Akkord (musik): Forskelle mellem versioner

En '''akkord''' består af mindst tre toner, der klinger samtidigt. En akkord kan beskrives med en [[becifring]]. Visse instrumenter så som [[guitar]]er og [[klaver]]er kan bruges til at spille hele akkorder. Hvis man vil bruge akkorder fremført på et [[blæseinstrument]], skal man bruge flere musikere.

 

En [[dur]]akkord og en [[mol (toneart)|molakkord]] opbygges af [[grundtone]], henholdsvis stor og lille [[terts]] samt [[kvint]].

Disse tre toner udgør akkorden i dens grundform. Udover dur og mol findes treklangs-akkorderne formindsket (dim, ⁰), forstørret (+) og forudholdsakkorder (sus-akkorder).

Akkorder kan have altererede bastoner. A/h er en A-dur med h i bassen.

 

En treklang kan udvides med flere toner. Ofte tilføjes en [[Septim (interval)|septim]] (den syvende tone i [[Skala (musik)|skalaen]]). I en sådan septimakkord bruges den lille septim i forhold til grundtonen. Dette skrives ved at tilføje et syvtal til akkordnavnet. A⁷ består således af tonerne A, C^#, E og G. Hvis den store septim skal bruges i stedet, skrives det som Amaj⁷. Dens udvidelse er tonen G^# (gis). Om det er en stor eller lille septim der tilføjes afhænger almindeligvis af akkordens funktion i akkordrækkefølgen.

 

Der kan også være tilføjet treklangen en stor [[sekst]], hvilket skrives A⁶. Akkordudvidelse = F^# (Fis).

 

[[Becifring]]en navngives efter nummeret på den tone, der er "længst væk" fra grundtonen. Således inkluderer A¹³ både ^{7, 9} og ¹¹ foruden ¹³'eren.

 

Fra 60'erne og frem er opstået et behov for at becifre klangen af grundtone + kvint (ofte også kvart + grundtone). Den såkaldte powerakkord. Den bruges af rockguitarister, som ønsker en stærk og forvrænget klang, der ikke "roder" med den klassiske harmoniks "kønsbestemte" tre-klange. Den ses i dag ofte under betegnelsen ⁵. I enkelte nodebøger fra 80'erne optræder becifringsbetegnelsen ^OMIT3, der betyder udeladt terts.

 

Akkorden skal fortolkes ifht. stilarten. I praksis er det meget almindeligt at nøjes med tre eller fire toner.

 

 

Hvor man skal være forsigtig med at udelade tertsen, er det meget almindeligt at udelade kvinten. C^7#9 optræder ofte med tonerne C, E, B^b og D^#. Man udelader kvinten G, for at give plads til det skarpe forhold der er mellem E (den store terts) og D^# (den forstørrede none).

Det vil altid være op til den udøvende musiker at fortolke becifringen; den såkaldte voicing (akkordomvendinger, tonevalg og rækkefølge). I 3 og 4-klange er det relativt overskueligt hvilke muligheder der byder sig. Men ved store og omfattende akkordudvidelser skal der ofte tages et stilistisk hensyn og/eller et klangligt valg. Der er forskel på hvad en A¹³'er betyder i et nodeforlæg fra 50'erne og 70'erne. Den kan dække over en dominantisk popakkord som Gmaj med A i bassen (Gmaj⁷/a) eller optræde udelukkende med grundtone, ⁷'er, terts og ¹³'er. Endelig kan den være tænkt som Amaj^13#11, en akkord bygget op af skiftevis store og små tertser. I dette tilfælde vil en typisk voicing være en bred klang bygget op fra bunden med (i nævnte rækkefølge) grundtone, kvint og terts og dernæst et tæt cluster med ¹³'eren, maj⁷, ⁹'er og ^#11 i nævnte rækkefølge.

 

 

[[Kategori:Musikteori]]

[[pl:Akord]]

[[pt:Acorde]]

[[ru:Аккорд]]

[[simple:Chord]]