Valdemar Birgersson af Sverige: Forskelle mellem versioner

Han efterfulgte sin morbror [[Erik Eriksson]] som konge [[1250]], altså allerede i syvårsalderen, da [[Eriks-slægten]] på den tid var den mægtigste slægt. Hans [[farfar]] var [[folkung]]en [[Magnus Minnisköld]], som faldt i et slag mod [[Sverkerslægten]]. Hans [[farmor]] var [[Ingrid Ylva]], sønnedatter til [[Sverker (den ældre)]]. Hans morfar var [[Erik Knutsson af Sverige]], og hans mormor [[Rikissa af Danmark]], datter af [[Valdemar den Store]]. Han blev kronet i [[Linköping]]s [[domkirke]] [[1251]]. De første seksten år var hans far Birger Jarl den faktiske regent, og under dennes styre indførtes de såkaldte fredslove som regulerede hjemmefreden, kirkefreden, tingsfreden og kvindefreden.

I [[1251]] gjorde tronprætendenterne [[Filip Knutsson]] og [[Filip Magnusson]] oprør og samlede en blandet hær af nordmænd og tyske lejesoldater, men de tabte til [[Birger Jarl]] i [[slaget ved Herrvadsbro]] i [[Västmanland]]. Oprørerne og de fleste soldater blev [[Henrettelse|henrettet]].

Valdemar kom i en en arvestrid med sine brødre Magnus ([[Magnus Ladelås]]) og Erik. Striden slog ud i lys lue, da Valdemar [[1274]] kom hjem fra en [[pilgrimsfærd]] til [[Rom]]. År 1275 brød Magnus og Erik helt med Valdemar søgte støtte hos [[Erik Klipping]] i [[Danmark]], hvilket de fik. Understøttet af en dansk hær trængte de ind i [[Västergötland]]. Med hjælp af 100 lejede danske ryttere (ifølge nogle kilder 700) besejredes Valdemar i [[slaget ved Hova]] ([[1275]]) i Västergötland, hvorefter Valdemar blev tvunget til at flygte til [[Norge]], og Magnus valgtes til konge.