hvorvidt Løftet om hans succession efter Hennings ville blive holdt, og måtte vedblive at fungere som divisionskirurg i flåden, da han endnu ingen gage havde fået, skønt han i 12 år havde doceret som professor ved universitetet.

 

Mens man her hjemme foragtede Callisens udmærkede evner, søgte man i udlandet at vinde ham; fra [[Berlin]] fik han [[1787]] et ærefuldt tilbud om "at vorde ansat som første kirurgiske Professor ved det kgl. medicinske-kirurgiske Kollegium med allernaadigst Løfte om en anselig Karakter og Tilladelse til selv at foreslaa Konditionerne". Han forespurgte sig da her om sin eventuelle succession ved Hennings’ død og fik følgende ubestemte Svar: "Monarken vilde anse det med allernaadigst Velbehag, om C. foretrak at blive i sit Fædreland i Steden for at modtage det ham tilbudte Embede udenlands". Han afslog derefter tilbuddet og blev til stort held for den danske lægevidenskab i landet. Allerede [[1791]] befaledes han at tiltræde det kirurgiske Akademi, og efter Hennings’ død [[1794]] udnævntes han da til den plads, han allerede 1773 havde fået løfte om. Samtidig og kort efter frasagde han sig sine øvrige embeder og udtrådte af det medicinske fakultet og Collegium medicum.

 

af [[Dannebrogordenen|Dannebrog]] [[1813]].

 

 

Oplyst og virkelig videnskabelig indså Callisen længe før sine samtidige det sørgelige og ødelæggende for kirurgien, når den holdt sig fjernet fra medicinen; gennem hele sit liv har han da også arbejdet på at uddanne kirurgerne ved samtidig at gøre dem til medicinere; fra hans tidligste afhandlinger til hans sidste store værk er denne tanke og ånd den ledende. Dette sidste arbejde fra Callisens hånd var ''Fysisk-medicinske Betragtninger over Kjøbenhavn'' (1807-9, 2 dele); først dette værk sammenholdt med de tidligere viser til fulde, hvor stor og mangesidig Callisens begavelse har været, og hvor klart han allerede den gang har set på det endog først i den nyeste tid ret dyrkede felt, [[hygiejne]]n. Dette værk er ved sine utallige oplysninger om byens geografi, naturforhold, indbyggernes samfundsforhold og levevis og meget andet et kildeskrift for alt studium og undersøgelser af byens tidligere

udrettet meget for sine medborgeres og sin samtids vel. Han har været den danske kirurgis fader, en af den danske lægekunsts ypperste mænd og en i sandhed nyttig borger.

 

Han ægtede:

 

 

{{DEFAULTSORT:Callisen, Henrich}}

[[Kategori:Læger fra Danmark]]

[[Kategori:Kirurger]]