Forskel mellem versioner af "Bruger:IbRas/Testside"

760 bytes tilføjet ,  for 12 år siden
|}
===Frederiks Tyske Kirke===
====Præster====
'''Josias Lorck''', den unge energiske kapellan, som havde en stor andel i, at den tyske menighed havde fået sin egen kirke, var det naturlige valg til kirkens første præst. Han bestred hvervet i over 25 år til hans død i 1785. I ham havde menigheden en dygtig og vellidt præst, som kunne samle en stor menighed til sine prædikener. Teologisk var han påvirket af [[pietisme]]n, og han var socialt engageret, hvilket bl.a. ses af hans arbejde med fattigskolen, som han havde tilsyn med. Med økonomisk støtte fra hans venner i menigheden indførte han bespisning af halvdelen af skolens omkring 100 elever, og beklædning til de dårligst stillede. På opfordring af kammerherreinde [[Louise von Plessen]] oprettede han et opfostringshus for unge piger, som fik til huse i Prinsensgade (nu [[Prinsessegade]]).
 
Siemonsen blev efterfulgt af '''Peter Thomsen''', der blev konstitueret i september 1832 og fastansat i 1837, men uden fribolig og med mindre løn end forgængerne. I 1839 fik han en præstestilling i Slesvig, og forlod Frederiks Kirke. Så fulgte '''Joachim August Gottfried Thun''', der havde været kateket siden 1836. Thun var konservativ og tysksindet i en tid, hvor Slesvig og Holsten arbejdede på at blive frigjort fra Danmark. Da situationen i hertugdømmerne spidsede til i 1848 var Thun og hans familie i Holsten i en arvesag, og under de uafklarede forhold bad Thun biskoppen om orlov på ubestemt tid, men han fik valget mellem at komme tilbage eller tage sin afsked, og han valgte det sidste.
 
Efter Thun blev kateketen '''Christian Wilhelm Theodor Diedrich Brandis''' konstitueret som præst. Han måtte vente til 1853 før han fik fast ansættelse, og da med det forbehold at han "måtte underkaste sig eventuelle forandringer i embedet". Kultusministeriet ville nemlig gerne have Frederiks Kirkes menighed lagt ind under Sankt Petri. Det modsatte FrederikskirkenFrederikskirkens kollegium sig dog på det kraftigste, og ministrietministeriet lod sagen falde. I 1850'erne var der en betydelig øgning i de kirkelige handlinger i Frederiks Kirke, takket været en udvidelse af den tyske garnison i København. I 1859 fik Brandis en præstestilling i Holsten, og forlod kirken i april.
 
Kateketen '''Johann Christian Jacobsen''' blev konstitueret som præst, mens et spørgsmål om Garnisonskirken tilskud til præstens aflønning blev afklaret, hvorefter stillingen blev opslået som ledig i marts 1860. Selv om Jacobsens tid som kirkens præst var kort, så havde han stillingen på den vigtige dag, hvor kirken fejrede 100 års jubilæum. Bygningen blev om sommeren istandsat indvendig, på kirkeforstanderen Ed. J. Hvidts bekostning, og d. 27. november blev der afholdt festgudstjeneste, bl.a. med opførelse af en kantate forfattet af Jacobsen. I lighed med flere af sine forgængere fik Jacobsen senere en præstestilling i hertugdømmerne.
 
I oktober 1860 fik '''Cæsar Stoessiger''' den ledige stilling som præst. Han var fra [[Altona]], født i 1815, og havde studeret i Kiel og [[Jena]]. Stoessiger var en energisk mand, med flere gode idéer til at forbedre forholdene både for kirken og for skolen, men det lykkedes ham ikke at få gennemført nogen af dem. Han indså efterhånden, at der ikke længere var grundlag for to tyske menigheder i København, og da Sankt Petri havde den bedste beliggenhed midt i byen, så var det ikke svært at forudse, hvilken der ville blive nedlagt. Trods det, så var der alligevel en øgning af den civile menighed i Stoessigers tid, og da alle medarbejderne ved det holstenske ministerium sluttede sig til Frederiksmenigheden, betød det en 50% øgning af medlemmerne, men næsten med det samme blev ministriet flyttet til Holsten, og så meldte de sig ud igen. Detil kom at Stoessiger ikke fik medhold i ministeriet, da han klagede over, at Garnisonskirken udførte kirkelige handlinger for den tyske garnison, og dermed tog nogle af Frederiks Kirkes indtægter. Til sidst mistede han modet, og forlod i december 1863 kirken til fordel for en stilling som førstepræst i garnisonskirken i [[Rendsborg]].
 
I Stoessigers tid blev skolen nødt til at flytte. Bygningen, som Adler havde anskaffet, var både nedslidt og for lille til de 137 elever skolen nu havde. Desuden var naboen et jernstøberi, hvilket heller ikke var ideelt. Støberiet ville dog gerne overtage bygningen, og i 1859 flyttede skolen til lejede lokaler i Christianshavns nedlagte veterinærskole. I 1861 blev man nødt til at flytte igen, denne gang til Ovengaden oven Vandet 52, til en betydeligt højere leje.
 
På [[Hans Lassen Martensen|biskop Martensens]] forslag blev '''Peter Martens''' konstitueret som kirkens præst i marts 1864. Han var en erfaren mand, der havde været førstepræst ved [[Slesvig Domkirke]], men var blevet afsat af tyskerne under krigen i 1864. Efter tabet af Slesvig-Holsten blev embedet som tysk garnisonspræst overflødigt og derfor nedlagt, hvilket gjorde et indhug i Martens i forvejen beskedne indtægter. Den tilbageværende civile menighed kunne ikke bære kirkens udgifter, og i 1867 blev der nedsat en kommission der skulle se på mulighederne for at omdanne menigheden til en dansk menighed. Kommissionen indstillede at Vor Frelsers Sogn blev delt i to, og Frederiks Kirke blev dansk sognekirke for det nye sogn. Heller ikke dette forslag blev til noget.
 
Skolens kateket havde taget sin afsked i 1864, og på grund af kirkens usikre fremtidsudsigter, var stillingen ikke blevet genbesat. Martens påtog sig en del af arbejdet, for at supplere sine indtægter, men han egnede sig ikke til jobbet, og hans manglende økonomiske sans gjorde, at der til sidst var så meget rod i regnskaberne, at [[Bruun Juul Fog|provst Fog]] blev nødt til at ophæve Martens konstitution i 1871.
 
I 1866 havde man forsøgt at løse skolen lokalespørgsmål ved at købe ejendommen Ovengaden oven Vandet 28, men i de følgende år faldt elevantallet til der kun var 31 i 1871, og efter Martens tid var den ikke til at redde. Dne blev nedlagt 1. august 1873.
 
==Referencer==
3.825

redigeringer