Jacob Georg Christian Adler: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
fejlret |
link |
||
Linje 9:
Med det syriske professorat forbandt Adler fra 1785 embedet som præst ved Frederiks tyske kirke på Christianshavn. I denne stilling efterfulgte han Josias Lorck, der især er bekendt ved sin uhyre samling af bibeludgaver, der efter hans død solgtes til hertugen af Württemberg, og over hvilken Adler, der 1787 ægtede Dorothea Marie Lorck (f. 1772 d. 1804), en datter af hans forgænger, samme år udgav en fortegnelse i fem bind. Som prædikant erhvervede Adler snart en stor anseelse. Ved ham kom rationalismen først højlydt til orde i København, og hans blomstrende og følelsesfulde foredrag vandt snart efterlignere. 1788 blev han tillige professor ekstraordinær i teologien og året efter desuden tysk hofpræst; 1790 erhvervede han den teologiske doktorgrad ved afhandlingen ''Nonnulla de vaticiniis vet. Test. De Christo'' og blev samme år medlem af missionskollegiet og meddirektør af [[Waisenhuset]]. Med en rivende fart var han således gået fremad på hæderens bane. Da hans dobbelte præsteembede og hans studier ikke tillod ham at gøre videre ved det teologiske professorat, søgte og fik han til dels fritagelse for at holde forelæsninger. Men hans anseelse sank ikke derfor. en af hans beundrere (Fallesen) skriver 1794 om ham: {{citat|Han forenede to meget sjældne Egenskaber, nemlig grundig Erudition og sand Popularitet. Hans Skrifter vidne om det første, og om det sidste hans offentlige Foredrag til Folket. Jeg har ej været så lykkelig at høre ham ofte; men aldrig hørte jeg ham uden at blive rørt; og den Rørelse var af Varighed, da han aldrig søgte at røre Hjertet uden igennem Forstanden og i det klareste, for den simpleste Mand forståelige Sprog. Hans Udvortes var den ædle Simplicitet, med få, men naturlige Gestikulationer; det var som Sandheden personificeret – det var Johannes den anden.}}
I året 1792 blev Adler beskikket til overkonsistorialråd og generalsuperintendent i [[Slesvig]]. Det var ham svært nok at forlade København, hvor han havde fundet mange venner, og hvor en tysker den gang kunne befinde sig næsten ganske som hjemme. {{citat|Aber Gott hat’s gethan,}} sagde han i sin afskedsprædiken, og med denne beroligende bevidsthed gik han da (1793) til Slesvig for også at lade oplysningens sol beskinne disse egne. I over 40 år var han generalsuperintendent i Slesvig og fra 1806 tillige i Holsten. Hans mærkeligste foretagende i denne hans overordnede stilling var udarbejdelsen af den kirkeagende ([[alterbog]]) for Slesvig og Holsten, der sædvanlig bærer hans navn (skønt dette ikke findes i selve bogen), og som under 2. december 1796 fik kongelig stadfæstelse som særlig egnet "zur Beförderung der allgemeinen Erbauung und zur Einführung einer bessern und zweckmässigern Ordnung des Gottesdienstes". Agendens første virkning var imidlertid mange højst forargelige optrin, der mindst af alt befordrede opbyggelsen. På adskillige steder måtte der endog anvendes militærmagt for at bringe rolighed til veje. menighederne ville nemlig ikke finde sig i, at de gamle tekster kasseredes, at [[fadervor]], [[trosbekendelse]]n og velsignelsen lavedes om, og at så mange forandringer foretoges i den nedarvede gudstjeneste, at det næsten så ud, som om en ny religion skulde indføres. Den stærke modstand, som næsten alle vegne ytrede sig imod disse utidige forandringer, nødte regeringen til at temporisere. men da den første storm havde lagt sig, fik man dog agenden helt eller delvis listet ind på mange steder. Mindre heldig gik det med den såkaldte altonaerbibel, der, udgivet af præsten Funk, udkom 1815 med Adlers anbefaling. Da den nemlig var forsynet med rationalistiske anmærkninger, tjenende til at bortforklare en del af de kristelige hovedlærdomme, vakte dette så megen modsigelse, at regeringen, der tidligere havde sanktioneret udgivelsen, fandt sig beføjet til at lade restoplaget opkøbe og bortgemme. Efter at [[Claus Harms]]’ teses i anledning af reformationsfesten 1817 havde bidraget til at ringe en ny tid ind, begyndte Adlers anseelse og indflydelse at tabe sig noget. Han forblev dog i sin fremragende stilling som den øverste tilsynsmand med kirkevæsenet i Slesvig og Holsten indtil sin død. I en høj alder hensov han 22. august 1834 i [[Gickau]] ved [[Lütjenburg]], hvor han var på visitats.
{{DBL
| |||