Cistercienserordenen: Forskelle mellem versioner

Hans efterfølger, Alberich, fik [[pave]]lig stadfæstelse på [[kloster|klostret]] og skrev ''Instituta monachorum Cisterciensium'', hvori der påbydes streng opfyldelse af [[Benedikts regel]] samt en brun ordensdragt; denne ombyttedes senere med en hvid [[kappe]] med sort [[skapular]] og [[kapusse]]. Efter Alberichs død [[1109]] blev [[England|englænderen]] Stephan Harding [[abbed]] i Citeaux. Livet der blev under ham så hårdt, at ingen turde træde ind, men så kom [[1112]] den hellige [[Bernhard af Clairvaux]] med 30 venner, og Bernhardinerne, som de nu ofte kaldtes, voksede med rivende fart. [[1150]] talte man 343 [[abbedi]]er og i midten af [[14. århundrede]] 700. ''Carta caritatis'', der fik pavelig stadfæstelse [[1119]], er ordenens grundlov. Abbeden i Citeaux, der valgtes af sit klosters [[munk]]e og døtreklostrenes abbeder, stod i spidsen for hele ordenen; men øverste instans var det årlige generalkapitel, der kunne afsætte selve generalabbeden.▼

Cisterciensernes videnskabelige betydning er mindre, men [[arkitektur]], tonekunst og [[landbrug]] står i stor gæld til dem. Deres kirkebygninger er nogle af [[gotik]]kens betydeligste mindesmærker. Deres avlsgårde var [[middelalderen]]s landbrugsskoler. Det gik imidlertid cistercienserne som det er gået alle andre munke; de overlæssedes med privilegier og rigdomme, og det kvalte livet. Reformatorer fremstod og dannede nye [[kongregation]]er, hvoraf [[trappister]]ne er de vigtigste.▼