Forskel mellem versioner af "Den Lette Brigades angreb"

12.427 bytes tilføjet ,  for 12 år siden
m
m (robot Tilføjer: sv:Lätta brigadens anfall)
Den lette brigade var i stand til at trænge ind på de russiske styrker for enden af dalen, men led svære tab, og var snart tvunget til at trække sig tilbage. Lucan ydede ingen støtte til Cardigan. Det har fået flere til at mene at han var motiveret af had imod sin svoger, Lord Cardigan. Tropperne fra den Tunge Brigade rykkede ind i starten af dalen, men kom ikke længere. Det franske kavaleri, ''Chasseurs d'Afrique'', var mere effektive, fordi de brød den russiske linje på Fedyukhin Højderne, og derefter dækkede den Lette Brigades tilbagetrækning.
 
Den lette Brigades angreb.
== Angrebet i medier og kultur ==
 
Dette katastrofale britiske kavaleriangreb mod de russiske styrker i Krimkrigen fandt sted den 25. oktober 1854 under Slaget ved Balaclava. Når det huskes i dag skyldes det ikke mindst Alfred Tennysons berømte digt ”The Charge of the Light Brigade”, hvis verselinjer blev og fortsat er et symbol på krigsførelse, når den er modigst og samtidig mest katastrofal.
 
Den beredne britiske styrke i slaget bestod af de to enheder: Den lette og den tunge Brigade under kommando af generalløjtnant Jarlen af Lucan. Angrebet blev udført af Den Lette Brigade, som bestod af 4. og 13. lette dragoner, 17. lansenerer og 8. og 11. husarer under ledelse af generalmajor, lord Cardigan. Den tunge Brigade bestod af 4. kgl. irske dragoner, 5. dragongardister, 6. Inniskilling dragoner og Scots Greys under ledelse af generalmajor James Yorke Scarlett. Jarlen af Lucan og lord Cardigan var svogre og hadede indædt hinanden.
Lucan fik en ordre fra hærchefen, som lød: ”Lord Raglan ønsker, at kavaleriet straks skal rykke frem til frontlinjen og dér forfølge fjenden samt forsøge at forhindre denne i at fjerne sine kanoner. Beredent artilleri kan også indsættes. Det franske kavaleri befinder sig på venstre flanke”. Raglans ide med ordren var, at det indsatte kavaleri skulle forhindre russerne i at fjerne nogle flådekanoner fra nogle stillinger, som de kort forinden havde erobret på bagsiden af Causeway højderne, som udgjorde den venstre af dalen (set i retning fra den engelske stilling). Fra sit højdepunkt på dalens vestside kunne Raglan overskue terrænet, hvorimod Lucan og hans kavaleri ikke havde samme mulighed på grund af landskabets udformning, da de stod opstillet lavere.
 
Angrebsordren blev nedskrevet af brigader Airey og viderebragt til Lucan af kaptajn Louis Edward Nolan, der desuden mundtligt informerede om, at kavaleriet skulle angribe omgående. Da Lucan spurgte, hvilke kanoner, det drejede sig om, siges det, at Nolan blot antydede disse i form af en fejende armbevægelse og således ikke tydeliggjorde, at der kun var tale om kanonerne på Causeway stillingen. Hans sløsede udpegning blev opfattet som værende de mange kanoner, russerne havde opstillet for enden af dalen ca. 1½ km væk. Nolan fik ikke siden mulighed for at forklare sin handlemåde, idet han selv blev dræbt få minutter senere.
 
Som resultat af denne ordre instruerede Lucan nu sin svoger Cardigan om at anføre dennes 673 kavalerister direkte ned i dalen mellem Feyukhin højderne og Causeway stillingen. Dalen skulle snart efter blive navngivet ”Dødens Dal” af digteren Tennyson. Den russiske styrke blev ledet af Pavel Liprandi og bestod af omkring 20 infanteribataljoner beskyttet af over 50 kanoner. Denne styrke var opstillet på begge sider af dalen og for enden af denne. Lucan agtede kort efter at forstærke Cardigans angreb med indsættelse af Den tunge Brigade.
 
Den lette Brigade angreb ind i dalen anført af Cardigan. I selvsamme sekund så man Nolan ride ind foran de angribende og passere foran Cardigan. Det formodes, at han på dette tidspunkt havde indset, at angrebet havde retning mod det forkerte mål og derfor forsøgte at stoppe eller dreje brigaden, men han blev i det samme dræbt af en kanonkugle, hvorfor kavaleriet fortsatte lige frem. Trods voldsom beskydning fra tre sider, som skabte store tab blandt de angribende ryttere, nåede disse frem til den russiske stilling og kom i nærkamp med artilleristerne, som indledte en flugt fra kanonerne. Snart blev de britiske tab dog så store, at man måtte trække sig tilbage. De overlevende russiske artillerister vendte hurtigt tilbage til deres kanoner og nåede at kunne beskyde de retirerende ryttere.
 
