|
Den lette brigade var i stand til at trænge ind på de russiske styrker for enden af dalen, men led svære tab, og var snart tvunget til at trække sig tilbage. Lucan ydede ingen støtte til Cardigan. Det har fået flere til at mene at han var motiveret af had imod sin svoger, Lord Cardigan. Tropperne fra den Tunge Brigade rykkede ind i starten af dalen, men kom ikke længere. Det franske kavaleri, ''Chasseurs d'Afrique'', var mere effektive, fordi de brød den russiske linje på Fedyukhin Højderne, og derefter dækkede den Lette Brigades tilbagetrækning.
Den lette Brigades angreb.
Dette katastrofale britiske kavaleriangreb mod de russiske styrker i Krimkrigen fandt sted den 25. oktober 1854 under Slaget ved Balaclava. Når det huskes i dag skyldes det ikke mindst Alfred Tennysons berømte digt ”The Charge of the Light Brigade”, hvis verselinjer blev og fortsat er et symbol på krigsførelse, når den er modigst og samtidig mest katastrofal.
Den beredne britiske styrke i slaget bestod af de to enheder: Den lette og den tunge Brigade under kommando af generalløjtnant Jarlen af Lucan. Angrebet blev udført af Den Lette Brigade, som bestod af 4. og 13. lette dragoner, 17. lansenerer og 8. og 11. husarer under ledelse af generalmajor, lord Cardigan. Den tunge Brigade bestod af 4. kgl. irske dragoner, 5. dragongardister, 6. Inniskilling dragoner og Scots Greys under ledelse af generalmajor James Yorke Scarlett. Jarlen af Lucan og lord Cardigan var svogre og hadede indædt hinanden.
Lucan fik en ordre fra hærchefen, som lød: ”Lord Raglan ønsker, at kavaleriet straks skal rykke frem til frontlinjen og dér forfølge fjenden samt forsøge at forhindre denne i at fjerne sine kanoner. Beredent artilleri kan også indsættes. Det franske kavaleri befinder sig på venstre flanke”. Raglans ide med ordren var, at det indsatte kavaleri skulle forhindre russerne i at fjerne nogle flådekanoner fra nogle stillinger, som de kort forinden havde erobret på bagsiden af Causeway højderne, som udgjorde den venstre af dalen (set i retning fra den engelske stilling). Fra sit højdepunkt på dalens vestside kunne Raglan overskue terrænet, hvorimod Lucan og hans kavaleri ikke havde samme mulighed på grund af landskabets udformning, da de stod opstillet lavere.
Angrebsordren blev nedskrevet af brigader Airey og viderebragt til Lucan af kaptajn Louis Edward Nolan, der desuden mundtligt informerede om, at kavaleriet skulle angribe omgående. Da Lucan spurgte, hvilke kanoner, det drejede sig om, siges det, at Nolan blot antydede disse i form af en fejende armbevægelse og således ikke tydeliggjorde, at der kun var tale om kanonerne på Causeway stillingen. Hans sløsede udpegning blev opfattet som værende de mange kanoner, russerne havde opstillet for enden af dalen ca. 1½ km væk. Nolan fik ikke siden mulighed for at forklare sin handlemåde, idet han selv blev dræbt få minutter senere.
Som resultat af denne ordre instruerede Lucan nu sin svoger Cardigan om at anføre dennes 673 kavalerister direkte ned i dalen mellem Feyukhin højderne og Causeway stillingen. Dalen skulle snart efter blive navngivet ”Dødens Dal” af digteren Tennyson. Den russiske styrke blev ledet af Pavel Liprandi og bestod af omkring 20 infanteribataljoner beskyttet af over 50 kanoner. Denne styrke var opstillet på begge sider af dalen og for enden af denne. Lucan agtede kort efter at forstærke Cardigans angreb med indsættelse af Den tunge Brigade.
Den lette Brigade angreb ind i dalen anført af Cardigan. I selvsamme sekund så man Nolan ride ind foran de angribende og passere foran Cardigan. Det formodes, at han på dette tidspunkt havde indset, at angrebet havde retning mod det forkerte mål og derfor forsøgte at stoppe eller dreje brigaden, men han blev i det samme dræbt af en kanonkugle, hvorfor kavaleriet fortsatte lige frem. Trods voldsom beskydning fra tre sider, som skabte store tab blandt de angribende ryttere, nåede disse frem til den russiske stilling og kom i nærkamp med artilleristerne, som indledte en flugt fra kanonerne. Snart blev de britiske tab dog så store, at man måtte trække sig tilbage. De overlevende russiske artillerister vendte hurtigt tilbage til deres kanoner og nåede at kunne beskyde de retirerende ryttere.
Lucan undlod at bistå Cardigan, hvilket muligvis skyldtes den uvilje over for svogeren, som havde stået på i mere end 30 år, og som kun var blevet forværret under Krimkrigen. Den tunge Brigade red ind i dalens munding, hvor de blev stående. Lucans efterfølgende forklaring gik ud på, at han ikke kunne se nytten af, at endnu en brigade blev mejet ned, samt at han herfra bedre ville være i stand til at assistere de overlevende fra Den lette Brigade på deres vej tilbage. Det franske kavaleri, Chasseurs d’Afrique, havde mere held, idet de ikke alene gennembrød den russiske stilling på Fedyukhin højderne, men samtidig prøvede at dække Den lette Brigades overlevende på deres vej tilbage. Krigskorrespondenten William Russell, som var øjenvidne til slaget, erklærede: ”Den lette Brigade blev udslettet på grund sit eget overmod og den brutale og voldsomme fjendtlige beskydning”.
Cardigan overlevede angrebet. Uanset rygterne bagefter om, at han slet ikke deltog, så anførte han angrebet uden på noget tidspunkt at se sig tilbage, hvorfor han heller ikke vidste, hvad styrken bag ham blev udsat for. Han nåede frem til den russiske stilling og tog del i kampen dér, hvorefter han returnerede uden at gøre noget forsøg på at samle styrken og uden at bekymre sig om dennes skæbne. Han udtalte bagefter, at det eneste, som han kunne tænke på, var hans raseri over kaptajn Nolan, som han mente havde forsøgt at tage ledelsen af angrebet fra ham. Efter at være kommet tilbage fra dalen besluttede han, at der ikke var mere for ham at gøre, hvorfor han med en forbløffende koldblodighed bare forlod slagmarken og gik om bord på sin yacht i Balaclava havn for at indtage en champagne-middag.
|
