Lewis Wallace: Forskelle mellem versioner

Da borgerkrigen brød ud gik han ind i hæren på nordstaternes side, og allerede i [[1861]] blev han udnævnt til [[Brigadegeneral]] og senere, i [[1862]] til [[Generalmajor]]. Han deltog i [[slaget ved Shiloh]] i 1862. Her kom der modstridende ordrer fra [[General]] [[Ulysses S. Grant]], som betød at Wallace først nåede frem på slagets anden dag. Efter en konflikt med sin og Grants foresatte, General Halleck blev Wallace gjort til syndebuk for nederlaget på slagets første dag, og Halleck satte ham fra kommandoen, men præsident (([[Abraham Lincoln]] beordrede ham indsat igen. Kort efter ragede han igen uklar med Halleck, og igen blev han afsat. Denne gang blev han genindsat af General Grant, men blev overført til skiftende administrative jobs. I 1864 var han ansvarlig for uddannelsen af nye rekrutter i [[Baltimore]], da man fik melding om, at en stor sydstatsstyrke var på vej ind i Maryland. Det viste sig at være en styrke på 15.000 mand under kommando af [[Generalløjtnant]] [[Jubal A. Early]]. Wallace rykkede ud med sine 2.300 nyuddannede rekrutter, mod Monocacy Valley syd for byen Frederic i [[Maryland]]. Her fik han forstærkning af 3.500 mand under General Rickett. Ved selve Monocacy floden blev der ført hårde kampe, og selv om nordstatsstyrken tabte slaget (1.294 døde), lykkedes det at forsinke Erarlys fremrykning mod [[Washington DC]] så meget, at man kunne nå at forstærke forsvaret af hovedstaden. Early måtte opgive sit angreb og trække sig tilbage til Virginia, og siden blev slaget ved Monocacy kendt som ”Slaget, der reddede Washington”.