Beryllium: Forskelle mellem versioner

'''Beryllium''' (af [[Græsk (sprog)|græsk]]: ''beryllos'', at blege) er det [[4 (tal)|4]]. [[grundstof]] i det [[periodiske system]]. og har det [[Kemisk symbol|kemiske symbol]] '''Be''': Under normale [[temperatur]]- og [[Tryk (fysik)|trykforhold]] optræder dette [[jordalkalimetal]] som et stålgråt, let og stærkt men samtidig også "skørt" [[metal]].

 

[[Billede:Elektronskal 4.png|thumb|left|[[Elektronkonfiguration]]en i et berylliumatom: Den store kugle i midten forestiller [[atomkerne]]n, og de små kugler er [[elektron]]erne. Bogstaverne på elektron-kuglerne angiver hvilken [[orbital]] de tilhører. Den [[orange]] [[farve]] markerer at beryllium hører til de [[Alkalisk jordartsmetal|alkaliske jordartsmetaller]].]]

Beryllium har et af de højeste [[smeltepunkt]]er blandt [[letmetal]]lerne, og et [[elasticitetsmodul]] der er en tredjedel højere end [[stål]]s. Det er ikke [[Magnetisme|magnetisk]], men har en udmærket [[varmeledningsevne]]. Beryllium reagerer ikke med [[atmosfærisk luft]] og angribes ikke af [[salpetersyre]] ved [[stuetemperatur]]. Berylliumholdige [[salt]]e smager sødt, men er stærkt giftige.

Beryllium gennemtrænges forholdsvis let af [[røntgenstråling]], og frigiver [[neutron]]er når det bombarderes med [[alfastråling]]; omkring 30 neutroner for hver million alfapartikler.

 

Beryllium indgår i en række legeringer, navnlig sammen med [[kobber]]: Denne legering er stærk, modstandsdygtig overfor korrosion, kan absorbere store mængder varme, er en fremragende leder af både varme og [[elektrisk strøm]], og bruges derfor i en række sammenhænge; f.eks. [[elektrode]]r til [[punktsvejsning]], [[Fjeder|fjedre]] og [[Elektrisk kontakt|elektriske kontakter]]. Disse legeringers styrke og lethed gør dem også velegnede til krævende opgaver indenfor [[Luftfart|luft]]- og [[rumfart]].

 

Beryllium har tidligere været brugt i [[lysstofrør]], men det er man gået bort fra på grund af problemer med berylliumforgiftning af de personer der arbejdede med fremstillingen af lysstofrørene.

 

Beryllium indgår i 100 ud af cirka 4000 kendte [[mineral]]er, især bertrandit (Be₄[[Silicium|Si]]₂[[Ilt|O]]</sub>7</sub>(O[[Brint|H]])₂), beryl ([[Aluminium|Al]]₂Be₃Si₆O₁₈), chrysoberyl (Al₂BeO₄) og phenakit (Be₂SiO₄). Særligt værdifulde former for beryl er [[akvamarin]] og smaragder.

 

Rent, metallisk beryllium blev først almindeligt tilgængeligt i 1957. I [[2001]] kostede beryllium-barrer 745 [[amerikanske dollar]]s per [[kilogram]].

 

Beryllium blev først identificeret som en bestanddel af [[beryl]] og [[smaragd]]er i [[1798]] af den [[Fankrig|franske]] [[kemiker]] og [[apoteker]] [[Louis Vauquelin]]. [[Friedrich Wöhler]] og [[Antoine A. Bussy]] isolerede uafhængigt af hinanden rent metallisk beryllium, begge i [[1928]], ved en reaktion mellem [[kalium]] og [[berylliumklorid]].

 

En overgang blev beryllium kaldt for '''glucinium''' (af græsk: ''glykys'', sød) på grund af de giftige berylliumsaltes søde smag.

 

Ud af ti kendte [[isotop]]er af beryllium er det kun beryllium-9 der er stabil. Beryllium-10 skabes i atmosfæren, når [[kosmisk stråling]] træffer ilt- og [[kvælstof]]-atomer i [[Atmosfære (himmellegeme)|atmosfæren]]. Beryllium opløses let i opløsninger med en [[pH]] under 5,5, og da regnvand har en pH-værdi omkring 5, opløses det dannede beryllium-10 i [[nedbør]]en. Når vandet rammer jordoverfladen, bliver det mere basisk, hvorved berylliumet udfældes og ophobes i overfladejorden. Med en [[halveringstid]] på 1,51 [[million]]er [[år]] kan det eksistere længe før det henfalder til [[Bor]]-10. Beryllium-10 og dets henfaldsprodukter er grundlag for en mængde geologiske undersøgelser af erosion, aflejring og meget mere.

 

[[Kategori:Jordalkalimetaller]]