Jacob Christian Lindberg: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m wikilink |
m wikilink |
||
Linje 1:
'''Jacob Christian Lindberg''' ([[14. januar]] [[1797]] i [[Ribe]] - [[10. december]] [[1857]]) var præst.
Han var en søn af Niels Lindberg, residerende [[kapellan]] ved domkirken i Ribe og sognepræst til [[Seem Sogn|Seem]], og Ane Magdalene født Jacobsen. Otte år gammel kom han i byens lærde skole, fra hvilken han 1815 afgik til universitetet. Efter at [[Anden Eksamen]] var overstået, fik han plads på Valkendorfs Kollegium, og han kastede sig derpå med stor iver ikke alene over teologien, men også, under biskop Hunters vejledning, over numismatik og [[epigrafik]]; og for med tiden selv at kunne udføre billederne til de lærde numismatiske og epigrafiske afhandlinger, han håbede at komme til at skrive, øvede han sig også i træskærerkunsten. 1822 tog han med glans teologisk [[attestats]]. Samme år blev han adjunkt ved [[Metropolitanskolen]] og optrådte også for første gang som forfatter, i det han, med skolernes og de studerendes tarv for øje, udgav en hebraisk Krestomathi, en hebraisk grammatik (2. oplag 1828) og en grammatisk analyse til Genesis. to år efter skrev han i [[Friedrich Christian Carl Hinrich Münter|Münter]]s ''Miscellanea Hafniensia'' en afhandling om nogle puniske mønter, som vakte opsigt i den udenlandske lærde verden, og vejen til universitetets hebraiske lærestol syntes at ligge ham åben.
Men der var i den unge lærde ikke alene tømmer til en videnskabsmand; den vestjyske præsts søn var tidlig bleven grebet af kristendommen, og han brændte af længsel efter at værge den gammeldags tro over for det moderne [[fritænkeri]] og [[rationalisme]]ns mange omtydninger. I sin studentertid havde Lindberg hørt til den lille flok af akademikere, der slog kreds om [[Jens Baggesen|Baggesen]], og da [[Grundtvig]] under kampen mod "Tylvten" også stillede sig på Baggesens side, kom den unge [[numismatiker]] under denne mægtige ånds påvirkning, og han blev for Grundtvig, ikke hvad [[Philipp Melanchthon]] var for [[Luther]], men hvad [[Matthias Flacius]] ville være blevet, hvis han havde haft Melanchthons historiske stilling. Da Grundtvig og [[Andreas Gottlob Rudelbach|Rudelbach]] 1825 begyndte udgivelsen af ''Theologisk Maanedsskrift'', var Lindberg den tredje i kløverbladet, og da ''Kirkens Gjenmæle'' udkom, trådte han frem på den kirkelige kampplads, fuldt rustet både med kristen tro og ortodoks fanatisme. Skønt han indsat, at alle akademiske sunde vilde lukke sig for ham, hvis han stillede sig ved siden af "Bibelens ensomme Kæmpe", betænkte han sig ikke, men skrev først nogle ''Bemærkninger i Anledning af Kirkens Gjenmæle'' (1825) og senere: ''Hvad er Kristendom i Danmark? Med Hensyn på Professor Paulsens, Etatsråd Ørsteds og de danske Biskoppers Ytringer om de symbolske Bøgers Myndighed og Præsteedens Betydning i Danmark, besvaret'' (1826). Dermed indledede han en polemik, der var lige så ihærdig som hvas, og da Grundtvig efter [[Hof- og Stadsretten]]s dom trak sig tilbage, fortsatte Lindberg kampen med den største energi.
| |||