Lucan undlod at bistå Cardigan, hvilket muligvis skyldtes den uvilje over for svogeren, som havde stået på i mere end 30 år, og som kun var blevet forværret under Krimkrigen. Den tunge Brigade red ind i dalens munding, hvor de blev stående. Lucans efterfølgende forklaring gik ud på, at han ikke kunne se nytten af, at endnu en brigade blev mejet ned, samt at han herfra bedre ville være i stand til at assistere de overlevende fra Den lette Brigade på deres vej tilbage. Det franske kavaleri, Chasseurs d’Afrique, havde mere held, idet de ikke alene gennembrød den russiske stilling på Fedyukhin højderne, men samtidig prøvede at dække Den lette Brigades overlevende på deres vej tilbage. Krigskorrespondenten William Russell, som var øjenvidne til slaget, erklærede: ”Den lette Brigade blev udslettet på grund sit eget overmod og den brutale og voldsomme fjendtlige beskydning”.
 
Cardigan overlevede angrebet. Uanset rygterne bagefter om, at han slet ikke deltog, så anførte han angrebet uden på noget tidspunkt at se sig tilbage, hvorfor han heller ikke vidste, hvad styrken bag ham blev udsat for. Han nåede frem til den russiske stilling og tog del i kampen dér, hvorefter han returnerede uden at gøre noget forsøg på at samle styrken og uden at bekymre sig om dennes skæbne. Han udtalte bagefter, at det eneste, som han kunne tænke på, var hans raseri over kaptajn Nolan, som han mente havde forsøgt at tage ledelsen af angrebet fra ham. Efter at være kommet tilbage fra dalen besluttede han, at der ikke var mere for ham at gøre, hvorfor han med en forbløffende koldblodighed bare forlod slagmarken og gik om bord på sin yacht i Balaclava havn for at indtage en champagne-middag.
 
Han beskrev siden sin oplevelse af angrebet i en tale, som han holdt i Mansion House (City’s borgmesters residens) i London, hvorfra store uddrag senere blev citeret i Underhuset: ”Vi angreb ned ad bakke over en strækning på en kilometer og blev bestandigt beskudt af kanonstillinger og geværild fra begge sider af dalen, indtil vi var 50 meter fra kanonerne for enden af dalen. Vi var således nærmest omringet af ild. Da vi red op ad bakken blev vi yderligere beskudt bagfra. Vi angreb artilleristerne og vore to forreste hold huggede et større antal russere ned. I disse to hold, som jeg havde den ære at anføre, blev med en enkelt undtagelse alle officerer enten dræbt, såret eller fik deres hest dræbt eller såret. Disse to hold fortsatte sammen med de to efterfølgende hold at hugge russere ned.
 
De blev fulgt op af et femte hold, som gennemførte afslutningen af det arbejde, vi andre havde påbegyndt. Jeg mener, at der her var tale om en stor succes, idet vore 670 ryttere trængte gennem det russiske kavaleri, som vi siden har erfaret bestod af ikke mindre end 5.240 mand. Herefter returnerede vi i en formation, som vi i militær fraseologi kalder ”tre og tre”, idet vi fortsatte med at hugge alt ned på vor vej. Da vi nåede tilbage til bakketoppen med de russiske kanoner, hvor vi havde indledt angrebet, blev vi udsat for den samme beskydning som på udturen. Et stort antal af vore ryttere blev ramt, og mænd og heste blev dræbt. Hertil kom, at mange af de, som havde mistet deres heste og derfor var på vej tilbage til fods, også blev dræbt.
 
Jeg kan til sidst beskrive følelserne og holdningerne blandt dem, som nåede tilbage i sikkerhed. Af hvert hold var der nu blot en lille skare. To tredjedele af de deltagende ryttere var gået tabt. Jeg tror, at enhver som var med i dette ulyksalige angreb ved Balaclava, og som var heldig nok til at slippe fra det med livet i god behold, må føle, at kun takket være en nådig tilskikkelse undgik vedkommende, hvad der ellers så ud til at være den sikre død”.
 
Den lette Brigade blev ikke totalt udslettet, men havde lidt et forfærdeligt tab i form af 188 dræbte og 127 sårede. Ved genopstilling af styrken havde kun 195 af de oprindelige 670 stadig deres hest. Angrebets dumdristige mod og nytteløshed fik den tilstedeværende franske feltmarskal, Pierre Bosquet, til at udbryde: ”Det var storslået, men det var ikke krig”. Citatet er længere, men ses sjældent, idet han fortsatte ”Det var galskab”. De russiske ledere hævdes at have udtalt, at de troede de angribende simpelthen var døddrukne. Lord Raglans adjudant skrev tre dage efter angrebet et brev til en ven, hvori han angav tabstallene, idet han dog ikke skelnede mellem dræbte og tilfangetagne. Han opgjorde tabstallene til:
 
”Dræbte og savnede Sårede
9 officerer 12 officerer
14 sergenter 9 sergenter
4 trompetister 3 trompetister
129 menige 98 menige
----------------------- ----------------
156 122 Tilsammen et tab på 278 mand.
 
Hertil kommer 335 heste, som blev dræbt i angrebet eller som efterfølgende måtte aflives på grund af deres sår. Det er siden kommet frem, at russerne tog en del af rytterne til fange, men det nøjagtige tal er ikke kendt”.
 
Det britiske kavaleris berømmelse steg yderligere efter dette angreb, medens det samme just ikke kan siges om dets generaler. Den tids langsomme postforbindelser gjorde, at nyheden om det ulyksalige angreb først blev kendt i London tre uger senere. Den britiske chefs beretninger fra fronten blev publiceret i ekstraudgave af The London Gazette den 12. november 1854. Her placerede hærchefen, lord Raglan, ansvaret for angrebet på kavalerichef Lucan, idet han udtalte: ”på grund af en misforståelse om at gå til angreb, havde Lucan følt sig tvunget til at gøre dette uden hensyntagen til risikoen, hvorfor han havde beordret generalmajor Cardigan til at rykke frem med Den lette Brigade”. Lucan blev rasende over hermed at blive gjort til syndebuk og udtalte: Raglan hævder, at han (Lucan) skulle have udvist manglende dømmekraft, men helt frem til angrebet havde Raglan på intet tidspunkt tilladt ham (Lucan) handlefrihed, men derimod hele tiden insisteret på, at enhver ordre skulle følges til punkt og prikke”. Cardigan, som blot havde adlydt den modtagne ordre, bebrejdede derimod Lucan for at have udstedt denne. Cardigan vendte hjem til England som en folkehelt, hvor han blev forfremmet til generalinspektør for kavaleriet.
 
Lucan forsøgte at få offentliggjort et brev, hvori han punkt for punkt tilbageviste Raglans rapport i The London Gazette, men hans kritik af en overordnet blev ikke tolereret, og i marts 1855 blev han hjemkaldt til England. Den lette Brigades angreb blev ved Lucans hjemkomst genstand for stor uenighed og diskussion i offentligheden. Han afviste kraftigt Raglans version af begivenheden og kaldte den for ”en plet på min professionelle ære”. I en offentlig udveksling af synspunkter på siderne i avisen ”The Times”, lagde han skylden Raglan og dennes afdøde adjudant, kaptajn Nolan. Sidstnævnte var den faktiske overbringer af den omdiskuterede ordre. Lucan forsvarede sit omdømme i en tale i Overhuset den 19. marts 1855. Han slap for at få pålagt ansvaret for angrebet, og blev i juli samme år udnævnt til medlem af Bath-ordenen. Selv om han ikke siden kom i aktiv tjeneste opnåede han generalsrang i 1865 og blev forfremmet til feltmarskal året før sin død.
 
Den lette Brigades angreb har lige siden af militærhistorikere været fremhævet som et eksempel på, hvor galt de kan gå, når nøjagtige militære efterretninger ikke foreligger og de givne ordrer er uklare. Winston Churchill, der selv var en erfaren militærhistoriker og tidligere kavalerist, insisterede på at bruge tid til at besigtige Balaclava slagmarken, da han i 1945 deltog i Yalta konferencen på Krim.
 
De overlevendes videre skæbne blev undersøgt af militærhistorikeren Edward James Boys, som dokumenterede deres skæbne efter, at de havde forladt hæren og frem til deres død. Hans beretning herom anses for at være et af de mest definitive projekter af den art.
 
I 2004 afholdtes på 150-års dagen for angrebet en mindehøjtidelighed i Balaclava. Som en del af jubilæet afslørede HKH prins Michael af Kent (født i 1942 og barnebarn af George V) et monument over de 25.000 britiske deltagere i Krimkrigen.
 
På tidspunktet for Krimkrigen var Alfred Tennyson kgl. hofpoet, og han beskrev gribende angrebet i sit digt ”The Charge of the Light Brigade”, der blev publiceret den 9. december 1854 i avisen The Examiner. Ifølge Tennysons barnebarn, Charles, blev digtet skrevet få minutter efter, at han havde læst en beskrivelse af begivenheden i The Times. Digtet blev straks særdeles berømt og nåede også ud til tropperne på Krim, hvor det blev omdelt som flyveblad.
 
°== Angrebet i medier og kultur ==
 
=== Film ===
48

redigeringer